Still here

Jeg kom aldrig videre, men det gjorde han heller ikke. Så nu er vi sammen igen.

En gang imellem bliver jeg stadig lidt usikker på det hele, men jeg holder forbandet meget af ham, så jeg tænker, at det nok skal gå. Jeg kan se os sammen. Det er det vigtigste. Det kan godt blive til børn og alt sådan noget på et tidspunkt...

I forhold til bulimien, så svinger det voldsomt. Lige for tiden går det ikke så super, og jeg har et sted mellem 2 og 4 dage om ugen, hvor det bare går helt galt. Det er lidt for meget.

Jeg er færdig med min kandidat og arbejder nu fuldtid. Det er hårdt. Men mange omkring mig siger, at det bare er en periode... Det tager tid, men efter det første år, så skulle man være inde i rutinen. I forbindelse med arbejde skal jeg tage noget efteruddannelse, og lige nu er det det, der slår benene væk under mig. Men jeg skal nok bare lige hænge i lidt endnu. Et år mere, og så er det overstået. Så er det "kun" arbejde. Det er der også rigeligt i...

Jeg vil hoppe over i seng. Jeg skal på arbejde i morgen, og jeg har brugt 6-7 timer på b/p i dag, så jeg har nok brug for at få lidt hvile.

Her, der og alle vegne

Det gik lidt bedre, og så gik det dårligt igen.

Jeg fungerer ikke rigtig. Jeg har svært ved at koncentrere mig, og jeg laver den ene overspringshandling efter den anden. Min yndlingsoverspringshandling er at logge på facebook og se, om han er online. Det er han ikke lige nu. Det er 7 timer siden han sidst var online. Og før da var han online i fredags. Hvad har han lavet hele weekenden? Hvem var han sammen med?

Jeg er ved at blive sindssyg. Jeg kan slet ikke finde ud af at hænge sammen bare nogenlunde. Jeg har bare lyst til at sidde i hjørnet med min dyne og tude, men jeg kan ikke tude mere.

Hvorfor er det så hårdt? Jeg er så sur på ham, og jeg er så ked af det. Og jeg burde bare komme videre... Hvorfor kan jeg ikke?

It's difficult to breathe

Det gør ondt, når jeg trækker vejret. Jeg græder en del disse dage...

Single igen.

Det gør så ondt. Det gør fysisk ondt.

Jeg tog bussen på arbejde i morges og græd i bussen. Ledte efter en cykel om eftermiddagen og græd, mens jeg gik fra Nørrebro til Østerbro. Tog på Hovedbiblioteket. Græd, mens jeg sad og arbejdede ved min computer. Tog videre ud på arbejde om aftenen igen. Græd, mens jeg sad i køkkenet og forberedte mig. Græd, da undervisningen var færdig. Cyklede hjem. Græd på vejen hjem. Græd mest, da jeg cyklede forbi den gade, han bor på.

Græder, når jeg hører motorcykler.
Kan slet ikke fungere.

Det gør så ondt. Jeg har lyst til at det skal holde op med at gøre ondt, men samtidig vil jeg hellere have, at det gør ondt, end at jeg glemmer det hele. Jeg er ikke klar til at give slip på ham endnu... Men det er ikke mit valg.


Det gjorde ondt, da han gik ud af døren og jeg vidste, at han aldrig mere kommer tilbage. Det gjorde ondt, da jeg gav ham et kram, og han kyssede mig på panden, og jeg vidste, at mere får jeg aldrig fra ham.


Det var det.

Jeg har svært ved at trække vejret...

Tilbagefald

Tankemylder.

Klokken er 01:00. Jeg burde sove. Men alt roder i mit hoved ...

Tilbagefald. Voldsomt tilbagefald? Jeg ved ikke en gang, hvad "voldsomt" er. Købte ind for omkring 350 kr. i dag. Halvdelen af det er gemt i en skuffe på mit værelse.
Ja ... "mit" værelse.

Fuck. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Når man fører en blog, så burde man jo et eller andet sted være optaget af, at ens læsere kan følge med i "handlingen". Men der er bare sket så meget siden sidst.

Jeg havde bare virkelig brug for at snakke lidt. Fortælle lidt. Komme ud med noget.

Grunden til at jeg skriver "mit" værelse er at det slet ikke er mit værelse, jeg sidder på lige nu. Det er min ekskærestes værelse i min ekskærestes hus, og alting er noget rod. Han slog op i slutningen af oktober, og jeg burde for længst være flyttet, men jeg står stadig på venteliste til en kollegiebolig. Jeg har en kat, som gerne skulle med, og det har gjort udvalget af boliger væsentligt mindre.

Han sagde, at han havde mistet troen på os. Han syntes ikke længere, at vi skulle fortsætte. Og at han var sikker på, at jeg nok skulle blive rask en dag, men at han ikke længere troede på, at det ville blive inden for en overskuelig fremtid sammen med ham.
Slut. Done. Finito. Idéen om, at dette var huset, hvori jeg skulle bo de næste mange år, gik op i røg. Idéen om, at jeg var sammen med den mand, som jeg en dag skulle giftes og have børn med. PUFF.

Det er som sagt noget tid siden nu, men nu kan I som læsere også følge med i "handlingen".

Situationen er lige nu, at jeg har opdateret min profil, så der ikke længere står "24-årig pige", men derimod "26-årig pige". Og jeg er stort set samme sted som før Stolpegården.

"Opfølgende behandling" er en fucking joke. Den sidste halvdel af mit gruppeforløb var ikke fantastisk, men ... Tja.
Min terapeut har bare travlt. Jeg fik mine samtaler hen over første halvdel af 2014, og vi konstaterede, at jeg havde oplevet et tillidsbrud fra deres side af, og at jeg havde trukket mig som aktiv deltagende i behandlingsprocessen (og det er svært at blive rask, når man ikke aktivt deltager i behandlingen mentalt). Det skulle vi så snakke lidt videre om. Jeg havde 3-4 aftaler fra juni til august... Der var mega rod med handicaptillægget, for de mente jo ikke, at jeg var rask, men de vidste ikke rigtigt, om de ville tilbyde mig mere behandling, og uden at tilbyde mig behandling kan de ikke skrive en lægeerklæring, som kunne forlænge tillægget. Det udløb nemlig i juni. Anyway, det lykkedes til sidst, selvom det betød 2 måneder med en indtægt, der var væsentligt under, hvad jeg var vant til. Godt jeg har en lille opsparing.
Så havde jeg en aftale i september sammen med min daværende kæreste. Og selvom jeg håbede, den måske kunne hjælpe lidt på den dårlige stemning, jeg syntes, der havde været mellem os siden sommeren, så skete det ikke rigtig. Tværtimod. Det var som om den samtale bare bekræftede ham i, at jeg var syg. Selvom han var vældig sød og forstående og prøvede at hjælpe... Men det blev måske bare mere tydeligt for ham. Han skulle have været med til den næste samtale, som egentlig ikke var en rigtig samtale, men mere bare en overværet supervision af min terapeut. Den var i november. Fucking 2 måneder efter. Lang tid.
Det gik fint, og jeg fik en ny aftale med min terapeut d. 18. december, men med eksamen og alting endte det med, at jeg kun havde sovet 3 timer natten mellem d. 17. og d. 18., så jeg måtte aflyse, for jeg hang slet ikke sammen, og jeg havde det som om hele min verden skred væk under mine fødder. Det er selvfølgelig min egen fejl, men som sagt har min terapeut travlt. Jeg fik hendes næste ledige tid: 27. februar.
2 måneder mere.
Så siden august har jeg haft 2 samtaler, hvoraf den ene var en parsamtale med min daværende kæreste og den anden var en overværet supervision og derved ikke egentlig terapi.

Forlængelsen af handicaptillægget gjaldt kun til december, for min terapeut vurderede (sammen med mig), at vi nok kunne klare det på 6 måneder. Gefixed. Right.

Jeg var pissetræt af at nasse på staten, og jeg havde det egentlig meget bedre omkring september, så jeg søgte et job. Jeg fik det, og det gik egentlig fint nok. Indtil hele min verden blev vendt lidt på hovedet i slutningen af oktober... Men jeg har stadig jobbet, og jeg er glad for det. Jeg får derfor ikke længere noget tillæg, men klarer mig på min SU og løn fra det nye job.

Dette semester har jeg undervisningsfri, og jeg er i stedet i praktik på et lille forlag. Det har til gengæld væltet alt endnu mere. Jeg er således på praktikstedet 38 timer om ugen. Derudover arbejder jeg som underviser mellem 6 og 12 timer om aftenen (ikked medregnet forberedelse, som jeg plejer at ordne i weekenderne), og så er jeg også selv til undervisning 2 timer hver onsdag aften (som dog er noget, jeg helt selv har valgt, og som ikke har noget med universitetet at gøre).

Mine uger forsvinder som sand mellem mine fingre. Og min bulimi er i gang igen for fulde sejl. Jeg mangler søvn, og jeg kan ikke sove, selvom jeg går så tidligt i seng som muligt.
Jeg er ude af døren hver dag kl. 7:45, og jeg kommer hjem mellem 20:45 og 21:30 tirsdag, onsdag og torsdag. Mandag svinger, men eftersom det er den eneste aften jeg faktisk har "fri", så er jeg selvfølgelig så idiotisk nogle gange at lave aftaler der - på trods af, at jeg ved, at jeg bare burde tage hjem og sove, fordi resten af ugen er sindssyg.
Jeg er ved at blive skør.

Jeg har det som om jeg drukner.

Det er et helvede at bo her i et halvt renoveret hus, hvor alting er pakket i flyttekasser og har været det i over et år nu. Det er et helvede at bo sammen med min eks, på trods af at vi ikke er uvenner. Det er bare ikke en særlig awesome situation. Vi er begge ved at nå det punkt, at vi er begyndt at se lidt til andre mennesker, og det gør det ret akavet, når den ene pludselig ikke sover hjemme. Jeg sov ude i går, og i dag er det ham, der ikke er hjemme. Tankerne kører. Hvor er han? Og hvad rager det egentlig mig, hvor han er? Jeg under ham kun det bedste, og jeg prøver selv at komme videre. Hvis jeg allerede var flyttet, så ville jeg slet ikke ane, at han ikke var hjemme. Jeg har selv mødt én, som jeg er glad for, og som jeg gerne vil se mere til. Jeg har intet imod, at han arbejder på det samme.
Det er bare underligt. Denne her fyr, som var mit et og alt i flere år ... Nu er han det bare ikke længere, og jeg har pludselig ikke længere ret til at spørge, hvor han er henne. Det er underligt.

Vægten er steget i løbet af det sidste halve år og er faldet lidt igen hen over december. Som sagt sejler det fuldstændig. Jeg prøver at få noget mad indenbords, men ... well. Indrømmet: Jeg arbejder med 1450 kcal, hvilket jeg ved, at min diætist på Stolpegården ikke ville være glad for at høre. Men hey, hun sagde op i efteråret, og jeg har ikke været hos nogen form for diætist siden foråret 2014. (Hurra for dårlige undskyldninger - det er jo selvfølgelig ikke mit eget ansvar. Nej, nej, det må være DERES ansvar, at JEG spiser rigtigt. Fuck, jeg er langt ude nogle gange.)

Jeg er begyndt at træne igen. Startede i sommers, og jeg fucking nyder det. Har koncentreret mig meget om det i november og december, men med en arbejdsuge på minimum 50 timer (og så gerne en del forberedelsestid oveni), så er det svært. Og jeg bliver sindssyg af ikke at komme ned og træne. Det er bare sådan et dejligt pusterum, og jeg kan nemt få mange timer til at gå med det. Men jeg har bare ikke mange timer... Og jeg ved også godt, at det ikke er sundt at lægge 5 x 3 timers fitness ind i mit program hver uge. Det handler om at finde den sunde balance.
Men for fucks sake... Opkastninger eller styrketræning og stairmaster? Jeg ved godt, hvad jeg helst vil vælge. Det første fucker min krop op i en sådan grad, at det er helt åndssvagt. Det andet hjælper på tankemylder, søvnrytmer og generelt stressniveau. Men jeg kan bare ikke se, hvornår jeg skal få tid til det... For det kan godt være, at jeg sover bedre, når jeg har været nede og træne, men det duer jo ikke, hvis jeg stadig ikke kan få nok timers søvn. 5 timers god søvn er bedre end 5 timers dårlig søvn, men 5 timers god søvn er alligevel ikke det samme som 7-8 timer hver nat.
Og Fitness World lukker klokken fucking 22:00. WHY?!

Anyway... Jeg tror, jeg er i underskud, når det kommer til at dele. Jeg plejede at dele noget af alt mit tankemylder med min daværende kæreste, men det gør jeg jo af gode grunde ikke længere. Og jeg har ikke rigtig andre at dele med.
Jeg ved heller ikke, om det var smart at dele tingene med ham... Jeg ville gerne undgå det, men nu virker han pludselig bare som endnu en fyr, som måtte sige fra og ikke kunne håndtere min spiseforstyrrelse. Som om JEG kan håndtere den... :( Sharing can be dangerous. Der er på en eller anden måde et maks for, hvor meget dårligdom folk kan holde ud at høre på.

Så hvad nu?
Jeg håber på at få bolig inden for to måneder.
Jeg håber på at overleve indtil juni, hvor praktikken afsluttes.
Jeg skal bare igennem det her.

Mål?
Reducere opkastninger til max to dage om ugen.
Få nok søvn.
Prioriter træning.

Og måske også at prioritere at bruge mere tid sammen med den fyr, jeg har mødt. Han gør mig glad, og jeg vil gerne lære ham bedre at kende... Vi ender bare ofte med at snakke til langt ud på natten, og det går ud over søvn. Til gengæld bor han inde i byen, så det gør transporttiden til "arbejde" (praktiksted) lidt kortere om morgenen, hvis jeg sover derinde på en hverdag.

Jeg er træt af at flytte, men jeg glæder mig alligevel til at komme videre. Jeg får ikke handicaptillæg, og jeg tjener mine egne penge. Det er en rar fornemmelse. Det gav helt klart et pusterum, at jeg ikke skulle bekymre mig om min økonomi, som jeg gør nu, men jeg er alligevel meget glad for mit lønnede job.

Det handler om at se fremad. På trods af en spiseforstyrrelse, der nu har været hos mig over halvdelen af mit liv. Det er ofte svært at forestille sig, hvordan jeg mon ville være uden den. Men måske er netop dét et af de aspekter, der gør det svært for mig at slippe den.

Anyway. Sorry about all the rambling. Just felt like sharing.

Mere ferie

Skal en uge på ferie med min kæreste og en masse gode venner... :) Det bliver godt. :) Efter lortefamiliebesøg er de gode vaner forsøgt genoptaget, og indtil videre går det ok. En hel uge uden alenetid og i godt selskab plejer også at være godt, så jeg vil forsøge at gøre mit bedste for at holde det hele næste uge. :)

Logik er stærkere end følelser

Hvis du har læst kommentarerne på det tidligere indlæg, så giver mit fysiske ubehag mening: Jeg har åbenbart blærebetændelse.
Jeg har haft feber, og smerterne i ryggen er nyrerne. Den generelle tunge fornemmelse i kroppen var feber og bare generel sygdom. Min krop som prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk var syg. Ikke sådan bulimisk-psykisk-spiseforstyrret-syg, men sådan normalt fysisk syg. Jeg fattede det bare slet ikke.
Aflyste med min veninde og sms'ede min kæreste, som sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten. Jeg sagde, at jeg ville tage til læge på mandag, men han sagde, at nu måtte jeg altså lige tage det lidt alvorligt. Jeg skulle sådan tisse i går aftes, da jeg skulle sove, og weekendens aktiviteter taget i betragtning gav det perfekt mening, at jeg havde blærebetændelse. Ring så til den lægevagt. Googlede symptomerne, og kom frem til, at han nok havde ret. Min krop prøvede at fortælle mig et eller andet.

Synes bare ikke om at ringe til lægevagten. Føler mig til besvær. Men jeg ringede altså alligevel og var nr. 18 i køen (ja, så følte jeg mig jo slet ikke til besvær, når så mange ringer til lægevagten - de er jo selvfølgelig langt mere syge end mig, der bare sidder der og piver over ondt i lænden og generelt ubehag!)... Da jeg kom igennem sagde han, at jeg skulle tage ind til Amager Hospitals lægevagt og aflevere en urinprøve. Så ja... 233 kr. fattigere, men en hel del antibiotika rigere sidder jeg nu i min kærestes seng. Han bor lige ved siden af Amager Hospital, og jeg kan ikke rigtig overskue at tage hjem.
Min veninde, som jeg aflyste med, gav mig skældud for ikke bare at ringe til hende. Hvorfor var jeg cyklet til Amager Hospital, når hun har bil og bare kunne have kørt mig? Jeg tænkte bare slet ikke over det...

Det undrer mig lidt, at jeg er så fjernet fra mig selv, at jeg ikke en gang kan vurdere, at jeg er helt almindeligt syg. Det faldt mig slet ikke ind. Jeg måtte virkelig søge på alle symptomer og snakke med min kæreste for at komme frem til, at det måske var noget, man kunne snakke med en læge om. Og som kunne fikses sådan forholdsvist nemt. Først da jeg fandt et sted på nettet, hvor der stod, at rygsmerter kunne betyde nyrebækkenbetændelse, og alle andre symptomer kunne forbindes med blærebetændelse, gav jeg min kæreste ret og ringede.

Hvorfor kan jeg ikke bare mærke efter?

Stolpegården og reb

Det er lidt svært lige nu. Jeg tror, det er fordi jeg er træt, og det har generelt bare været en intensiv weekend. Super spændende og lærerig, og jeg har hygget mig rigtig meget med min kæreste, men vi havde lige en enkelt episode, som resulterede i, at jeg brød grædende sammen og lå og hulkede en halv times tid... Han blev rigtig ked af det, for han følte, at det var hans skyld. Det var ham, der trickede det, men det var ikke hans skyld, at jeg reagerede så irrationelt. Kort fortalt, så tog han et billede af mig bagfra og viste det til mig for at pointere, at nogle reb han havde lagt om mig så helt forkert ud (vi dyrker en del japansk bondage)... Han var irriteret over, at jeg ikke ville acceptere hans påstand om, at "det ligner pis", og hans kamera lå lige ved siden af. Det hele gik lidt op i en spids, og han snuppede lynhurtigt et billede af mig og viste mig det. Jeg kunne bare slet ikke overskue det.
På det billede så han en dårlig binding, som ødelagde et ellers smukt kunstværk. Han så sine egne fejl.
Jeg så en klump fedt, som hang i nogle snore. Og jeg kunne slet ikke overskue det. Det var så ulækkert og ubehageligt, og jeg kunne bare intet gøre ved det. Jeg var enormt sårbar i situationen og efter to intensive dage, hvor vi har arbejdet med connection imellem os og jeg virkelig har fjernet mange af mine parader, så var jeg bare helt åben og modtagelig for alt, som kom min vej. Det kunne bare slet ikke overskue at se mig selv. Jeg havde virkelig overvundet mig selv mange gange og fået virkelig meget positivt ud af det, men det hele var foregået i mit tempo. Indtil jeg fik smækket det billede op i ansigtet...
Men heldigvis var det kun lige en enkelt lille episode i løbet af 2 ellers helt fantastiske dage med masser af reb, nærhed med ham og generelt bare herlighed.

Jeg er til gengæld træt nu. Det har været to lange dage, og jeg er lidt ør i hovedet og har bare brug for at slappe af. Heldigvis kan jeg også bare slappe af. Jeg sidder i kærestens seng under dynen og skal ingenting. :) Han havde en aftale her kl. 11, men han kommer tilbage igen senere. Måske skal vi ud med nogle venner i aften, men jeg skal lige mærke efter, hvordan jeg har det i løbet af dagen. Skal lige være lidt alene og fornemme, om det er smart af mig eller ej at tage ud i aften.

Da vi kom hjem til mig i går aftes lå der et brev fra Stolpegården. Jeg har fået en konsultation i slutningen af maj... Jeg mangler stadig lige at få kigget de vedlagte pjecer igennem, men jeg kan jo næsten regne ud, at det betyder, at jeg ikke skal ud og finde et andet behandlingssted selv, eftersom det offentlige har kunnet overholde ventetiden på max 2 måneder.
Det var bare sådan et "hej - du har fået en tid"-brev... Ikke så meget andet. De skriver, at de vil sende noget mere ca. 3 uger før samtalen. Et spørgeskema og sådan noget...

Jeg har ikke vejet mig i over en uge nu. Jeg er lidt bange for, hvad vægten vil vise, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg tør stille mig op på den. Jeg er bange for at det vil få mig i slemt dårligt humør, hvis den er for høj. Det er bare også virkelig foruroligende ikke at vide, hvad jeg vejer.
Jeg har fokuseret meget på, at jeg vil være rask de sidste par dage.. Når det har været lidt svært, så har jeg tænkt på min kæreste og min fremtid. Den fremtid, som kræver, at jeg ikke er bulimisk i en sådan grad, som jeg er i dag.
Lige nu er det også svært. Måske jeg skulle prøve at sove lidt?

Road Trip

Er på tur med kæresten. Jyllandstur. :o Indtil videre ganske hyggeligt, men jeg er godt nok træt... Det var ikke nemt at stå op kl. 6 i morges, når man lige har vænnet sig til at kunne sove længe. Men det skal nok gå. Tror måske også det er meget godt at have en weekend i andre menneskers selskab. Men så ved jeg også med mig selv, at jeg ikke skal planlægge at lave noget søndag aften og mandag. Skal bruge lidt ro bagefter. :)