Ambivalens

Jeg får ikke noget ordentlig mad i dag. Det er sjovt (ikke ha ha-sjovt, men underligt-sjovt), at jeg ved det, og klokken kun er 15.

Sidder her med to frysepizzaer (330 g stykket), to plader chokolade, en rulle prince-kiks, en pakke jødekager og to poser slik. Et mellem-binge? 220 kr. Andet binge i dag. Første binge startede omkring kl. 12. To frysepizzaer (300 g stykket), to scones med chokolade, to krydderboller med rejeost og 900 ml is - rester efter mit binge i går eftermiddags/aftes. Er ikke en gang sikker på, at jeg kan huske, hvad jeg spiste i går. 1 3/4 frysepizza (330+3/4 af 300 g), ca. 750 g blandet slik, en pakke studenterstriber, 4 træstammer, 6 krydderboller med rejeost og 4 scones med chokolade (tror jeg).

Jeg ved, at når jeg er færdig i aften, så vil jeg ikke kunne overskue rigtig aftensmad.

Det stresser mig, at jeg stadig ikke har mit eget sted, men nu har jeg i det mindste fundet noget, så nu skal jeg bare holde ud indtil 1. maj.


Jeg er så vildt træt. Ekstremt, overdrevet træt. Og jeg ved, at det her på ingen måde hjælper mig til at blive mindre træt. Der er ingen rigtig næring i alt det ovenstående - det er bare crap-mad. Ikke en gang mad. Bare crap. Og jeg har det kun i mig i kort tid, før det hele ryger ud igen, men jeg når selvfølgelig at fordøje noget af det alligevel. Bl.a. fordi jeg er så træt, at jeg har svært ved at tage mig sammen til at gå ud på toilettet og presse min krop yderligere for at få det op igen.

Sidste weekend havde jeg et binge om søndagen, hvor jeg faldt i søvn i løbet af eftermiddagen, vågnede 50 minutter senere og gik direkte ud og kastede op. Det føltes som en dårlig kliché. Tror oven i købet også, at det var en af mine jokes i mine første indlæg her på bloggen om "syg humor"... "Du ved du er bulimisk når ... du kan falde i søvn midt under en binge, vågne op 2 timer efter, gå direkte ud på toilettet for at kaste op og så gå direkte i seng igen." 50 minutter, 2 timer. Potato, potato. Har gjort det før, men det er lang tid siden sidst.

Måske jeg snart skulle lave et nyt "du ved, du er bulimisk når ..."-indlæg.

Måske jeg burde tage mig sammen, passe min søvn, komme ned at træne og spise normalt.

I morgen. (Det lyder så hult).

Det virker underligt at sige, at jeg er okay, for når jeg kigger på mit liv og hvad jeg har gang i, så kan jeg umuligt være okay. Men jeg føler ikke rigtig, at der er noget, der gør, at jeg ikke burde have det okay.

Jeg har intet sted at bo lige nu. Den fremtid, jeg havde forestillet mig, blev revet væk som et tæppe under mine ben en gang i oktober. Jeg er ikke sikker på, at jeg er ovenpå endnu. Men jeg har mødt en ny sød fyr, som jeg godt kan lide at bruge tid sammen med. Jeg føler bare ikke, at jeg helt er værd at bruge tid på. Jeg er for selvdestruktiv. Tanker om selvskade er kommet tilbage, men jeg gør intet ved det. Men det er ubehageligt at have dem. Det var jo bare sådan noget teenage-noget for mig. Det forsvandt. Og det skulle gerne forblive forsvundet.
Jeg har fundet et sted, jeg kan flytte hen til maj. Men jeg skal skille mig af med min kat, for man må ikke have kat det nye sted. Jeg bliver helt ked af det, hver gang jeg tænker på det, og jeg får helt ondt i maven. Jeg tror, det er en af de få gange, hvor jeg virkelig kan mærke mine følelser. Jeg er virkelig, virkelig ked af ikke at kunne tage hende med.
Jeg kunne også mærke mine følelser, da min eks slog op. Det var ikke sjovt.
Jeg synes generelt ikke, det er sjovt at mærke mine følelser. Det er som om de ødelægger alting indefra. De larmer, gør fysisk ondt, tager kontrollen over min krop, og jeg kan intet med dem i nærheden. Det gør så ondt. Jeg har bare lyst til at lægge mig på gulvet og forsvinde. Falde sammen, hvor jeg er.

Jeg tror bare, jeg stopper her. De frysepizzaer spiser jo ikke sig selv.
Hvis jeg nogensinde får børn (jeg er stadig ikke sikker på, om det er en god idé, men den historie må komme i et andet blogindlæg), så får de ALDRIG lov til at spise frysepizzaer. Det er godt nok noget af det klammeste og mest processed food nogensinde.