Sukrinmelis er IKKE det samme som flormelis.
Havregrynskugler (eller i mit tilfælde, havregrynskuglemasse) med sukrinmelis smager IKKE som havregrynskugler med flormelis.
Jeg er splittet mellem ikke at ville gå uden for min dør og så manglen på flormelis.
Og jeg røg i minus på kontoen i går pga. dumme antibiotika, så det ville være ufatteligt dumt at købe junk på nettet. På den anden side er jeg et eller andet sted ret ligeglad lige nu. Jeg er træt af ingen penge at have. Men hvis jeg nu ikke brugte mindst 12-24.000 kr. om året på at kaste mad op i toilettet, så var mit budget måske ikke så stramt?
Hvordan skal man desuden tage antibiotika 3 gange dagligt i 14 dage, når man planlægger at kaste op fra kl. 11 til sent ud på natten?
Fuck.
fredag den 21. juni 2013
torsdag den 20. juni 2013
Logik er stærkere end følelser
Hvis du har læst kommentarerne på det tidligere indlæg, så giver mit fysiske ubehag mening: Jeg har åbenbart blærebetændelse.
Jeg har haft feber, og smerterne i ryggen er nyrerne. Den generelle tunge fornemmelse i kroppen var feber og bare generel sygdom. Min krop som prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk var syg. Ikke sådan bulimisk-psykisk-spiseforstyrret-syg, men sådan normalt fysisk syg. Jeg fattede det bare slet ikke.
Aflyste med min veninde og sms'ede min kæreste, som sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten. Jeg sagde, at jeg ville tage til læge på mandag, men han sagde, at nu måtte jeg altså lige tage det lidt alvorligt. Jeg skulle sådan tisse i går aftes, da jeg skulle sove, og weekendens aktiviteter taget i betragtning gav det perfekt mening, at jeg havde blærebetændelse. Ring så til den lægevagt. Googlede symptomerne, og kom frem til, at han nok havde ret. Min krop prøvede at fortælle mig et eller andet.
Synes bare ikke om at ringe til lægevagten. Føler mig til besvær. Men jeg ringede altså alligevel og var nr. 18 i køen (ja, så følte jeg mig jo slet ikke til besvær, når så mange ringer til lægevagten - de er jo selvfølgelig langt mere syge end mig, der bare sidder der og piver over ondt i lænden og generelt ubehag!)... Da jeg kom igennem sagde han, at jeg skulle tage ind til Amager Hospitals lægevagt og aflevere en urinprøve. Så ja... 233 kr. fattigere, men en hel del antibiotika rigere sidder jeg nu i min kærestes seng. Han bor lige ved siden af Amager Hospital, og jeg kan ikke rigtig overskue at tage hjem.
Min veninde, som jeg aflyste med, gav mig skældud for ikke bare at ringe til hende. Hvorfor var jeg cyklet til Amager Hospital, når hun har bil og bare kunne have kørt mig? Jeg tænkte bare slet ikke over det...
Det undrer mig lidt, at jeg er så fjernet fra mig selv, at jeg ikke en gang kan vurdere, at jeg er helt almindeligt syg. Det faldt mig slet ikke ind. Jeg måtte virkelig søge på alle symptomer og snakke med min kæreste for at komme frem til, at det måske var noget, man kunne snakke med en læge om. Og som kunne fikses sådan forholdsvist nemt. Først da jeg fandt et sted på nettet, hvor der stod, at rygsmerter kunne betyde nyrebækkenbetændelse, og alle andre symptomer kunne forbindes med blærebetændelse, gav jeg min kæreste ret og ringede.
Hvorfor kan jeg ikke bare mærke efter?
Jeg har haft feber, og smerterne i ryggen er nyrerne. Den generelle tunge fornemmelse i kroppen var feber og bare generel sygdom. Min krop som prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk var syg. Ikke sådan bulimisk-psykisk-spiseforstyrret-syg, men sådan normalt fysisk syg. Jeg fattede det bare slet ikke.
Aflyste med min veninde og sms'ede min kæreste, som sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten. Jeg sagde, at jeg ville tage til læge på mandag, men han sagde, at nu måtte jeg altså lige tage det lidt alvorligt. Jeg skulle sådan tisse i går aftes, da jeg skulle sove, og weekendens aktiviteter taget i betragtning gav det perfekt mening, at jeg havde blærebetændelse. Ring så til den lægevagt. Googlede symptomerne, og kom frem til, at han nok havde ret. Min krop prøvede at fortælle mig et eller andet.
Synes bare ikke om at ringe til lægevagten. Føler mig til besvær. Men jeg ringede altså alligevel og var nr. 18 i køen (ja, så følte jeg mig jo slet ikke til besvær, når så mange ringer til lægevagten - de er jo selvfølgelig langt mere syge end mig, der bare sidder der og piver over ondt i lænden og generelt ubehag!)... Da jeg kom igennem sagde han, at jeg skulle tage ind til Amager Hospitals lægevagt og aflevere en urinprøve. Så ja... 233 kr. fattigere, men en hel del antibiotika rigere sidder jeg nu i min kærestes seng. Han bor lige ved siden af Amager Hospital, og jeg kan ikke rigtig overskue at tage hjem.
Min veninde, som jeg aflyste med, gav mig skældud for ikke bare at ringe til hende. Hvorfor var jeg cyklet til Amager Hospital, når hun har bil og bare kunne have kørt mig? Jeg tænkte bare slet ikke over det...
Det undrer mig lidt, at jeg er så fjernet fra mig selv, at jeg ikke en gang kan vurdere, at jeg er helt almindeligt syg. Det faldt mig slet ikke ind. Jeg måtte virkelig søge på alle symptomer og snakke med min kæreste for at komme frem til, at det måske var noget, man kunne snakke med en læge om. Og som kunne fikses sådan forholdsvist nemt. Først da jeg fandt et sted på nettet, hvor der stod, at rygsmerter kunne betyde nyrebækkenbetændelse, og alle andre symptomer kunne forbindes med blærebetændelse, gav jeg min kæreste ret og ringede.
Hvorfor kan jeg ikke bare mærke efter?
Kommunikationssvage krop
Jeg har det underligt. Jeg har det virkelig, virkelig underligt. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan forklare det, men jeg vil alligevel gøre forsøget.
Min ryg gør ondt. Sådan midt på og lidt til højre for rygsøjlen.
Min mave rumler og siger sjove lyde.
Mine arme er tunge og vil ikke rigtig løftes.
Mit hoved er tungt, og det er som om, jeg er pakket ind i vat.
Jeg tænkte, at jeg måske var sulten, for jeg følte mig svag i hele kroppen og uden energi. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg forsøgte mig med noget frokost. Tunmousse og rugbrød. Det plejer at kunne fungere.
Men det virkede ikke. Tværtimod blev jeg endnu mere tung i kroppen, og mit hjerte begyndte at banke voldsomt. Jeg tænkte, at jeg måske havde brug for frisk luft, så jeg tog en dyne og lagde mig ud på terassen. Lå på ryggen, men det gjorde ondt. Lå på siden, men det var ubehageligt. Lå på maven, men den brokkede sig. Kvalme.
Mine hænder ryster.
Da det blev for varmt udenfor lagde jeg mig ind i sengen. Krammede dynen, lagde mig under dynen, lagde mig oven på dynen og forsøgte også bare at ligge ved siden af den. Kan ikke finde ro.
Min mave brokker sig, og jeg har lyst til at kaste op. Men hele min krop er så tung, at jeg nærmest ikke kan få den til at gøre noget. Det tog mig omkring en time at sætte mig ved computeren for at skrive dette indlæg. Jeg tænkte, at hvis jeg nu forsøgte at sætte nogle ord på det, så kunne det være, at jeg kunne finde ud af, hvad min krop prøver at fortælle mig.
Men indtil videre virker det ikke. Jeg er svimmel.
Måske jeg bare skulle gå ud og kaste op? Det er en af de ting, jeg kan prøve for at få min krop til at opføre sig normalt igen. Men det virker forkert. Og jeg bør ikke gøre det. Er nu gået 5 dage uden at kaste op, og vægten går den rigtige vej... Dumt at ødelægge det.
Jeg har en aftale med en veninde i aften, men jeg tror, at jeg bliver nødt til at aflyse det. Jeg fungerer jo slet ikke.
Jeg prøver at lægge mig hen i seng igen.
Min ryg gør ondt. Sådan midt på og lidt til højre for rygsøjlen.
Min mave rumler og siger sjove lyde.
Mine arme er tunge og vil ikke rigtig løftes.
Mit hoved er tungt, og det er som om, jeg er pakket ind i vat.
Jeg tænkte, at jeg måske var sulten, for jeg følte mig svag i hele kroppen og uden energi. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg forsøgte mig med noget frokost. Tunmousse og rugbrød. Det plejer at kunne fungere.
Men det virkede ikke. Tværtimod blev jeg endnu mere tung i kroppen, og mit hjerte begyndte at banke voldsomt. Jeg tænkte, at jeg måske havde brug for frisk luft, så jeg tog en dyne og lagde mig ud på terassen. Lå på ryggen, men det gjorde ondt. Lå på siden, men det var ubehageligt. Lå på maven, men den brokkede sig. Kvalme.
Mine hænder ryster.
Da det blev for varmt udenfor lagde jeg mig ind i sengen. Krammede dynen, lagde mig under dynen, lagde mig oven på dynen og forsøgte også bare at ligge ved siden af den. Kan ikke finde ro.
Min mave brokker sig, og jeg har lyst til at kaste op. Men hele min krop er så tung, at jeg nærmest ikke kan få den til at gøre noget. Det tog mig omkring en time at sætte mig ved computeren for at skrive dette indlæg. Jeg tænkte, at hvis jeg nu forsøgte at sætte nogle ord på det, så kunne det være, at jeg kunne finde ud af, hvad min krop prøver at fortælle mig.
Men indtil videre virker det ikke. Jeg er svimmel.
Måske jeg bare skulle gå ud og kaste op? Det er en af de ting, jeg kan prøve for at få min krop til at opføre sig normalt igen. Men det virker forkert. Og jeg bør ikke gøre det. Er nu gået 5 dage uden at kaste op, og vægten går den rigtige vej... Dumt at ødelægge det.
Jeg har en aftale med en veninde i aften, men jeg tror, at jeg bliver nødt til at aflyse det. Jeg fungerer jo slet ikke.
Jeg prøver at lægge mig hen i seng igen.
onsdag den 19. juni 2013
Druk, behandling og alt muligt andet crap
Jeg havde en rigtig dårlig uge i sidste uge. Virkelig dårlig. Jeg har i evigheder vidst, at jeg skulle på Copenhell, så jeg har egentlig haft god tid til at forberede mig mentalt. Men det er bare ikke rigtig lykkedes, og pludselig panikkede jeg helt vildt. Alkohol, socialt samvær, argh....!
Det var hyggeligt. Det var rart at se gamle venner igen. Men jeg mærkede slet ikke mig selv. Det føltes som var jeg pludselig 14-15 år igen. Jeg spiste intet og drak en masse. Opførte mig komplet åndssvagt og var vist bare en belastning for alt og alle. Havde helt lyst til at grave mig ned søndag morgen.
Havde en lang snak med min kæreste om det også... Jeg kunne ikke huske halvdelen af, hvad jeg lavede om lørdagen, men jeg havde mistet halvdelen af mine ting, og jeg har blå mærker over det hele.
Det var en hel uge med panikangst over Copenhell, efterfulgt af 3 døgns underlig følelse af ikke at være tilstede i min egen krop. Og jo, det VAR sjovt. Men for helvede, hvor skal jeg bare lade være med at drikke så meget. Og måske også huske at spise noget.
Hvordan mon Roskilde bliver...? Og hvorfor piner jeg mig selv ved at tage af sted? Det gør jeg fordi ellers får jeg aldrig set nogle af mine venner... Det ER jo hyggeligt, når man først er der.
Jeg tænker, at jeg på Roskilde køber en flaske vodka og noget citrusdanskvand, og så skal den vodkaflaske holde hele ugen. Intet andet. Jeg har ikke lyst til at være så stang bacardi, at jeg ingenting kan huske. Jeg skal også arbejde fire vagter, så det er en god undskyldning for ikke at drikke så meget.
Det skal nok gå. Håber jeg. Jeg kan jo heller ikke bare melde mig ud af alt socialt fordi det potentielt indeholder alkohol og mad... Vel?
--
For at tale om noget andet har jeg fået brev fra Stolpegården. De tilbyder mig et 20 ugers gruppeforløb. Jeg har slet ingen tanker om det... Det er lidt underligt. Min umiddelbare reaktion er noget á la "ok - så gør vi da det" uden nogen følelser bag. Skrev til min far og fortalte det, og han spurgte om det så var godt eller skuffende at få tilbudet. Jeg svarede, at jeg tænkte, at det vel var godt?
Er det ikke godt?
Anyway... Starter nok hen over sommeren. Har fået lavet mig det mest åndssvage tætpakkede sommerprogram, og alle mine weekender er booket indtil september. Det er helt sindssygt. Men det er alt sammen noget jeg vil. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af? Hvordan havde jeg overhovedet tid til at arbejde?
Det er svært at huske sig selv i sådanne situationer. Jeg skal bare prøve lidt mere.
Vægten sagde 58,9 i morges. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den skal længere ned.
Etiketter:
behandling,
binge,
bulimi,
bulimia nervosa,
bytur,
copenhell,
druk,
refshaleøen,
roskilde festival,
socialt samvær,
spiseforstyrrelser,
Stolpegården,
vægt
tirsdag den 11. juni 2013
Lægesamtale på Stolpegården
Jeg cyklede til Stolpegården i formiddags og var til lægesamtale forud for begyndende behandling. Hun spurgte ind til en masse ting for at få afdækket, om der kunne være andre psykologiske problemer - hvis nu jeg har OCD eller depression eller sådan noget.
Hun sagde, at det umiddelbart så ud til, at jeg havde noget ængestelighed, men så vidt jeg forstod på hende, så vil hun ikke give mig diagnosen "ængstelig personlighedsforstyrrelse", fordi det kan være svært at skelne mellem en spiseforstyrrelse og en personlighedsforstyrrelse. Mit forhold til mad bør være i orden før man begynder at smide om sig med andre diagnoser. Sådan forstod jeg hende i hvert fald.
Det var en samtale præcis som de foregående. Jeg har svaret på de spørgsmål mange gange før. Både i tidligere behandlingsforløb, men også i andre sammenhænge. Det er lidt som om spørgsmålene skal være semi-camouflerede, men det er jo ikke svært at regne ud, hvad man skal svare til hvilke spørgsmål, hvis man nu ikke vil have en bestemt diagnose, eller hvis man går efter at blive kategoriseret som et eller andet særligt. "Har du det fra tid til anden som om du hører stemmer?" Skizofreni. "Har du faste mønstre og bestemte måder at gøre ting på?" forbundet med "Oplever du et voldsomt ubehag, hvis du ikke kan følge dine rutiner og fastsatte regler?" OCD. Etc, etc...
Man skal bare svare ærligt. Forsøger jeg også. Men ligesom med de andre spørgeskemaer, så er der altid spørgsmål, som virker dumme og ikke giver et fyldestgørende billede, hvis man bare svare "ja" eller "nej", som man skal.
Anyway... Det var fint nok.
Har haft voldsom hovedpine hele eftermiddagen. Det er de fucking Stackers. Jeg bør virkelig ikke tage dem. Jeg har helt kvalme, fordi det gør så ondt, og hver gang jeg rejser mig, bliver jeg nødt til at gøre en ekstra indsats for ikke at vælte. Mit hoved er ved at eksplodere, og jeg har det som om jeg skal kaste op. Men jeg har ikke spist særlig meget i dag. Dumme hovedpine.
Hun sagde, at det umiddelbart så ud til, at jeg havde noget ængestelighed, men så vidt jeg forstod på hende, så vil hun ikke give mig diagnosen "ængstelig personlighedsforstyrrelse", fordi det kan være svært at skelne mellem en spiseforstyrrelse og en personlighedsforstyrrelse. Mit forhold til mad bør være i orden før man begynder at smide om sig med andre diagnoser. Sådan forstod jeg hende i hvert fald.
Det var en samtale præcis som de foregående. Jeg har svaret på de spørgsmål mange gange før. Både i tidligere behandlingsforløb, men også i andre sammenhænge. Det er lidt som om spørgsmålene skal være semi-camouflerede, men det er jo ikke svært at regne ud, hvad man skal svare til hvilke spørgsmål, hvis man nu ikke vil have en bestemt diagnose, eller hvis man går efter at blive kategoriseret som et eller andet særligt. "Har du det fra tid til anden som om du hører stemmer?" Skizofreni. "Har du faste mønstre og bestemte måder at gøre ting på?" forbundet med "Oplever du et voldsomt ubehag, hvis du ikke kan følge dine rutiner og fastsatte regler?" OCD. Etc, etc...
Man skal bare svare ærligt. Forsøger jeg også. Men ligesom med de andre spørgeskemaer, så er der altid spørgsmål, som virker dumme og ikke giver et fyldestgørende billede, hvis man bare svare "ja" eller "nej", som man skal.
Anyway... Det var fint nok.
Har haft voldsom hovedpine hele eftermiddagen. Det er de fucking Stackers. Jeg bør virkelig ikke tage dem. Jeg har helt kvalme, fordi det gør så ondt, og hver gang jeg rejser mig, bliver jeg nødt til at gøre en ekstra indsats for ikke at vælte. Mit hoved er ved at eksplodere, og jeg har det som om jeg skal kaste op. Men jeg har ikke spist særlig meget i dag. Dumme hovedpine.
mandag den 10. juni 2013
All-nighter
Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig er oppe. Har siddet og set youtube-clips hele natten... Jeg så dokumentaren Thin igen.
Der er enormt meget fokus på at inddrage familien i behandlingen... Jeg kan slet ikke rigtig forestille mig, hvordan det ville føles.
Min kat ligger i sengen ved siden af mig og sover.
Mit hoved er ét stort rod, og det hele sejler rundt. Jeg har lyst til at tage ud og løbe, men klokken er 4:30, og det er jo komplet latterligt. Jeg orker heller ikke at løbe. Jeg vil gerne sove, men jeg vil ikke sove. Jeg tænker, at hvis jeg nu er oppe lidt endnu, så kan jeg sove hele dagen. Og så kan jeg undgå at spise noget hele dagen. Men jeg ved jo godt, at sådan går det ikke. Jeg vågner klokken 9. Det er allerede ved at blive lyst udenfor. Og jeg skal faktisk skrive eksamensopgave. Har slet ikke tid til overspisninger og dumme spiseforstyrrede tanker.
Jeg er så sur på mig selv. Og jeg er sur på mig selv over, at jeg er sur på mig selv. Det er skruen uden ende. Jeg er så bitter og frustreret. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og spise normalt? Hvorfor kan jeg ikke bare have et helt normalt liv?
Det ville jeg gerne. Hvis bare jeg samtidig kan være tynd. Jeg vil gerne leve et helt normalt liv sammen med min kæreste. Jeg vil gerne se en fremtid for mig. En fremtid med glæder og gode stunder. Måske med børn om nogle år? Men jeg kan ikke forsvare at få børn. Jeg kan ikke tvinge et uskyldigt menneske at være en del af min tilværelse... Én ting er de mennesker, som vælger at omgive sig med mig. Men et uskyldigt barn, som ikke kan protestere. Hvis mit blodsukker hopper op og ned (som det gør nu) under en graviditet, risikerer jeg at fosteret udvikler sig forkert. Fysiske handicap. Og måske hjerneskader. Hvis et barn ikke får den nødvendige næring gennem sin opvækst, så påvirker det hjernens udvikling. Hjernen er ikke færdigudviklet før en gang op i tyverne eller trediverne... Så vidt jeg husker kommer det lidt an på om man er han- eller hunkøn.
Nogle gange tænker jeg, at jeg måske ville kunne være meget klogere, hvis ikke det var fordi jeg har haft et fucked up spisemønster siden mine tidlige teenageår. Har min hjerne taget skade? Tager den skade nu? Gør det mig overhovedet noget...?
Jeg har det som om det er svært at trække vejret. Som om der er nogen der holder en hånd tæt om halsen på mig, og min brystkasse føles voldsomt tung. Jeg bør nok bare få noget søvn. Og holde op med at være så pisseirriterende at høre på...
Der er enormt meget fokus på at inddrage familien i behandlingen... Jeg kan slet ikke rigtig forestille mig, hvordan det ville føles.
Min kat ligger i sengen ved siden af mig og sover.
Mit hoved er ét stort rod, og det hele sejler rundt. Jeg har lyst til at tage ud og løbe, men klokken er 4:30, og det er jo komplet latterligt. Jeg orker heller ikke at løbe. Jeg vil gerne sove, men jeg vil ikke sove. Jeg tænker, at hvis jeg nu er oppe lidt endnu, så kan jeg sove hele dagen. Og så kan jeg undgå at spise noget hele dagen. Men jeg ved jo godt, at sådan går det ikke. Jeg vågner klokken 9. Det er allerede ved at blive lyst udenfor. Og jeg skal faktisk skrive eksamensopgave. Har slet ikke tid til overspisninger og dumme spiseforstyrrede tanker.
Jeg er så sur på mig selv. Og jeg er sur på mig selv over, at jeg er sur på mig selv. Det er skruen uden ende. Jeg er så bitter og frustreret. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og spise normalt? Hvorfor kan jeg ikke bare have et helt normalt liv?
Det ville jeg gerne. Hvis bare jeg samtidig kan være tynd. Jeg vil gerne leve et helt normalt liv sammen med min kæreste. Jeg vil gerne se en fremtid for mig. En fremtid med glæder og gode stunder. Måske med børn om nogle år? Men jeg kan ikke forsvare at få børn. Jeg kan ikke tvinge et uskyldigt menneske at være en del af min tilværelse... Én ting er de mennesker, som vælger at omgive sig med mig. Men et uskyldigt barn, som ikke kan protestere. Hvis mit blodsukker hopper op og ned (som det gør nu) under en graviditet, risikerer jeg at fosteret udvikler sig forkert. Fysiske handicap. Og måske hjerneskader. Hvis et barn ikke får den nødvendige næring gennem sin opvækst, så påvirker det hjernens udvikling. Hjernen er ikke færdigudviklet før en gang op i tyverne eller trediverne... Så vidt jeg husker kommer det lidt an på om man er han- eller hunkøn.
Nogle gange tænker jeg, at jeg måske ville kunne være meget klogere, hvis ikke det var fordi jeg har haft et fucked up spisemønster siden mine tidlige teenageår. Har min hjerne taget skade? Tager den skade nu? Gør det mig overhovedet noget...?
Jeg har det som om det er svært at trække vejret. Som om der er nogen der holder en hånd tæt om halsen på mig, og min brystkasse føles voldsomt tung. Jeg bør nok bare få noget søvn. Og holde op med at være så pisseirriterende at høre på...
søndag den 9. juni 2013
Negative tanker
Jeg har så mange negative tanker lige nu. Jeg vil så gerne være positiv, men det er bare virkelig svært.
Jeg skulle have været til noget introduktionshalløj i onsdags på Stolpegården, men jeg kunne ikke overskue det. Blev hjemme, købte klam mad og kastede op i stedet. Stort set det samme som jeg har gjort her til aften. Skal bare ud og kaste op igen om lidt...
Jeg har slet ikke lyst til at spise normalt for tiden. Jeg vil gerne tabe mig. Mit vægelsind irriterer mig så meget... Jeg vil gerne leve af mine energidrinks. Og intet andet.
Jeg tog også en dum pille i onsdags... En af mine stackers. Fedtblokering. Tager en mere i aften. Får nok problemer med at sove (koffein og alt muligt andet shit der er i dem), men... Denne her lorteoverspisning skal ikke ødelægge det for mig.
Burde skrive opgave, men jeg får slet ikke skrevet noget. Den skal afleveres senest på torsdag, og jeg har planer hele onsdagen. Tirsdag morgen skal jeg ud på Stolpegården igen til noget lægesamtale, og om aftenen har jeg egentlig et møde. Men jeg aflyser måske mødet. Kan slet ikke overskue det lige nu.
Jeg har lyst til at tømme alle mine køkkenskabe og smide alting ud. Hvad skal man også med knækbrød? Man (dvs. jeg) ender jo bare med at spise det, og så fucker det hele min dag up, og så går jeg helt i baglås.
Argh. Jeg har lyst til at skrige, men jeg er så fysisk udmattet, at jeg ikke en gang orker at rejse mig fra stolen. Det er som om verden er helt fremmed og alting foregår uden for min egen krop.
Jeg skulle have været til noget introduktionshalløj i onsdags på Stolpegården, men jeg kunne ikke overskue det. Blev hjemme, købte klam mad og kastede op i stedet. Stort set det samme som jeg har gjort her til aften. Skal bare ud og kaste op igen om lidt...
Jeg har slet ikke lyst til at spise normalt for tiden. Jeg vil gerne tabe mig. Mit vægelsind irriterer mig så meget... Jeg vil gerne leve af mine energidrinks. Og intet andet.
Jeg tog også en dum pille i onsdags... En af mine stackers. Fedtblokering. Tager en mere i aften. Får nok problemer med at sove (koffein og alt muligt andet shit der er i dem), men... Denne her lorteoverspisning skal ikke ødelægge det for mig.
Burde skrive opgave, men jeg får slet ikke skrevet noget. Den skal afleveres senest på torsdag, og jeg har planer hele onsdagen. Tirsdag morgen skal jeg ud på Stolpegården igen til noget lægesamtale, og om aftenen har jeg egentlig et møde. Men jeg aflyser måske mødet. Kan slet ikke overskue det lige nu.
Jeg har lyst til at tømme alle mine køkkenskabe og smide alting ud. Hvad skal man også med knækbrød? Man (dvs. jeg) ender jo bare med at spise det, og så fucker det hele min dag up, og så går jeg helt i baglås.
Argh. Jeg har lyst til at skrige, men jeg er så fysisk udmattet, at jeg ikke en gang orker at rejse mig fra stolen. Det er som om verden er helt fremmed og alting foregår uden for min egen krop.
onsdag den 5. juni 2013
mandag den 3. juni 2013
Absurde bulimiske tanker
Det har været en dårlig dag. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor... Det startede allerede i går aftes. Sad i sengen og var bare så bange. Uden grund. Vidste, at jeg ville kaste op. Men jeg var hjemme hos kæresten... Han kiggede på et tidspunkt over på mig, og da han så mig, blev han først helt stille og spurgte så, om jeg var okay. Ikke rigtig, svarede jeg. Han droppede hvad han var i gang med på computeren og kom over i sengen til mig for at ligge tæt og holde om mig. Angsten forsvandt, og det hele blev meget bedre. Jeg havde svært ved at sove, men jeg var ikke længere så bange.
Da jeg vågnede i morges var den ubehagelige følelse tilbage igen. Jeg forsøgte at udskyde det. Jeg forsøgte at spise ordentlig morgenmad, så jeg ikke ville være sulten, og jeg spiste endda en banan om formiddagen. Men jeg følte mig hurtigt overmæt. Da jeg kom hjem spiste jeg sund frokost. Igen følte jeg mig overmæt. Ubehageligt mæt. Jeg tror, at jeg gik rundt om mig selv en times tid eller halvanden, før jeg gik over og købte ind. Det er kun d. 3. i dag, og jeg har allerede brugt 235 kr på crap, som bare skal kastes op. Det ironiske er, at jeg faktisk ikke havde behøvet at bruge så mange penge. Der ligger nok for omkring 100 kr. ude i skabene. Jeg er splittet... På den ene side vil jeg gerne bare smide det ud, for det kommer ikke til at gøre noget godt for mig. På den anden side ved jeg, at jeg alligevel vil købe noget nyt, hvis jeg får lyst til et ædeflip, og jeg har ingen penge, så det er økonomisk set fornuftigt at beholde det i skabene. Men sandsynligheden for, at jeg får et ædeflip er større, når det er så let tilgængeligt.
Splittet.
Jeg mangler en liste over ting, jeg kan lave, når jeg får lyst til et ædeflip... Små ting. Men problemet er jo, at hvis jeg virkelig vil spise, så er alle lister fuldstændig ligegyldige.
Jeg kunne lave noget håndarbejde... Har nok projekter liggende. Eller jeg kunne læse. Eller måske bare sove. Rode med html. Meditere. Massere mine ødelagte skuldre. Nusse min kat. Løbe en tur. Cykle en tur. Drikke the. Lakere negle. Anything. Men der er ikke noget af det, som kan fjerne det ubehag og den rastløshed, som sidder i kroppen, når jeg tænker på mad. Det er uhyggeligt så voldsomt det føles...
Det er hårdt. Og det gør så ondt at tænke på, hvor meget smerte jeg forvolder min kæreste. Og min far og hans kone. Jeg kan se, at det er hårdt for dem. Jeg føler bare ikke, at jeg kan gøre noget... Jeg føler mig til besvær, og det gør så ondt. Det gør så ondt, at motivationen svinger så meget. At jeg ikke bare kan lade være med at kaste op.
Og så gør det ondt samtidig at indse, at jeg slet ikke er klar til at blive rask. Jeg føler, at jeg er klar til at tage skridtet for at stoppe opkastningerne. Men jeg er ikke klar til at holde op med at tabe mig. Jeg ved godt, at det "bare" er et tal, men for mig er det tal for højt. Det skal længere ned. Det skal gerne ned og være omkring 58 kg i første omgang. Gerne lavere. Jeg vil gerne være mindre. Men sund samtidig. Kan man det? Kan jeg det...?
Sådan siger simulatoren, at jeg ser ud lige nu.... Jeg synes, det er helt forkert. For det første synes jeg, at min "virtual model" er småbuttet. Jeg synes dog også, at jeg selv er endnu større. Mine arme især. Forfærdeligt.
Hele min krop er spændt. Jeg kan slet ikke slappe af. Hver gang jeg tænker på en muskelgruppe isoleret, så går det op for mig, at den er helt spændt, og jeg skal aktivt forsøge at slappe af i den. Mine skuldre er konstant spændte. Det samme med mine kæbemuskler, mine muskler i hoften og fødderne... Det er underligt. Der er slet ikke ro i kroppen.
Da jeg vågnede i morges var den ubehagelige følelse tilbage igen. Jeg forsøgte at udskyde det. Jeg forsøgte at spise ordentlig morgenmad, så jeg ikke ville være sulten, og jeg spiste endda en banan om formiddagen. Men jeg følte mig hurtigt overmæt. Da jeg kom hjem spiste jeg sund frokost. Igen følte jeg mig overmæt. Ubehageligt mæt. Jeg tror, at jeg gik rundt om mig selv en times tid eller halvanden, før jeg gik over og købte ind. Det er kun d. 3. i dag, og jeg har allerede brugt 235 kr på crap, som bare skal kastes op. Det ironiske er, at jeg faktisk ikke havde behøvet at bruge så mange penge. Der ligger nok for omkring 100 kr. ude i skabene. Jeg er splittet... På den ene side vil jeg gerne bare smide det ud, for det kommer ikke til at gøre noget godt for mig. På den anden side ved jeg, at jeg alligevel vil købe noget nyt, hvis jeg får lyst til et ædeflip, og jeg har ingen penge, så det er økonomisk set fornuftigt at beholde det i skabene. Men sandsynligheden for, at jeg får et ædeflip er større, når det er så let tilgængeligt.
Splittet.
Jeg mangler en liste over ting, jeg kan lave, når jeg får lyst til et ædeflip... Små ting. Men problemet er jo, at hvis jeg virkelig vil spise, så er alle lister fuldstændig ligegyldige.
Jeg kunne lave noget håndarbejde... Har nok projekter liggende. Eller jeg kunne læse. Eller måske bare sove. Rode med html. Meditere. Massere mine ødelagte skuldre. Nusse min kat. Løbe en tur. Cykle en tur. Drikke the. Lakere negle. Anything. Men der er ikke noget af det, som kan fjerne det ubehag og den rastløshed, som sidder i kroppen, når jeg tænker på mad. Det er uhyggeligt så voldsomt det føles...
Det er hårdt. Og det gør så ondt at tænke på, hvor meget smerte jeg forvolder min kæreste. Og min far og hans kone. Jeg kan se, at det er hårdt for dem. Jeg føler bare ikke, at jeg kan gøre noget... Jeg føler mig til besvær, og det gør så ondt. Det gør så ondt, at motivationen svinger så meget. At jeg ikke bare kan lade være med at kaste op.
Og så gør det ondt samtidig at indse, at jeg slet ikke er klar til at blive rask. Jeg føler, at jeg er klar til at tage skridtet for at stoppe opkastningerne. Men jeg er ikke klar til at holde op med at tabe mig. Jeg ved godt, at det "bare" er et tal, men for mig er det tal for højt. Det skal længere ned. Det skal gerne ned og være omkring 58 kg i første omgang. Gerne lavere. Jeg vil gerne være mindre. Men sund samtidig. Kan man det? Kan jeg det...?
Sådan siger simulatoren, at jeg ser ud lige nu.... Jeg synes, det er helt forkert. For det første synes jeg, at min "virtual model" er småbuttet. Jeg synes dog også, at jeg selv er endnu større. Mine arme især. Forfærdeligt.
Hele min krop er spændt. Jeg kan slet ikke slappe af. Hver gang jeg tænker på en muskelgruppe isoleret, så går det op for mig, at den er helt spændt, og jeg skal aktivt forsøge at slappe af i den. Mine skuldre er konstant spændte. Det samme med mine kæbemuskler, mine muskler i hoften og fødderne... Det er underligt. Der er slet ikke ro i kroppen.
Abonner på:
Opslag (Atom)