Jeg vågnede op i morges og var så super motiveret, at man skulle tro, det var løgn. Det svinger virkelig meget, og det er mega irriterende, men lige nu - i dette øjeblik - er det rart at være til.
Jeg har fået en stor skål salat og 3 æggehvider til morgenmad. Jeg puttede endda citronolie på (salaten, altså... ikke på æggene). Og der var også avocado i. Jeg har lige spist to skiver hamburgerryg med en skefuld pesto på hver. Det er min variation af "olieshottet", som jeg fik idéen fra på madbloggen.dk.
Jeg har også taget kylling op af fryseren, så i aften står den på suppe og kylling... Og jeg lavede en aftale med min kæreste om, at jeg kommer hjem til ham efter aftensmaden. Så har jeg også noget at se frem til. Det er lidt rart. Håber virkelig bare, at jeg kan bevare motivationen nogle dage endnu... Det skal jeg.
Forhåbentligt får jeg svar fra "regionen" i næste uge... (det er så dejlig upersonligt) Så ser vi, hvad de siger.
søndag den 31. marts 2013
lørdag den 30. marts 2013
Jeg bliver fjern...
Har et anti-socialt flip i dag. Vil gerne bare lade være med at have noget med mennesker at gøre overhovedet. Vil gerne sidde og læse... Men kan ikke koncentrere mig, så jeg er endt med at sidde og se tv. Selvfølgelig efter at have brugt 250 kr. på tomme kalorier. Havde egentlig en aftale i aften, men jeg aflyser. Orker ikke mennesker.
Har hovedpine, er svimmel og min tunge føles ru og klam. Det føles lidt som om mine blodkar ikke er store nok... Blodet i mine hænder føles som bliver det presset igennem årerne med meget besvær. Det er som om min krop er helt forkert i forhold til, hvordan den burde være. Ikke kun fysisk. Den er bare... forkert. Det hele føles så uvirkeligt. Jeg kigger rundt i min lille lejlighed, og det hele virker fremmed og uvirkeligt.
Har haft nogle snakke med min kæreste i denne uge... Han er bange. Bange for min bulimi. Det er jeg også til tider... Det virker som om han opfatter den helt særskilt fra mig. Han siger, at han savner mig. At min spiseforstyrrelse har fyldt virkelig meget det sidste stykke tid... Jeg har svært ved at se så adskilt på det. Når jeg får at vide, at jeg er skøn, men at min spiseforstyrrelse er utilregnelig, så kan jeg kun give ham ret i det sidste, men jeg ser ikke rigtig, at det kun er min spiseforstyrrelse. Den er vel en del af mig. Jeg er utilregnelig. Jeg er bange for at lave aftaler, for jeg ved aldrig, hvornår bulimien stikker sit grimme, fede hoved frem og kræver en dag.
Har hovedpine, er svimmel og min tunge føles ru og klam. Det føles lidt som om mine blodkar ikke er store nok... Blodet i mine hænder føles som bliver det presset igennem årerne med meget besvær. Det er som om min krop er helt forkert i forhold til, hvordan den burde være. Ikke kun fysisk. Den er bare... forkert. Det hele føles så uvirkeligt. Jeg kigger rundt i min lille lejlighed, og det hele virker fremmed og uvirkeligt.
Har haft nogle snakke med min kæreste i denne uge... Han er bange. Bange for min bulimi. Det er jeg også til tider... Det virker som om han opfatter den helt særskilt fra mig. Han siger, at han savner mig. At min spiseforstyrrelse har fyldt virkelig meget det sidste stykke tid... Jeg har svært ved at se så adskilt på det. Når jeg får at vide, at jeg er skøn, men at min spiseforstyrrelse er utilregnelig, så kan jeg kun give ham ret i det sidste, men jeg ser ikke rigtig, at det kun er min spiseforstyrrelse. Den er vel en del af mig. Jeg er utilregnelig. Jeg er bange for at lave aftaler, for jeg ved aldrig, hvornår bulimien stikker sit grimme, fede hoved frem og kræver en dag.
tirsdag den 26. marts 2013
Deprimeret
Jeg bryder mig ikke om at være trist. Men jeg er trist. Jeg vågnede her til morgen og var bare trist. Trist fordi jeg vidste, at vægten ville være højere i dag end den har været i mange dage. Trist fordi jeg bekymrer mig over, hvad min vægt fortæller mig. Trist fordi jeg med min tristhed gør andre mennesker triste.
Jeg synes ikke rigtig, at mine antidepressiver virker så godt... Eller måske er det bare en virkelig dårlig periode?
Jeg føler, at det hele er ret håbløst. Og jeg har ikke lyst til at se andre mennesker, for jeg har ikke lyst til, at mit dårlige humør skal gå ud over dem. Så jeg isolerer mig. Jeg aflyste en aftale med kæresten i går aftes. Det gjorde ham jo også trist... Han er ikke idiot. Han ved godt, at jeg havde en dårlig dag. En virkelig dårlig dag. Men han ved også godt, at jeg vil have, at han skal blande sig udenom. Det må være en virkelig svær position at stå i. Og jeg hader mig selv lidt for at placere ham i en så umulig situation.
Jeg vil så gerne være glad i nærheden af ham. Men jeg kan bare ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue samtale, sex, aftensmad, arrangementer eller noget som helst. Jeg vil gerne bare ligge under dynen og være ked af det. Men det hjælper jo heller ikke noget!
Dumt. Det er så dumt.
Jeg synes ikke rigtig, at mine antidepressiver virker så godt... Eller måske er det bare en virkelig dårlig periode?
Jeg føler, at det hele er ret håbløst. Og jeg har ikke lyst til at se andre mennesker, for jeg har ikke lyst til, at mit dårlige humør skal gå ud over dem. Så jeg isolerer mig. Jeg aflyste en aftale med kæresten i går aftes. Det gjorde ham jo også trist... Han er ikke idiot. Han ved godt, at jeg havde en dårlig dag. En virkelig dårlig dag. Men han ved også godt, at jeg vil have, at han skal blande sig udenom. Det må være en virkelig svær position at stå i. Og jeg hader mig selv lidt for at placere ham i en så umulig situation.
Jeg vil så gerne være glad i nærheden af ham. Men jeg kan bare ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue samtale, sex, aftensmad, arrangementer eller noget som helst. Jeg vil gerne bare ligge under dynen og være ked af det. Men det hjælper jo heller ikke noget!
Dumt. Det er så dumt.
lørdag den 23. marts 2013
Spinelessly wasting money
Egentlig gider jeg ikke pive over det lige nu. Jeg er ikke i dårligt humør. Jeg er træt og lidt udmattet, men endnu ikke færdig.
torsdag den 21. marts 2013
Flytterod og videre behandling
Efter urbanblog.dk har været nede i noget tid, har jeg valgt at flytte bloggen. Fik eksporteret alting og så importeret det til denne blog, således at blogindlæg ikke gik tabt. Desværre ser det ikke ud til, at kommentarer kom med. Men jeg tænker, at det nok går uden.
Den gamle blog vil ikke blive opdateret mere.
Hende psykologen fra Center for Spiseforstyrrelser glemte vist både mine blodprøver og det brev, som hun lovede, de ville sende til lægen. Jeg havde en samtale med LMS i mandags, men synes ikke det gav så vildt meget. De anbefalede noget kunstterapi af en art, fordi jeg godt kan lide at lave noget kreativt. Ja, men jeg gider jo ikke male... Det har jeg aldrig gidet. Jeg vil gerne sy noget? Tæller det?
Var til lægen dagen efter, hvor han kunne fortælle mig, at han intet havde modtaget fra CFS. Han kunne gå ind og se svarene på blodprøverne og det viser sig, at det ikke er så slemt. Stort set alle tal er inden for normen, selvom mange er i den lave ende. Kun lige Bilirubiner;P og Glukose;P var for lavt. Glukosen er blodsukkeret, som er forventeligt lavt. Det svinger altid meget. Bilirubiner aner jeg ikke hvad er, men lægen sagde, at det ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om. Det kan vist sættes i forbindelse med anæmi, men eftersom alle de andre tal er inden for normalen, så er det fint nok. Han kunne ikke se svarene på mit kardiogram, men jeg må vel gå ud fra, at det ikke viste noget forfærdeligt, siden psykologen ikke tænkte, at det var værd at fortælle mig om det. (Ja, gu' fanden er jeg sur over den behandling...!)
Jeg har fået en henvisning fra lægen. Det vil sige, at "regionen" vil kontakte mig inden for maksimalt 8 dage og indlede en eller anden form for behandling. Han kunne ikke sige noget om hvilken. Så vidt jeg forstod på ham, så henviste han mig til psykiatrien som "voksen". Men spiseforstyrrelsesafdelingerne er vist ikke så strikse med sådan noget alligevel... Ved heller ikke, om jeg passer bedst til en "børne- og ungdomsafdeling", eller om jeg efterhånden er blevet så gammel, at jeg falder uden for målgruppen. Jeg virkede som en af de ældre i den sidste gruppe jeg var i.
Anyway. Motivationen svinger. Den var god i går. Og i morgen. Failede big time omkring frokosttid. Kan slet ikke overskue, hvis vægten viser mere end 60 kg. i morgen. Det bør den ikke. Vil gerne holde mig under. Og alligevel ved jeg, at det jo er så fucking lige meget. Jo mere jeg taber mig, jo mere vil jeg tabe mig. Hjernen fucker med mig. Dumme, dumme, dysfunktionelle hjerne.
søndag den 10. marts 2013
Another Day, Another Binge...
Det er også bare en dårlig undskyldning at sige, at når foråret kommet, så går det automatisk galt... What a load of crap.
Men ja. Another day, another binge.
Snakkede med kæresten her til aften. Han var ked af, at jeg havde en dårlig dag. Jeg snakkede lidt med ham og spurgte, om han ville tage med op til en rådgivningssamtale hos LMS. Det vil han gerne. Så jeg lovede at ringe i morgen. Jeg har skrevet det i min kalender... Ingen dårlige undskyldninger for at glemme det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det med ambivalente følelser, jeg gør det. Hvis bare jeg ikke kaster op nær så meget dette forår som jeg har gjort mange andre forår, så tager jeg i det mindste ikke på. Målet må være at holde sig under 60 kg indtil sommerferien. Måske det kan gøres ved at komme i noget behandling samtidig. Så længe jeg ikke kaster op... Det gør ikke noget, at jeg taber mig. Jeg har heller ikke så meget imod at være svag og afkræftet. Jeg kan virkelig mærke, at min krop fucker for tiden.. Begyndte også at bløde her til aften, og det bør jeg slet ikke gøre før om en uge. Men sådan noget har der været mere af på det sidste. Kroppens protest, måske? Den prøver nok at fortælle mig, at jeg ikke er helt på toppen fysisk. No shit, Sherlock.
Anyway.. Ville bare lige poste og sige, at jeg har tilføjet en lille feature ude i siden af bloggen, som giver dig mulighed for at modtage nye indlæg som emails. Jeg vil ikke love, at jeg opdaterer denne blog regelmæssigt, men jeg ved, at der alligevel er nogle folk, der er kommet tilbage til den fra tid til anden, og jeg tænkte, at email-featuren var en nemmere måde end at huske at gå ind på bloggen hver anden måned for nu at se, om jeg lige har skrevet et eller andet. Ville gerne sige, at jeg fra nu af opdaterer blogge mere regelmæssigt, men jeg lover intet. Det kommer an på mit humør og min trang til at få nogle af alle mine tanker ud af hovedet og ned på skrift.
Men ja. Another day, another binge.
Snakkede med kæresten her til aften. Han var ked af, at jeg havde en dårlig dag. Jeg snakkede lidt med ham og spurgte, om han ville tage med op til en rådgivningssamtale hos LMS. Det vil han gerne. Så jeg lovede at ringe i morgen. Jeg har skrevet det i min kalender... Ingen dårlige undskyldninger for at glemme det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det med ambivalente følelser, jeg gør det. Hvis bare jeg ikke kaster op nær så meget dette forår som jeg har gjort mange andre forår, så tager jeg i det mindste ikke på. Målet må være at holde sig under 60 kg indtil sommerferien. Måske det kan gøres ved at komme i noget behandling samtidig. Så længe jeg ikke kaster op... Det gør ikke noget, at jeg taber mig. Jeg har heller ikke så meget imod at være svag og afkræftet. Jeg kan virkelig mærke, at min krop fucker for tiden.. Begyndte også at bløde her til aften, og det bør jeg slet ikke gøre før om en uge. Men sådan noget har der været mere af på det sidste. Kroppens protest, måske? Den prøver nok at fortælle mig, at jeg ikke er helt på toppen fysisk. No shit, Sherlock.
Anyway.. Ville bare lige poste og sige, at jeg har tilføjet en lille feature ude i siden af bloggen, som giver dig mulighed for at modtage nye indlæg som emails. Jeg vil ikke love, at jeg opdaterer denne blog regelmæssigt, men jeg ved, at der alligevel er nogle folk, der er kommet tilbage til den fra tid til anden, og jeg tænkte, at email-featuren var en nemmere måde end at huske at gå ind på bloggen hver anden måned for nu at se, om jeg lige har skrevet et eller andet. Ville gerne sige, at jeg fra nu af opdaterer blogge mere regelmæssigt, men jeg lover intet. Det kommer an på mit humør og min trang til at få nogle af alle mine tanker ud af hovedet og ned på skrift.
lørdag den 9. marts 2013
Utilregnelighed
Jeg tænkte på, om dette indlæg måske skulle hedde "back on a budget"... Men nej. Jeg har ikke skrevet et godt stykke tid, så det må være utilregneligheden, der vinder.
Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.
Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.
Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.
Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.
Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.
Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.
Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.
Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...
Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.
Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...
Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.
Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...
Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.
Argh. Get a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.
Godnat.
Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.
Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.
Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.
Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.
Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.
Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.
Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.
Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...
Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.
Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...
Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.
Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...
Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.
Argh. Get a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.
Godnat.
Abonner på:
Opslag (Atom)