Jeg er på besøg hos min mor. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det gik allerede galt i morges, før jeg overhovedet var kommet ud af døren... Det er bare alt for meget.
Jeg er så frustreret og irriteret hele tiden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, og så bliver jeg bare endnu mere sur på mig selv over at være irriteret på hende. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har motorik- og taleproblemer. Eller måske er det... Måske er det bare hendes livsstil, der har gjort det. De vilde ungdomsår.
Hvordan mon jeg selv bliver, når jeg bliver 50+? Giver min krop også op på samme måde?
Jeg føler mig som en sur og utilfreds teenager, og jeg føler, at jeg opfører mig tåbeligt. Men jeg kan bare slet ikke overskue at tage stilling til det.... Min mor har det ikke godt. Ikke spor godt. Det kan godt være, at hun er glad, men fysisk går det ned ad bakke. Og det går alt for hurtigt...
Jeg vil gå ud og kaste op igen, før jeg går i seng. Hvis jeg skal klare de næste par dage, så er det måske ikke lige nu, jeg skal forsøge at holde allermest fast i de gode vaner. Jeg skal bare cope. Ville ellers gerne. Men nej. Havregrød i morgen. Og så kaffe og energidrik. Sund, minimal frokost. Tyggegummi. Masser af tyggegummi.
Jeg orker det slet ikke.
Jeg håber ikke, din krop giver op på den måde. Du fortjener bedre. Ikke, at man skal gøre sig fortjent til at have det godt, men du ved, hvad jeg mener. Forhåbentligt :-)
SvarSletKender godt de reaktioner, du beskriver ved dit familiebesøg. I hvert fald i forhold til overskuddet. At din mor har det skidt fysisk, gør det nok ikke lettere for dig. Det lyder som om, det er svært at rumme lige nu.
Sender dig en masse tanker. Og knus. Det er frygteligt at være afsted til noget, man ikke orker. Kender det virkelig, virkelig godt. Ville ønske, jeg kunne trylle dig hjem :-)