Hvis du har læst kommentarerne på det tidligere indlæg, så giver mit fysiske ubehag mening: Jeg har åbenbart blærebetændelse.
Jeg har haft feber, og smerterne i ryggen er nyrerne. Den generelle tunge fornemmelse i kroppen var feber og bare generel sygdom. Min krop som prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk var syg. Ikke sådan bulimisk-psykisk-spiseforstyrret-syg, men sådan normalt fysisk syg. Jeg fattede det bare slet ikke.
Aflyste med min veninde og sms'ede min kæreste, som sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten. Jeg sagde, at jeg ville tage til læge på mandag, men han sagde, at nu måtte jeg altså lige tage det lidt alvorligt. Jeg skulle sådan tisse i går aftes, da jeg skulle sove, og weekendens aktiviteter taget i betragtning gav det perfekt mening, at jeg havde blærebetændelse. Ring så til den lægevagt. Googlede symptomerne, og kom frem til, at han nok havde ret. Min krop prøvede at fortælle mig et eller andet.
Synes bare ikke om at ringe til lægevagten. Føler mig til besvær. Men jeg ringede altså alligevel og var nr. 18 i køen (ja, så følte jeg mig jo slet ikke til besvær, når så mange ringer til lægevagten - de er jo selvfølgelig langt mere syge end mig, der bare sidder der og piver over ondt i lænden og generelt ubehag!)... Da jeg kom igennem sagde han, at jeg skulle tage ind til Amager Hospitals lægevagt og aflevere en urinprøve. Så ja... 233 kr. fattigere, men en hel del antibiotika rigere sidder jeg nu i min kærestes seng. Han bor lige ved siden af Amager Hospital, og jeg kan ikke rigtig overskue at tage hjem.
Min veninde, som jeg aflyste med, gav mig skældud for ikke bare at ringe til hende. Hvorfor var jeg cyklet til Amager Hospital, når hun har bil og bare kunne have kørt mig? Jeg tænkte bare slet ikke over det...
Det undrer mig lidt, at jeg er så fjernet fra mig selv, at jeg ikke en gang kan vurdere, at jeg er helt almindeligt syg. Det faldt mig slet ikke ind. Jeg måtte virkelig søge på alle symptomer og snakke med min kæreste for at komme frem til, at det måske var noget, man kunne snakke med en læge om. Og som kunne fikses sådan forholdsvist nemt. Først da jeg fandt et sted på nettet, hvor der stod, at rygsmerter kunne betyde nyrebækkenbetændelse, og alle andre symptomer kunne forbindes med blærebetændelse, gav jeg min kæreste ret og ringede.
Hvorfor kan jeg ikke bare mærke efter?
Man er vel lidt øvet i ikke at mærke sin krop, når man har en spiseforstyrrelse.. Jeg har i hvert fald også haft rigtig svært ved det - og har det stadig til tider. Svært ved at vurdere, hvornår jeg er syg, og hvornår det er noget psykisk. For eksempel noget så simpelt som hovedpinepiller, nægter jeg at tage. For hvordan kan man mærke, om det er en reel hovedpine, eller om det er tankemylder eller træthed? Hvornår er man rigtigt syg?
SvarSletFølelsen af at være til besvær er også ret genkendelig. Og i forhold til det nyeste indlæg, så er de mange penge brugt på mad, som bare skal kastes op, også meget genkendeligt. Jeg har også haft underskud på min konto af selv samme grund.
Jeg ved ikke, om det egentlig bare er irriterende, når jeg siger, at jeg genkender tingene? Det løser jo ikke dit problem. Nogle gange synes jeg bare selv, det er rart at vide, at man ikke er helt alene..
Det er på ingen måde irriterende... Det er rart at vide, at der er andre derude, og det er et eller andet sted også rart at vide, at det jeg skriver bliver læst af nogen. Jeg læser selv virkelig mange blogs (inkl. din), men kommenterer sjældent, fordi jeg ikke har så meget at sige til det skrevne, men når jeg tænker på hvor glad jeg selv bliver over en kommentar, så tænker jeg, at jeg burde kommentere mere på andres blogs.
SvarSletKan sagtens forstå dig ift. hovedpinepiller... Jeg har heller aldrig været glad for smertestillende, men efter en omgang lændehold i vinters, hvor jeg var til læge og han sagde at jeg sagtens kunne spise op til 8 pamoler om dagen, så har jeg fået et lidt mere afslappet forhold til dem. Tror dog ikke nødvendigvis, at det er godt, men tja... :/
Dejligt at høre, at du læser med :-) Det er okay, at du sjældent kommenterer, jeg er bare glad for at vide, at du læser med. Og for, at det ikke er irriterende, når jeg kommenterer :-)
SvarSletNej, det kunne jeg faktisk godt forestille mig. At det ikke nødvendigvis altid er ligegodt, når man har det skidt psykisk..