Afsluttet på Stolpegården

Jeg havde en samtale med min terapeut på Stolegården i dag, og vi blev enige om at afslutte "behandlingsforløbet". Det virker lidt underligt at kalde det et "behandlingsforløb". Jeg mener, at jeg startede i september 2013, og så var jeg der 20 uger i gruppeforløb (og 10 uger af dem var jeg også i kropsterapi), hvilket vil sige, at jeg var færdig med gruppeforløbet i januar 2014. Så var der "arbejd selv"-periode. Det betød 3 diætist-samtaler, 4 temaeftermiddage og 2-3 samtaler med en af terapeuterne fra gruppen i løbet af det næste halve år. Siden juni 2014 har jeg således egentlig været færdig med behandlingen, men har bare stået lidt i stampe, fordi vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle gøre med mig. Jeg var jo ikke rask.

Så ja.. Jeg har nu officielt afsluttet behandlingsforløbet, men reelt set var det vel slut for nogle måneder siden. Den sidste individuelle samtale, jeg havde, var i september. Så var der parsamtale i oktober (eller var det også september?) med ham, der så nu er min ekskæreste, og i november var jeg med til noget supervision, hvor der sad et helt hold af teraupeuter og overværede samtalen mellem mig og min terapeut - det var sådan lidt mere meta.
Det betyder, at jeg ikke har haft en individuel samtale i næsten et halvt år. Min terapeut, som egentlig er rigtig dygtig, har bare haft en ret overbooket kalender, og eftersom jeg ikke længere følger et bestemt forløb, så er det lidt sådan noget med at blive presset ind, hvor det lige kan lade sig gøre. Hvilket det sjældent kan.

Jeg sagde til hende i dag, at jeg syntes, det var for sporadisk. At det ikke rigtig gav mig noget.

Jeg sagde, at jeg ikke rigtig har hverken tid eller overskud til behandling lige nu. Hun snakkede lidt om daghospital, men sagde, at symptommæssigt hører jeg nok mere til på Stolpegården end på daghospital, men at de nogle gange har haft succes med at tilbyde folk daghospital, hvis gruppeforløb ikke har hjulpet. Hun sagde, at hun håbede, at jeg ikke tog mit brud med min eks som endnu en bekræftelse på, at det ikke kan svare sig at lukke folk ind (I'm paraphrasing, but you get the gist of it), men det er ret svært for mig at lade være. Jeg kom til at slynge et eller andet ud om, at jeg bare havde accepteret, at sådan her er tilværelsen, og en dag dør jeg, og sådan er det. Så kunne jeg se, at hun blev rigtig bange, og jeg måtte forsikre hende om, at jeg ikke er suicidal. Det er jeg virkelig heller ikke. Til tider en anelse depressiv, men jeg tager ikke livet af mig selv. Selvskade for mig ligger også mange år tilbage i tiden, og selvom tanken en gang imellem strejfer mig, så agter jeg ikke at reagere på det. Jeg har nok selvskade i min bulimi.

Anyway. Jeg er hermed afsluttet. Og jeg har det egentlig okay med det. Det var ret hårdt at sidde og snakke med hende ... Jeg "fejrede" min afslutning med at købe ind til en overspisning, og har brugt resten af dagen på at lukke verden ude. Jeg tror, at jeg af en eller anden grund lige skal forene mig med, at jeg nu er alene igen. Jeg har selv ansvaret 100 %.

Jeg er lidt nervøs for fremtiden. Jeg har ikke sagt det til min far endnu. Jeg er bange for, hvad han vil sige. Jeg tror, at han bliver rigtig bange. Han og min stedmor er i forvejen virkelig nervøse for mig, fordi jeg har så presset et skema for tiden. Nogle gange tænker jeg, at de er bange for, at jeg dør. Nogle gange forstår jeg dem også godt. :(

Hvad nu?

Familiebesøg

Jeg er på besøg hos min mor. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det gik allerede galt i morges, før jeg overhovedet var kommet ud af døren... Det er bare alt for meget.
Jeg er så frustreret og irriteret hele tiden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, og så bliver jeg bare endnu mere sur på mig selv over at være irriteret på hende. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har motorik- og taleproblemer. Eller måske er det... Måske er det bare hendes livsstil, der har gjort det. De vilde ungdomsår.
Hvordan mon jeg selv bliver, når jeg bliver 50+? Giver min krop også op på samme måde?

Jeg føler mig som en sur og utilfreds teenager, og jeg føler, at jeg opfører mig tåbeligt. Men jeg kan bare slet ikke overskue at tage stilling til det.... Min mor har det ikke godt. Ikke spor godt. Det kan godt være, at hun er glad, men fysisk går det ned ad bakke. Og det går alt for hurtigt...

Jeg vil gå ud og kaste op igen, før jeg går i seng. Hvis jeg skal klare de næste par dage, så er det måske ikke lige nu, jeg skal forsøge at holde allermest fast i de gode vaner. Jeg skal bare cope. Ville ellers gerne. Men nej. Havregrød i morgen. Og så kaffe og energidrik. Sund, minimal frokost. Tyggegummi. Masser af tyggegummi.

Jeg orker det slet ikke.

"Regionen har afvist henvisningen..."

Det var så grunden til, at jeg ikke hørte noget fra regionen inden 8 dage. Min læge havde håbet, at 2 behandlingsforløb og et tilbud om 9 måneders ambulant behandling i Aarhus var nok til at få mig direkte ind i noget behandling i Hovedstadsområdet. Det er det ikke. Jeg skal - som jeg også lidt havde forventet - igennem en længere forundersøgelse. Igen. Faktisk igen-igen. Jeg var jo også to gange igennem den i Aarhus.... Så jeg har fået et længere spørgeskema fra lægen, som jeg skal udfylde, og så kan han sende det ind til regionen, som så - forventeligt - vil sende mig endnu et spørgeskema til forundersøgelsen.

Det offentlige system længe leve. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers havde forventet.
Er irriteret over, at det tager længere tid, men min motivation svinger så meget, at jeg på den anden side også har det fint med, at verden bare blander sig helt uden om min spiseforstyrrelse...

I dag har desuden været en skod-dag, og jeg tror, at jeg vil gå over og købe havregryn og smør om lidt. Bare ligesom for at toppe denne lortedag.

I går var rigtig svært, men jeg klarede det da. I morgen skal det være ok igen. Det bliver det nødt til.

Deprimeret

Jeg bryder mig ikke om at være trist. Men jeg er trist. Jeg vågnede her til morgen og var bare trist. Trist fordi jeg vidste, at vægten ville være højere i dag end den har været i mange dage. Trist fordi jeg bekymrer mig over, hvad min vægt fortæller mig. Trist fordi jeg med min tristhed gør andre mennesker triste.
Jeg synes ikke rigtig, at mine antidepressiver virker så godt... Eller måske er det bare en virkelig dårlig periode?
Jeg føler, at det hele er ret håbløst. Og jeg har ikke lyst til at se andre mennesker, for jeg har ikke lyst til, at mit dårlige humør skal gå ud over dem. Så jeg isolerer mig. Jeg aflyste en aftale med kæresten i går aftes. Det gjorde ham jo også trist... Han er ikke idiot. Han ved godt, at jeg havde en dårlig dag. En virkelig dårlig dag. Men han ved også godt, at jeg vil have, at han skal blande sig udenom. Det må være en virkelig svær position at stå i. Og jeg hader mig selv lidt for at placere ham i en så umulig situation.
Jeg vil så gerne være glad i nærheden af ham. Men jeg kan bare ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue samtale, sex, aftensmad, arrangementer eller noget som helst. Jeg vil gerne bare ligge under dynen og være ked af det. Men det hjælper jo heller ikke noget!

Dumt. Det er så dumt.

It's been a bad day....

Jeg kan godt lide REM. Det minder mig om min første seriøse kæreste, men samtidig er det bare også virkelig herlig musik. Det minder mig om en afslappethed, færre kilo, rolighed...

Men ja. De siger det meget godt. It's been a bad day. Føler mig ikke rigtig ovenpå. Skal starte på CFS igen på fredag. Ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig. A har skrevet til mig. Han er vældig sød, men jeg har mest af alt bare lyst til at grave mig ned under dynen og glemme, at verden eksisterer. Jeg forstår det ikke helt. For en uge siden var jeg vildt glad? Hvad gik der galt? Jeg har heller ikke lyst til (igen) at hælde galde ud over ham... Tingene bliver ikke bedre af, at man piver. Og jeg ved godt, at han vil sige, at jeg skal holde op med at slå mig selv i hovedet. Jeg skal holde op med at ville gøre alting perfekt hele tiden. Og jeg skal holde op med at lade det gå mig så meget på, når tingene ikke lige går efter mit hoved.

Jeg føler mig virkelig træt. Og alligevel tænker jeg, at jeg ikke laver andet end at slappe af. I dag har jeg været på arbejde hele dagen (sidder stadig på kontoret), og jeg har spist alt for meget. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg skal hjem og kaste op. Før det er for sent. Har spist proteinbarer. Dumt, dumt. De er svære at få op igen. :/

Jeg vil bare sove. Holde mig helt væk fra verden og ikke overskue noget. Sætte verden på pause.

Jeg er virkelig sur på mig selv over at være så ynkelig... Og så bliver jeg mere sur på mig selv over at jeg bebrejder mig selv min ynkelighed. Fuck hvor er det fucking dumt. Jeg tænkte på, om det måske var en idé at fortælle A om denne blog. Måske det ville give ham lidt indsigt? På den anden side har jeg virkelig ikke lyst til at han skal ynke mig. Og jeg vil ikke sætte mere fokus på min latterlige bulimi end der allerede er. Men det er svært at snakke om noget andet, når det er det eneste, jeg tænker på... Jeg vil så gerne tænke på ting, der gør mig glad. Ting, jeg finder ro og glæde ved at tænke over. Men jeg tænker bare på åndssvage kilo og mad og motion, og hvor meget jeg burde gøre og ikke gør, og hvor træt jeg er, og hvor dum og grim og fed jeg er.

Fuck. Det her melankoli er til at brække sig over. Ha ha... Pun not intented. Eller... Tragikomisk.

Der er mange tanker. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det. Jeg skal udfylde min dumme spisedagbog og notere endnu en day of failure. Har ikke kastet op endnu, men det skal ud. Det skal væk. Det skal forsvinde og ud af mig hurtigst muligt. Jeg er bange. Jeg er bange og nervøs og ked af det. Jeg har lyst til at svare på hans sms for at sige tak for den venlige tanke, for det var virkelig sødt af ham lige at skrive. Smilte da jeg fik den. Men overskuddet er der bare ikke. Jeg kunne skrive tilbage...? "kram :)" Det virker bare forstilt. Det virker forkert.

It's been a bad day. Fuck it.

Endnu en dag...

Klokken er over tre om eftermiddagen... Jeg ligger i min seng.

Egentlig havde jeg planlagt at stå op kl. 8, men da uret ringede satte jeg det til kl. 9. Og da klokken blev 9 besluttede jeg, at jeg alligevel ikke ville op. Jeg har rejst mig for at gå på toilettet, men det er også det eneste. Jeg har ikke spist noget endnu, men jeg har jo sådan set heller ikke lavet noget, så jeg har heller ikke rigtig brugt nogen energi. Jeg har set film på min computer.

Det underligste er, at jeg egentlig slet ikke har lyst til at stå op. Jeg vil gerne bare blive liggende. Men jeg bliver nødt til at komme i gang i morgen. Det duer ikke at være sygemeldt så længe. Jeg skal op på studiet i morgen, og så skal jeg til psyk bagefter. Og så skal jeg arbejde. Jeg skal virkelig arbejde. Hele torsdag aften og hele fredagen. For at indhente bare noget af den tid, jeg har været syg...

Argh. Det er unfair, at når man sætter verden på pause, så kører den stadig videre uden for hjemmets 4 vægge. Jeg vil bare gerne have ro. Ro i en uges tid eller to. Helt ro.

Overvejelser...

Det er underligt. Jeg er ret flad i dag og orker ikke rigtig noget. Jeg vil enten ud at træne eller ned og købe en masse mad. Jeg ved, at jeg burde vælge træning, men nu har jeg indtil videre brugt mere end 3 timer på at overveje det. Hvorfor er jeg sådan nogle gange? :s

Argh.

Jeg køber en masse mad, tror jeg. Har lyst.

Bytur

Nogle gange gør man som spiseforstyrret nogle åndssvage ting.... Som fx at tage i biografen og spise en masse slik. Og efterfølgende tage på restaurant og købe 2 retter mad og 3 mojitos. Og så kaste op.

Jeg havde en virkelig hyggelig aften med en rigtig god ven, som jeg ikke har set i mange måneder. Men det virker bare ikke logisk at jeg har brugt omkring 550 kr i går, og at jeg har kastet op for omkring 300 kr. Dumt, dumt. Især dumt, at jeg lige nu sidder og overvejer, hvorvidt jeg skal gå i 7-eleven og købe is. Som jeg ved, at jeg også bare vil kaste op, hvis det endelig er. Jeg burde læse. Jeg har endnu en eksamen om ikke så længe, og jeg skal mødes med min læsegruppe om få dage.. Burde få styr på det.

Argh.. dumt. Det er også bare fordi det er mange dage siden jeg har haft et ordentligt binge. Jeg har ret voldsomme cravings. :( Øv, øv. Jeg bliver sgu aldrig pæn og slank... Dumme dumme spiseforstyrrelse.