Afsluttet på Stolpegården

Jeg havde en samtale med min terapeut på Stolegården i dag, og vi blev enige om at afslutte "behandlingsforløbet". Det virker lidt underligt at kalde det et "behandlingsforløb". Jeg mener, at jeg startede i september 2013, og så var jeg der 20 uger i gruppeforløb (og 10 uger af dem var jeg også i kropsterapi), hvilket vil sige, at jeg var færdig med gruppeforløbet i januar 2014. Så var der "arbejd selv"-periode. Det betød 3 diætist-samtaler, 4 temaeftermiddage og 2-3 samtaler med en af terapeuterne fra gruppen i løbet af det næste halve år. Siden juni 2014 har jeg således egentlig været færdig med behandlingen, men har bare stået lidt i stampe, fordi vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle gøre med mig. Jeg var jo ikke rask.

Så ja.. Jeg har nu officielt afsluttet behandlingsforløbet, men reelt set var det vel slut for nogle måneder siden. Den sidste individuelle samtale, jeg havde, var i september. Så var der parsamtale i oktober (eller var det også september?) med ham, der så nu er min ekskæreste, og i november var jeg med til noget supervision, hvor der sad et helt hold af teraupeuter og overværede samtalen mellem mig og min terapeut - det var sådan lidt mere meta.
Det betyder, at jeg ikke har haft en individuel samtale i næsten et halvt år. Min terapeut, som egentlig er rigtig dygtig, har bare haft en ret overbooket kalender, og eftersom jeg ikke længere følger et bestemt forløb, så er det lidt sådan noget med at blive presset ind, hvor det lige kan lade sig gøre. Hvilket det sjældent kan.

Jeg sagde til hende i dag, at jeg syntes, det var for sporadisk. At det ikke rigtig gav mig noget.

Jeg sagde, at jeg ikke rigtig har hverken tid eller overskud til behandling lige nu. Hun snakkede lidt om daghospital, men sagde, at symptommæssigt hører jeg nok mere til på Stolpegården end på daghospital, men at de nogle gange har haft succes med at tilbyde folk daghospital, hvis gruppeforløb ikke har hjulpet. Hun sagde, at hun håbede, at jeg ikke tog mit brud med min eks som endnu en bekræftelse på, at det ikke kan svare sig at lukke folk ind (I'm paraphrasing, but you get the gist of it), men det er ret svært for mig at lade være. Jeg kom til at slynge et eller andet ud om, at jeg bare havde accepteret, at sådan her er tilværelsen, og en dag dør jeg, og sådan er det. Så kunne jeg se, at hun blev rigtig bange, og jeg måtte forsikre hende om, at jeg ikke er suicidal. Det er jeg virkelig heller ikke. Til tider en anelse depressiv, men jeg tager ikke livet af mig selv. Selvskade for mig ligger også mange år tilbage i tiden, og selvom tanken en gang imellem strejfer mig, så agter jeg ikke at reagere på det. Jeg har nok selvskade i min bulimi.

Anyway. Jeg er hermed afsluttet. Og jeg har det egentlig okay med det. Det var ret hårdt at sidde og snakke med hende ... Jeg "fejrede" min afslutning med at købe ind til en overspisning, og har brugt resten af dagen på at lukke verden ude. Jeg tror, at jeg af en eller anden grund lige skal forene mig med, at jeg nu er alene igen. Jeg har selv ansvaret 100 %.

Jeg er lidt nervøs for fremtiden. Jeg har ikke sagt det til min far endnu. Jeg er bange for, hvad han vil sige. Jeg tror, at han bliver rigtig bange. Han og min stedmor er i forvejen virkelig nervøse for mig, fordi jeg har så presset et skema for tiden. Nogle gange tænker jeg, at de er bange for, at jeg dør. Nogle gange forstår jeg dem også godt. :(

Hvad nu?