Stolpegården og reb

Det er lidt svært lige nu. Jeg tror, det er fordi jeg er træt, og det har generelt bare været en intensiv weekend. Super spændende og lærerig, og jeg har hygget mig rigtig meget med min kæreste, men vi havde lige en enkelt episode, som resulterede i, at jeg brød grædende sammen og lå og hulkede en halv times tid... Han blev rigtig ked af det, for han følte, at det var hans skyld. Det var ham, der trickede det, men det var ikke hans skyld, at jeg reagerede så irrationelt. Kort fortalt, så tog han et billede af mig bagfra og viste det til mig for at pointere, at nogle reb han havde lagt om mig så helt forkert ud (vi dyrker en del japansk bondage)... Han var irriteret over, at jeg ikke ville acceptere hans påstand om, at "det ligner pis", og hans kamera lå lige ved siden af. Det hele gik lidt op i en spids, og han snuppede lynhurtigt et billede af mig og viste mig det. Jeg kunne bare slet ikke overskue det.
På det billede så han en dårlig binding, som ødelagde et ellers smukt kunstværk. Han så sine egne fejl.
Jeg så en klump fedt, som hang i nogle snore. Og jeg kunne slet ikke overskue det. Det var så ulækkert og ubehageligt, og jeg kunne bare intet gøre ved det. Jeg var enormt sårbar i situationen og efter to intensive dage, hvor vi har arbejdet med connection imellem os og jeg virkelig har fjernet mange af mine parader, så var jeg bare helt åben og modtagelig for alt, som kom min vej. Det kunne bare slet ikke overskue at se mig selv. Jeg havde virkelig overvundet mig selv mange gange og fået virkelig meget positivt ud af det, men det hele var foregået i mit tempo. Indtil jeg fik smækket det billede op i ansigtet...
Men heldigvis var det kun lige en enkelt lille episode i løbet af 2 ellers helt fantastiske dage med masser af reb, nærhed med ham og generelt bare herlighed.

Jeg er til gengæld træt nu. Det har været to lange dage, og jeg er lidt ør i hovedet og har bare brug for at slappe af. Heldigvis kan jeg også bare slappe af. Jeg sidder i kærestens seng under dynen og skal ingenting. :) Han havde en aftale her kl. 11, men han kommer tilbage igen senere. Måske skal vi ud med nogle venner i aften, men jeg skal lige mærke efter, hvordan jeg har det i løbet af dagen. Skal lige være lidt alene og fornemme, om det er smart af mig eller ej at tage ud i aften.

Da vi kom hjem til mig i går aftes lå der et brev fra Stolpegården. Jeg har fået en konsultation i slutningen af maj... Jeg mangler stadig lige at få kigget de vedlagte pjecer igennem, men jeg kan jo næsten regne ud, at det betyder, at jeg ikke skal ud og finde et andet behandlingssted selv, eftersom det offentlige har kunnet overholde ventetiden på max 2 måneder.
Det var bare sådan et "hej - du har fået en tid"-brev... Ikke så meget andet. De skriver, at de vil sende noget mere ca. 3 uger før samtalen. Et spørgeskema og sådan noget...

Jeg har ikke vejet mig i over en uge nu. Jeg er lidt bange for, hvad vægten vil vise, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg tør stille mig op på den. Jeg er bange for at det vil få mig i slemt dårligt humør, hvis den er for høj. Det er bare også virkelig foruroligende ikke at vide, hvad jeg vejer.
Jeg har fokuseret meget på, at jeg vil være rask de sidste par dage.. Når det har været lidt svært, så har jeg tænkt på min kæreste og min fremtid. Den fremtid, som kræver, at jeg ikke er bulimisk i en sådan grad, som jeg er i dag.
Lige nu er det også svært. Måske jeg skulle prøve at sove lidt?

Jeg vil være rask

Jeg vil gerne være rask.
Jeg har virkelig tænkt meget over det på det sidste... Og jeg ved godt, at det bliver virkelig hårdt. Men jeg vil gerne være rask. Jeg vil gerne have et normalt liv sammen med min kæreste... Flytte sammen, blive gift og få børn. Altså ikke alt sammen lige nu. Men jeg vil gerne være i stand til at se en fremtid sammen med ham. En fremtid for mig selv.
Det er virkelig svært at forestille sig, at jeg en dag måske lever helt uden nogen spiseforstyrrelse... Måske er det også okay, hvis alle tankerne ikke helt forsvinder. Hvis bare jeg kan cope med dem på en bedre måde. Hvis jeg kan være glad... :)

Jeg vil gerne være rask, og jeg vil gerne prøve hårdere. Jeg vil gerne øge min egen indsats, og jeg vil gerne gøre et helhjertet forsøg. Hvis det betyder, at jeg en dag kan komme til at leve i et rækkehus eller en villa med min kæreste, stå op om morgenen og spise morgenmad sammen med ham og måske endda smøre madpakker til et par unger, for så at tage på arbejde og komme hjem om aftenen og smile til hele familien, så er det det hele værd. Om det så bliver 3 år i helvede - eller 10 år i helvede. Hvis jeg kan komme ud på den anden side, så er det det værd.

Jeg tror ikke, at jeg kan gøre det alene... Men jeg er afklaret med, at han gerne vil støtte mig. Og jeg ved, at min far også gerne vil, selvom han har svært ved det. Følelser er ikke lige hans stærke side... Men han prøver, og det er rart.

Det her forår skal ikke være et dårligt forår. Det skal være et godt forår. Jeg har stadig intet arbejde, og jeg er meget bevidst om ikke at få noget arbejde før om et godt stykke tid. Der skal ikke være noget pres. Jeg skal bruge tid, energi og ressourcer på at bekæmpe denne her spiseforstyrrelse. Og så må jeg undvære penge, en fed lejlighed og andre ting i mellemtiden. Det er det værd.

That being said, så venter jeg stadig på brev fra "regionen"... (hver gang jeg skriver "regionen", så skal I forestille jer sådan en dramatisk baggrundsmusik, som ligesom kan understrege, hvor stor, bureaukratisk og anonym en institution det er). Men ja - nu er det jo også kun slutningen af april, og det er jo "kun" 3-4 måneder siden jeg blev afsluttet på CFS i Aarhus. .oO(jesus mother of christ, et lortesystem...)

Fantastisk vidunderlig weekend

Jeg er mega træt, men jeg er glad. Jeg har spist mere normalt denne weekend, og jeg har brugt en masse tid sammen med min kæreste og nogle herlige fællesvenner. Jeg er generelt bare rigtig glad lige nu. :) Dejlig weekend! Flere af dem, tak.

Melankoli

Jeg er så trist. Det er underligt. Jeg vågnede her i morges og var bare trist. Jeg har ikke lyst til at stå op. Og jeg har ikke lyst til at spise noget. Jeg vil gerne bare sidde her under dynen og ikke tage stilling til noget.
Øv.

"Regionen har afvist henvisningen..."

Det var så grunden til, at jeg ikke hørte noget fra regionen inden 8 dage. Min læge havde håbet, at 2 behandlingsforløb og et tilbud om 9 måneders ambulant behandling i Aarhus var nok til at få mig direkte ind i noget behandling i Hovedstadsområdet. Det er det ikke. Jeg skal - som jeg også lidt havde forventet - igennem en længere forundersøgelse. Igen. Faktisk igen-igen. Jeg var jo også to gange igennem den i Aarhus.... Så jeg har fået et længere spørgeskema fra lægen, som jeg skal udfylde, og så kan han sende det ind til regionen, som så - forventeligt - vil sende mig endnu et spørgeskema til forundersøgelsen.

Det offentlige system længe leve. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers havde forventet.
Er irriteret over, at det tager længere tid, men min motivation svinger så meget, at jeg på den anden side også har det fint med, at verden bare blander sig helt uden om min spiseforstyrrelse...

I dag har desuden været en skod-dag, og jeg tror, at jeg vil gå over og købe havregryn og smør om lidt. Bare ligesom for at toppe denne lortedag.

I går var rigtig svært, men jeg klarede det da. I morgen skal det være ok igen. Det bliver det nødt til.

Det er svært

Det er tredje dag uden ædeflip og uden opkast. Det er svært. Jeg er lav på energi, og jeg fryser konstant. Jeg orker intet og har bare lyst til kage.
Jeg skal ind til LMS' aktivitetshus i aften for at høre foredrag. Kæresten tager med. Kan huske, at min far sagde, at han også kom, men det er længe siden, og jeg har ikke spurgt ham om det siden. Vil ikke presse på.
Tror et eller andet sted, at det er meget godt, at jeg har den aftale... Ellers var jeg nok kørt hjem nu og kastet mig ud i et større ædeflip. Lige nu handler det bare om at være. At eksistere og overskue tilværelsen.

My Friend Ana

Fandt denne video på youtube ved et tilfælde. Tænkte at der måske var andre, som kunne relate...




Kan godt huske den gang jeg omtalte min spiseforstyrrelse som to personer ved navn Ana og Mia. Ana var den gode og ordentlige, som normalt havde kontrollen og som jeg kunne støtte mig til, og Mia var den aggressive problemløser, som altid kom og reddede mig, når jeg havde forsøgt at klare mig selv - og som forventet havde fejlet.
Det er mange år siden nu, men idéen med navnene lever videre... Jeg var selv en del af pro-ana fora på livejournal, og min blog er der da også stadig... Den ligger bare øde hen nu. Har ikke opdateret den længe, og det er mange år siden, at mit syn på min spiseforstyrrelse ændrede sig fra at være udelukkende positivt. Det har ødelagt for meget af mit liv. Og alligevel klinger jeg til den som ville jeg dø uden... Selvom sandheden nok er, at jeg dør med. Ironisk.

Ny dag - ny motivation?

Nu er chiagrød officielt prøvet. Og den er pænt havnet i skraldespanden. Jeg må finde noget andet, jeg kan bruge de resterende 230g chiafrø til... Ad-bad.

Vi prøver på ny i dag. Jeg er stået op til nogenlunde ordentlig tid, og det skal nok blive en okay dag. Det er det nødt til at blive.

Binge

Jeg er ikke færdig endnu. Der er stadig omkring 200g chokolade og en hel dagmartærte tilbage. Den sidste småkage er i dette øjeblik ved at forsvinde.
Jeg er sur på mig selv. Og samtidig fuldstændig ligeglad... Jeg har ikke taget mine antidepressiver de sidste to dage. Jeg er ikke interesseret i at få nogen som helst form for hjælp, og samtidig er jeg sur over, at jeg stadig ikke har fået noget brev fra den store stygge region.

Anyway. Roadtrip var hyggeligt. Det var faktisk virkelig dejligt at være af sted med kæresten. Jeg gik bare lidt i baglås, da vi kom hjem her til eftermiddag. Sådan.. Hvad skal jeg nu? Der var ikke lige noget fastlagt program, og jeg havde bare brug for at koble af efter at have været i nærheden af mennesker hele weekenden. Vi besøgte et vennepar, og de ser ud til at have det perfekt. Dejligt hjem, dejlige mennesker... Herligt liv. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og have det på samme måde?

Jeg føler mig dehydreret. Selvom jeg drikker en masse vand, så føler jeg det stadig som om jeg konstant er tørstig... Men jeg har også været ude og kaste op 3-4 gange, så det er ikke fordi, det er uden grund. Må drikke noget mere vand.... Det skal nemmere op, og jeg vil af med den hovedpine, som jeg er ved at oparbejde. Bah. Dumt.

I morgen har jeg fri. Skal ingenting. Skal forsøge at overskue mig selv, mit liv og alt, der følger med. Skal bare spise resten af det crap jeg har købt, så det ikke er der i morgen, når jeg vågner. Eller også skal jeg smide det ud... Det virker næsten dumt. Men hvad er dummest? At købe en masse, æde det og kaste op? Eller at købe en masse og smide det uåbnet ud i containeren ude foran? Begge dele virker ret idiotisk. Alternativt kan det gemmes til en anden gang. Men så er sandsynligheden for et binge i nærmeste fremtid bare endnu større.. Det er altid nemmere, når der er crap-mad lige i nærheden. Nemmere end hvis jeg skal ned og købe det.
Argh. Dumt, dumt, dumt. Fede, grimme, dumme, belastende, fjerne, fjendtlige, ulækre mig.

Road Trip

Er på tur med kæresten. Jyllandstur. :o Indtil videre ganske hyggeligt, men jeg er godt nok træt... Det var ikke nemt at stå op kl. 6 i morges, når man lige har vænnet sig til at kunne sove længe. Men det skal nok gå. Tror måske også det er meget godt at have en weekend i andre menneskers selskab. Men så ved jeg også med mig selv, at jeg ikke skal planlægge at lave noget søndag aften og mandag. Skal bruge lidt ro bagefter. :)

Keep it up...

Jeg føler mig ikke så stærk i dag. Men det skal gå. Det bliver det nødt til. Kæresten kommer i aften og sover her til i morgen, og vi skal tidligt op... Jeg har ikke tid eller mulighed for at have en dårlig dag i dag. Jeg har også lige kigget lidt på min økonomi... Der gik mere end 2400 kr. til kloakken i sidste måned. Det duer ikke. Slet ikke. Det kan mit budget slet ikke holde til... :s
Jeg savner mine mere anorektiske perioder. Det er bare heller ikke fordi de gør noget særlig godt for mig. Havde en "god" periode i november/december/januar/februar og tabte mig en hel del. Min kæreste sagde dog, at jeg så ret syg ud til sidst. Mindes det ikke rigtig. Mindes bare at jeg var fin. I marts skred det hele. Til gengæld tror jeg, at jeg har fået mere "rigtig" mad i marts... Levede stort set bare af pebernødder i december. Kan også se og mærke på min krop, at jeg ikke fik de vitaminer, jeg behøvede. Jeg har fået en mild version af beau's linjer på nogle af mine fingernegle, og mine svimmelhedsanfald tog til i den periode. :/ Man kan ikke leve af så usund og vitaminfattig kost for længe.

Anyway. Motivation. Jeg fryser. Måske jeg skulle tage en kop varm the...

Brev fra "regionen" skulle have været her nu. Der er intet kommet. Giver det til næste uge.

Desuden fucker CMS'et på blogger.com stadig... Når jeg vil ind og se nye kommentarer får jeg denne besked:

På forsiden kan jeg se det totale antal af kommentarer på min blog, men jeg får ikke noget detaljeret overblik, så jeg skal huske tallet fra gang til gang og så ind og lede på frontend-delen af bloggen, når tallet har ændret sig. Ret belastende... :/ Det betyder, at jeg ikke lige har overblik over kommentarer endnu. Den viser også det totale antal kommentarer inkl. de kommentarer, som er blevet flyttet fra min urbanblog til denne blog, men dem kan jeg ikke se på frontend-delen af bloggen. Ret mystisk.
Har meldt det til google 3 gange. Vi får se, hvad der sker. Hvis der er nogen, der har erfaringer med lignende problemer, så hører jeg gerne fra jer. :)

Morgenmad

Forsøg på at starte godt ud og glemme i går. Hytteost med agurk. (Har ikke andet i huset!)

Minor setback

Det gik lidt galt her til aften. En del galt. Har ikke råd til at det skal gå galt... :/ Men det gjorde det altså alligevel. Jeg skal holde op med at tro, at jeg kan klare alt muligt. Socialt samvær, fx. Det er alt for risikabelt. Jeg skal bare passe mig selv og ikke deltage i 1000 ting. Det fjerner fokus, og det kan jeg slet ikke overskue. 

Har for mange sociale events... Men det virker til, at folk bliver så skuffede, når man ikke laver aftaler med dem alle sammen konstant. Jeg skal bare sætte mig og lave ingenting. Og øve mig på at lave ingenting. Det er slet ikke så nemt, som det ser ud...! Mere planlægning. Mere lave-ingenting. Planlagt ingentingslavning?

Jeg er bange for vægten i morgen. :( Måske jeg bare skulle lade helt være med at veje mig. Bare denne ene gang. Plejer ellers altid at veje mig, når jeg er hjemme. Ved ikke rigtig....

Motivationen fortsætter

Indtil videre går det stadig ok med at holde motivationen oppe. Sidder hjemme hos kæresten og læser, mens jeg overvejer, om jeg skulle prøve at købe nogle chiafrø og lave chiagrød... Det kunne være et fint alternativ til min havregrød.
Jeg kan lugte, at kæresten laver hjemmelavet nøddekrymmel ude i køkkenet. Det dufter af kanel. Super lækkert. Men jeg er faktisk ikke sulten lige nu... Jeg bør dog nok snart spise noget, da jeg ikke har fået andet end morgenmad. Men så igen - jeg stod ret sent op. Det er jo trods alt stadig ferie. :)