Hvor er min krykke?

Jeg skylder vist at sige, at flytningen gik godt. Alle dukkede op. Alle hjalp. Og jeg var så taknemmelig og kunne slet ikke forstå, at alle folk hjalp mig sådan...

Det er nu længe siden.

Jeg skriver altid herinde, når jeg når et eller andet punkt, hvor jeg føler, at nu må det hele være nok. Nu kan jeg ikke længere. I dag er vist ingen undtagelse.

Jeg er ude at rejse. Det har jeg været længe. Jeg har faktisk aldrig rejst så længe før, som jeg gør i øjeblikket. Langt væk hjemmefra. De første 3 uger gik fint nok... Så knækkede jeg. Eller. Så knækkede jeg mig. Høhø. Dårligt pun. I know.

3 uger med nye indtryk og mennesker omkring mig konstant. Så kunne jeg ikke mere. Så gik der nogle dage, hvor det ikke var sådan helt super, men jeg holdt mig nogenlunde oven vande. Og så væltede det helt. En uge med overspisninger og opkastninger 6 ud af 7 dage. Og den 7. dag var forskruet. 1-2 dage, som var okay. Og så forlod jeg de den smule "ramme" jeg havde haft i 5 uger og begav mig ud alene. Helt alene. Fremmed land, nye oplevelser - konstant nye input. Og jeg havde da sådan lidt en plan, men intet sikkert, og jeg kunne slet ikke finde ud af det.

I løbet af de sidste 10 dage har jeg haft overspisninger og kastet op mindst 8 dage. Og ikke bare en lille overspisning - jeg har købt stort ind hver gang, og jeg har festet på de hotelværelser, jeg har været på. Min egen lille private fest.
I dag var ingen undtagelse. Jeg stod op i morges og var sikker på, at det ville blive en undtagelse, men det er virkelig svært. Jeg har været her i landet i over 6 uger, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal spise til morgenmad. Og så vælter det hele bare så nemt. Jeg forsøgte at holde ud ret længe i dag. Jeg holdt til aftensmaden, men jeg havde selvfølgelig ikke spist "normalt" i løbet af dagen. Jeg besluttede mig for, at nu måtte jeg altså prøve det der med at tage på en fancy restaurant. Det kan ikke passe, at jeg kommer hjem efter 7 uger, og når folk spørger mig, om jeg spiste noget lækkert lokalt mad, så kan jeg kun stå der og glo åndssvagt på dem. Så jeg prøvede en restaurant i byen - en der har fået gode anmeldelser online. Det var lækkert. Men det slog klik. Jeg kan slet ikke have følelsen af at have mad i maven. Det føles så elendigt. Så jeg bestilte også en dessert, for nu når jeg næsten færdig med min hovedret havde besluttet mig for, at det alligevel skulle op igen, hvorfor så ikke også lige bruge nogle ekstra penge på en overpriced dessert? Selvfølgelig. Efterfølgende smuttede jeg ned i et supermarked tæt på hotellet og købte stort ind. Mad er billigt her i forhold til i Danmark, men jeg købte alligevel for omkring 200 kr. Tror samme mængde ville have kostet 350-400 kr. i Danmark.

Og så tog jeg op på mit hotelværelse og havde min lille fest. Jeg hoppede rundt på gulvet, mens jeg proppede kage og KitKat og vingummi og klamme kiks i munden. Mærkede sukkerrusen i mit allerede øre hoved.

Jeg måtte gemme en af poserne med de syrlige vingummier. Min tunge føles som om den er ved at gå i opløsning, og det gør ondt at spise vingummierne. Det må blive en anden dag. For meget syre, måske.

Ironisk nok fik jeg en mail fra min tandlæge for et par dage siden - det er åbenbart tid til det årlige tjek. :/ Men det er nok meget smart. Selvom jeg frygter for dommen. Jeg har ikke været god ved mine tænder de sidste mange uger. Alt den syre ...

Jeg ved, at jeg bare lige skal have 2-4 dage med "normal" mad, og så skal jeg nok komme ovenpå igen. Jeg kan bare ikke få kickstartet den gode cirkel. Jeg vågner om morgenen og er svimmel og ør - min mave føles tom, men jeg har kvalme og kan ikke spise noget. Når jeg spiser noget, føler jeg mig oppustet og forfærdelig. Hver gang jeg går forbi et gadevindue eller ser mit spejlbillede, får jeg lyst til at pakke mig ind i en flyverdragt og gemme mig for hele verden. Jeg ser forfærdelig ud.

Alt det junk har også fået min hud til at fucke up... Så små røde knopper popper frem forskellige steder i ansigtet, hvilket ikke ligefrem pynter.

Det sejlede også en del, før jeg tog af sted hjemmefra. Det der med at bo alene er virkelig svært... Jeg skal selv sørge for mad hele tiden, og jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg bliver nødt til at finde en løsning snart. Ellers går det helt galt. Tænk, at det er så svært. Andre mennesker klarer det jo bare - de spiser, når de er sultne, og de holder op, når de er mætte. Min kæreste springer morgenmaden over, fordi han nogle gange har travlt, og det klarer han bare helt okay. Sådan bare lige. Vupti. No problem. Jeg kan slet ikke finde ud af det. Hvis jeg springer morgenmaden over, så er det fordi jeg gerne vil drikke en is-café-latte i løbet af formiddagen. Noget for noget. Hvis jeg spiser morgenmad og også vil drikke en is-café-latte, så må jeg skærer ned på frokosten. Noget for noget. Man kan jo ikke bare sådan lige få det hele! Men hvis jeg hverken får morgenmad eller is-café-latte, så fungerer jeg ikke. Min krop er sløv. Mine muskler er tunge og ømme, og det føles som om mine arme ikke vil løftes.

Jeg deler ikke med min kæreste... Jeg har prøvet lidt, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig, og han ved ikke, hvordan han skal tackle det alligevel. Jeg tror ikke, at han kan håndtere det. Min ekskæreste var det stærkeste menneske jeg kendte - psykisk, mener jeg - og han fik alligevel nok. Hvorfor prøve igen? Når jeg kommer ind på emnet, så siger han mest bare, at han ikke rigtig ved, hvad han skal sige. Det forstår jeg nu også godt. Men det betyder også bare, at vi ikke rigtig kommer videre i snakken... Jeg siger, at noget er svært. Han siger "okay", og så taler jeg lidt videre om det. Så bliver jeg ofte lidt trist til mode, og så siger han noget om, at han gerne vil hjælpe, men han ved ikke lige, hvad han skal sige eller gøre. Og så siger jeg, at det er helt okay. Og så var det det. Ikke mere trist snak.

Nå. I morgen er min sidste hele dag i landet - i overmorgen skal jeg bruge det meste af dagen i et tog. Og på fredag går turen hjem med fly. Jeg vil forsøge at få lavet nogle flere positive minder - selvom jeg har brugt mange timer på overspisninger og opkastninger, så har jeg forsøgt samtidig at skabe mig nogle minder for livet. Det er trods alt en rejse, jeg nok ikke får mulighed for at gøre igen lige foreløbig... :) Og jeg har oplevet meget positivt - ind imellem mine madanfald.