Tilbagefald

Tankemylder.

Klokken er 01:00. Jeg burde sove. Men alt roder i mit hoved ...

Tilbagefald. Voldsomt tilbagefald? Jeg ved ikke en gang, hvad "voldsomt" er. Købte ind for omkring 350 kr. i dag. Halvdelen af det er gemt i en skuffe på mit værelse.
Ja ... "mit" værelse.

Fuck. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Når man fører en blog, så burde man jo et eller andet sted være optaget af, at ens læsere kan følge med i "handlingen". Men der er bare sket så meget siden sidst.

Jeg havde bare virkelig brug for at snakke lidt. Fortælle lidt. Komme ud med noget.

Grunden til at jeg skriver "mit" værelse er at det slet ikke er mit værelse, jeg sidder på lige nu. Det er min ekskærestes værelse i min ekskærestes hus, og alting er noget rod. Han slog op i slutningen af oktober, og jeg burde for længst være flyttet, men jeg står stadig på venteliste til en kollegiebolig. Jeg har en kat, som gerne skulle med, og det har gjort udvalget af boliger væsentligt mindre.

Han sagde, at han havde mistet troen på os. Han syntes ikke længere, at vi skulle fortsætte. Og at han var sikker på, at jeg nok skulle blive rask en dag, men at han ikke længere troede på, at det ville blive inden for en overskuelig fremtid sammen med ham.
Slut. Done. Finito. Idéen om, at dette var huset, hvori jeg skulle bo de næste mange år, gik op i røg. Idéen om, at jeg var sammen med den mand, som jeg en dag skulle giftes og have børn med. PUFF.

Det er som sagt noget tid siden nu, men nu kan I som læsere også følge med i "handlingen".

Situationen er lige nu, at jeg har opdateret min profil, så der ikke længere står "24-årig pige", men derimod "26-årig pige". Og jeg er stort set samme sted som før Stolpegården.

"Opfølgende behandling" er en fucking joke. Den sidste halvdel af mit gruppeforløb var ikke fantastisk, men ... Tja.
Min terapeut har bare travlt. Jeg fik mine samtaler hen over første halvdel af 2014, og vi konstaterede, at jeg havde oplevet et tillidsbrud fra deres side af, og at jeg havde trukket mig som aktiv deltagende i behandlingsprocessen (og det er svært at blive rask, når man ikke aktivt deltager i behandlingen mentalt). Det skulle vi så snakke lidt videre om. Jeg havde 3-4 aftaler fra juni til august... Der var mega rod med handicaptillægget, for de mente jo ikke, at jeg var rask, men de vidste ikke rigtigt, om de ville tilbyde mig mere behandling, og uden at tilbyde mig behandling kan de ikke skrive en lægeerklæring, som kunne forlænge tillægget. Det udløb nemlig i juni. Anyway, det lykkedes til sidst, selvom det betød 2 måneder med en indtægt, der var væsentligt under, hvad jeg var vant til. Godt jeg har en lille opsparing.
Så havde jeg en aftale i september sammen med min daværende kæreste. Og selvom jeg håbede, den måske kunne hjælpe lidt på den dårlige stemning, jeg syntes, der havde været mellem os siden sommeren, så skete det ikke rigtig. Tværtimod. Det var som om den samtale bare bekræftede ham i, at jeg var syg. Selvom han var vældig sød og forstående og prøvede at hjælpe... Men det blev måske bare mere tydeligt for ham. Han skulle have været med til den næste samtale, som egentlig ikke var en rigtig samtale, men mere bare en overværet supervision af min terapeut. Den var i november. Fucking 2 måneder efter. Lang tid.
Det gik fint, og jeg fik en ny aftale med min terapeut d. 18. december, men med eksamen og alting endte det med, at jeg kun havde sovet 3 timer natten mellem d. 17. og d. 18., så jeg måtte aflyse, for jeg hang slet ikke sammen, og jeg havde det som om hele min verden skred væk under mine fødder. Det er selvfølgelig min egen fejl, men som sagt har min terapeut travlt. Jeg fik hendes næste ledige tid: 27. februar.
2 måneder mere.
Så siden august har jeg haft 2 samtaler, hvoraf den ene var en parsamtale med min daværende kæreste og den anden var en overværet supervision og derved ikke egentlig terapi.

Forlængelsen af handicaptillægget gjaldt kun til december, for min terapeut vurderede (sammen med mig), at vi nok kunne klare det på 6 måneder. Gefixed. Right.

Jeg var pissetræt af at nasse på staten, og jeg havde det egentlig meget bedre omkring september, så jeg søgte et job. Jeg fik det, og det gik egentlig fint nok. Indtil hele min verden blev vendt lidt på hovedet i slutningen af oktober... Men jeg har stadig jobbet, og jeg er glad for det. Jeg får derfor ikke længere noget tillæg, men klarer mig på min SU og løn fra det nye job.

Dette semester har jeg undervisningsfri, og jeg er i stedet i praktik på et lille forlag. Det har til gengæld væltet alt endnu mere. Jeg er således på praktikstedet 38 timer om ugen. Derudover arbejder jeg som underviser mellem 6 og 12 timer om aftenen (ikked medregnet forberedelse, som jeg plejer at ordne i weekenderne), og så er jeg også selv til undervisning 2 timer hver onsdag aften (som dog er noget, jeg helt selv har valgt, og som ikke har noget med universitetet at gøre).

Mine uger forsvinder som sand mellem mine fingre. Og min bulimi er i gang igen for fulde sejl. Jeg mangler søvn, og jeg kan ikke sove, selvom jeg går så tidligt i seng som muligt.
Jeg er ude af døren hver dag kl. 7:45, og jeg kommer hjem mellem 20:45 og 21:30 tirsdag, onsdag og torsdag. Mandag svinger, men eftersom det er den eneste aften jeg faktisk har "fri", så er jeg selvfølgelig så idiotisk nogle gange at lave aftaler der - på trods af, at jeg ved, at jeg bare burde tage hjem og sove, fordi resten af ugen er sindssyg.
Jeg er ved at blive skør.

Jeg har det som om jeg drukner.

Det er et helvede at bo her i et halvt renoveret hus, hvor alting er pakket i flyttekasser og har været det i over et år nu. Det er et helvede at bo sammen med min eks, på trods af at vi ikke er uvenner. Det er bare ikke en særlig awesome situation. Vi er begge ved at nå det punkt, at vi er begyndt at se lidt til andre mennesker, og det gør det ret akavet, når den ene pludselig ikke sover hjemme. Jeg sov ude i går, og i dag er det ham, der ikke er hjemme. Tankerne kører. Hvor er han? Og hvad rager det egentlig mig, hvor han er? Jeg under ham kun det bedste, og jeg prøver selv at komme videre. Hvis jeg allerede var flyttet, så ville jeg slet ikke ane, at han ikke var hjemme. Jeg har selv mødt én, som jeg er glad for, og som jeg gerne vil se mere til. Jeg har intet imod, at han arbejder på det samme.
Det er bare underligt. Denne her fyr, som var mit et og alt i flere år ... Nu er han det bare ikke længere, og jeg har pludselig ikke længere ret til at spørge, hvor han er henne. Det er underligt.

Vægten er steget i løbet af det sidste halve år og er faldet lidt igen hen over december. Som sagt sejler det fuldstændig. Jeg prøver at få noget mad indenbords, men ... well. Indrømmet: Jeg arbejder med 1450 kcal, hvilket jeg ved, at min diætist på Stolpegården ikke ville være glad for at høre. Men hey, hun sagde op i efteråret, og jeg har ikke været hos nogen form for diætist siden foråret 2014. (Hurra for dårlige undskyldninger - det er jo selvfølgelig ikke mit eget ansvar. Nej, nej, det må være DERES ansvar, at JEG spiser rigtigt. Fuck, jeg er langt ude nogle gange.)

Jeg er begyndt at træne igen. Startede i sommers, og jeg fucking nyder det. Har koncentreret mig meget om det i november og december, men med en arbejdsuge på minimum 50 timer (og så gerne en del forberedelsestid oveni), så er det svært. Og jeg bliver sindssyg af ikke at komme ned og træne. Det er bare sådan et dejligt pusterum, og jeg kan nemt få mange timer til at gå med det. Men jeg har bare ikke mange timer... Og jeg ved også godt, at det ikke er sundt at lægge 5 x 3 timers fitness ind i mit program hver uge. Det handler om at finde den sunde balance.
Men for fucks sake... Opkastninger eller styrketræning og stairmaster? Jeg ved godt, hvad jeg helst vil vælge. Det første fucker min krop op i en sådan grad, at det er helt åndssvagt. Det andet hjælper på tankemylder, søvnrytmer og generelt stressniveau. Men jeg kan bare ikke se, hvornår jeg skal få tid til det... For det kan godt være, at jeg sover bedre, når jeg har været nede og træne, men det duer jo ikke, hvis jeg stadig ikke kan få nok timers søvn. 5 timers god søvn er bedre end 5 timers dårlig søvn, men 5 timers god søvn er alligevel ikke det samme som 7-8 timer hver nat.
Og Fitness World lukker klokken fucking 22:00. WHY?!

Anyway... Jeg tror, jeg er i underskud, når det kommer til at dele. Jeg plejede at dele noget af alt mit tankemylder med min daværende kæreste, men det gør jeg jo af gode grunde ikke længere. Og jeg har ikke rigtig andre at dele med.
Jeg ved heller ikke, om det var smart at dele tingene med ham... Jeg ville gerne undgå det, men nu virker han pludselig bare som endnu en fyr, som måtte sige fra og ikke kunne håndtere min spiseforstyrrelse. Som om JEG kan håndtere den... :( Sharing can be dangerous. Der er på en eller anden måde et maks for, hvor meget dårligdom folk kan holde ud at høre på.

Så hvad nu?
Jeg håber på at få bolig inden for to måneder.
Jeg håber på at overleve indtil juni, hvor praktikken afsluttes.
Jeg skal bare igennem det her.

Mål?
Reducere opkastninger til max to dage om ugen.
Få nok søvn.
Prioriter træning.

Og måske også at prioritere at bruge mere tid sammen med den fyr, jeg har mødt. Han gør mig glad, og jeg vil gerne lære ham bedre at kende... Vi ender bare ofte med at snakke til langt ud på natten, og det går ud over søvn. Til gengæld bor han inde i byen, så det gør transporttiden til "arbejde" (praktiksted) lidt kortere om morgenen, hvis jeg sover derinde på en hverdag.

Jeg er træt af at flytte, men jeg glæder mig alligevel til at komme videre. Jeg får ikke handicaptillæg, og jeg tjener mine egne penge. Det er en rar fornemmelse. Det gav helt klart et pusterum, at jeg ikke skulle bekymre mig om min økonomi, som jeg gør nu, men jeg er alligevel meget glad for mit lønnede job.

Det handler om at se fremad. På trods af en spiseforstyrrelse, der nu har været hos mig over halvdelen af mit liv. Det er ofte svært at forestille sig, hvordan jeg mon ville være uden den. Men måske er netop dét et af de aspekter, der gør det svært for mig at slippe den.

Anyway. Sorry about all the rambling. Just felt like sharing.