Jeg kom aldrig videre, men det gjorde han heller ikke. Så nu er vi sammen igen.
En gang imellem bliver jeg stadig lidt usikker på det hele, men jeg holder forbandet meget af ham, så jeg tænker, at det nok skal gå. Jeg kan se os sammen. Det er det vigtigste. Det kan godt blive til børn og alt sådan noget på et tidspunkt...
I forhold til bulimien, så svinger det voldsomt. Lige for tiden går det ikke så super, og jeg har et sted mellem 2 og 4 dage om ugen, hvor det bare går helt galt. Det er lidt for meget.
Jeg er færdig med min kandidat og arbejder nu fuldtid. Det er hårdt. Men mange omkring mig siger, at det bare er en periode... Det tager tid, men efter det første år, så skulle man være inde i rutinen. I forbindelse med arbejde skal jeg tage noget efteruddannelse, og lige nu er det det, der slår benene væk under mig. Men jeg skal nok bare lige hænge i lidt endnu. Et år mere, og så er det overstået. Så er det "kun" arbejde. Det er der også rigeligt i...
Jeg vil hoppe over i seng. Jeg skal på arbejde i morgen, og jeg har brugt 6-7 timer på b/p i dag, så jeg har nok brug for at få lidt hvile.
Viser opslag med etiketten bulimi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bulimi. Vis alle opslag
fredag den 27. maj 2016
tirsdag den 25. august 2015
Hvor er min krykke?
Jeg skylder vist at sige, at flytningen gik godt. Alle dukkede op. Alle hjalp. Og jeg var så taknemmelig og kunne slet ikke forstå, at alle folk hjalp mig sådan...
Det er nu længe siden.
Jeg skriver altid herinde, når jeg når et eller andet punkt, hvor jeg føler, at nu må det hele være nok. Nu kan jeg ikke længere. I dag er vist ingen undtagelse.
Jeg er ude at rejse. Det har jeg været længe. Jeg har faktisk aldrig rejst så længe før, som jeg gør i øjeblikket. Langt væk hjemmefra. De første 3 uger gik fint nok... Så knækkede jeg. Eller. Så knækkede jeg mig. Høhø. Dårligt pun. I know.
3 uger med nye indtryk og mennesker omkring mig konstant. Så kunne jeg ikke mere. Så gik der nogle dage, hvor det ikke var sådan helt super, men jeg holdt mig nogenlunde oven vande. Og så væltede det helt. En uge med overspisninger og opkastninger 6 ud af 7 dage. Og den 7. dag var forskruet. 1-2 dage, som var okay. Og så forlod jeg de den smule "ramme" jeg havde haft i 5 uger og begav mig ud alene. Helt alene. Fremmed land, nye oplevelser - konstant nye input. Og jeg havde da sådan lidt en plan, men intet sikkert, og jeg kunne slet ikke finde ud af det.
I løbet af de sidste 10 dage har jeg haft overspisninger og kastet op mindst 8 dage. Og ikke bare en lille overspisning - jeg har købt stort ind hver gang, og jeg har festet på de hotelværelser, jeg har været på. Min egen lille private fest.
I dag var ingen undtagelse. Jeg stod op i morges og var sikker på, at det ville blive en undtagelse, men det er virkelig svært. Jeg har været her i landet i over 6 uger, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal spise til morgenmad. Og så vælter det hele bare så nemt. Jeg forsøgte at holde ud ret længe i dag. Jeg holdt til aftensmaden, men jeg havde selvfølgelig ikke spist "normalt" i løbet af dagen. Jeg besluttede mig for, at nu måtte jeg altså prøve det der med at tage på en fancy restaurant. Det kan ikke passe, at jeg kommer hjem efter 7 uger, og når folk spørger mig, om jeg spiste noget lækkert lokalt mad, så kan jeg kun stå der og glo åndssvagt på dem. Så jeg prøvede en restaurant i byen - en der har fået gode anmeldelser online. Det var lækkert. Men det slog klik. Jeg kan slet ikke have følelsen af at have mad i maven. Det føles så elendigt. Så jeg bestilte også en dessert, for nu når jeg næsten færdig med min hovedret havde besluttet mig for, at det alligevel skulle op igen, hvorfor så ikke også lige bruge nogle ekstra penge på en overpriced dessert? Selvfølgelig. Efterfølgende smuttede jeg ned i et supermarked tæt på hotellet og købte stort ind. Mad er billigt her i forhold til i Danmark, men jeg købte alligevel for omkring 200 kr. Tror samme mængde ville have kostet 350-400 kr. i Danmark.
Og så tog jeg op på mit hotelværelse og havde min lille fest. Jeg hoppede rundt på gulvet, mens jeg proppede kage og KitKat og vingummi og klamme kiks i munden. Mærkede sukkerrusen i mit allerede øre hoved.
Jeg måtte gemme en af poserne med de syrlige vingummier. Min tunge føles som om den er ved at gå i opløsning, og det gør ondt at spise vingummierne. Det må blive en anden dag. For meget syre, måske.
Ironisk nok fik jeg en mail fra min tandlæge for et par dage siden - det er åbenbart tid til det årlige tjek. :/ Men det er nok meget smart. Selvom jeg frygter for dommen. Jeg har ikke været god ved mine tænder de sidste mange uger. Alt den syre ...
Jeg ved, at jeg bare lige skal have 2-4 dage med "normal" mad, og så skal jeg nok komme ovenpå igen. Jeg kan bare ikke få kickstartet den gode cirkel. Jeg vågner om morgenen og er svimmel og ør - min mave føles tom, men jeg har kvalme og kan ikke spise noget. Når jeg spiser noget, føler jeg mig oppustet og forfærdelig. Hver gang jeg går forbi et gadevindue eller ser mit spejlbillede, får jeg lyst til at pakke mig ind i en flyverdragt og gemme mig for hele verden. Jeg ser forfærdelig ud.
Alt det junk har også fået min hud til at fucke up... Så små røde knopper popper frem forskellige steder i ansigtet, hvilket ikke ligefrem pynter.
Det sejlede også en del, før jeg tog af sted hjemmefra. Det der med at bo alene er virkelig svært... Jeg skal selv sørge for mad hele tiden, og jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg bliver nødt til at finde en løsning snart. Ellers går det helt galt. Tænk, at det er så svært. Andre mennesker klarer det jo bare - de spiser, når de er sultne, og de holder op, når de er mætte. Min kæreste springer morgenmaden over, fordi han nogle gange har travlt, og det klarer han bare helt okay. Sådan bare lige. Vupti. No problem. Jeg kan slet ikke finde ud af det. Hvis jeg springer morgenmaden over, så er det fordi jeg gerne vil drikke en is-café-latte i løbet af formiddagen. Noget for noget. Hvis jeg spiser morgenmad og også vil drikke en is-café-latte, så må jeg skærer ned på frokosten. Noget for noget. Man kan jo ikke bare sådan lige få det hele! Men hvis jeg hverken får morgenmad eller is-café-latte, så fungerer jeg ikke. Min krop er sløv. Mine muskler er tunge og ømme, og det føles som om mine arme ikke vil løftes.
Jeg deler ikke med min kæreste... Jeg har prøvet lidt, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig, og han ved ikke, hvordan han skal tackle det alligevel. Jeg tror ikke, at han kan håndtere det. Min ekskæreste var det stærkeste menneske jeg kendte - psykisk, mener jeg - og han fik alligevel nok. Hvorfor prøve igen? Når jeg kommer ind på emnet, så siger han mest bare, at han ikke rigtig ved, hvad han skal sige. Det forstår jeg nu også godt. Men det betyder også bare, at vi ikke rigtig kommer videre i snakken... Jeg siger, at noget er svært. Han siger "okay", og så taler jeg lidt videre om det. Så bliver jeg ofte lidt trist til mode, og så siger han noget om, at han gerne vil hjælpe, men han ved ikke lige, hvad han skal sige eller gøre. Og så siger jeg, at det er helt okay. Og så var det det. Ikke mere trist snak.
Nå. I morgen er min sidste hele dag i landet - i overmorgen skal jeg bruge det meste af dagen i et tog. Og på fredag går turen hjem med fly. Jeg vil forsøge at få lavet nogle flere positive minder - selvom jeg har brugt mange timer på overspisninger og opkastninger, så har jeg forsøgt samtidig at skabe mig nogle minder for livet. Det er trods alt en rejse, jeg nok ikke får mulighed for at gøre igen lige foreløbig... :) Og jeg har oplevet meget positivt - ind imellem mine madanfald.
Det er nu længe siden.
Jeg skriver altid herinde, når jeg når et eller andet punkt, hvor jeg føler, at nu må det hele være nok. Nu kan jeg ikke længere. I dag er vist ingen undtagelse.
Jeg er ude at rejse. Det har jeg været længe. Jeg har faktisk aldrig rejst så længe før, som jeg gør i øjeblikket. Langt væk hjemmefra. De første 3 uger gik fint nok... Så knækkede jeg. Eller. Så knækkede jeg mig. Høhø. Dårligt pun. I know.
3 uger med nye indtryk og mennesker omkring mig konstant. Så kunne jeg ikke mere. Så gik der nogle dage, hvor det ikke var sådan helt super, men jeg holdt mig nogenlunde oven vande. Og så væltede det helt. En uge med overspisninger og opkastninger 6 ud af 7 dage. Og den 7. dag var forskruet. 1-2 dage, som var okay. Og så forlod jeg de den smule "ramme" jeg havde haft i 5 uger og begav mig ud alene. Helt alene. Fremmed land, nye oplevelser - konstant nye input. Og jeg havde da sådan lidt en plan, men intet sikkert, og jeg kunne slet ikke finde ud af det.
I løbet af de sidste 10 dage har jeg haft overspisninger og kastet op mindst 8 dage. Og ikke bare en lille overspisning - jeg har købt stort ind hver gang, og jeg har festet på de hotelværelser, jeg har været på. Min egen lille private fest.
I dag var ingen undtagelse. Jeg stod op i morges og var sikker på, at det ville blive en undtagelse, men det er virkelig svært. Jeg har været her i landet i over 6 uger, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal spise til morgenmad. Og så vælter det hele bare så nemt. Jeg forsøgte at holde ud ret længe i dag. Jeg holdt til aftensmaden, men jeg havde selvfølgelig ikke spist "normalt" i løbet af dagen. Jeg besluttede mig for, at nu måtte jeg altså prøve det der med at tage på en fancy restaurant. Det kan ikke passe, at jeg kommer hjem efter 7 uger, og når folk spørger mig, om jeg spiste noget lækkert lokalt mad, så kan jeg kun stå der og glo åndssvagt på dem. Så jeg prøvede en restaurant i byen - en der har fået gode anmeldelser online. Det var lækkert. Men det slog klik. Jeg kan slet ikke have følelsen af at have mad i maven. Det føles så elendigt. Så jeg bestilte også en dessert, for nu når jeg næsten færdig med min hovedret havde besluttet mig for, at det alligevel skulle op igen, hvorfor så ikke også lige bruge nogle ekstra penge på en overpriced dessert? Selvfølgelig. Efterfølgende smuttede jeg ned i et supermarked tæt på hotellet og købte stort ind. Mad er billigt her i forhold til i Danmark, men jeg købte alligevel for omkring 200 kr. Tror samme mængde ville have kostet 350-400 kr. i Danmark.
Og så tog jeg op på mit hotelværelse og havde min lille fest. Jeg hoppede rundt på gulvet, mens jeg proppede kage og KitKat og vingummi og klamme kiks i munden. Mærkede sukkerrusen i mit allerede øre hoved.
Jeg måtte gemme en af poserne med de syrlige vingummier. Min tunge føles som om den er ved at gå i opløsning, og det gør ondt at spise vingummierne. Det må blive en anden dag. For meget syre, måske.
Ironisk nok fik jeg en mail fra min tandlæge for et par dage siden - det er åbenbart tid til det årlige tjek. :/ Men det er nok meget smart. Selvom jeg frygter for dommen. Jeg har ikke været god ved mine tænder de sidste mange uger. Alt den syre ...
Jeg ved, at jeg bare lige skal have 2-4 dage med "normal" mad, og så skal jeg nok komme ovenpå igen. Jeg kan bare ikke få kickstartet den gode cirkel. Jeg vågner om morgenen og er svimmel og ør - min mave føles tom, men jeg har kvalme og kan ikke spise noget. Når jeg spiser noget, føler jeg mig oppustet og forfærdelig. Hver gang jeg går forbi et gadevindue eller ser mit spejlbillede, får jeg lyst til at pakke mig ind i en flyverdragt og gemme mig for hele verden. Jeg ser forfærdelig ud.
Alt det junk har også fået min hud til at fucke up... Så små røde knopper popper frem forskellige steder i ansigtet, hvilket ikke ligefrem pynter.
Det sejlede også en del, før jeg tog af sted hjemmefra. Det der med at bo alene er virkelig svært... Jeg skal selv sørge for mad hele tiden, og jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg bliver nødt til at finde en løsning snart. Ellers går det helt galt. Tænk, at det er så svært. Andre mennesker klarer det jo bare - de spiser, når de er sultne, og de holder op, når de er mætte. Min kæreste springer morgenmaden over, fordi han nogle gange har travlt, og det klarer han bare helt okay. Sådan bare lige. Vupti. No problem. Jeg kan slet ikke finde ud af det. Hvis jeg springer morgenmaden over, så er det fordi jeg gerne vil drikke en is-café-latte i løbet af formiddagen. Noget for noget. Hvis jeg spiser morgenmad og også vil drikke en is-café-latte, så må jeg skærer ned på frokosten. Noget for noget. Man kan jo ikke bare sådan lige få det hele! Men hvis jeg hverken får morgenmad eller is-café-latte, så fungerer jeg ikke. Min krop er sløv. Mine muskler er tunge og ømme, og det føles som om mine arme ikke vil løftes.
Jeg deler ikke med min kæreste... Jeg har prøvet lidt, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig, og han ved ikke, hvordan han skal tackle det alligevel. Jeg tror ikke, at han kan håndtere det. Min ekskæreste var det stærkeste menneske jeg kendte - psykisk, mener jeg - og han fik alligevel nok. Hvorfor prøve igen? Når jeg kommer ind på emnet, så siger han mest bare, at han ikke rigtig ved, hvad han skal sige. Det forstår jeg nu også godt. Men det betyder også bare, at vi ikke rigtig kommer videre i snakken... Jeg siger, at noget er svært. Han siger "okay", og så taler jeg lidt videre om det. Så bliver jeg ofte lidt trist til mode, og så siger han noget om, at han gerne vil hjælpe, men han ved ikke lige, hvad han skal sige eller gøre. Og så siger jeg, at det er helt okay. Og så var det det. Ikke mere trist snak.
Nå. I morgen er min sidste hele dag i landet - i overmorgen skal jeg bruge det meste af dagen i et tog. Og på fredag går turen hjem med fly. Jeg vil forsøge at få lavet nogle flere positive minder - selvom jeg har brugt mange timer på overspisninger og opkastninger, så har jeg forsøgt samtidig at skabe mig nogle minder for livet. Det er trods alt en rejse, jeg nok ikke får mulighed for at gøre igen lige foreløbig... :) Og jeg har oplevet meget positivt - ind imellem mine madanfald.
onsdag den 29. april 2015
Almost done
Stemningsmusik (jeg ved godt, at den er lidt underlig, but it'll grow on you)
"Yes, I'm al- almost done" "Yes, I'm al- almost done" "Yes, I'm al- almost done"
Praktik er næsten færdig. Jeg glæder mig. Glæder mig til at få lidt tid til mig selv igen. Glæder mig til at få tid til at træne igen. Mere ro. Glæder mig.
Flytter ind i min nye lejlighed lige om lidt. Glæder mig.
"She waits another week to fall apart."
Jeg tør ikke rigtig stole på det. Jeg begynder selv at flytte så mange ting som muligt, før de kommer og hjælper. Jeg starter to dage før.
Jeg er så bange for at de ikke møder op. Hvorfor er jeg så bange for det? Jeg har ingen grund til at tro, at de ikke skulle møde op. Dumme hjerne. Stol på dine venner. 12 mennesker! Det er virkelig mange. Det er virkelig sødt af dem, at de siger, at de vil hjælpe.
Hvorfor tror jeg først på det, når det er overstået?
Jeg er så bange for at stå alene med det hele.
søndag den 29. marts 2015
Ambivalens
Jeg får ikke noget ordentlig mad i dag. Det er sjovt (ikke ha ha-sjovt, men underligt-sjovt), at jeg ved det, og klokken kun er 15.
Sidder her med to frysepizzaer (330 g stykket), to plader chokolade, en rulle prince-kiks, en pakke jødekager og to poser slik. Et mellem-binge? 220 kr. Andet binge i dag. Første binge startede omkring kl. 12. To frysepizzaer (300 g stykket), to scones med chokolade, to krydderboller med rejeost og 900 ml is - rester efter mit binge i går eftermiddags/aftes. Er ikke en gang sikker på, at jeg kan huske, hvad jeg spiste i går. 1 3/4 frysepizza (330+3/4 af 300 g), ca. 750 g blandet slik, en pakke studenterstriber, 4 træstammer, 6 krydderboller med rejeost og 4 scones med chokolade (tror jeg).
Jeg ved, at når jeg er færdig i aften, så vil jeg ikke kunne overskue rigtig aftensmad.
Det stresser mig, at jeg stadig ikke har mit eget sted, men nu har jeg i det mindste fundet noget, så nu skal jeg bare holde ud indtil 1. maj.
Jeg er så vildt træt. Ekstremt, overdrevet træt. Og jeg ved, at det her på ingen måde hjælper mig til at blive mindre træt. Der er ingen rigtig næring i alt det ovenstående - det er bare crap-mad. Ikke en gang mad. Bare crap. Og jeg har det kun i mig i kort tid, før det hele ryger ud igen, men jeg når selvfølgelig at fordøje noget af det alligevel. Bl.a. fordi jeg er så træt, at jeg har svært ved at tage mig sammen til at gå ud på toilettet og presse min krop yderligere for at få det op igen.
Sidste weekend havde jeg et binge om søndagen, hvor jeg faldt i søvn i løbet af eftermiddagen, vågnede 50 minutter senere og gik direkte ud og kastede op. Det føltes som en dårlig kliché. Tror oven i købet også, at det var en af mine jokes i mine første indlæg her på bloggen om "syg humor"... "Du ved du er bulimisk når ... du kan falde i søvn midt under en binge, vågne op 2 timer efter, gå direkte ud på toilettet for at kaste op og så gå direkte i seng igen." 50 minutter, 2 timer. Potato, potato. Har gjort det før, men det er lang tid siden sidst.
Måske jeg snart skulle lave et nyt "du ved, du er bulimisk når ..."-indlæg.
Måske jeg burde tage mig sammen, passe min søvn, komme ned at træne og spise normalt.
I morgen. (Det lyder så hult).
Det virker underligt at sige, at jeg er okay, for når jeg kigger på mit liv og hvad jeg har gang i, så kan jeg umuligt være okay. Men jeg føler ikke rigtig, at der er noget, der gør, at jeg ikke burde have det okay.
Jeg har intet sted at bo lige nu. Den fremtid, jeg havde forestillet mig, blev revet væk som et tæppe under mine ben en gang i oktober. Jeg er ikke sikker på, at jeg er ovenpå endnu. Men jeg har mødt en ny sød fyr, som jeg godt kan lide at bruge tid sammen med. Jeg føler bare ikke, at jeg helt er værd at bruge tid på. Jeg er for selvdestruktiv. Tanker om selvskade er kommet tilbage, men jeg gør intet ved det. Men det er ubehageligt at have dem. Det var jo bare sådan noget teenage-noget for mig. Det forsvandt. Og det skulle gerne forblive forsvundet.
Jeg har fundet et sted, jeg kan flytte hen til maj. Men jeg skal skille mig af med min kat, for man må ikke have kat det nye sted. Jeg bliver helt ked af det, hver gang jeg tænker på det, og jeg får helt ondt i maven. Jeg tror, det er en af de få gange, hvor jeg virkelig kan mærke mine følelser. Jeg er virkelig, virkelig ked af ikke at kunne tage hende med.
Jeg kunne også mærke mine følelser, da min eks slog op. Det var ikke sjovt.
Jeg synes generelt ikke, det er sjovt at mærke mine følelser. Det er som om de ødelægger alting indefra. De larmer, gør fysisk ondt, tager kontrollen over min krop, og jeg kan intet med dem i nærheden. Det gør så ondt. Jeg har bare lyst til at lægge mig på gulvet og forsvinde. Falde sammen, hvor jeg er.
Jeg tror bare, jeg stopper her. De frysepizzaer spiser jo ikke sig selv.
Hvis jeg nogensinde får børn (jeg er stadig ikke sikker på, om det er en god idé, men den historie må komme i et andet blogindlæg), så får de ALDRIG lov til at spise frysepizzaer. Det er godt nok noget af det klammeste og mest processed food nogensinde.
Sidder her med to frysepizzaer (330 g stykket), to plader chokolade, en rulle prince-kiks, en pakke jødekager og to poser slik. Et mellem-binge? 220 kr. Andet binge i dag. Første binge startede omkring kl. 12. To frysepizzaer (300 g stykket), to scones med chokolade, to krydderboller med rejeost og 900 ml is - rester efter mit binge i går eftermiddags/aftes. Er ikke en gang sikker på, at jeg kan huske, hvad jeg spiste i går. 1 3/4 frysepizza (330+3/4 af 300 g), ca. 750 g blandet slik, en pakke studenterstriber, 4 træstammer, 6 krydderboller med rejeost og 4 scones med chokolade (tror jeg).
Jeg ved, at når jeg er færdig i aften, så vil jeg ikke kunne overskue rigtig aftensmad.
Det stresser mig, at jeg stadig ikke har mit eget sted, men nu har jeg i det mindste fundet noget, så nu skal jeg bare holde ud indtil 1. maj.
Jeg er så vildt træt. Ekstremt, overdrevet træt. Og jeg ved, at det her på ingen måde hjælper mig til at blive mindre træt. Der er ingen rigtig næring i alt det ovenstående - det er bare crap-mad. Ikke en gang mad. Bare crap. Og jeg har det kun i mig i kort tid, før det hele ryger ud igen, men jeg når selvfølgelig at fordøje noget af det alligevel. Bl.a. fordi jeg er så træt, at jeg har svært ved at tage mig sammen til at gå ud på toilettet og presse min krop yderligere for at få det op igen.
Sidste weekend havde jeg et binge om søndagen, hvor jeg faldt i søvn i løbet af eftermiddagen, vågnede 50 minutter senere og gik direkte ud og kastede op. Det føltes som en dårlig kliché. Tror oven i købet også, at det var en af mine jokes i mine første indlæg her på bloggen om "syg humor"... "Du ved du er bulimisk når ... du kan falde i søvn midt under en binge, vågne op 2 timer efter, gå direkte ud på toilettet for at kaste op og så gå direkte i seng igen." 50 minutter, 2 timer. Potato, potato. Har gjort det før, men det er lang tid siden sidst.
Måske jeg snart skulle lave et nyt "du ved, du er bulimisk når ..."-indlæg.
Måske jeg burde tage mig sammen, passe min søvn, komme ned at træne og spise normalt.
I morgen. (Det lyder så hult).
Det virker underligt at sige, at jeg er okay, for når jeg kigger på mit liv og hvad jeg har gang i, så kan jeg umuligt være okay. Men jeg føler ikke rigtig, at der er noget, der gør, at jeg ikke burde have det okay.
Jeg har intet sted at bo lige nu. Den fremtid, jeg havde forestillet mig, blev revet væk som et tæppe under mine ben en gang i oktober. Jeg er ikke sikker på, at jeg er ovenpå endnu. Men jeg har mødt en ny sød fyr, som jeg godt kan lide at bruge tid sammen med. Jeg føler bare ikke, at jeg helt er værd at bruge tid på. Jeg er for selvdestruktiv. Tanker om selvskade er kommet tilbage, men jeg gør intet ved det. Men det er ubehageligt at have dem. Det var jo bare sådan noget teenage-noget for mig. Det forsvandt. Og det skulle gerne forblive forsvundet.
Jeg har fundet et sted, jeg kan flytte hen til maj. Men jeg skal skille mig af med min kat, for man må ikke have kat det nye sted. Jeg bliver helt ked af det, hver gang jeg tænker på det, og jeg får helt ondt i maven. Jeg tror, det er en af de få gange, hvor jeg virkelig kan mærke mine følelser. Jeg er virkelig, virkelig ked af ikke at kunne tage hende med.
Jeg kunne også mærke mine følelser, da min eks slog op. Det var ikke sjovt.
Jeg synes generelt ikke, det er sjovt at mærke mine følelser. Det er som om de ødelægger alting indefra. De larmer, gør fysisk ondt, tager kontrollen over min krop, og jeg kan intet med dem i nærheden. Det gør så ondt. Jeg har bare lyst til at lægge mig på gulvet og forsvinde. Falde sammen, hvor jeg er.
Jeg tror bare, jeg stopper her. De frysepizzaer spiser jo ikke sig selv.
Hvis jeg nogensinde får børn (jeg er stadig ikke sikker på, om det er en god idé, men den historie må komme i et andet blogindlæg), så får de ALDRIG lov til at spise frysepizzaer. Det er godt nok noget af det klammeste og mest processed food nogensinde.
fredag den 27. februar 2015
Afsluttet på Stolpegården
Jeg havde en samtale med min terapeut på Stolegården i dag, og vi blev enige om at afslutte "behandlingsforløbet". Det virker lidt underligt at kalde det et "behandlingsforløb". Jeg mener, at jeg startede i september 2013, og så var jeg der 20 uger i gruppeforløb (og 10 uger af dem var jeg også i kropsterapi), hvilket vil sige, at jeg var færdig med gruppeforløbet i januar 2014. Så var der "arbejd selv"-periode. Det betød 3 diætist-samtaler, 4 temaeftermiddage og 2-3 samtaler med en af terapeuterne fra gruppen i løbet af det næste halve år. Siden juni 2014 har jeg således egentlig været færdig med behandlingen, men har bare stået lidt i stampe, fordi vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle gøre med mig. Jeg var jo ikke rask.
Så ja.. Jeg har nu officielt afsluttet behandlingsforløbet, men reelt set var det vel slut for nogle måneder siden. Den sidste individuelle samtale, jeg havde, var i september. Så var der parsamtale i oktober (eller var det også september?) med ham, der så nu er min ekskæreste, og i november var jeg med til noget supervision, hvor der sad et helt hold af teraupeuter og overværede samtalen mellem mig og min terapeut - det var sådan lidt mere meta.
Det betyder, at jeg ikke har haft en individuel samtale i næsten et halvt år. Min terapeut, som egentlig er rigtig dygtig, har bare haft en ret overbooket kalender, og eftersom jeg ikke længere følger et bestemt forløb, så er det lidt sådan noget med at blive presset ind, hvor det lige kan lade sig gøre. Hvilket det sjældent kan.
Jeg sagde til hende i dag, at jeg syntes, det var for sporadisk. At det ikke rigtig gav mig noget.
Jeg sagde, at jeg ikke rigtig har hverken tid eller overskud til behandling lige nu. Hun snakkede lidt om daghospital, men sagde, at symptommæssigt hører jeg nok mere til på Stolpegården end på daghospital, men at de nogle gange har haft succes med at tilbyde folk daghospital, hvis gruppeforløb ikke har hjulpet. Hun sagde, at hun håbede, at jeg ikke tog mit brud med min eks som endnu en bekræftelse på, at det ikke kan svare sig at lukke folk ind (I'm paraphrasing, but you get the gist of it), men det er ret svært for mig at lade være. Jeg kom til at slynge et eller andet ud om, at jeg bare havde accepteret, at sådan her er tilværelsen, og en dag dør jeg, og sådan er det. Så kunne jeg se, at hun blev rigtig bange, og jeg måtte forsikre hende om, at jeg ikke er suicidal. Det er jeg virkelig heller ikke. Til tider en anelse depressiv, men jeg tager ikke livet af mig selv. Selvskade for mig ligger også mange år tilbage i tiden, og selvom tanken en gang imellem strejfer mig, så agter jeg ikke at reagere på det. Jeg har nok selvskade i min bulimi.
Anyway. Jeg er hermed afsluttet. Og jeg har det egentlig okay med det. Det var ret hårdt at sidde og snakke med hende ... Jeg "fejrede" min afslutning med at købe ind til en overspisning, og har brugt resten af dagen på at lukke verden ude. Jeg tror, at jeg af en eller anden grund lige skal forene mig med, at jeg nu er alene igen. Jeg har selv ansvaret 100 %.
Jeg er lidt nervøs for fremtiden. Jeg har ikke sagt det til min far endnu. Jeg er bange for, hvad han vil sige. Jeg tror, at han bliver rigtig bange. Han og min stedmor er i forvejen virkelig nervøse for mig, fordi jeg har så presset et skema for tiden. Nogle gange tænker jeg, at de er bange for, at jeg dør. Nogle gange forstår jeg dem også godt. :(
Hvad nu?
Så ja.. Jeg har nu officielt afsluttet behandlingsforløbet, men reelt set var det vel slut for nogle måneder siden. Den sidste individuelle samtale, jeg havde, var i september. Så var der parsamtale i oktober (eller var det også september?) med ham, der så nu er min ekskæreste, og i november var jeg med til noget supervision, hvor der sad et helt hold af teraupeuter og overværede samtalen mellem mig og min terapeut - det var sådan lidt mere meta.
Det betyder, at jeg ikke har haft en individuel samtale i næsten et halvt år. Min terapeut, som egentlig er rigtig dygtig, har bare haft en ret overbooket kalender, og eftersom jeg ikke længere følger et bestemt forløb, så er det lidt sådan noget med at blive presset ind, hvor det lige kan lade sig gøre. Hvilket det sjældent kan.
Jeg sagde til hende i dag, at jeg syntes, det var for sporadisk. At det ikke rigtig gav mig noget.
Jeg sagde, at jeg ikke rigtig har hverken tid eller overskud til behandling lige nu. Hun snakkede lidt om daghospital, men sagde, at symptommæssigt hører jeg nok mere til på Stolpegården end på daghospital, men at de nogle gange har haft succes med at tilbyde folk daghospital, hvis gruppeforløb ikke har hjulpet. Hun sagde, at hun håbede, at jeg ikke tog mit brud med min eks som endnu en bekræftelse på, at det ikke kan svare sig at lukke folk ind (I'm paraphrasing, but you get the gist of it), men det er ret svært for mig at lade være. Jeg kom til at slynge et eller andet ud om, at jeg bare havde accepteret, at sådan her er tilværelsen, og en dag dør jeg, og sådan er det. Så kunne jeg se, at hun blev rigtig bange, og jeg måtte forsikre hende om, at jeg ikke er suicidal. Det er jeg virkelig heller ikke. Til tider en anelse depressiv, men jeg tager ikke livet af mig selv. Selvskade for mig ligger også mange år tilbage i tiden, og selvom tanken en gang imellem strejfer mig, så agter jeg ikke at reagere på det. Jeg har nok selvskade i min bulimi.
Anyway. Jeg er hermed afsluttet. Og jeg har det egentlig okay med det. Det var ret hårdt at sidde og snakke med hende ... Jeg "fejrede" min afslutning med at købe ind til en overspisning, og har brugt resten af dagen på at lukke verden ude. Jeg tror, at jeg af en eller anden grund lige skal forene mig med, at jeg nu er alene igen. Jeg har selv ansvaret 100 %.
Jeg er lidt nervøs for fremtiden. Jeg har ikke sagt det til min far endnu. Jeg er bange for, hvad han vil sige. Jeg tror, at han bliver rigtig bange. Han og min stedmor er i forvejen virkelig nervøse for mig, fordi jeg har så presset et skema for tiden. Nogle gange tænker jeg, at de er bange for, at jeg dør. Nogle gange forstår jeg dem også godt. :(
Hvad nu?
fredag den 20. februar 2015
I need sleep
I really need sleep.
"Syg" i dag og i går. Et andet ord for "søvnunderskud" og "stress".
Bræk.
"Syg" i dag og i går. Et andet ord for "søvnunderskud" og "stress".
Bræk.
onsdag den 11. februar 2015
Jeg drukner
Stemningsmusik:
Jeg har det som om jeg drukner. Som om jeg er ved at gå op i limningen. Jeg falder fra hinanden.
Jeg ved godt, at jeg bare skal hænge i lidt endnu ... Det skal nok gå. Nu sidder jeg her en kedelig onsdag aften, dehydreret, overtræt og uden egentlig at kunne sove.
Jeg kastede op på arbejde i dag.
Det er især om eftermiddagen, at jeg er træt. Jeg bliver så forfærdelig træt, at jeg slet ikke kan holde det ud. Mit blik bliver sløret, og jeg føler bare, at jeg kigger på den samme sætning på skærmen 40 gange i træk uden egentlig at forstå, hvad jeg læser. Jeg drikker litervis af kaffe, men jeg får ondt i maven af det, og efter ca. 3 kopper (som jeg normalt når lige omkring kl. 13) får jeg kvalme af det. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg bliver mere frisk. Det jeg har allermest brug for er en middagslur, men det lægger kontormiljøet ikke ligefrem op til. Så jeg kæmper mig igennem eftermiddagen, mens jeg bliver mere og mere sløset med mit arbejde i et forsøg på i det mindste bare at foregive, at jeg kommer nogen vegne.
I dag var alt bare for meget. Jeg tudede i går aftes, og jeg tudede mandag aften. Lå i min seng og tudede indtil jeg faldt i søvn, og da jeg stod op i morges havde jeg mest af alt også bare lyst til at tude.
Der er intet mad i huset, fordi vi begge to har så travlt med alt muligt andet, at vi ikke har fået handlet, så jeg kunne ikke få, hvad jeg egentlig gerne ville have til morgenmad. Da jeg så er på vej ud til bussen går det op for mig, at jeg havde glemt skiverne af mit hjemmebagte rugbrød, så pludselig var min frokost også lavet om. (Jeg opdagede her til aften, at jeg havde havde fået skiverne med - jeg kunne bare ikke finde dem i kaosset i min taske.)
Jeg drak min morgenkaffe, og jeg sad der på min plads på kontoret om formiddagen og var bare så sindssygt træt. Helt vildt træt. Kaffe, kaffe, kaffe ...
Jeg spiste min proteinbar, som jeg ellers normalt spiser om eftermiddagen. Det var mit ynkelige forsøg på at få lidt energi.
En af de andre hentede juice fra Palæo til alle på kontoret. Tak. Ingefær-juice tak. Men hvad så med frokost?
Klokken blev omkring 14, og jeg havde stadig ikke fået nogen rigtig frokost. Var sindssygt træt og besluttede, at jeg blev nødt til at få lidt frisk luft. Gik over mod Illum og fik mig en sandwich til 50 kr, men var stadig bare helt vildt træt, og jeg havde svært ved at overskue, at frokosten pludselig var en eller anden random sandwich, at jeg fik den kl. 14, at jeg var så træt, at alting i mit liv sejler... Vidste, at jeg havde næsten 3 timer tilbage på arbejde endnu. Købte en hvid brownie og to kanelbrud på vej tilbage, 55 kr. Spiste brownien på vejen, spiste de to kanelbrud på kontoret. Følte mig ulækker, men hvad de andre vidste af, havde jeg jo ikke fået frokost. De tænkte sikkert ikke noget særligt om det.
Den sidste person fra kontoret gik kl. 17, og 45 sekunder efter han var ude af døren var jeg ude på badeværelset med hovedet i kummen. Lidt ud er bedre end intet ud.
Stod der på kontoret kl. 17:15 med tårer i øjnene. Sur på mig selv. Træt. Ødelagt.
Gik mod bussen, men stoppede i en kiosk på vejen. Slik og chokolade for 40 kr. Bussen mod hovedbanegården. 2 chokoladescones i 7-eleven, 25 kr. Spiste dem i toget. Derefter i Netto: 3 frysepizzaer og Toms bridgeblanding, vist nok omkring 85 kr.
255 kr i dag.
Trådte ind af døren, sagde hej til ekskæresten, som var på vej ud. Han gik, og jeg satte mig på gulvet, hvor jeg stod og begyndte at tude. Sad der 7-10 minutter, mens min makeup blev mere og mere ødelagt. Tog mig sammen, tændte for ovnen og varmede pizzaer. Æd, bræk, æd, bræk, æd, bræk.
Spild af penge, energi og tid.
Jeg er endnu mere træt og endnu mere ødelagt end før, men jeg kan stadig ikke sove.
Men jeg vil prøve. Skal op 6:30 i morgen, og jeg er først hjemme omkring 21:40 ... Sleep, shower, eat, work, puke, cry, repeat.
I weekenden skal jeg pakke resten af mine ting. Om halvanden uge flytter jeg midldertidigt længere ind mod byen. Jeg har et sted indtil slutningen af april, så det betyder, at jeg har ca. 2 måneder til at finde noget permanent. Og jeg har mest af alt bare lyst til at grave mig ned. Sove. Fjerne mig fra verden.
Jeg har mange selvdestruktive tanker for tiden. Det er længe siden, jeg har haft sådan nogle tanker. :/ Jeg er ikke suicidal eller noget, men jeg har bare mange tanker om at gøre dumme ting ved mig selv. Føler mig åndssvag og teenage-agtig. Bliver jeg nogensinde voksen og vokser fra alt det her?
Jeg har det som om jeg drukner. Som om jeg er ved at gå op i limningen. Jeg falder fra hinanden.
Jeg ved godt, at jeg bare skal hænge i lidt endnu ... Det skal nok gå. Nu sidder jeg her en kedelig onsdag aften, dehydreret, overtræt og uden egentlig at kunne sove.
Jeg kastede op på arbejde i dag.
Det er især om eftermiddagen, at jeg er træt. Jeg bliver så forfærdelig træt, at jeg slet ikke kan holde det ud. Mit blik bliver sløret, og jeg føler bare, at jeg kigger på den samme sætning på skærmen 40 gange i træk uden egentlig at forstå, hvad jeg læser. Jeg drikker litervis af kaffe, men jeg får ondt i maven af det, og efter ca. 3 kopper (som jeg normalt når lige omkring kl. 13) får jeg kvalme af det. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg bliver mere frisk. Det jeg har allermest brug for er en middagslur, men det lægger kontormiljøet ikke ligefrem op til. Så jeg kæmper mig igennem eftermiddagen, mens jeg bliver mere og mere sløset med mit arbejde i et forsøg på i det mindste bare at foregive, at jeg kommer nogen vegne.
I dag var alt bare for meget. Jeg tudede i går aftes, og jeg tudede mandag aften. Lå i min seng og tudede indtil jeg faldt i søvn, og da jeg stod op i morges havde jeg mest af alt også bare lyst til at tude.
Der er intet mad i huset, fordi vi begge to har så travlt med alt muligt andet, at vi ikke har fået handlet, så jeg kunne ikke få, hvad jeg egentlig gerne ville have til morgenmad. Da jeg så er på vej ud til bussen går det op for mig, at jeg havde glemt skiverne af mit hjemmebagte rugbrød, så pludselig var min frokost også lavet om. (Jeg opdagede her til aften, at jeg havde havde fået skiverne med - jeg kunne bare ikke finde dem i kaosset i min taske.)
Jeg drak min morgenkaffe, og jeg sad der på min plads på kontoret om formiddagen og var bare så sindssygt træt. Helt vildt træt. Kaffe, kaffe, kaffe ...
Jeg spiste min proteinbar, som jeg ellers normalt spiser om eftermiddagen. Det var mit ynkelige forsøg på at få lidt energi.
En af de andre hentede juice fra Palæo til alle på kontoret. Tak. Ingefær-juice tak. Men hvad så med frokost?
Klokken blev omkring 14, og jeg havde stadig ikke fået nogen rigtig frokost. Var sindssygt træt og besluttede, at jeg blev nødt til at få lidt frisk luft. Gik over mod Illum og fik mig en sandwich til 50 kr, men var stadig bare helt vildt træt, og jeg havde svært ved at overskue, at frokosten pludselig var en eller anden random sandwich, at jeg fik den kl. 14, at jeg var så træt, at alting i mit liv sejler... Vidste, at jeg havde næsten 3 timer tilbage på arbejde endnu. Købte en hvid brownie og to kanelbrud på vej tilbage, 55 kr. Spiste brownien på vejen, spiste de to kanelbrud på kontoret. Følte mig ulækker, men hvad de andre vidste af, havde jeg jo ikke fået frokost. De tænkte sikkert ikke noget særligt om det.
Den sidste person fra kontoret gik kl. 17, og 45 sekunder efter han var ude af døren var jeg ude på badeværelset med hovedet i kummen. Lidt ud er bedre end intet ud.
Stod der på kontoret kl. 17:15 med tårer i øjnene. Sur på mig selv. Træt. Ødelagt.
Gik mod bussen, men stoppede i en kiosk på vejen. Slik og chokolade for 40 kr. Bussen mod hovedbanegården. 2 chokoladescones i 7-eleven, 25 kr. Spiste dem i toget. Derefter i Netto: 3 frysepizzaer og Toms bridgeblanding, vist nok omkring 85 kr.
255 kr i dag.
Trådte ind af døren, sagde hej til ekskæresten, som var på vej ud. Han gik, og jeg satte mig på gulvet, hvor jeg stod og begyndte at tude. Sad der 7-10 minutter, mens min makeup blev mere og mere ødelagt. Tog mig sammen, tændte for ovnen og varmede pizzaer. Æd, bræk, æd, bræk, æd, bræk.
Spild af penge, energi og tid.
Jeg er endnu mere træt og endnu mere ødelagt end før, men jeg kan stadig ikke sove.
Men jeg vil prøve. Skal op 6:30 i morgen, og jeg er først hjemme omkring 21:40 ... Sleep, shower, eat, work, puke, cry, repeat.
I weekenden skal jeg pakke resten af mine ting. Om halvanden uge flytter jeg midldertidigt længere ind mod byen. Jeg har et sted indtil slutningen af april, så det betyder, at jeg har ca. 2 måneder til at finde noget permanent. Og jeg har mest af alt bare lyst til at grave mig ned. Sove. Fjerne mig fra verden.
Jeg har mange selvdestruktive tanker for tiden. Det er længe siden, jeg har haft sådan nogle tanker. :/ Jeg er ikke suicidal eller noget, men jeg har bare mange tanker om at gøre dumme ting ved mig selv. Føler mig åndssvag og teenage-agtig. Bliver jeg nogensinde voksen og vokser fra alt det her?
søndag den 1. februar 2015
Tilbagefald
Tankemylder.
Klokken er 01:00. Jeg burde sove. Men alt roder i mit hoved ...
Tilbagefald. Voldsomt tilbagefald? Jeg ved ikke en gang, hvad "voldsomt" er. Købte ind for omkring 350 kr. i dag. Halvdelen af det er gemt i en skuffe på mit værelse.
Ja ... "mit" værelse.
Fuck. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Når man fører en blog, så burde man jo et eller andet sted være optaget af, at ens læsere kan følge med i "handlingen". Men der er bare sket så meget siden sidst.
Jeg havde bare virkelig brug for at snakke lidt. Fortælle lidt. Komme ud med noget.
Grunden til at jeg skriver "mit" værelse er at det slet ikke er mit værelse, jeg sidder på lige nu. Det er min ekskærestes værelse i min ekskærestes hus, og alting er noget rod. Han slog op i slutningen af oktober, og jeg burde for længst være flyttet, men jeg står stadig på venteliste til en kollegiebolig. Jeg har en kat, som gerne skulle med, og det har gjort udvalget af boliger væsentligt mindre.
Han sagde, at han havde mistet troen på os. Han syntes ikke længere, at vi skulle fortsætte. Og at han var sikker på, at jeg nok skulle blive rask en dag, men at han ikke længere troede på, at det ville blive inden for en overskuelig fremtid sammen med ham.
Slut. Done. Finito. Idéen om, at dette var huset, hvori jeg skulle bo de næste mange år, gik op i røg. Idéen om, at jeg var sammen med den mand, som jeg en dag skulle giftes og have børn med. PUFF.
Det er som sagt noget tid siden nu, men nu kan I som læsere også følge med i "handlingen".
Situationen er lige nu, at jeg har opdateret min profil, så der ikke længere står "24-årig pige", men derimod "26-årig pige". Og jeg er stort set samme sted som før Stolpegården.
"Opfølgende behandling" er en fucking joke. Den sidste halvdel af mit gruppeforløb var ikke fantastisk, men ... Tja.
Min terapeut har bare travlt. Jeg fik mine samtaler hen over første halvdel af 2014, og vi konstaterede, at jeg havde oplevet et tillidsbrud fra deres side af, og at jeg havde trukket mig som aktiv deltagende i behandlingsprocessen (og det er svært at blive rask, når man ikke aktivt deltager i behandlingen mentalt). Det skulle vi så snakke lidt videre om. Jeg havde 3-4 aftaler fra juni til august... Der var mega rod med handicaptillægget, for de mente jo ikke, at jeg var rask, men de vidste ikke rigtigt, om de ville tilbyde mig mere behandling, og uden at tilbyde mig behandling kan de ikke skrive en lægeerklæring, som kunne forlænge tillægget. Det udløb nemlig i juni. Anyway, det lykkedes til sidst, selvom det betød 2 måneder med en indtægt, der var væsentligt under, hvad jeg var vant til. Godt jeg har en lille opsparing.
Så havde jeg en aftale i september sammen med min daværende kæreste. Og selvom jeg håbede, den måske kunne hjælpe lidt på den dårlige stemning, jeg syntes, der havde været mellem os siden sommeren, så skete det ikke rigtig. Tværtimod. Det var som om den samtale bare bekræftede ham i, at jeg var syg. Selvom han var vældig sød og forstående og prøvede at hjælpe... Men det blev måske bare mere tydeligt for ham. Han skulle have været med til den næste samtale, som egentlig ikke var en rigtig samtale, men mere bare en overværet supervision af min terapeut. Den var i november. Fucking 2 måneder efter. Lang tid.
Det gik fint, og jeg fik en ny aftale med min terapeut d. 18. december, men med eksamen og alting endte det med, at jeg kun havde sovet 3 timer natten mellem d. 17. og d. 18., så jeg måtte aflyse, for jeg hang slet ikke sammen, og jeg havde det som om hele min verden skred væk under mine fødder. Det er selvfølgelig min egen fejl, men som sagt har min terapeut travlt. Jeg fik hendes næste ledige tid: 27. februar.
2 måneder mere.
Så siden august har jeg haft 2 samtaler, hvoraf den ene var en parsamtale med min daværende kæreste og den anden var en overværet supervision og derved ikke egentlig terapi.
Forlængelsen af handicaptillægget gjaldt kun til december, for min terapeut vurderede (sammen med mig), at vi nok kunne klare det på 6 måneder. Gefixed. Right.
Jeg var pissetræt af at nasse på staten, og jeg havde det egentlig meget bedre omkring september, så jeg søgte et job. Jeg fik det, og det gik egentlig fint nok. Indtil hele min verden blev vendt lidt på hovedet i slutningen af oktober... Men jeg har stadig jobbet, og jeg er glad for det. Jeg får derfor ikke længere noget tillæg, men klarer mig på min SU og løn fra det nye job.
Dette semester har jeg undervisningsfri, og jeg er i stedet i praktik på et lille forlag. Det har til gengæld væltet alt endnu mere. Jeg er således på praktikstedet 38 timer om ugen. Derudover arbejder jeg som underviser mellem 6 og 12 timer om aftenen (ikked medregnet forberedelse, som jeg plejer at ordne i weekenderne), og så er jeg også selv til undervisning 2 timer hver onsdag aften (som dog er noget, jeg helt selv har valgt, og som ikke har noget med universitetet at gøre).
Mine uger forsvinder som sand mellem mine fingre. Og min bulimi er i gang igen for fulde sejl. Jeg mangler søvn, og jeg kan ikke sove, selvom jeg går så tidligt i seng som muligt.
Jeg er ude af døren hver dag kl. 7:45, og jeg kommer hjem mellem 20:45 og 21:30 tirsdag, onsdag og torsdag. Mandag svinger, men eftersom det er den eneste aften jeg faktisk har "fri", så er jeg selvfølgelig så idiotisk nogle gange at lave aftaler der - på trods af, at jeg ved, at jeg bare burde tage hjem og sove, fordi resten af ugen er sindssyg.
Jeg er ved at blive skør.
Jeg har det som om jeg drukner.
Det er et helvede at bo her i et halvt renoveret hus, hvor alting er pakket i flyttekasser og har været det i over et år nu. Det er et helvede at bo sammen med min eks, på trods af at vi ikke er uvenner. Det er bare ikke en særlig awesome situation. Vi er begge ved at nå det punkt, at vi er begyndt at se lidt til andre mennesker, og det gør det ret akavet, når den ene pludselig ikke sover hjemme. Jeg sov ude i går, og i dag er det ham, der ikke er hjemme. Tankerne kører. Hvor er han? Og hvad rager det egentlig mig, hvor han er? Jeg under ham kun det bedste, og jeg prøver selv at komme videre. Hvis jeg allerede var flyttet, så ville jeg slet ikke ane, at han ikke var hjemme. Jeg har selv mødt én, som jeg er glad for, og som jeg gerne vil se mere til. Jeg har intet imod, at han arbejder på det samme.
Det er bare underligt. Denne her fyr, som var mit et og alt i flere år ... Nu er han det bare ikke længere, og jeg har pludselig ikke længere ret til at spørge, hvor han er henne. Det er underligt.
Vægten er steget i løbet af det sidste halve år og er faldet lidt igen hen over december. Som sagt sejler det fuldstændig. Jeg prøver at få noget mad indenbords, men ... well. Indrømmet: Jeg arbejder med 1450 kcal, hvilket jeg ved, at min diætist på Stolpegården ikke ville være glad for at høre. Men hey, hun sagde op i efteråret, og jeg har ikke været hos nogen form for diætist siden foråret 2014. (Hurra for dårlige undskyldninger - det er jo selvfølgelig ikke mit eget ansvar. Nej, nej, det må være DERES ansvar, at JEG spiser rigtigt. Fuck, jeg er langt ude nogle gange.)
Jeg er begyndt at træne igen. Startede i sommers, og jeg fucking nyder det. Har koncentreret mig meget om det i november og december, men med en arbejdsuge på minimum 50 timer (og så gerne en del forberedelsestid oveni), så er det svært. Og jeg bliver sindssyg af ikke at komme ned og træne. Det er bare sådan et dejligt pusterum, og jeg kan nemt få mange timer til at gå med det. Men jeg har bare ikke mange timer... Og jeg ved også godt, at det ikke er sundt at lægge 5 x 3 timers fitness ind i mit program hver uge. Det handler om at finde den sunde balance.
Men for fucks sake... Opkastninger eller styrketræning og stairmaster? Jeg ved godt, hvad jeg helst vil vælge. Det første fucker min krop op i en sådan grad, at det er helt åndssvagt. Det andet hjælper på tankemylder, søvnrytmer og generelt stressniveau. Men jeg kan bare ikke se, hvornår jeg skal få tid til det... For det kan godt være, at jeg sover bedre, når jeg har været nede og træne, men det duer jo ikke, hvis jeg stadig ikke kan få nok timers søvn. 5 timers god søvn er bedre end 5 timers dårlig søvn, men 5 timers god søvn er alligevel ikke det samme som 7-8 timer hver nat.
Og Fitness World lukker klokken fucking 22:00. WHY?!
Anyway... Jeg tror, jeg er i underskud, når det kommer til at dele. Jeg plejede at dele noget af alt mit tankemylder med min daværende kæreste, men det gør jeg jo af gode grunde ikke længere. Og jeg har ikke rigtig andre at dele med.
Jeg ved heller ikke, om det var smart at dele tingene med ham... Jeg ville gerne undgå det, men nu virker han pludselig bare som endnu en fyr, som måtte sige fra og ikke kunne håndtere min spiseforstyrrelse. Som om JEG kan håndtere den... :( Sharing can be dangerous. Der er på en eller anden måde et maks for, hvor meget dårligdom folk kan holde ud at høre på.
Så hvad nu?
Jeg håber på at få bolig inden for to måneder.
Jeg håber på at overleve indtil juni, hvor praktikken afsluttes.
Jeg skal bare igennem det her.
Mål?
Reducere opkastninger til max to dage om ugen.
Få nok søvn.
Prioriter træning.
Og måske også at prioritere at bruge mere tid sammen med den fyr, jeg har mødt. Han gør mig glad, og jeg vil gerne lære ham bedre at kende... Vi ender bare ofte med at snakke til langt ud på natten, og det går ud over søvn. Til gengæld bor han inde i byen, så det gør transporttiden til "arbejde" (praktiksted) lidt kortere om morgenen, hvis jeg sover derinde på en hverdag.
Jeg er træt af at flytte, men jeg glæder mig alligevel til at komme videre. Jeg får ikke handicaptillæg, og jeg tjener mine egne penge. Det er en rar fornemmelse. Det gav helt klart et pusterum, at jeg ikke skulle bekymre mig om min økonomi, som jeg gør nu, men jeg er alligevel meget glad for mit lønnede job.
Det handler om at se fremad. På trods af en spiseforstyrrelse, der nu har været hos mig over halvdelen af mit liv. Det er ofte svært at forestille sig, hvordan jeg mon ville være uden den. Men måske er netop dét et af de aspekter, der gør det svært for mig at slippe den.
Anyway. Sorry about all the rambling. Just felt like sharing.
Klokken er 01:00. Jeg burde sove. Men alt roder i mit hoved ...
Tilbagefald. Voldsomt tilbagefald? Jeg ved ikke en gang, hvad "voldsomt" er. Købte ind for omkring 350 kr. i dag. Halvdelen af det er gemt i en skuffe på mit værelse.
Ja ... "mit" værelse.
Fuck. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Når man fører en blog, så burde man jo et eller andet sted være optaget af, at ens læsere kan følge med i "handlingen". Men der er bare sket så meget siden sidst.
Jeg havde bare virkelig brug for at snakke lidt. Fortælle lidt. Komme ud med noget.
Grunden til at jeg skriver "mit" værelse er at det slet ikke er mit værelse, jeg sidder på lige nu. Det er min ekskærestes værelse i min ekskærestes hus, og alting er noget rod. Han slog op i slutningen af oktober, og jeg burde for længst være flyttet, men jeg står stadig på venteliste til en kollegiebolig. Jeg har en kat, som gerne skulle med, og det har gjort udvalget af boliger væsentligt mindre.
Han sagde, at han havde mistet troen på os. Han syntes ikke længere, at vi skulle fortsætte. Og at han var sikker på, at jeg nok skulle blive rask en dag, men at han ikke længere troede på, at det ville blive inden for en overskuelig fremtid sammen med ham.
Slut. Done. Finito. Idéen om, at dette var huset, hvori jeg skulle bo de næste mange år, gik op i røg. Idéen om, at jeg var sammen med den mand, som jeg en dag skulle giftes og have børn med. PUFF.
Det er som sagt noget tid siden nu, men nu kan I som læsere også følge med i "handlingen".
Situationen er lige nu, at jeg har opdateret min profil, så der ikke længere står "24-årig pige", men derimod "26-årig pige". Og jeg er stort set samme sted som før Stolpegården.
"Opfølgende behandling" er en fucking joke. Den sidste halvdel af mit gruppeforløb var ikke fantastisk, men ... Tja.
Min terapeut har bare travlt. Jeg fik mine samtaler hen over første halvdel af 2014, og vi konstaterede, at jeg havde oplevet et tillidsbrud fra deres side af, og at jeg havde trukket mig som aktiv deltagende i behandlingsprocessen (og det er svært at blive rask, når man ikke aktivt deltager i behandlingen mentalt). Det skulle vi så snakke lidt videre om. Jeg havde 3-4 aftaler fra juni til august... Der var mega rod med handicaptillægget, for de mente jo ikke, at jeg var rask, men de vidste ikke rigtigt, om de ville tilbyde mig mere behandling, og uden at tilbyde mig behandling kan de ikke skrive en lægeerklæring, som kunne forlænge tillægget. Det udløb nemlig i juni. Anyway, det lykkedes til sidst, selvom det betød 2 måneder med en indtægt, der var væsentligt under, hvad jeg var vant til. Godt jeg har en lille opsparing.
Så havde jeg en aftale i september sammen med min daværende kæreste. Og selvom jeg håbede, den måske kunne hjælpe lidt på den dårlige stemning, jeg syntes, der havde været mellem os siden sommeren, så skete det ikke rigtig. Tværtimod. Det var som om den samtale bare bekræftede ham i, at jeg var syg. Selvom han var vældig sød og forstående og prøvede at hjælpe... Men det blev måske bare mere tydeligt for ham. Han skulle have været med til den næste samtale, som egentlig ikke var en rigtig samtale, men mere bare en overværet supervision af min terapeut. Den var i november. Fucking 2 måneder efter. Lang tid.
Det gik fint, og jeg fik en ny aftale med min terapeut d. 18. december, men med eksamen og alting endte det med, at jeg kun havde sovet 3 timer natten mellem d. 17. og d. 18., så jeg måtte aflyse, for jeg hang slet ikke sammen, og jeg havde det som om hele min verden skred væk under mine fødder. Det er selvfølgelig min egen fejl, men som sagt har min terapeut travlt. Jeg fik hendes næste ledige tid: 27. februar.
2 måneder mere.
Så siden august har jeg haft 2 samtaler, hvoraf den ene var en parsamtale med min daværende kæreste og den anden var en overværet supervision og derved ikke egentlig terapi.
Forlængelsen af handicaptillægget gjaldt kun til december, for min terapeut vurderede (sammen med mig), at vi nok kunne klare det på 6 måneder. Gefixed. Right.
Jeg var pissetræt af at nasse på staten, og jeg havde det egentlig meget bedre omkring september, så jeg søgte et job. Jeg fik det, og det gik egentlig fint nok. Indtil hele min verden blev vendt lidt på hovedet i slutningen af oktober... Men jeg har stadig jobbet, og jeg er glad for det. Jeg får derfor ikke længere noget tillæg, men klarer mig på min SU og løn fra det nye job.
Dette semester har jeg undervisningsfri, og jeg er i stedet i praktik på et lille forlag. Det har til gengæld væltet alt endnu mere. Jeg er således på praktikstedet 38 timer om ugen. Derudover arbejder jeg som underviser mellem 6 og 12 timer om aftenen (ikked medregnet forberedelse, som jeg plejer at ordne i weekenderne), og så er jeg også selv til undervisning 2 timer hver onsdag aften (som dog er noget, jeg helt selv har valgt, og som ikke har noget med universitetet at gøre).
Mine uger forsvinder som sand mellem mine fingre. Og min bulimi er i gang igen for fulde sejl. Jeg mangler søvn, og jeg kan ikke sove, selvom jeg går så tidligt i seng som muligt.
Jeg er ude af døren hver dag kl. 7:45, og jeg kommer hjem mellem 20:45 og 21:30 tirsdag, onsdag og torsdag. Mandag svinger, men eftersom det er den eneste aften jeg faktisk har "fri", så er jeg selvfølgelig så idiotisk nogle gange at lave aftaler der - på trods af, at jeg ved, at jeg bare burde tage hjem og sove, fordi resten af ugen er sindssyg.
Jeg er ved at blive skør.
Jeg har det som om jeg drukner.
Det er et helvede at bo her i et halvt renoveret hus, hvor alting er pakket i flyttekasser og har været det i over et år nu. Det er et helvede at bo sammen med min eks, på trods af at vi ikke er uvenner. Det er bare ikke en særlig awesome situation. Vi er begge ved at nå det punkt, at vi er begyndt at se lidt til andre mennesker, og det gør det ret akavet, når den ene pludselig ikke sover hjemme. Jeg sov ude i går, og i dag er det ham, der ikke er hjemme. Tankerne kører. Hvor er han? Og hvad rager det egentlig mig, hvor han er? Jeg under ham kun det bedste, og jeg prøver selv at komme videre. Hvis jeg allerede var flyttet, så ville jeg slet ikke ane, at han ikke var hjemme. Jeg har selv mødt én, som jeg er glad for, og som jeg gerne vil se mere til. Jeg har intet imod, at han arbejder på det samme.
Det er bare underligt. Denne her fyr, som var mit et og alt i flere år ... Nu er han det bare ikke længere, og jeg har pludselig ikke længere ret til at spørge, hvor han er henne. Det er underligt.
Vægten er steget i løbet af det sidste halve år og er faldet lidt igen hen over december. Som sagt sejler det fuldstændig. Jeg prøver at få noget mad indenbords, men ... well. Indrømmet: Jeg arbejder med 1450 kcal, hvilket jeg ved, at min diætist på Stolpegården ikke ville være glad for at høre. Men hey, hun sagde op i efteråret, og jeg har ikke været hos nogen form for diætist siden foråret 2014. (Hurra for dårlige undskyldninger - det er jo selvfølgelig ikke mit eget ansvar. Nej, nej, det må være DERES ansvar, at JEG spiser rigtigt. Fuck, jeg er langt ude nogle gange.)
Jeg er begyndt at træne igen. Startede i sommers, og jeg fucking nyder det. Har koncentreret mig meget om det i november og december, men med en arbejdsuge på minimum 50 timer (og så gerne en del forberedelsestid oveni), så er det svært. Og jeg bliver sindssyg af ikke at komme ned og træne. Det er bare sådan et dejligt pusterum, og jeg kan nemt få mange timer til at gå med det. Men jeg har bare ikke mange timer... Og jeg ved også godt, at det ikke er sundt at lægge 5 x 3 timers fitness ind i mit program hver uge. Det handler om at finde den sunde balance.
Men for fucks sake... Opkastninger eller styrketræning og stairmaster? Jeg ved godt, hvad jeg helst vil vælge. Det første fucker min krop op i en sådan grad, at det er helt åndssvagt. Det andet hjælper på tankemylder, søvnrytmer og generelt stressniveau. Men jeg kan bare ikke se, hvornår jeg skal få tid til det... For det kan godt være, at jeg sover bedre, når jeg har været nede og træne, men det duer jo ikke, hvis jeg stadig ikke kan få nok timers søvn. 5 timers god søvn er bedre end 5 timers dårlig søvn, men 5 timers god søvn er alligevel ikke det samme som 7-8 timer hver nat.
Og Fitness World lukker klokken fucking 22:00. WHY?!
Anyway... Jeg tror, jeg er i underskud, når det kommer til at dele. Jeg plejede at dele noget af alt mit tankemylder med min daværende kæreste, men det gør jeg jo af gode grunde ikke længere. Og jeg har ikke rigtig andre at dele med.
Jeg ved heller ikke, om det var smart at dele tingene med ham... Jeg ville gerne undgå det, men nu virker han pludselig bare som endnu en fyr, som måtte sige fra og ikke kunne håndtere min spiseforstyrrelse. Som om JEG kan håndtere den... :( Sharing can be dangerous. Der er på en eller anden måde et maks for, hvor meget dårligdom folk kan holde ud at høre på.
Så hvad nu?
Jeg håber på at få bolig inden for to måneder.
Jeg håber på at overleve indtil juni, hvor praktikken afsluttes.
Jeg skal bare igennem det her.
Mål?
Reducere opkastninger til max to dage om ugen.
Få nok søvn.
Prioriter træning.
Og måske også at prioritere at bruge mere tid sammen med den fyr, jeg har mødt. Han gør mig glad, og jeg vil gerne lære ham bedre at kende... Vi ender bare ofte med at snakke til langt ud på natten, og det går ud over søvn. Til gengæld bor han inde i byen, så det gør transporttiden til "arbejde" (praktiksted) lidt kortere om morgenen, hvis jeg sover derinde på en hverdag.
Jeg er træt af at flytte, men jeg glæder mig alligevel til at komme videre. Jeg får ikke handicaptillæg, og jeg tjener mine egne penge. Det er en rar fornemmelse. Det gav helt klart et pusterum, at jeg ikke skulle bekymre mig om min økonomi, som jeg gør nu, men jeg er alligevel meget glad for mit lønnede job.
Det handler om at se fremad. På trods af en spiseforstyrrelse, der nu har været hos mig over halvdelen af mit liv. Det er ofte svært at forestille sig, hvordan jeg mon ville være uden den. Men måske er netop dét et af de aspekter, der gør det svært for mig at slippe den.
Anyway. Sorry about all the rambling. Just felt like sharing.
torsdag den 6. februar 2014
Afstand
Det er sjovt som jeg har det med at lade være med at skrive, når der virkelig arbejdes... Jeg har slet ikke skrevet al den tid jeg har været i gruppebehandling på Stolpegården. Måske er det fordi, jeg føler, at jeg får dækket mit behov for at "komme ud med tingene". Selvom det måske ikke bliver til så mange minutter om ugen, hvor jeg får givet udtryk for mine frustrationer, så skal jeg skrive kostdagbog hver dag, og der har jeg også mulighed for at skrive nogle af mine tanker ned. Ikke at jeg rigtig har benyttet mig af det... Men whatever.
Jeg afsluttede gruppebehandlingen for næsten 2 uger siden nu. Vi lavede evaluering på mine målsætninger, og vi konstaterede, at jeg havde rykket mig, men at der stadig er meget at arbejde med.
Målsætningerne:
Det er rart at kunne se en udvikling, men det er samtidig lidt svært at holde fast i.
Nu er den intensive del af behandlingen så overstået, så i løbet af det næste halve år gælder det den såkaldte "efterbehandling", som består af to individuelle samtaler og fire temaeftermiddage. Jeg havde sidste diætistsamtale i onsdags, og hun kommenterede, at jeg virkede restriktiv i min kost. Jeg har lyst til at være restriktiv, og så alligevel ikke. Men jeg synes, at jeg har spist vildt meget på det sidste... Måske bare for mange søde sager og for lidt rigtig mad.
Jeg prøver at skære lidt ned på mit forbrug af alt for søde sager. Sukker er ikke godt for én. Skal spise rigtig mad i stedet... Det roder også mindre i mit hoved, og jeg føler mig mere mæt af det.
Apropos overskud og at arbejde med spiseforstyrrelsen, så bør jeg lægge mig til at sove nu. Jeg har et alt for tæt pakket program i morgen med mange forskellige aftaler, hvilket betyder alt for mange forskellige indtryk, hvilket er noget jeg har svært ved at kapere...
Jeg afsluttede gruppebehandlingen for næsten 2 uger siden nu. Vi lavede evaluering på mine målsætninger, og vi konstaterede, at jeg havde rykket mig, men at der stadig er meget at arbejde med.
Målsætningerne:
- Ingen opkastninger
- Finde glæden i en sport
- Overskue pludselige ændringer
- Eksternalisere spiseforstyrrelsen
- Socialiserer mere med min familie - især med min far og hans kone
Det er rart at kunne se en udvikling, men det er samtidig lidt svært at holde fast i.
Nu er den intensive del af behandlingen så overstået, så i løbet af det næste halve år gælder det den såkaldte "efterbehandling", som består af to individuelle samtaler og fire temaeftermiddage. Jeg havde sidste diætistsamtale i onsdags, og hun kommenterede, at jeg virkede restriktiv i min kost. Jeg har lyst til at være restriktiv, og så alligevel ikke. Men jeg synes, at jeg har spist vildt meget på det sidste... Måske bare for mange søde sager og for lidt rigtig mad.
Jeg prøver at skære lidt ned på mit forbrug af alt for søde sager. Sukker er ikke godt for én. Skal spise rigtig mad i stedet... Det roder også mindre i mit hoved, og jeg føler mig mere mæt af det.
Apropos overskud og at arbejde med spiseforstyrrelsen, så bør jeg lægge mig til at sove nu. Jeg har et alt for tæt pakket program i morgen med mange forskellige aftaler, hvilket betyder alt for mange forskellige indtryk, hvilket er noget jeg har svært ved at kapere...
fredag den 30. august 2013
At ligge vandret
Jeg har virkelig haft for meget at se til i løbet af den sidste tid... Sommeruniversitet var hårdt. Sidste eksamen var i går, og intro på CLM på CBS startede i mandags. Kom dog kun mandag og ikke tirsdag og onsdag, for den info de delte virkede ikke som noget, jeg ikke selv kunne finde.
Jeg starter desuden i en gruppe på Stolpegården om lidt over en uge. Så det går da fremad. August var helt fucked med virkelig mange dårlige dage, men det skal nok gå. Lige nu er jeg positiv. Har bare ikke lige tid og overskud til at skrive så meget herinde.... Sorry.
Jeg starter desuden i en gruppe på Stolpegården om lidt over en uge. Så det går da fremad. August var helt fucked med virkelig mange dårlige dage, men det skal nok gå. Lige nu er jeg positiv. Har bare ikke lige tid og overskud til at skrive så meget herinde.... Sorry.
mandag den 5. august 2013
SU og tillæg (rant)
Jeg er ved at få spat. Jeg er på sommeruniversitet for at færdiggøre min bachelor, så jeg kan starte på CBS til september, men det hele er vildt fucked.
Man skal åbenbart være tilknyttet sit bachelorstudie i SU-systemet, selvom man starter på sin kandidat, og den info havde jeg på en eller anden måde misset. Så på mystisk vis er jeg blevet smidt af SU-systemet på AU og kommet ind på CBS' system, og det betyder, at jeg ikke kan få et uddannelseskort, så jeg kommer til at smide omkring 1000 kr mere i transportudgifter i august end planlagt. Jeg bad dem så om at slette mig fra CBS' SU-system, så AU kunne rette min status til "aktiv" i stedet for "afbrudt", så jeg kunne få styr på det igen, men det magter de ikke. De fjernede mig fra CBS, og jeg kunne endda se det i selvbetjeningen på min.su.dk. Og så har de så oprettet mig igen?! Så nu står jeg til at starte der i september og gå der de næste 3 år (selvom jeg kun er optaget på en 2-årig kandidat?!) og systemet blokerer igen for AU, hvis SU-kontor kun har åbent 4 timer om dagen, og det tager ca. en times tid at komme igennem telefonkøen. Hvilket jo er fedt, når man er på sommeruniversitet hele august i tidsrummet 9-13 hver dag.
Fucking fucktards af nogle fucking lorteadministrative medarbejdere der fucking ikke forstår en fucking fuck af hvad man siger til dem.
...må ringe igen i morgen.
Det distraherer mig bare helt vildt, og jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om at læse.
Oven i det, så er den handicaptillægsansøgning jeg sendte af sted i november/december 2012 stadig ikke gået igennem. Først fordi jeg flyttede behandlingssted, og så fordi de holder sommerferie eller hvad fuck de ellers laver. Da jeg ringede forige gang fik jeg at vide, at de bare manglede lægeerklæringen fra Stolpegården. Den fik de for 4 uger siden, og så sagde de, at der ville gå ca. 2 uger. Ringede så til dem igen efter 3 uger, og så siger SU-damen, at hun kan se, at de har opdateret min ansøgning inden for den sidste uge, men hun kan ikke se, hvad de har gjort, men - bare rolig - "der sker snart noget." Jeg spurgte hende så hvornår "snart" er, for mit budget er for længst væltet efter jeg ikke har kunnet arbejde siden jeg sagde op pga. mega stress og bulimi i oktober/november sidste år. "Snart" betyder inden for en måned. Fuck dem.
Jeg HADER, at jeg skal bede om dette latterlige tillæg, og det var virkelig en overvindelse at ansøge om det. Jeg vil gerne arbejde. Men jeg vil også gerne være rask. Og det koster ca. 5.000 kr. om dagen for staten at have en person i behandling for spiseforstyrrelser. Hvis jeg kan være kortere tid i behandling og så få det skide tillæg, så jeg faktisk kan koncentrere mig om behandlingen, så er det bedre, end hvis jeg bare ender med at komme i behandling igen - og igen, og igen, og igen... Det er allerede 3. behandlingsforløb jeg skal ind i nu. Jeg har så dårlig samvittighed over at være en så stor byrde for samfundet og alle omkring mig... :(
Anyway.. Summa summarum: De har fucket det sådan nu, at de har annulleret min kandidat-SU-ansøgning, så jeg alligevel ikke får SU for september måned, og så har de oprettet en ny, der så skal behandles (hvilket tager 2-3 uger). Så jeg ved ikke, om jeg har nogen penge - overhovedet - i næste måned. Time will tell. De små 7.000 der står tilbage på min opsparing holder ikke langt, hvis der ingen penge går ind på kontoen overhovedet i september. Jeg stresser lidt over det. Bare lidt. Meget.
Man skal åbenbart være tilknyttet sit bachelorstudie i SU-systemet, selvom man starter på sin kandidat, og den info havde jeg på en eller anden måde misset. Så på mystisk vis er jeg blevet smidt af SU-systemet på AU og kommet ind på CBS' system, og det betyder, at jeg ikke kan få et uddannelseskort, så jeg kommer til at smide omkring 1000 kr mere i transportudgifter i august end planlagt. Jeg bad dem så om at slette mig fra CBS' SU-system, så AU kunne rette min status til "aktiv" i stedet for "afbrudt", så jeg kunne få styr på det igen, men det magter de ikke. De fjernede mig fra CBS, og jeg kunne endda se det i selvbetjeningen på min.su.dk. Og så har de så oprettet mig igen?! Så nu står jeg til at starte der i september og gå der de næste 3 år (selvom jeg kun er optaget på en 2-årig kandidat?!) og systemet blokerer igen for AU, hvis SU-kontor kun har åbent 4 timer om dagen, og det tager ca. en times tid at komme igennem telefonkøen. Hvilket jo er fedt, når man er på sommeruniversitet hele august i tidsrummet 9-13 hver dag.
Fucking fucktards af nogle fucking lorteadministrative medarbejdere der fucking ikke forstår en fucking fuck af hvad man siger til dem.
...må ringe igen i morgen.
Det distraherer mig bare helt vildt, og jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om at læse.
Oven i det, så er den handicaptillægsansøgning jeg sendte af sted i november/december 2012 stadig ikke gået igennem. Først fordi jeg flyttede behandlingssted, og så fordi de holder sommerferie eller hvad fuck de ellers laver. Da jeg ringede forige gang fik jeg at vide, at de bare manglede lægeerklæringen fra Stolpegården. Den fik de for 4 uger siden, og så sagde de, at der ville gå ca. 2 uger. Ringede så til dem igen efter 3 uger, og så siger SU-damen, at hun kan se, at de har opdateret min ansøgning inden for den sidste uge, men hun kan ikke se, hvad de har gjort, men - bare rolig - "der sker snart noget." Jeg spurgte hende så hvornår "snart" er, for mit budget er for længst væltet efter jeg ikke har kunnet arbejde siden jeg sagde op pga. mega stress og bulimi i oktober/november sidste år. "Snart" betyder inden for en måned. Fuck dem.
Jeg HADER, at jeg skal bede om dette latterlige tillæg, og det var virkelig en overvindelse at ansøge om det. Jeg vil gerne arbejde. Men jeg vil også gerne være rask. Og det koster ca. 5.000 kr. om dagen for staten at have en person i behandling for spiseforstyrrelser. Hvis jeg kan være kortere tid i behandling og så få det skide tillæg, så jeg faktisk kan koncentrere mig om behandlingen, så er det bedre, end hvis jeg bare ender med at komme i behandling igen - og igen, og igen, og igen... Det er allerede 3. behandlingsforløb jeg skal ind i nu. Jeg har så dårlig samvittighed over at være en så stor byrde for samfundet og alle omkring mig... :(
Anyway.. Summa summarum: De har fucket det sådan nu, at de har annulleret min kandidat-SU-ansøgning, så jeg alligevel ikke får SU for september måned, og så har de oprettet en ny, der så skal behandles (hvilket tager 2-3 uger). Så jeg ved ikke, om jeg har nogen penge - overhovedet - i næste måned. Time will tell. De små 7.000 der står tilbage på min opsparing holder ikke langt, hvis der ingen penge går ind på kontoen overhovedet i september. Jeg stresser lidt over det. Bare lidt. Meget.
fredag den 19. juli 2013
Mere ferie
Skal en uge på ferie med min kæreste og en masse gode venner... :) Det bliver godt. :) Efter lortefamiliebesøg er de gode vaner forsøgt genoptaget, og indtil videre går det ok. En hel uge uden alenetid og i godt selskab plejer også at være godt, så jeg vil forsøge at gøre mit bedste for at holde det hele næste uge. :)
søndag den 14. juli 2013
Familiebesøg
Jeg er på besøg hos min mor. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det gik allerede galt i morges, før jeg overhovedet var kommet ud af døren... Det er bare alt for meget.
Jeg er så frustreret og irriteret hele tiden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, og så bliver jeg bare endnu mere sur på mig selv over at være irriteret på hende. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har motorik- og taleproblemer. Eller måske er det... Måske er det bare hendes livsstil, der har gjort det. De vilde ungdomsår.
Hvordan mon jeg selv bliver, når jeg bliver 50+? Giver min krop også op på samme måde?
Jeg føler mig som en sur og utilfreds teenager, og jeg føler, at jeg opfører mig tåbeligt. Men jeg kan bare slet ikke overskue at tage stilling til det.... Min mor har det ikke godt. Ikke spor godt. Det kan godt være, at hun er glad, men fysisk går det ned ad bakke. Og det går alt for hurtigt...
Jeg vil gå ud og kaste op igen, før jeg går i seng. Hvis jeg skal klare de næste par dage, så er det måske ikke lige nu, jeg skal forsøge at holde allermest fast i de gode vaner. Jeg skal bare cope. Ville ellers gerne. Men nej. Havregrød i morgen. Og så kaffe og energidrik. Sund, minimal frokost. Tyggegummi. Masser af tyggegummi.
Jeg orker det slet ikke.
Jeg er så frustreret og irriteret hele tiden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, og så bliver jeg bare endnu mere sur på mig selv over at være irriteret på hende. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har motorik- og taleproblemer. Eller måske er det... Måske er det bare hendes livsstil, der har gjort det. De vilde ungdomsår.
Hvordan mon jeg selv bliver, når jeg bliver 50+? Giver min krop også op på samme måde?
Jeg føler mig som en sur og utilfreds teenager, og jeg føler, at jeg opfører mig tåbeligt. Men jeg kan bare slet ikke overskue at tage stilling til det.... Min mor har det ikke godt. Ikke spor godt. Det kan godt være, at hun er glad, men fysisk går det ned ad bakke. Og det går alt for hurtigt...
Jeg vil gå ud og kaste op igen, før jeg går i seng. Hvis jeg skal klare de næste par dage, så er det måske ikke lige nu, jeg skal forsøge at holde allermest fast i de gode vaner. Jeg skal bare cope. Ville ellers gerne. Men nej. Havregrød i morgen. Og så kaffe og energidrik. Sund, minimal frokost. Tyggegummi. Masser af tyggegummi.
Jeg orker det slet ikke.
tirsdag den 9. juli 2013
It's alive!
Ja ja, jeg lever endnu. Jeg overlevede Roskilde, og det var faktisk en af de rigtige gode af dem... :) Super selskab, og jeg forsøgte virkelig at have mig selv med i det hele. Det er mange af de samme mennesker, som jeg var på Copenhell med, men jeg tog den beslutning bare at være 100% åben om min spiseforstyrrelse. Ikke sådan, at jeg gik rundt og fortalte alle det, men hvis vi skulle spise eller sådan noget, og jeg opførte mig underligt, så fortalte jeg bare den rigtige grund i stedet for at lyve. Og jeg fortalte, at jeg meget gerne vil være social med dem oftere, men at det bare ikke altid er super nemt, når der altid er mad og øl involveret. Men det var faktisk bare virkelig, virkelig hyggeligt. :)
Og jeg har drukket som et svin (endda også øl!) og spist nogenlunde normalt - og jeg har kun taget 500 gram på. Det er faktisk okay i forhold til, hvad jeg havde frygtet. Nu er jeg bare hjemme og er blevet syg. Kroppen var vist alligevel ikke helt gearet til så meget druk, aktivitet og fest. Men sjovt var det, og om et par dage er feberen og snottet nok væk igen. :)
Og jeg har drukket som et svin (endda også øl!) og spist nogenlunde normalt - og jeg har kun taget 500 gram på. Det er faktisk okay i forhold til, hvad jeg havde frygtet. Nu er jeg bare hjemme og er blevet syg. Kroppen var vist alligevel ikke helt gearet til så meget druk, aktivitet og fest. Men sjovt var det, og om et par dage er feberen og snottet nok væk igen. :)
mandag den 1. juli 2013
Roskilde Festival
Smutter af sted lige om lidt. Har lovet mig selv ikke at drikke for meget... Skal huske at mærke efter og have mig selv med i, hvad jeg foretager mig. Ikke bare blive båret væk af de andres humør.
Jeg har en alt for pakket sommerferie... Men det er gode ting. Så det går nok.
Fik desuden 12 til sidste eksamen... Så nu er snittet oppe på 11,2. Har det lidt ambivalent med det, men jeg skal minde mig selv om, at det faktisk er rigtig godt, og det er noget, jeg godt kan være stolt af. Og at det ikke gør noget, når jeg en gang imellem får 10 i stedet for 12. Det er de færreste, der har så højt et snit på universitetet, og med det kaotiske studieforløb jeg har haft, så er det faktisk noget, jeg kan tillade mig at være rigtig stolt over. Skal bare lige finde ud af at være det.
Jeg har en alt for pakket sommerferie... Men det er gode ting. Så det går nok.
Fik desuden 12 til sidste eksamen... Så nu er snittet oppe på 11,2. Har det lidt ambivalent med det, men jeg skal minde mig selv om, at det faktisk er rigtig godt, og det er noget, jeg godt kan være stolt af. Og at det ikke gør noget, når jeg en gang imellem får 10 i stedet for 12. Det er de færreste, der har så højt et snit på universitetet, og med det kaotiske studieforløb jeg har haft, så er det faktisk noget, jeg kan tillade mig at være rigtig stolt over. Skal bare lige finde ud af at være det.
torsdag den 20. juni 2013
Logik er stærkere end følelser
Hvis du har læst kommentarerne på det tidligere indlæg, så giver mit fysiske ubehag mening: Jeg har åbenbart blærebetændelse.
Jeg har haft feber, og smerterne i ryggen er nyrerne. Den generelle tunge fornemmelse i kroppen var feber og bare generel sygdom. Min krop som prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk var syg. Ikke sådan bulimisk-psykisk-spiseforstyrret-syg, men sådan normalt fysisk syg. Jeg fattede det bare slet ikke.
Aflyste med min veninde og sms'ede min kæreste, som sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten. Jeg sagde, at jeg ville tage til læge på mandag, men han sagde, at nu måtte jeg altså lige tage det lidt alvorligt. Jeg skulle sådan tisse i går aftes, da jeg skulle sove, og weekendens aktiviteter taget i betragtning gav det perfekt mening, at jeg havde blærebetændelse. Ring så til den lægevagt. Googlede symptomerne, og kom frem til, at han nok havde ret. Min krop prøvede at fortælle mig et eller andet.
Synes bare ikke om at ringe til lægevagten. Føler mig til besvær. Men jeg ringede altså alligevel og var nr. 18 i køen (ja, så følte jeg mig jo slet ikke til besvær, når så mange ringer til lægevagten - de er jo selvfølgelig langt mere syge end mig, der bare sidder der og piver over ondt i lænden og generelt ubehag!)... Da jeg kom igennem sagde han, at jeg skulle tage ind til Amager Hospitals lægevagt og aflevere en urinprøve. Så ja... 233 kr. fattigere, men en hel del antibiotika rigere sidder jeg nu i min kærestes seng. Han bor lige ved siden af Amager Hospital, og jeg kan ikke rigtig overskue at tage hjem.
Min veninde, som jeg aflyste med, gav mig skældud for ikke bare at ringe til hende. Hvorfor var jeg cyklet til Amager Hospital, når hun har bil og bare kunne have kørt mig? Jeg tænkte bare slet ikke over det...
Det undrer mig lidt, at jeg er så fjernet fra mig selv, at jeg ikke en gang kan vurdere, at jeg er helt almindeligt syg. Det faldt mig slet ikke ind. Jeg måtte virkelig søge på alle symptomer og snakke med min kæreste for at komme frem til, at det måske var noget, man kunne snakke med en læge om. Og som kunne fikses sådan forholdsvist nemt. Først da jeg fandt et sted på nettet, hvor der stod, at rygsmerter kunne betyde nyrebækkenbetændelse, og alle andre symptomer kunne forbindes med blærebetændelse, gav jeg min kæreste ret og ringede.
Hvorfor kan jeg ikke bare mærke efter?
Jeg har haft feber, og smerterne i ryggen er nyrerne. Den generelle tunge fornemmelse i kroppen var feber og bare generel sygdom. Min krop som prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk var syg. Ikke sådan bulimisk-psykisk-spiseforstyrret-syg, men sådan normalt fysisk syg. Jeg fattede det bare slet ikke.
Aflyste med min veninde og sms'ede min kæreste, som sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten. Jeg sagde, at jeg ville tage til læge på mandag, men han sagde, at nu måtte jeg altså lige tage det lidt alvorligt. Jeg skulle sådan tisse i går aftes, da jeg skulle sove, og weekendens aktiviteter taget i betragtning gav det perfekt mening, at jeg havde blærebetændelse. Ring så til den lægevagt. Googlede symptomerne, og kom frem til, at han nok havde ret. Min krop prøvede at fortælle mig et eller andet.
Synes bare ikke om at ringe til lægevagten. Føler mig til besvær. Men jeg ringede altså alligevel og var nr. 18 i køen (ja, så følte jeg mig jo slet ikke til besvær, når så mange ringer til lægevagten - de er jo selvfølgelig langt mere syge end mig, der bare sidder der og piver over ondt i lænden og generelt ubehag!)... Da jeg kom igennem sagde han, at jeg skulle tage ind til Amager Hospitals lægevagt og aflevere en urinprøve. Så ja... 233 kr. fattigere, men en hel del antibiotika rigere sidder jeg nu i min kærestes seng. Han bor lige ved siden af Amager Hospital, og jeg kan ikke rigtig overskue at tage hjem.
Min veninde, som jeg aflyste med, gav mig skældud for ikke bare at ringe til hende. Hvorfor var jeg cyklet til Amager Hospital, når hun har bil og bare kunne have kørt mig? Jeg tænkte bare slet ikke over det...
Det undrer mig lidt, at jeg er så fjernet fra mig selv, at jeg ikke en gang kan vurdere, at jeg er helt almindeligt syg. Det faldt mig slet ikke ind. Jeg måtte virkelig søge på alle symptomer og snakke med min kæreste for at komme frem til, at det måske var noget, man kunne snakke med en læge om. Og som kunne fikses sådan forholdsvist nemt. Først da jeg fandt et sted på nettet, hvor der stod, at rygsmerter kunne betyde nyrebækkenbetændelse, og alle andre symptomer kunne forbindes med blærebetændelse, gav jeg min kæreste ret og ringede.
Hvorfor kan jeg ikke bare mærke efter?
Kommunikationssvage krop
Jeg har det underligt. Jeg har det virkelig, virkelig underligt. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan forklare det, men jeg vil alligevel gøre forsøget.
Min ryg gør ondt. Sådan midt på og lidt til højre for rygsøjlen.
Min mave rumler og siger sjove lyde.
Mine arme er tunge og vil ikke rigtig løftes.
Mit hoved er tungt, og det er som om, jeg er pakket ind i vat.
Jeg tænkte, at jeg måske var sulten, for jeg følte mig svag i hele kroppen og uden energi. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg forsøgte mig med noget frokost. Tunmousse og rugbrød. Det plejer at kunne fungere.
Men det virkede ikke. Tværtimod blev jeg endnu mere tung i kroppen, og mit hjerte begyndte at banke voldsomt. Jeg tænkte, at jeg måske havde brug for frisk luft, så jeg tog en dyne og lagde mig ud på terassen. Lå på ryggen, men det gjorde ondt. Lå på siden, men det var ubehageligt. Lå på maven, men den brokkede sig. Kvalme.
Mine hænder ryster.
Da det blev for varmt udenfor lagde jeg mig ind i sengen. Krammede dynen, lagde mig under dynen, lagde mig oven på dynen og forsøgte også bare at ligge ved siden af den. Kan ikke finde ro.
Min mave brokker sig, og jeg har lyst til at kaste op. Men hele min krop er så tung, at jeg nærmest ikke kan få den til at gøre noget. Det tog mig omkring en time at sætte mig ved computeren for at skrive dette indlæg. Jeg tænkte, at hvis jeg nu forsøgte at sætte nogle ord på det, så kunne det være, at jeg kunne finde ud af, hvad min krop prøver at fortælle mig.
Men indtil videre virker det ikke. Jeg er svimmel.
Måske jeg bare skulle gå ud og kaste op? Det er en af de ting, jeg kan prøve for at få min krop til at opføre sig normalt igen. Men det virker forkert. Og jeg bør ikke gøre det. Er nu gået 5 dage uden at kaste op, og vægten går den rigtige vej... Dumt at ødelægge det.
Jeg har en aftale med en veninde i aften, men jeg tror, at jeg bliver nødt til at aflyse det. Jeg fungerer jo slet ikke.
Jeg prøver at lægge mig hen i seng igen.
Min ryg gør ondt. Sådan midt på og lidt til højre for rygsøjlen.
Min mave rumler og siger sjove lyde.
Mine arme er tunge og vil ikke rigtig løftes.
Mit hoved er tungt, og det er som om, jeg er pakket ind i vat.
Jeg tænkte, at jeg måske var sulten, for jeg følte mig svag i hele kroppen og uden energi. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg forsøgte mig med noget frokost. Tunmousse og rugbrød. Det plejer at kunne fungere.
Men det virkede ikke. Tværtimod blev jeg endnu mere tung i kroppen, og mit hjerte begyndte at banke voldsomt. Jeg tænkte, at jeg måske havde brug for frisk luft, så jeg tog en dyne og lagde mig ud på terassen. Lå på ryggen, men det gjorde ondt. Lå på siden, men det var ubehageligt. Lå på maven, men den brokkede sig. Kvalme.
Mine hænder ryster.
Da det blev for varmt udenfor lagde jeg mig ind i sengen. Krammede dynen, lagde mig under dynen, lagde mig oven på dynen og forsøgte også bare at ligge ved siden af den. Kan ikke finde ro.
Min mave brokker sig, og jeg har lyst til at kaste op. Men hele min krop er så tung, at jeg nærmest ikke kan få den til at gøre noget. Det tog mig omkring en time at sætte mig ved computeren for at skrive dette indlæg. Jeg tænkte, at hvis jeg nu forsøgte at sætte nogle ord på det, så kunne det være, at jeg kunne finde ud af, hvad min krop prøver at fortælle mig.
Men indtil videre virker det ikke. Jeg er svimmel.
Måske jeg bare skulle gå ud og kaste op? Det er en af de ting, jeg kan prøve for at få min krop til at opføre sig normalt igen. Men det virker forkert. Og jeg bør ikke gøre det. Er nu gået 5 dage uden at kaste op, og vægten går den rigtige vej... Dumt at ødelægge det.
Jeg har en aftale med en veninde i aften, men jeg tror, at jeg bliver nødt til at aflyse det. Jeg fungerer jo slet ikke.
Jeg prøver at lægge mig hen i seng igen.
onsdag den 19. juni 2013
Druk, behandling og alt muligt andet crap
Jeg havde en rigtig dårlig uge i sidste uge. Virkelig dårlig. Jeg har i evigheder vidst, at jeg skulle på Copenhell, så jeg har egentlig haft god tid til at forberede mig mentalt. Men det er bare ikke rigtig lykkedes, og pludselig panikkede jeg helt vildt. Alkohol, socialt samvær, argh....!
Det var hyggeligt. Det var rart at se gamle venner igen. Men jeg mærkede slet ikke mig selv. Det føltes som var jeg pludselig 14-15 år igen. Jeg spiste intet og drak en masse. Opførte mig komplet åndssvagt og var vist bare en belastning for alt og alle. Havde helt lyst til at grave mig ned søndag morgen.
Havde en lang snak med min kæreste om det også... Jeg kunne ikke huske halvdelen af, hvad jeg lavede om lørdagen, men jeg havde mistet halvdelen af mine ting, og jeg har blå mærker over det hele.
Det var en hel uge med panikangst over Copenhell, efterfulgt af 3 døgns underlig følelse af ikke at være tilstede i min egen krop. Og jo, det VAR sjovt. Men for helvede, hvor skal jeg bare lade være med at drikke så meget. Og måske også huske at spise noget.
Hvordan mon Roskilde bliver...? Og hvorfor piner jeg mig selv ved at tage af sted? Det gør jeg fordi ellers får jeg aldrig set nogle af mine venner... Det ER jo hyggeligt, når man først er der.
Jeg tænker, at jeg på Roskilde køber en flaske vodka og noget citrusdanskvand, og så skal den vodkaflaske holde hele ugen. Intet andet. Jeg har ikke lyst til at være så stang bacardi, at jeg ingenting kan huske. Jeg skal også arbejde fire vagter, så det er en god undskyldning for ikke at drikke så meget.
Det skal nok gå. Håber jeg. Jeg kan jo heller ikke bare melde mig ud af alt socialt fordi det potentielt indeholder alkohol og mad... Vel?
--
For at tale om noget andet har jeg fået brev fra Stolpegården. De tilbyder mig et 20 ugers gruppeforløb. Jeg har slet ingen tanker om det... Det er lidt underligt. Min umiddelbare reaktion er noget á la "ok - så gør vi da det" uden nogen følelser bag. Skrev til min far og fortalte det, og han spurgte om det så var godt eller skuffende at få tilbudet. Jeg svarede, at jeg tænkte, at det vel var godt?
Er det ikke godt?
Anyway... Starter nok hen over sommeren. Har fået lavet mig det mest åndssvage tætpakkede sommerprogram, og alle mine weekender er booket indtil september. Det er helt sindssygt. Men det er alt sammen noget jeg vil. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af? Hvordan havde jeg overhovedet tid til at arbejde?
Det er svært at huske sig selv i sådanne situationer. Jeg skal bare prøve lidt mere.
Vægten sagde 58,9 i morges. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den skal længere ned.
tirsdag den 11. juni 2013
Lægesamtale på Stolpegården
Jeg cyklede til Stolpegården i formiddags og var til lægesamtale forud for begyndende behandling. Hun spurgte ind til en masse ting for at få afdækket, om der kunne være andre psykologiske problemer - hvis nu jeg har OCD eller depression eller sådan noget.
Hun sagde, at det umiddelbart så ud til, at jeg havde noget ængestelighed, men så vidt jeg forstod på hende, så vil hun ikke give mig diagnosen "ængstelig personlighedsforstyrrelse", fordi det kan være svært at skelne mellem en spiseforstyrrelse og en personlighedsforstyrrelse. Mit forhold til mad bør være i orden før man begynder at smide om sig med andre diagnoser. Sådan forstod jeg hende i hvert fald.
Det var en samtale præcis som de foregående. Jeg har svaret på de spørgsmål mange gange før. Både i tidligere behandlingsforløb, men også i andre sammenhænge. Det er lidt som om spørgsmålene skal være semi-camouflerede, men det er jo ikke svært at regne ud, hvad man skal svare til hvilke spørgsmål, hvis man nu ikke vil have en bestemt diagnose, eller hvis man går efter at blive kategoriseret som et eller andet særligt. "Har du det fra tid til anden som om du hører stemmer?" Skizofreni. "Har du faste mønstre og bestemte måder at gøre ting på?" forbundet med "Oplever du et voldsomt ubehag, hvis du ikke kan følge dine rutiner og fastsatte regler?" OCD. Etc, etc...
Man skal bare svare ærligt. Forsøger jeg også. Men ligesom med de andre spørgeskemaer, så er der altid spørgsmål, som virker dumme og ikke giver et fyldestgørende billede, hvis man bare svare "ja" eller "nej", som man skal.
Anyway... Det var fint nok.
Har haft voldsom hovedpine hele eftermiddagen. Det er de fucking Stackers. Jeg bør virkelig ikke tage dem. Jeg har helt kvalme, fordi det gør så ondt, og hver gang jeg rejser mig, bliver jeg nødt til at gøre en ekstra indsats for ikke at vælte. Mit hoved er ved at eksplodere, og jeg har det som om jeg skal kaste op. Men jeg har ikke spist særlig meget i dag. Dumme hovedpine.
Hun sagde, at det umiddelbart så ud til, at jeg havde noget ængestelighed, men så vidt jeg forstod på hende, så vil hun ikke give mig diagnosen "ængstelig personlighedsforstyrrelse", fordi det kan være svært at skelne mellem en spiseforstyrrelse og en personlighedsforstyrrelse. Mit forhold til mad bør være i orden før man begynder at smide om sig med andre diagnoser. Sådan forstod jeg hende i hvert fald.
Det var en samtale præcis som de foregående. Jeg har svaret på de spørgsmål mange gange før. Både i tidligere behandlingsforløb, men også i andre sammenhænge. Det er lidt som om spørgsmålene skal være semi-camouflerede, men det er jo ikke svært at regne ud, hvad man skal svare til hvilke spørgsmål, hvis man nu ikke vil have en bestemt diagnose, eller hvis man går efter at blive kategoriseret som et eller andet særligt. "Har du det fra tid til anden som om du hører stemmer?" Skizofreni. "Har du faste mønstre og bestemte måder at gøre ting på?" forbundet med "Oplever du et voldsomt ubehag, hvis du ikke kan følge dine rutiner og fastsatte regler?" OCD. Etc, etc...
Man skal bare svare ærligt. Forsøger jeg også. Men ligesom med de andre spørgeskemaer, så er der altid spørgsmål, som virker dumme og ikke giver et fyldestgørende billede, hvis man bare svare "ja" eller "nej", som man skal.
Anyway... Det var fint nok.
Har haft voldsom hovedpine hele eftermiddagen. Det er de fucking Stackers. Jeg bør virkelig ikke tage dem. Jeg har helt kvalme, fordi det gør så ondt, og hver gang jeg rejser mig, bliver jeg nødt til at gøre en ekstra indsats for ikke at vælte. Mit hoved er ved at eksplodere, og jeg har det som om jeg skal kaste op. Men jeg har ikke spist særlig meget i dag. Dumme hovedpine.
mandag den 10. juni 2013
All-nighter
Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig er oppe. Har siddet og set youtube-clips hele natten... Jeg så dokumentaren Thin igen.
Der er enormt meget fokus på at inddrage familien i behandlingen... Jeg kan slet ikke rigtig forestille mig, hvordan det ville føles.
Min kat ligger i sengen ved siden af mig og sover.
Mit hoved er ét stort rod, og det hele sejler rundt. Jeg har lyst til at tage ud og løbe, men klokken er 4:30, og det er jo komplet latterligt. Jeg orker heller ikke at løbe. Jeg vil gerne sove, men jeg vil ikke sove. Jeg tænker, at hvis jeg nu er oppe lidt endnu, så kan jeg sove hele dagen. Og så kan jeg undgå at spise noget hele dagen. Men jeg ved jo godt, at sådan går det ikke. Jeg vågner klokken 9. Det er allerede ved at blive lyst udenfor. Og jeg skal faktisk skrive eksamensopgave. Har slet ikke tid til overspisninger og dumme spiseforstyrrede tanker.
Jeg er så sur på mig selv. Og jeg er sur på mig selv over, at jeg er sur på mig selv. Det er skruen uden ende. Jeg er så bitter og frustreret. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og spise normalt? Hvorfor kan jeg ikke bare have et helt normalt liv?
Det ville jeg gerne. Hvis bare jeg samtidig kan være tynd. Jeg vil gerne leve et helt normalt liv sammen med min kæreste. Jeg vil gerne se en fremtid for mig. En fremtid med glæder og gode stunder. Måske med børn om nogle år? Men jeg kan ikke forsvare at få børn. Jeg kan ikke tvinge et uskyldigt menneske at være en del af min tilværelse... Én ting er de mennesker, som vælger at omgive sig med mig. Men et uskyldigt barn, som ikke kan protestere. Hvis mit blodsukker hopper op og ned (som det gør nu) under en graviditet, risikerer jeg at fosteret udvikler sig forkert. Fysiske handicap. Og måske hjerneskader. Hvis et barn ikke får den nødvendige næring gennem sin opvækst, så påvirker det hjernens udvikling. Hjernen er ikke færdigudviklet før en gang op i tyverne eller trediverne... Så vidt jeg husker kommer det lidt an på om man er han- eller hunkøn.
Nogle gange tænker jeg, at jeg måske ville kunne være meget klogere, hvis ikke det var fordi jeg har haft et fucked up spisemønster siden mine tidlige teenageår. Har min hjerne taget skade? Tager den skade nu? Gør det mig overhovedet noget...?
Jeg har det som om det er svært at trække vejret. Som om der er nogen der holder en hånd tæt om halsen på mig, og min brystkasse føles voldsomt tung. Jeg bør nok bare få noget søvn. Og holde op med at være så pisseirriterende at høre på...
Der er enormt meget fokus på at inddrage familien i behandlingen... Jeg kan slet ikke rigtig forestille mig, hvordan det ville føles.
Min kat ligger i sengen ved siden af mig og sover.
Mit hoved er ét stort rod, og det hele sejler rundt. Jeg har lyst til at tage ud og løbe, men klokken er 4:30, og det er jo komplet latterligt. Jeg orker heller ikke at løbe. Jeg vil gerne sove, men jeg vil ikke sove. Jeg tænker, at hvis jeg nu er oppe lidt endnu, så kan jeg sove hele dagen. Og så kan jeg undgå at spise noget hele dagen. Men jeg ved jo godt, at sådan går det ikke. Jeg vågner klokken 9. Det er allerede ved at blive lyst udenfor. Og jeg skal faktisk skrive eksamensopgave. Har slet ikke tid til overspisninger og dumme spiseforstyrrede tanker.
Jeg er så sur på mig selv. Og jeg er sur på mig selv over, at jeg er sur på mig selv. Det er skruen uden ende. Jeg er så bitter og frustreret. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og spise normalt? Hvorfor kan jeg ikke bare have et helt normalt liv?
Det ville jeg gerne. Hvis bare jeg samtidig kan være tynd. Jeg vil gerne leve et helt normalt liv sammen med min kæreste. Jeg vil gerne se en fremtid for mig. En fremtid med glæder og gode stunder. Måske med børn om nogle år? Men jeg kan ikke forsvare at få børn. Jeg kan ikke tvinge et uskyldigt menneske at være en del af min tilværelse... Én ting er de mennesker, som vælger at omgive sig med mig. Men et uskyldigt barn, som ikke kan protestere. Hvis mit blodsukker hopper op og ned (som det gør nu) under en graviditet, risikerer jeg at fosteret udvikler sig forkert. Fysiske handicap. Og måske hjerneskader. Hvis et barn ikke får den nødvendige næring gennem sin opvækst, så påvirker det hjernens udvikling. Hjernen er ikke færdigudviklet før en gang op i tyverne eller trediverne... Så vidt jeg husker kommer det lidt an på om man er han- eller hunkøn.
Nogle gange tænker jeg, at jeg måske ville kunne være meget klogere, hvis ikke det var fordi jeg har haft et fucked up spisemønster siden mine tidlige teenageår. Har min hjerne taget skade? Tager den skade nu? Gør det mig overhovedet noget...?
Jeg har det som om det er svært at trække vejret. Som om der er nogen der holder en hånd tæt om halsen på mig, og min brystkasse føles voldsomt tung. Jeg bør nok bare få noget søvn. Og holde op med at være så pisseirriterende at høre på...
Abonner på:
Opslag (Atom)