All-nighter

Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig er oppe. Har siddet og set youtube-clips hele natten... Jeg så dokumentaren Thin igen.
Der er enormt meget fokus på at inddrage familien i behandlingen... Jeg kan slet ikke rigtig forestille mig, hvordan det ville føles.

Min kat ligger i sengen ved siden af mig og sover.

Mit hoved er ét stort rod, og det hele sejler rundt. Jeg har lyst til at tage ud og løbe, men klokken er 4:30, og det er jo komplet latterligt. Jeg orker heller ikke at løbe. Jeg vil gerne sove, men jeg vil ikke sove. Jeg tænker, at hvis jeg nu er oppe lidt endnu, så kan jeg sove hele dagen. Og så kan jeg undgå at spise noget hele dagen. Men jeg ved jo godt, at sådan går det ikke. Jeg vågner klokken 9. Det er allerede ved at blive lyst udenfor. Og jeg skal faktisk skrive eksamensopgave. Har slet ikke tid til overspisninger og dumme spiseforstyrrede tanker.

Jeg er så sur på mig selv. Og jeg er sur på mig selv over, at jeg er sur på mig selv. Det er skruen uden ende. Jeg er så bitter og frustreret. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og spise normalt? Hvorfor kan jeg ikke bare have et helt normalt liv?

Det ville jeg gerne. Hvis bare jeg samtidig kan være tynd. Jeg vil gerne leve et helt normalt liv sammen med min kæreste. Jeg vil gerne se en fremtid for mig. En fremtid med glæder og gode stunder. Måske med børn om nogle år? Men jeg kan ikke forsvare at få børn. Jeg kan ikke tvinge et uskyldigt menneske at være en del af min tilværelse... Én ting er de mennesker, som vælger at omgive sig med mig. Men et uskyldigt barn, som ikke kan protestere. Hvis mit blodsukker hopper op og ned (som det gør nu) under en graviditet, risikerer jeg at fosteret udvikler sig forkert. Fysiske handicap. Og måske hjerneskader. Hvis et barn ikke får den nødvendige næring gennem sin opvækst, så påvirker det hjernens udvikling. Hjernen er ikke færdigudviklet før en gang op i tyverne eller trediverne... Så vidt jeg husker kommer det lidt an på om man er han- eller hunkøn.
Nogle gange tænker jeg, at jeg måske ville kunne være meget klogere, hvis ikke det var fordi jeg har haft et fucked up spisemønster siden mine tidlige teenageår. Har min hjerne taget skade? Tager den skade nu? Gør det mig overhovedet noget...?

Jeg har det som om det er svært at trække vejret. Som om der er nogen der holder en hånd tæt om halsen på mig, og min brystkasse føles voldsomt tung. Jeg bør nok bare få noget søvn. Og holde op med at være så pisseirriterende at høre på...