Familiebesøg

Jeg er på besøg hos min mor. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det gik allerede galt i morges, før jeg overhovedet var kommet ud af døren... Det er bare alt for meget.
Jeg er så frustreret og irriteret hele tiden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, og så bliver jeg bare endnu mere sur på mig selv over at være irriteret på hende. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har motorik- og taleproblemer. Eller måske er det... Måske er det bare hendes livsstil, der har gjort det. De vilde ungdomsår.
Hvordan mon jeg selv bliver, når jeg bliver 50+? Giver min krop også op på samme måde?

Jeg føler mig som en sur og utilfreds teenager, og jeg føler, at jeg opfører mig tåbeligt. Men jeg kan bare slet ikke overskue at tage stilling til det.... Min mor har det ikke godt. Ikke spor godt. Det kan godt være, at hun er glad, men fysisk går det ned ad bakke. Og det går alt for hurtigt...

Jeg vil gå ud og kaste op igen, før jeg går i seng. Hvis jeg skal klare de næste par dage, så er det måske ikke lige nu, jeg skal forsøge at holde allermest fast i de gode vaner. Jeg skal bare cope. Ville ellers gerne. Men nej. Havregrød i morgen. Og så kaffe og energidrik. Sund, minimal frokost. Tyggegummi. Masser af tyggegummi.

Jeg orker det slet ikke.

Absurde bulimiske tanker

Det har været en dårlig dag. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor... Det startede allerede i går aftes. Sad i sengen og var bare så bange. Uden grund. Vidste, at jeg ville kaste op. Men jeg var hjemme hos kæresten... Han kiggede på et tidspunkt over på mig, og da han så mig, blev han først helt stille og spurgte så, om jeg var okay. Ikke rigtig, svarede jeg. Han droppede hvad han var i gang med på computeren og kom over i sengen til mig for at ligge tæt og holde om mig. Angsten forsvandt, og det hele blev meget bedre. Jeg havde svært ved at sove, men jeg var ikke længere så bange.
Da jeg vågnede i morges var den ubehagelige følelse tilbage igen. Jeg forsøgte at udskyde det. Jeg forsøgte at spise ordentlig morgenmad, så jeg ikke ville være sulten, og jeg spiste endda en banan om formiddagen. Men jeg følte mig hurtigt overmæt. Da jeg kom hjem spiste jeg sund frokost. Igen følte jeg mig overmæt. Ubehageligt mæt. Jeg tror, at jeg gik rundt om mig selv en times tid eller halvanden, før jeg gik over og købte ind. Det er kun d. 3. i dag, og jeg har allerede brugt 235 kr på crap, som bare skal kastes op. Det ironiske er, at jeg faktisk ikke havde behøvet at bruge så mange penge. Der ligger nok for omkring 100 kr. ude i skabene. Jeg er splittet... På den ene side vil jeg gerne bare smide det ud, for det kommer ikke til at gøre noget godt for mig. På den anden side ved jeg, at jeg alligevel vil købe noget nyt, hvis jeg får lyst til et ædeflip, og jeg har ingen penge, så det er økonomisk set fornuftigt at beholde det i skabene. Men sandsynligheden for, at jeg får et ædeflip er større, når det er så let tilgængeligt.
Splittet.
Jeg mangler en liste over ting, jeg kan lave, når jeg får lyst til et ædeflip... Små ting. Men problemet er jo, at hvis jeg virkelig vil spise, så er alle lister fuldstændig ligegyldige.
Jeg kunne lave noget håndarbejde... Har nok projekter liggende. Eller jeg kunne læse. Eller måske bare sove. Rode med html. Meditere. Massere mine ødelagte skuldre. Nusse min kat. Løbe en tur. Cykle en tur. Drikke the. Lakere negle. Anything. Men der er ikke noget af det, som kan fjerne det ubehag og den rastløshed, som sidder i kroppen, når jeg tænker på mad. Det er uhyggeligt så voldsomt det føles...

Det er hårdt. Og det gør så ondt at tænke på, hvor meget smerte jeg forvolder min kæreste. Og min far og hans kone. Jeg kan se, at det er hårdt for dem. Jeg føler bare ikke, at jeg kan gøre noget... Jeg føler mig til besvær, og det gør så ondt. Det gør så ondt, at motivationen svinger så meget. At jeg ikke bare kan lade være med at kaste op.

Og så gør det ondt samtidig at indse, at jeg slet ikke er klar til at blive rask. Jeg føler, at jeg er klar til at tage skridtet for at stoppe opkastningerne. Men jeg er ikke klar til at holde op med at tabe mig. Jeg ved godt, at det "bare" er et tal, men for mig er det tal for højt. Det skal længere ned. Det skal gerne ned og være omkring 58 kg i første omgang. Gerne lavere. Jeg vil gerne være mindre. Men sund samtidig. Kan man det? Kan jeg det...?

Sådan siger simulatoren, at jeg ser ud lige nu.... Jeg synes, det er helt forkert. For det første synes jeg, at min "virtual model" er småbuttet. Jeg synes dog også, at jeg selv er endnu større. Mine arme især. Forfærdeligt.

 

Hele min krop er spændt. Jeg kan slet ikke slappe af. Hver gang jeg tænker på en muskelgruppe isoleret, så går det op for mig, at den er helt spændt, og jeg skal aktivt forsøge at slappe af i den. Mine skuldre er konstant spændte. Det samme med mine kæbemuskler, mine muskler i hoften og fødderne... Det er underligt. Der er slet ikke ro i kroppen.

No more budget

Jeg har penge. Jeg har styrtende med penge, og jeg har sat penge væk på en opsparing. Jeg har tjent så mange penge i løbet af de det sidste halve år... Men jeg har også arbejdet hvad der svarer til omkring 50 døgn i alt. På papiret. Har nok arbejdet væsentligt mere... Måske 2-300 timer mere end hvad jeg har skrevet på.

Jeg har brugt en formue. Her til aften har jeg brugt omkring 300 kr på mad, som ender i toilettet. Det er så fucking naivt...

Behandlingen gik fint. Jeg lærte noget om mig selv. Og jeg lærte noget om, hvor lidt jeg bryder mig om behandlingspersonale... Hvor selvstændig jeg er, og hvor meget jeg gerne vil klare tingene selv og ikke tror på hjælp udefra. De vil så gerne hjælpe. Det siger de. Men de vil kun hjælpe på deres betingelser... Og det forstår jeg godt. Men jeg kan ikke rigtig på deres betingelser. Jeg smuttede. Da forløbet var færdigt i slutningen af december, blev jeg tilbudt en ugentlig samtale i et år med en efterfølgende evaluering. Jeg havde andre planer.... Jeg har slet ikke været hjemme det sidste halve år, så jeg kunne ikke tage imod tilbudet. Jeg spurgte, om jeg kunne acceptere det, når jeg kom hjem. Nej. De kan ikke have en "patient" i behandling, som de ikke ser i et halvt år. Så jeg blev en afsluttet sag. Jeg lovede at kontakte min læge igen, hvis det ikke var blevet bedre, når jeg var kommet hjem igen.

Det er ikke blevet bedre. Til gengæld har jeg taget 3-4 kg på. Say hello to BMI 23. Fuck.....

Jeg hader min krop, og jeg skammer mig så meget over den, at det er helt ekstremt. Jeg føler, at alting hænger og fylder og blævrer og ser grimt ud....

Alligevel sidder jeg nu her igen med chokolade og is. De penge jeg har tjent får nok hurtigt ben at løbe på. Men jeg har smidt nok penge ud allerede... Jeg lavede en gang regnestykket, og jeg har smidt mindst 40.000 kr ud i toilettet i løbet af mit liv. Det er virkelig mange penge.... Virkelig, virkelig mange penge. Og jeg bliver bare ved. Hvorfor?

Mine tænder er også begyndt at vise tydelige tegn nu. Jeg skal se at komme til tandlægen og høre, om de ikke kan gøre noget ved det. Jeg ved bare, at det vil gøre så sindssygt ondt... Mine tænder er møg følsomme efterhånden. :(

Uh, ja, og i alt det melodramatiske får I lige lidt mere: Jeg er begyndt at have voldsom hovedpine konstant. Dunno why. Troede først at det var pga. dehydrering, men jeg har drukket vand nok. Måske saltbalancen er off? Men i flere uger i træk..? Måske jeg er stresset. Har trods alt arbejdet en del. Det er også en af grundene til, at jeg er blevet sådan en fed lille prop... Sidder stille konstant. Det skal stoppe... Det bliver det nødt til. Skal bare lige kaste de her marzipanbrød og 500 ml. ben&jerry's op. Og så skal det nok gå....

Sarkasme er nu engang herligt, ikke sandt?

Jeg vil gerne have lov til at undskylde fraværet... Jeg er her endnu, men jeg har ikke haft tid til at opdatere det sidste halve år. Og jeg har det med kun at opdatere denne blog, når jeg er inde i en dårlig periode. Det er trods alt mit outlet.... :)

Jeg forstår bare ikke, hvorfor det er så svært. Man burde jo bare kunne tage sig sammen... Men nej, det kan jeg åbenbart ikke. :(

Binge binge binge

Always. Bah.

Går ud og kaster op om lidt. Det føles bare så super dumt. Man (jeg!) ved, hvad jeg laver. Og alligevel gør jeg det. Har ikke købt noget ekstra i dag. Tømte bare skabet. Pasta, nudler og tørret frugt. Så nu har jeg heller ingen tørret frugt til i morgen.

Egentlig er det ikke fordi det er så mange kalorier... Det er nok omkring 1500 kcal. Mange, men slet ikke mange i forhold til hvor proppet jeg føler mig og i forhold til normalt. Går ud og kaster op. Lorte-kalorier. Lorte-mæthedsfølelse.

Den der madplan... Ha. Fucking joke. Jeg vil sove.