Jeg bryder mig ikke om at være trist. Men jeg er trist. Jeg vågnede her til morgen og var bare trist. Trist fordi jeg vidste, at vægten ville være højere i dag end den har været i mange dage. Trist fordi jeg bekymrer mig over, hvad min vægt fortæller mig. Trist fordi jeg med min tristhed gør andre mennesker triste.
Jeg synes ikke rigtig, at mine antidepressiver virker så godt... Eller måske er det bare en virkelig dårlig periode?
Jeg føler, at det hele er ret håbløst. Og jeg har ikke lyst til at se andre mennesker, for jeg har ikke lyst til, at mit dårlige humør skal gå ud over dem. Så jeg isolerer mig. Jeg aflyste en aftale med kæresten i går aftes. Det gjorde ham jo også trist... Han er ikke idiot. Han ved godt, at jeg havde en dårlig dag. En virkelig dårlig dag. Men han ved også godt, at jeg vil have, at han skal blande sig udenom. Det må være en virkelig svær position at stå i. Og jeg hader mig selv lidt for at placere ham i en så umulig situation.
Jeg vil så gerne være glad i nærheden af ham. Men jeg kan bare ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue samtale, sex, aftensmad, arrangementer eller noget som helst. Jeg vil gerne bare ligge under dynen og være ked af det. Men det hjælper jo heller ikke noget!
Dumt. Det er så dumt.
Viser opslag med etiketten kilo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kilo. Vis alle opslag
tirsdag den 26. marts 2013
lørdag den 9. marts 2013
Utilregnelighed
Jeg tænkte på, om dette indlæg måske skulle hedde "back on a budget"... Men nej. Jeg har ikke skrevet et godt stykke tid, så det må være utilregneligheden, der vinder.
Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.
Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.
Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.
Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.
Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.
Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.
Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.
Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...
Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.
Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...
Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.
Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...
Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.
Argh. Get a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.
Godnat.
Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.
Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.
Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.
Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.
Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.
Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.
Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.
Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...
Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.
Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...
Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.
Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...
Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.
Argh. Get a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.
Godnat.
tirsdag den 28. august 2012
It's been a bad day....
Jeg kan godt lide REM. Det minder mig om min første seriøse kæreste, men samtidig er det bare også virkelig herlig musik. Det minder mig om en afslappethed, færre kilo, rolighed...
Men ja. De siger det meget godt. It's been a bad day. Føler mig ikke rigtig ovenpå. Skal starte på CFS igen på fredag. Ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig. A har skrevet til mig. Han er vældig sød, men jeg har mest af alt bare lyst til at grave mig ned under dynen og glemme, at verden eksisterer. Jeg forstår det ikke helt. For en uge siden var jeg vildt glad? Hvad gik der galt? Jeg har heller ikke lyst til (igen) at hælde galde ud over ham... Tingene bliver ikke bedre af, at man piver. Og jeg ved godt, at han vil sige, at jeg skal holde op med at slå mig selv i hovedet. Jeg skal holde op med at ville gøre alting perfekt hele tiden. Og jeg skal holde op med at lade det gå mig så meget på, når tingene ikke lige går efter mit hoved.
Jeg føler mig virkelig træt. Og alligevel tænker jeg, at jeg ikke laver andet end at slappe af. I dag har jeg været på arbejde hele dagen (sidder stadig på kontoret), og jeg har spist alt for meget. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg skal hjem og kaste op. Før det er for sent. Har spist proteinbarer. Dumt, dumt. De er svære at få op igen. :/
Jeg vil bare sove. Holde mig helt væk fra verden og ikke overskue noget. Sætte verden på pause.
Jeg er virkelig sur på mig selv over at være så ynkelig... Og så bliver jeg mere sur på mig selv over at jeg bebrejder mig selv min ynkelighed. Fuck hvor er det fucking dumt. Jeg tænkte på, om det måske var en idé at fortælle A om denne blog. Måske det ville give ham lidt indsigt? På den anden side har jeg virkelig ikke lyst til at han skal ynke mig. Og jeg vil ikke sætte mere fokus på min latterlige bulimi end der allerede er. Men det er svært at snakke om noget andet, når det er det eneste, jeg tænker på... Jeg vil så gerne tænke på ting, der gør mig glad. Ting, jeg finder ro og glæde ved at tænke over. Men jeg tænker bare på åndssvage kilo og mad og motion, og hvor meget jeg burde gøre og ikke gør, og hvor træt jeg er, og hvor dum og grim og fed jeg er.
Fuck. Det her melankoli er til at brække sig over. Ha ha... Pun not intented. Eller... Tragikomisk.
Der er mange tanker. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det. Jeg skal udfylde min dumme spisedagbog og notere endnu en day of failure. Har ikke kastet op endnu, men det skal ud. Det skal væk. Det skal forsvinde og ud af mig hurtigst muligt. Jeg er bange. Jeg er bange og nervøs og ked af det. Jeg har lyst til at svare på hans sms for at sige tak for den venlige tanke, for det var virkelig sødt af ham lige at skrive. Smilte da jeg fik den. Men overskuddet er der bare ikke. Jeg kunne skrive tilbage...? "kram :)" Det virker bare forstilt. Det virker forkert.
It's been a bad day. Fuck it.
tirsdag den 5. juli 2011
Druk og kilo og Roskilde og.....
Jeg har spist alt for meget på Roskilde. Og drukket alt for meget. Jeg har været så pinligt berørt over hvordan min krop ser ud, at jeg ikke har kunnet gå rundt i ærmeløse bluser. Mine fede flæske-overarme vil bare blævre alt for meget. Min ulækre mave stikker ud konstant.
Argh. Jeg skal sove. Jeg har *kun* taget ca. 1 kg på, og det er positivt, eftersom jeg faktisk har tabt mig omkring 2-3 kg. efter jeg startede på antidepressiver. Men jeg er stadig voldsomt fed. Fed, fed, fed, fed, fed.
Jeg skal sove. Jeg skal få styr på min døgnrytme igen. Jeg skal få gang i min daglige arbejdsrytme. Jeg skal komme hjem til normal tid. Jeg skal have tid til at slappe af, spise ordentlig aftensmad. Drikke tonsvis af kaffe i løbet af dagen.
Det vil hjælpe mig til at få styr på mine tanker igen. De negative tanker skal gerne væk. De kommer nok ikke helt væk, før der også lige ryger 6-7 kg. Men hvornår gør der nogensinde det? Hvornår forsvinder de lortekilo for bestandigt? Hvornår holder jeg op med at være en lille fed blævrende klump?
Ja, ja, ja.... Jeg ved det. Negative tanker.
Faktisk havde jeg en virkelig god festival. Hyggelig. Og uden voldsomme bulimiske udfald. Havde lige en enkelt dag eller to, hvor tankerne var alt dominerende. Men at kaste op på et klamt festivaltoilet er fandme ulækkert. Så hellere i hegnet. Der er så mange, der brækker sig i forvejen. Man kan endda gøre det helt åbenlyst, for folk går bare ud fra, at man er stiv. Fuck, hvor er det langt ude.
Argh. Nederen tanker.
Ordentlig søvn, ordentlig morgenmad, ordentlig rytme i hvad tid på døgnet jeg tager mine piller, måske en løbetur i ny og næ... Så skal jeg nok komme ovenpå igen.
Men det var nu rart med noget ferie. Nu vil jeg gå i seng.... Arbejde i morgen klokken 9, og jeg endte med at sidde oppe og se Dear John her til aften. Okay film, men skuespillet var ikke fantastisk.... Som tudbrøle-film er Remember Me 100.000 gange bedre.
Godnat. :) Jeg skal nok forsøge at være mindre negativ næste gang.
Ha. Bull shit. No promises. ;)
Argh. Jeg skal sove. Jeg har *kun* taget ca. 1 kg på, og det er positivt, eftersom jeg faktisk har tabt mig omkring 2-3 kg. efter jeg startede på antidepressiver. Men jeg er stadig voldsomt fed. Fed, fed, fed, fed, fed.
Jeg skal sove. Jeg skal få styr på min døgnrytme igen. Jeg skal få gang i min daglige arbejdsrytme. Jeg skal komme hjem til normal tid. Jeg skal have tid til at slappe af, spise ordentlig aftensmad. Drikke tonsvis af kaffe i løbet af dagen.
Det vil hjælpe mig til at få styr på mine tanker igen. De negative tanker skal gerne væk. De kommer nok ikke helt væk, før der også lige ryger 6-7 kg. Men hvornår gør der nogensinde det? Hvornår forsvinder de lortekilo for bestandigt? Hvornår holder jeg op med at være en lille fed blævrende klump?
Ja, ja, ja.... Jeg ved det. Negative tanker.
Faktisk havde jeg en virkelig god festival. Hyggelig. Og uden voldsomme bulimiske udfald. Havde lige en enkelt dag eller to, hvor tankerne var alt dominerende. Men at kaste op på et klamt festivaltoilet er fandme ulækkert. Så hellere i hegnet. Der er så mange, der brækker sig i forvejen. Man kan endda gøre det helt åbenlyst, for folk går bare ud fra, at man er stiv. Fuck, hvor er det langt ude.
Argh. Nederen tanker.
Ordentlig søvn, ordentlig morgenmad, ordentlig rytme i hvad tid på døgnet jeg tager mine piller, måske en løbetur i ny og næ... Så skal jeg nok komme ovenpå igen.
Men det var nu rart med noget ferie. Nu vil jeg gå i seng.... Arbejde i morgen klokken 9, og jeg endte med at sidde oppe og se Dear John her til aften. Okay film, men skuespillet var ikke fantastisk.... Som tudbrøle-film er Remember Me 100.000 gange bedre.
Godnat. :) Jeg skal nok forsøge at være mindre negativ næste gang.
Ha. Bull shit. No promises. ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)