Ambivalens

Jeg får ikke noget ordentlig mad i dag. Det er sjovt (ikke ha ha-sjovt, men underligt-sjovt), at jeg ved det, og klokken kun er 15.

Sidder her med to frysepizzaer (330 g stykket), to plader chokolade, en rulle prince-kiks, en pakke jødekager og to poser slik. Et mellem-binge? 220 kr. Andet binge i dag. Første binge startede omkring kl. 12. To frysepizzaer (300 g stykket), to scones med chokolade, to krydderboller med rejeost og 900 ml is - rester efter mit binge i går eftermiddags/aftes. Er ikke en gang sikker på, at jeg kan huske, hvad jeg spiste i går. 1 3/4 frysepizza (330+3/4 af 300 g), ca. 750 g blandet slik, en pakke studenterstriber, 4 træstammer, 6 krydderboller med rejeost og 4 scones med chokolade (tror jeg).

Jeg ved, at når jeg er færdig i aften, så vil jeg ikke kunne overskue rigtig aftensmad.

Det stresser mig, at jeg stadig ikke har mit eget sted, men nu har jeg i det mindste fundet noget, så nu skal jeg bare holde ud indtil 1. maj.


Jeg er så vildt træt. Ekstremt, overdrevet træt. Og jeg ved, at det her på ingen måde hjælper mig til at blive mindre træt. Der er ingen rigtig næring i alt det ovenstående - det er bare crap-mad. Ikke en gang mad. Bare crap. Og jeg har det kun i mig i kort tid, før det hele ryger ud igen, men jeg når selvfølgelig at fordøje noget af det alligevel. Bl.a. fordi jeg er så træt, at jeg har svært ved at tage mig sammen til at gå ud på toilettet og presse min krop yderligere for at få det op igen.

Sidste weekend havde jeg et binge om søndagen, hvor jeg faldt i søvn i løbet af eftermiddagen, vågnede 50 minutter senere og gik direkte ud og kastede op. Det føltes som en dårlig kliché. Tror oven i købet også, at det var en af mine jokes i mine første indlæg her på bloggen om "syg humor"... "Du ved du er bulimisk når ... du kan falde i søvn midt under en binge, vågne op 2 timer efter, gå direkte ud på toilettet for at kaste op og så gå direkte i seng igen." 50 minutter, 2 timer. Potato, potato. Har gjort det før, men det er lang tid siden sidst.

Måske jeg snart skulle lave et nyt "du ved, du er bulimisk når ..."-indlæg.

Måske jeg burde tage mig sammen, passe min søvn, komme ned at træne og spise normalt.

I morgen. (Det lyder så hult).

Det virker underligt at sige, at jeg er okay, for når jeg kigger på mit liv og hvad jeg har gang i, så kan jeg umuligt være okay. Men jeg føler ikke rigtig, at der er noget, der gør, at jeg ikke burde have det okay.

Jeg har intet sted at bo lige nu. Den fremtid, jeg havde forestillet mig, blev revet væk som et tæppe under mine ben en gang i oktober. Jeg er ikke sikker på, at jeg er ovenpå endnu. Men jeg har mødt en ny sød fyr, som jeg godt kan lide at bruge tid sammen med. Jeg føler bare ikke, at jeg helt er værd at bruge tid på. Jeg er for selvdestruktiv. Tanker om selvskade er kommet tilbage, men jeg gør intet ved det. Men det er ubehageligt at have dem. Det var jo bare sådan noget teenage-noget for mig. Det forsvandt. Og det skulle gerne forblive forsvundet.
Jeg har fundet et sted, jeg kan flytte hen til maj. Men jeg skal skille mig af med min kat, for man må ikke have kat det nye sted. Jeg bliver helt ked af det, hver gang jeg tænker på det, og jeg får helt ondt i maven. Jeg tror, det er en af de få gange, hvor jeg virkelig kan mærke mine følelser. Jeg er virkelig, virkelig ked af ikke at kunne tage hende med.
Jeg kunne også mærke mine følelser, da min eks slog op. Det var ikke sjovt.
Jeg synes generelt ikke, det er sjovt at mærke mine følelser. Det er som om de ødelægger alting indefra. De larmer, gør fysisk ondt, tager kontrollen over min krop, og jeg kan intet med dem i nærheden. Det gør så ondt. Jeg har bare lyst til at lægge mig på gulvet og forsvinde. Falde sammen, hvor jeg er.

Jeg tror bare, jeg stopper her. De frysepizzaer spiser jo ikke sig selv.
Hvis jeg nogensinde får børn (jeg er stadig ikke sikker på, om det er en god idé, men den historie må komme i et andet blogindlæg), så får de ALDRIG lov til at spise frysepizzaer. Det er godt nok noget af det klammeste og mest processed food nogensinde.

I need sleep

I really need sleep.

"Syg" i dag og i går. Et andet ord for "søvnunderskud" og "stress".


Bræk.

Jeg drukner

Stemningsmusik:

Jeg har det som om jeg drukner. Som om jeg er ved at gå op i limningen. Jeg falder fra hinanden.

Jeg ved godt, at jeg bare skal hænge i lidt endnu ... Det skal nok gå. Nu sidder jeg her en kedelig onsdag aften, dehydreret, overtræt og uden egentlig at kunne sove.

Jeg kastede op på arbejde i dag.

Det er især om eftermiddagen, at jeg er træt. Jeg bliver så forfærdelig træt, at jeg slet ikke kan holde det ud. Mit blik bliver sløret, og jeg føler bare, at jeg kigger på den samme sætning på skærmen 40 gange i træk uden egentlig at forstå, hvad jeg læser. Jeg drikker litervis af kaffe, men jeg får ondt i maven af det, og efter ca. 3 kopper (som jeg normalt når lige omkring kl. 13) får jeg kvalme af det. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg bliver mere frisk. Det jeg har allermest brug for er en middagslur, men det lægger kontormiljøet ikke ligefrem op til. Så jeg kæmper mig igennem eftermiddagen, mens jeg bliver mere og mere sløset med mit arbejde i et forsøg på i det mindste bare at foregive, at jeg kommer nogen vegne.

I dag var alt bare for meget. Jeg tudede i går aftes, og jeg tudede mandag aften. Lå i min seng og tudede indtil jeg faldt i søvn, og da jeg stod op i morges havde jeg mest af alt også bare lyst til at tude.

Der er intet mad i huset, fordi vi begge to har så travlt med alt muligt andet, at vi ikke har fået handlet, så jeg kunne ikke få, hvad jeg egentlig gerne ville have til morgenmad. Da jeg så er på vej ud til bussen går det op for mig, at jeg havde glemt skiverne af mit hjemmebagte rugbrød, så pludselig var min frokost også lavet om. (Jeg opdagede her til aften, at jeg havde havde fået skiverne med - jeg kunne bare ikke finde dem i kaosset i min taske.)

Jeg drak min morgenkaffe, og jeg sad der på min plads på kontoret om formiddagen og var bare så sindssygt træt. Helt vildt træt. Kaffe, kaffe, kaffe ...
Jeg spiste min proteinbar, som jeg ellers normalt spiser om eftermiddagen. Det var mit ynkelige forsøg på at få lidt energi.
En af de andre hentede juice fra Palæo til alle på kontoret. Tak. Ingefær-juice tak. Men hvad så med frokost?
Klokken blev omkring 14, og jeg havde stadig ikke fået nogen rigtig frokost. Var sindssygt træt og besluttede, at jeg blev nødt til at få lidt frisk luft. Gik over mod Illum og fik mig en sandwich til 50 kr, men var stadig bare helt vildt træt, og jeg havde svært ved at overskue, at frokosten pludselig var en eller anden random sandwich, at jeg fik den kl. 14, at jeg var så træt, at alting i mit liv sejler... Vidste, at jeg havde næsten 3 timer tilbage på arbejde endnu. Købte en hvid brownie og to kanelbrud på vej tilbage, 55 kr. Spiste brownien på vejen, spiste de to kanelbrud på kontoret. Følte mig ulækker, men hvad de andre vidste af, havde jeg jo ikke fået frokost. De tænkte sikkert ikke noget særligt om det.

Den sidste person fra kontoret gik kl. 17, og 45 sekunder efter han var ude af døren var jeg ude på badeværelset med hovedet i kummen. Lidt ud er bedre end intet ud.

Stod der på kontoret kl. 17:15 med tårer i øjnene. Sur på mig selv. Træt. Ødelagt.

Gik mod bussen, men stoppede i en kiosk på vejen. Slik og chokolade for 40 kr. Bussen mod hovedbanegården. 2 chokoladescones i 7-eleven, 25 kr. Spiste dem i toget. Derefter i Netto: 3 frysepizzaer og Toms bridgeblanding, vist nok omkring 85 kr.
255 kr i dag.
Trådte ind af døren, sagde hej til ekskæresten, som var på vej ud. Han gik, og jeg satte mig på gulvet, hvor jeg stod og begyndte at tude. Sad der 7-10 minutter, mens min makeup blev mere og mere ødelagt. Tog mig sammen, tændte for ovnen og varmede pizzaer. Æd, bræk, æd, bræk, æd, bræk.

Spild af penge, energi og tid.
Jeg er endnu mere træt og endnu mere ødelagt end før, men jeg kan stadig ikke sove.

Men jeg vil prøve. Skal op 6:30 i morgen, og jeg er først hjemme omkring 21:40 ... Sleep, shower, eat, work, puke, cry, repeat.

I weekenden skal jeg pakke resten af mine ting. Om halvanden uge flytter jeg midldertidigt længere ind mod byen. Jeg har et sted indtil slutningen af april, så det betyder, at jeg har ca. 2 måneder til at finde noget permanent. Og jeg har mest af alt bare lyst til at grave mig ned. Sove. Fjerne mig fra verden.

Jeg har mange selvdestruktive tanker for tiden. Det er længe siden, jeg har haft sådan nogle tanker. :/ Jeg er ikke suicidal eller noget, men jeg har bare mange tanker om at gøre dumme ting ved mig selv. Føler mig åndssvag og teenage-agtig. Bliver jeg nogensinde voksen og vokser fra alt det her?

Tilbagefald

Tankemylder.

Klokken er 01:00. Jeg burde sove. Men alt roder i mit hoved ...

Tilbagefald. Voldsomt tilbagefald? Jeg ved ikke en gang, hvad "voldsomt" er. Købte ind for omkring 350 kr. i dag. Halvdelen af det er gemt i en skuffe på mit værelse.
Ja ... "mit" værelse.

Fuck. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Når man fører en blog, så burde man jo et eller andet sted være optaget af, at ens læsere kan følge med i "handlingen". Men der er bare sket så meget siden sidst.

Jeg havde bare virkelig brug for at snakke lidt. Fortælle lidt. Komme ud med noget.

Grunden til at jeg skriver "mit" værelse er at det slet ikke er mit værelse, jeg sidder på lige nu. Det er min ekskærestes værelse i min ekskærestes hus, og alting er noget rod. Han slog op i slutningen af oktober, og jeg burde for længst være flyttet, men jeg står stadig på venteliste til en kollegiebolig. Jeg har en kat, som gerne skulle med, og det har gjort udvalget af boliger væsentligt mindre.

Han sagde, at han havde mistet troen på os. Han syntes ikke længere, at vi skulle fortsætte. Og at han var sikker på, at jeg nok skulle blive rask en dag, men at han ikke længere troede på, at det ville blive inden for en overskuelig fremtid sammen med ham.
Slut. Done. Finito. Idéen om, at dette var huset, hvori jeg skulle bo de næste mange år, gik op i røg. Idéen om, at jeg var sammen med den mand, som jeg en dag skulle giftes og have børn med. PUFF.

Det er som sagt noget tid siden nu, men nu kan I som læsere også følge med i "handlingen".

Situationen er lige nu, at jeg har opdateret min profil, så der ikke længere står "24-årig pige", men derimod "26-årig pige". Og jeg er stort set samme sted som før Stolpegården.

"Opfølgende behandling" er en fucking joke. Den sidste halvdel af mit gruppeforløb var ikke fantastisk, men ... Tja.
Min terapeut har bare travlt. Jeg fik mine samtaler hen over første halvdel af 2014, og vi konstaterede, at jeg havde oplevet et tillidsbrud fra deres side af, og at jeg havde trukket mig som aktiv deltagende i behandlingsprocessen (og det er svært at blive rask, når man ikke aktivt deltager i behandlingen mentalt). Det skulle vi så snakke lidt videre om. Jeg havde 3-4 aftaler fra juni til august... Der var mega rod med handicaptillægget, for de mente jo ikke, at jeg var rask, men de vidste ikke rigtigt, om de ville tilbyde mig mere behandling, og uden at tilbyde mig behandling kan de ikke skrive en lægeerklæring, som kunne forlænge tillægget. Det udløb nemlig i juni. Anyway, det lykkedes til sidst, selvom det betød 2 måneder med en indtægt, der var væsentligt under, hvad jeg var vant til. Godt jeg har en lille opsparing.
Så havde jeg en aftale i september sammen med min daværende kæreste. Og selvom jeg håbede, den måske kunne hjælpe lidt på den dårlige stemning, jeg syntes, der havde været mellem os siden sommeren, så skete det ikke rigtig. Tværtimod. Det var som om den samtale bare bekræftede ham i, at jeg var syg. Selvom han var vældig sød og forstående og prøvede at hjælpe... Men det blev måske bare mere tydeligt for ham. Han skulle have været med til den næste samtale, som egentlig ikke var en rigtig samtale, men mere bare en overværet supervision af min terapeut. Den var i november. Fucking 2 måneder efter. Lang tid.
Det gik fint, og jeg fik en ny aftale med min terapeut d. 18. december, men med eksamen og alting endte det med, at jeg kun havde sovet 3 timer natten mellem d. 17. og d. 18., så jeg måtte aflyse, for jeg hang slet ikke sammen, og jeg havde det som om hele min verden skred væk under mine fødder. Det er selvfølgelig min egen fejl, men som sagt har min terapeut travlt. Jeg fik hendes næste ledige tid: 27. februar.
2 måneder mere.
Så siden august har jeg haft 2 samtaler, hvoraf den ene var en parsamtale med min daværende kæreste og den anden var en overværet supervision og derved ikke egentlig terapi.

Forlængelsen af handicaptillægget gjaldt kun til december, for min terapeut vurderede (sammen med mig), at vi nok kunne klare det på 6 måneder. Gefixed. Right.

Jeg var pissetræt af at nasse på staten, og jeg havde det egentlig meget bedre omkring september, så jeg søgte et job. Jeg fik det, og det gik egentlig fint nok. Indtil hele min verden blev vendt lidt på hovedet i slutningen af oktober... Men jeg har stadig jobbet, og jeg er glad for det. Jeg får derfor ikke længere noget tillæg, men klarer mig på min SU og løn fra det nye job.

Dette semester har jeg undervisningsfri, og jeg er i stedet i praktik på et lille forlag. Det har til gengæld væltet alt endnu mere. Jeg er således på praktikstedet 38 timer om ugen. Derudover arbejder jeg som underviser mellem 6 og 12 timer om aftenen (ikked medregnet forberedelse, som jeg plejer at ordne i weekenderne), og så er jeg også selv til undervisning 2 timer hver onsdag aften (som dog er noget, jeg helt selv har valgt, og som ikke har noget med universitetet at gøre).

Mine uger forsvinder som sand mellem mine fingre. Og min bulimi er i gang igen for fulde sejl. Jeg mangler søvn, og jeg kan ikke sove, selvom jeg går så tidligt i seng som muligt.
Jeg er ude af døren hver dag kl. 7:45, og jeg kommer hjem mellem 20:45 og 21:30 tirsdag, onsdag og torsdag. Mandag svinger, men eftersom det er den eneste aften jeg faktisk har "fri", så er jeg selvfølgelig så idiotisk nogle gange at lave aftaler der - på trods af, at jeg ved, at jeg bare burde tage hjem og sove, fordi resten af ugen er sindssyg.
Jeg er ved at blive skør.

Jeg har det som om jeg drukner.

Det er et helvede at bo her i et halvt renoveret hus, hvor alting er pakket i flyttekasser og har været det i over et år nu. Det er et helvede at bo sammen med min eks, på trods af at vi ikke er uvenner. Det er bare ikke en særlig awesome situation. Vi er begge ved at nå det punkt, at vi er begyndt at se lidt til andre mennesker, og det gør det ret akavet, når den ene pludselig ikke sover hjemme. Jeg sov ude i går, og i dag er det ham, der ikke er hjemme. Tankerne kører. Hvor er han? Og hvad rager det egentlig mig, hvor han er? Jeg under ham kun det bedste, og jeg prøver selv at komme videre. Hvis jeg allerede var flyttet, så ville jeg slet ikke ane, at han ikke var hjemme. Jeg har selv mødt én, som jeg er glad for, og som jeg gerne vil se mere til. Jeg har intet imod, at han arbejder på det samme.
Det er bare underligt. Denne her fyr, som var mit et og alt i flere år ... Nu er han det bare ikke længere, og jeg har pludselig ikke længere ret til at spørge, hvor han er henne. Det er underligt.

Vægten er steget i løbet af det sidste halve år og er faldet lidt igen hen over december. Som sagt sejler det fuldstændig. Jeg prøver at få noget mad indenbords, men ... well. Indrømmet: Jeg arbejder med 1450 kcal, hvilket jeg ved, at min diætist på Stolpegården ikke ville være glad for at høre. Men hey, hun sagde op i efteråret, og jeg har ikke været hos nogen form for diætist siden foråret 2014. (Hurra for dårlige undskyldninger - det er jo selvfølgelig ikke mit eget ansvar. Nej, nej, det må være DERES ansvar, at JEG spiser rigtigt. Fuck, jeg er langt ude nogle gange.)

Jeg er begyndt at træne igen. Startede i sommers, og jeg fucking nyder det. Har koncentreret mig meget om det i november og december, men med en arbejdsuge på minimum 50 timer (og så gerne en del forberedelsestid oveni), så er det svært. Og jeg bliver sindssyg af ikke at komme ned og træne. Det er bare sådan et dejligt pusterum, og jeg kan nemt få mange timer til at gå med det. Men jeg har bare ikke mange timer... Og jeg ved også godt, at det ikke er sundt at lægge 5 x 3 timers fitness ind i mit program hver uge. Det handler om at finde den sunde balance.
Men for fucks sake... Opkastninger eller styrketræning og stairmaster? Jeg ved godt, hvad jeg helst vil vælge. Det første fucker min krop op i en sådan grad, at det er helt åndssvagt. Det andet hjælper på tankemylder, søvnrytmer og generelt stressniveau. Men jeg kan bare ikke se, hvornår jeg skal få tid til det... For det kan godt være, at jeg sover bedre, når jeg har været nede og træne, men det duer jo ikke, hvis jeg stadig ikke kan få nok timers søvn. 5 timers god søvn er bedre end 5 timers dårlig søvn, men 5 timers god søvn er alligevel ikke det samme som 7-8 timer hver nat.
Og Fitness World lukker klokken fucking 22:00. WHY?!

Anyway... Jeg tror, jeg er i underskud, når det kommer til at dele. Jeg plejede at dele noget af alt mit tankemylder med min daværende kæreste, men det gør jeg jo af gode grunde ikke længere. Og jeg har ikke rigtig andre at dele med.
Jeg ved heller ikke, om det var smart at dele tingene med ham... Jeg ville gerne undgå det, men nu virker han pludselig bare som endnu en fyr, som måtte sige fra og ikke kunne håndtere min spiseforstyrrelse. Som om JEG kan håndtere den... :( Sharing can be dangerous. Der er på en eller anden måde et maks for, hvor meget dårligdom folk kan holde ud at høre på.

Så hvad nu?
Jeg håber på at få bolig inden for to måneder.
Jeg håber på at overleve indtil juni, hvor praktikken afsluttes.
Jeg skal bare igennem det her.

Mål?
Reducere opkastninger til max to dage om ugen.
Få nok søvn.
Prioriter træning.

Og måske også at prioritere at bruge mere tid sammen med den fyr, jeg har mødt. Han gør mig glad, og jeg vil gerne lære ham bedre at kende... Vi ender bare ofte med at snakke til langt ud på natten, og det går ud over søvn. Til gengæld bor han inde i byen, så det gør transporttiden til "arbejde" (praktiksted) lidt kortere om morgenen, hvis jeg sover derinde på en hverdag.

Jeg er træt af at flytte, men jeg glæder mig alligevel til at komme videre. Jeg får ikke handicaptillæg, og jeg tjener mine egne penge. Det er en rar fornemmelse. Det gav helt klart et pusterum, at jeg ikke skulle bekymre mig om min økonomi, som jeg gør nu, men jeg er alligevel meget glad for mit lønnede job.

Det handler om at se fremad. På trods af en spiseforstyrrelse, der nu har været hos mig over halvdelen af mit liv. Det er ofte svært at forestille sig, hvordan jeg mon ville være uden den. Men måske er netop dét et af de aspekter, der gør det svært for mig at slippe den.

Anyway. Sorry about all the rambling. Just felt like sharing.

Familiebesøg

Jeg er på besøg hos min mor. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det gik allerede galt i morges, før jeg overhovedet var kommet ud af døren... Det er bare alt for meget.
Jeg er så frustreret og irriteret hele tiden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, og så bliver jeg bare endnu mere sur på mig selv over at være irriteret på hende. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har motorik- og taleproblemer. Eller måske er det... Måske er det bare hendes livsstil, der har gjort det. De vilde ungdomsår.
Hvordan mon jeg selv bliver, når jeg bliver 50+? Giver min krop også op på samme måde?

Jeg føler mig som en sur og utilfreds teenager, og jeg føler, at jeg opfører mig tåbeligt. Men jeg kan bare slet ikke overskue at tage stilling til det.... Min mor har det ikke godt. Ikke spor godt. Det kan godt være, at hun er glad, men fysisk går det ned ad bakke. Og det går alt for hurtigt...

Jeg vil gå ud og kaste op igen, før jeg går i seng. Hvis jeg skal klare de næste par dage, så er det måske ikke lige nu, jeg skal forsøge at holde allermest fast i de gode vaner. Jeg skal bare cope. Ville ellers gerne. Men nej. Havregrød i morgen. Og så kaffe og energidrik. Sund, minimal frokost. Tyggegummi. Masser af tyggegummi.

Jeg orker det slet ikke.

Note to self

Sukrinmelis er IKKE det samme som flormelis.
Havregrynskugler (eller i mit tilfælde, havregrynskuglemasse) med sukrinmelis smager IKKE som havregrynskugler med flormelis.

Jeg er splittet mellem ikke at ville gå uden for min dør og så manglen på flormelis.

Og jeg røg i minus på kontoen i går pga. dumme antibiotika, så det ville være ufatteligt dumt at købe junk på nettet. På den anden side er jeg et eller andet sted ret ligeglad lige nu. Jeg er træt af ingen penge at have. Men hvis jeg nu ikke brugte mindst 12-24.000 kr. om året på at kaste mad op i toilettet, så var mit budget måske ikke så stramt?

Hvordan skal man desuden tage antibiotika 3 gange dagligt i 14 dage, når man planlægger at kaste op fra kl. 11 til sent ud på natten?

Fuck.

Druk, behandling og alt muligt andet crap

Jeg havde en rigtig dårlig uge i sidste uge. Virkelig dårlig. Jeg har i evigheder vidst, at jeg skulle på Copenhell, så jeg har egentlig haft god tid til at forberede mig mentalt. Men det er bare ikke rigtig lykkedes, og pludselig panikkede jeg helt vildt. Alkohol, socialt samvær, argh....!

Det var hyggeligt. Det var rart at se gamle venner igen. Men jeg mærkede slet ikke mig selv. Det føltes som var jeg pludselig 14-15 år igen. Jeg spiste intet og drak en masse. Opførte mig komplet åndssvagt og var vist bare en belastning for alt og alle. Havde helt lyst til at grave mig ned søndag morgen.

Havde en lang snak med min kæreste om det også... Jeg kunne ikke huske halvdelen af, hvad jeg lavede om lørdagen, men jeg havde mistet halvdelen af mine ting, og jeg har blå mærker over det hele.

Det var en hel uge med panikangst over Copenhell, efterfulgt af 3 døgns underlig følelse af ikke at være tilstede i min egen krop. Og jo, det VAR sjovt. Men for helvede, hvor skal jeg bare lade være med at drikke så meget. Og måske også huske at spise noget. 

Hvordan mon Roskilde bliver...? Og hvorfor piner jeg mig selv ved at tage af sted? Det gør jeg fordi ellers får jeg aldrig set nogle af mine venner... Det ER jo hyggeligt, når man først er der.

Jeg tænker, at jeg på Roskilde køber en flaske vodka og noget citrusdanskvand, og så skal den vodkaflaske holde hele ugen. Intet andet. Jeg har ikke lyst til at være så stang bacardi, at jeg ingenting kan huske. Jeg skal også arbejde fire vagter, så det er en god undskyldning for ikke at drikke så meget.

Det skal nok gå. Håber jeg. Jeg kan jo heller ikke bare melde mig ud af alt socialt fordi det potentielt indeholder alkohol og mad... Vel?

--

For at tale om noget andet har jeg fået brev fra Stolpegården. De tilbyder mig et 20 ugers gruppeforløb. Jeg har slet ingen tanker om det... Det er lidt underligt. Min umiddelbare reaktion er noget á la "ok - så gør vi da det" uden nogen følelser bag. Skrev til min far og fortalte det, og han spurgte om det så var godt eller skuffende at få tilbudet. Jeg svarede, at jeg tænkte, at det vel var godt?

Er det ikke godt?

Anyway... Starter nok hen over sommeren. Har fået lavet mig det mest åndssvage tætpakkede sommerprogram, og alle mine weekender er booket indtil september. Det er helt sindssygt. Men det er alt sammen noget jeg vil. Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af? Hvordan havde jeg overhovedet tid til at arbejde?

Det er svært at huske sig selv i sådanne situationer. Jeg skal bare prøve lidt mere.

Vægten sagde 58,9 i morges. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den skal længere ned. 

Negative tanker

Jeg har så mange negative tanker lige nu. Jeg vil så gerne være positiv, men det er bare virkelig svært.

Jeg skulle have været til noget introduktionshalløj i onsdags på Stolpegården, men jeg kunne ikke overskue det. Blev hjemme, købte klam mad og kastede op i stedet. Stort set det samme som jeg har gjort her til aften. Skal bare ud og kaste op igen om lidt...

Jeg har slet ikke lyst til at spise normalt for tiden. Jeg vil gerne tabe mig. Mit vægelsind irriterer mig så meget... Jeg vil gerne leve af mine energidrinks. Og intet andet.
Jeg tog også en dum pille i onsdags... En af mine stackers. Fedtblokering. Tager en mere i aften. Får nok problemer med at sove (koffein og alt muligt andet shit der er i dem), men... Denne her lorteoverspisning skal ikke ødelægge det for mig.

Burde skrive opgave, men jeg får slet ikke skrevet noget. Den skal afleveres senest på torsdag, og jeg har planer hele onsdagen. Tirsdag morgen skal jeg ud på Stolpegården igen til noget lægesamtale, og om aftenen har jeg egentlig et møde. Men jeg aflyser måske mødet. Kan slet ikke overskue det lige nu.

Jeg har lyst til at tømme alle mine køkkenskabe og smide alting ud. Hvad skal man også med knækbrød? Man (dvs. jeg) ender jo bare med at spise det, og så fucker det hele min dag up, og så går jeg helt i baglås.

Argh. Jeg har lyst til at skrige, men jeg er så fysisk udmattet, at jeg ikke en gang orker at rejse mig fra stolen. Det er som om verden er helt fremmed og alting foregår uden for min egen krop.

It's been a bad day

Absurde bulimiske tanker

Det har været en dårlig dag. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor... Det startede allerede i går aftes. Sad i sengen og var bare så bange. Uden grund. Vidste, at jeg ville kaste op. Men jeg var hjemme hos kæresten... Han kiggede på et tidspunkt over på mig, og da han så mig, blev han først helt stille og spurgte så, om jeg var okay. Ikke rigtig, svarede jeg. Han droppede hvad han var i gang med på computeren og kom over i sengen til mig for at ligge tæt og holde om mig. Angsten forsvandt, og det hele blev meget bedre. Jeg havde svært ved at sove, men jeg var ikke længere så bange.
Da jeg vågnede i morges var den ubehagelige følelse tilbage igen. Jeg forsøgte at udskyde det. Jeg forsøgte at spise ordentlig morgenmad, så jeg ikke ville være sulten, og jeg spiste endda en banan om formiddagen. Men jeg følte mig hurtigt overmæt. Da jeg kom hjem spiste jeg sund frokost. Igen følte jeg mig overmæt. Ubehageligt mæt. Jeg tror, at jeg gik rundt om mig selv en times tid eller halvanden, før jeg gik over og købte ind. Det er kun d. 3. i dag, og jeg har allerede brugt 235 kr på crap, som bare skal kastes op. Det ironiske er, at jeg faktisk ikke havde behøvet at bruge så mange penge. Der ligger nok for omkring 100 kr. ude i skabene. Jeg er splittet... På den ene side vil jeg gerne bare smide det ud, for det kommer ikke til at gøre noget godt for mig. På den anden side ved jeg, at jeg alligevel vil købe noget nyt, hvis jeg får lyst til et ædeflip, og jeg har ingen penge, så det er økonomisk set fornuftigt at beholde det i skabene. Men sandsynligheden for, at jeg får et ædeflip er større, når det er så let tilgængeligt.
Splittet.
Jeg mangler en liste over ting, jeg kan lave, når jeg får lyst til et ædeflip... Små ting. Men problemet er jo, at hvis jeg virkelig vil spise, så er alle lister fuldstændig ligegyldige.
Jeg kunne lave noget håndarbejde... Har nok projekter liggende. Eller jeg kunne læse. Eller måske bare sove. Rode med html. Meditere. Massere mine ødelagte skuldre. Nusse min kat. Løbe en tur. Cykle en tur. Drikke the. Lakere negle. Anything. Men der er ikke noget af det, som kan fjerne det ubehag og den rastløshed, som sidder i kroppen, når jeg tænker på mad. Det er uhyggeligt så voldsomt det føles...

Det er hårdt. Og det gør så ondt at tænke på, hvor meget smerte jeg forvolder min kæreste. Og min far og hans kone. Jeg kan se, at det er hårdt for dem. Jeg føler bare ikke, at jeg kan gøre noget... Jeg føler mig til besvær, og det gør så ondt. Det gør så ondt, at motivationen svinger så meget. At jeg ikke bare kan lade være med at kaste op.

Og så gør det ondt samtidig at indse, at jeg slet ikke er klar til at blive rask. Jeg føler, at jeg er klar til at tage skridtet for at stoppe opkastningerne. Men jeg er ikke klar til at holde op med at tabe mig. Jeg ved godt, at det "bare" er et tal, men for mig er det tal for højt. Det skal længere ned. Det skal gerne ned og være omkring 58 kg i første omgang. Gerne lavere. Jeg vil gerne være mindre. Men sund samtidig. Kan man det? Kan jeg det...?

Sådan siger simulatoren, at jeg ser ud lige nu.... Jeg synes, det er helt forkert. For det første synes jeg, at min "virtual model" er småbuttet. Jeg synes dog også, at jeg selv er endnu større. Mine arme især. Forfærdeligt.

 

Hele min krop er spændt. Jeg kan slet ikke slappe af. Hver gang jeg tænker på en muskelgruppe isoleret, så går det op for mig, at den er helt spændt, og jeg skal aktivt forsøge at slappe af i den. Mine skuldre er konstant spændte. Det samme med mine kæbemuskler, mine muskler i hoften og fødderne... Det er underligt. Der er slet ikke ro i kroppen.

Det svinger...

Det er så dobbeltmoralsk. Jeg vil gerne være rask. Men jeg vil ikke gøre en indsats.

Går ud og kaster op igen lige om lidt. 

"Regionen har afvist henvisningen..."

Det var så grunden til, at jeg ikke hørte noget fra regionen inden 8 dage. Min læge havde håbet, at 2 behandlingsforløb og et tilbud om 9 måneders ambulant behandling i Aarhus var nok til at få mig direkte ind i noget behandling i Hovedstadsområdet. Det er det ikke. Jeg skal - som jeg også lidt havde forventet - igennem en længere forundersøgelse. Igen. Faktisk igen-igen. Jeg var jo også to gange igennem den i Aarhus.... Så jeg har fået et længere spørgeskema fra lægen, som jeg skal udfylde, og så kan han sende det ind til regionen, som så - forventeligt - vil sende mig endnu et spørgeskema til forundersøgelsen.

Det offentlige system længe leve. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers havde forventet.
Er irriteret over, at det tager længere tid, men min motivation svinger så meget, at jeg på den anden side også har det fint med, at verden bare blander sig helt uden om min spiseforstyrrelse...

I dag har desuden været en skod-dag, og jeg tror, at jeg vil gå over og købe havregryn og smør om lidt. Bare ligesom for at toppe denne lortedag.

I går var rigtig svært, men jeg klarede det da. I morgen skal det være ok igen. Det bliver det nødt til.

Binge

Jeg er ikke færdig endnu. Der er stadig omkring 200g chokolade og en hel dagmartærte tilbage. Den sidste småkage er i dette øjeblik ved at forsvinde.
Jeg er sur på mig selv. Og samtidig fuldstændig ligeglad... Jeg har ikke taget mine antidepressiver de sidste to dage. Jeg er ikke interesseret i at få nogen som helst form for hjælp, og samtidig er jeg sur over, at jeg stadig ikke har fået noget brev fra den store stygge region.

Anyway. Roadtrip var hyggeligt. Det var faktisk virkelig dejligt at være af sted med kæresten. Jeg gik bare lidt i baglås, da vi kom hjem her til eftermiddag. Sådan.. Hvad skal jeg nu? Der var ikke lige noget fastlagt program, og jeg havde bare brug for at koble af efter at have været i nærheden af mennesker hele weekenden. Vi besøgte et vennepar, og de ser ud til at have det perfekt. Dejligt hjem, dejlige mennesker... Herligt liv. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og have det på samme måde?

Jeg føler mig dehydreret. Selvom jeg drikker en masse vand, så føler jeg det stadig som om jeg konstant er tørstig... Men jeg har også været ude og kaste op 3-4 gange, så det er ikke fordi, det er uden grund. Må drikke noget mere vand.... Det skal nemmere op, og jeg vil af med den hovedpine, som jeg er ved at oparbejde. Bah. Dumt.

I morgen har jeg fri. Skal ingenting. Skal forsøge at overskue mig selv, mit liv og alt, der følger med. Skal bare spise resten af det crap jeg har købt, så det ikke er der i morgen, når jeg vågner. Eller også skal jeg smide det ud... Det virker næsten dumt. Men hvad er dummest? At købe en masse, æde det og kaste op? Eller at købe en masse og smide det uåbnet ud i containeren ude foran? Begge dele virker ret idiotisk. Alternativt kan det gemmes til en anden gang. Men så er sandsynligheden for et binge i nærmeste fremtid bare endnu større.. Det er altid nemmere, når der er crap-mad lige i nærheden. Nemmere end hvis jeg skal ned og købe det.
Argh. Dumt, dumt, dumt. Fede, grimme, dumme, belastende, fjerne, fjendtlige, ulækre mig.

Minor setback

Det gik lidt galt her til aften. En del galt. Har ikke råd til at det skal gå galt... :/ Men det gjorde det altså alligevel. Jeg skal holde op med at tro, at jeg kan klare alt muligt. Socialt samvær, fx. Det er alt for risikabelt. Jeg skal bare passe mig selv og ikke deltage i 1000 ting. Det fjerner fokus, og det kan jeg slet ikke overskue. 

Har for mange sociale events... Men det virker til, at folk bliver så skuffede, når man ikke laver aftaler med dem alle sammen konstant. Jeg skal bare sætte mig og lave ingenting. Og øve mig på at lave ingenting. Det er slet ikke så nemt, som det ser ud...! Mere planlægning. Mere lave-ingenting. Planlagt ingentingslavning?

Jeg er bange for vægten i morgen. :( Måske jeg bare skulle lade helt være med at veje mig. Bare denne ene gang. Plejer ellers altid at veje mig, når jeg er hjemme. Ved ikke rigtig....

Jeg bliver fjern...

Har et anti-socialt flip i dag. Vil gerne bare lade være med at have noget med mennesker at gøre overhovedet. Vil gerne sidde og læse... Men kan ikke koncentrere mig, så jeg er endt med at sidde og se tv. Selvfølgelig efter at have brugt 250 kr. på tomme kalorier. Havde egentlig en aftale i aften, men jeg aflyser. Orker ikke mennesker.

Har hovedpine, er svimmel og min tunge føles ru og klam. Det føles lidt som om mine blodkar ikke er store nok... Blodet i mine hænder føles som bliver det presset igennem årerne med meget besvær. Det er som om min krop er helt forkert i forhold til, hvordan den burde være. Ikke kun fysisk. Den er bare... forkert. Det hele føles så uvirkeligt. Jeg kigger rundt i min lille lejlighed, og det hele virker fremmed og uvirkeligt.

Har haft nogle snakke med min kæreste i denne uge... Han er bange. Bange for min bulimi. Det er jeg også til tider... Det virker som om han opfatter den helt særskilt fra mig. Han siger, at han savner mig. At min spiseforstyrrelse har fyldt virkelig meget det sidste stykke tid... Jeg har svært ved at se så adskilt på det. Når jeg får at vide, at jeg er skøn, men at min spiseforstyrrelse er utilregnelig, så kan jeg kun give ham ret i det sidste, men jeg ser ikke rigtig, at det kun er min spiseforstyrrelse. Den er vel en del af mig. Jeg er utilregnelig. Jeg er bange for at lave aftaler, for jeg ved aldrig, hvornår bulimien stikker sit grimme, fede hoved frem og kræver en dag.

Spinelessly wasting money

 

Det er virkelig spild af penge. Penge, som jeg ikke har. Jeg har brugt 300 kr i dag, og jeg kunne lige så godt have skyllet pengene direkte ud i toilettet. Det er så åndssvagt. Og alligevel bliver jeg bare ved.
Egentlig gider jeg ikke pive over det lige nu. Jeg er ikke i dårligt humør. Jeg er træt og lidt udmattet, men endnu ikke færdig.

Flytterod og videre behandling

Efter urbanblog.dk har været nede i noget tid, har jeg valgt at flytte bloggen. Fik eksporteret alting og så importeret det til denne blog, således at blogindlæg ikke gik tabt. Desværre ser det ikke ud til, at kommentarer kom med. Men jeg tænker, at det nok går uden.

Den gamle blog vil ikke blive opdateret mere. 

Hende psykologen fra Center for Spiseforstyrrelser glemte vist både mine blodprøver og det brev, som hun lovede, de ville sende til lægen. Jeg havde en samtale med LMS i mandags, men synes ikke det gav så vildt meget. De anbefalede noget kunstterapi af en art, fordi jeg godt kan lide at lave noget kreativt. Ja, men jeg gider jo ikke male... Det har jeg aldrig gidet. Jeg vil gerne sy noget? Tæller det?

Var til lægen dagen efter, hvor han kunne fortælle mig, at han intet havde modtaget fra CFS. Han kunne gå ind og se svarene på blodprøverne og det viser sig, at det ikke er så slemt. Stort set alle tal er inden for normen, selvom mange er i den lave ende. Kun lige Bilirubiner;P og Glukose;P var for lavt. Glukosen er blodsukkeret, som er forventeligt lavt. Det svinger altid meget. Bilirubiner aner jeg ikke hvad er, men lægen sagde, at det ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om. Det kan vist sættes i forbindelse med anæmi, men eftersom alle de andre tal er inden for normalen, så er det fint nok. Han kunne ikke se svarene på mit kardiogram, men jeg må vel gå ud fra, at det ikke viste noget forfærdeligt, siden psykologen ikke tænkte, at det var værd at fortælle mig om det. (Ja, gu' fanden er jeg sur over den behandling...!)

Jeg har fået en henvisning fra lægen. Det vil sige, at "regionen" vil kontakte mig inden for maksimalt 8 dage og indlede en eller anden form for behandling. Han kunne ikke sige noget om hvilken. Så vidt jeg forstod på ham, så henviste han mig til psykiatrien som "voksen". Men spiseforstyrrelsesafdelingerne er vist ikke så strikse med sådan noget alligevel... Ved heller ikke, om jeg passer bedst til en "børne- og ungdomsafdeling", eller om jeg efterhånden er blevet så gammel, at jeg falder uden for målgruppen. Jeg virkede som en af de ældre i den sidste gruppe jeg var i.

Anyway. Motivationen svinger. Den var god i går. Og i morgen. Failede big time omkring frokosttid. Kan slet ikke overskue, hvis vægten viser mere end 60 kg. i morgen. Det bør den ikke. Vil gerne holde mig under. Og alligevel ved jeg, at det jo er så fucking lige meget. Jo mere jeg taber mig, jo mere vil jeg tabe mig. Hjernen fucker med mig. Dumme, dumme, dysfunktionelle hjerne. 

Another Day, Another Binge...

Det er også bare en dårlig undskyldning at sige, at når foråret kommet, så går det automatisk galt... What a load of crap.

Men ja. Another day, another binge.

Snakkede med kæresten her til aften. Han var ked af, at jeg havde en dårlig dag. Jeg snakkede lidt med ham og spurgte, om han ville tage med op til en rådgivningssamtale hos LMS. Det vil han gerne. Så jeg lovede at ringe i morgen. Jeg har skrevet det i min kalender... Ingen dårlige undskyldninger for at glemme det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det med ambivalente følelser, jeg gør det. Hvis bare jeg ikke kaster op nær så meget dette forår som jeg har gjort mange andre forår, så tager jeg i det mindste ikke på. Målet må være at holde sig under 60 kg indtil sommerferien. Måske det kan gøres ved at komme i noget behandling samtidig. Så længe jeg ikke kaster op... Det gør ikke noget, at jeg taber mig. Jeg har heller ikke så meget imod at være svag og afkræftet. Jeg kan virkelig mærke, at min krop fucker for tiden.. Begyndte også at bløde her til aften, og det bør jeg slet ikke gøre før om en uge. Men sådan noget har der været mere af på det sidste. Kroppens protest, måske? Den prøver nok at fortælle mig, at jeg ikke er helt på toppen fysisk. No shit, Sherlock.

Anyway.. Ville bare lige poste og sige, at jeg har tilføjet en lille feature ude i siden af bloggen, som giver dig mulighed for at modtage nye indlæg som emails. Jeg vil ikke love, at jeg opdaterer denne blog regelmæssigt, men jeg ved, at der alligevel er nogle folk, der er kommet tilbage til den fra tid til anden, og jeg tænkte, at email-featuren var en nemmere måde end at huske at gå ind på bloggen hver anden måned for nu at se, om jeg lige har skrevet et eller andet. Ville gerne sige, at jeg fra nu af opdaterer blogge mere regelmæssigt, men jeg lover intet. Det kommer an på mit humør og min trang til at få nogle af alle mine tanker ud af hovedet og ned på skrift.

Utilregnelighed

Jeg tænkte på, om dette indlæg måske skulle hedde "back on a budget"... Men nej. Jeg har ikke skrevet et godt stykke tid, så det må være utilregneligheden, der vinder.

Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.

Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.

Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.

Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.

Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.

Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.

Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.

Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...

Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.

Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...

Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.

Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...

Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.

Argh. Get  a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.

Godnat.

It's been a bad day....

Jeg kan godt lide REM. Det minder mig om min første seriøse kæreste, men samtidig er det bare også virkelig herlig musik. Det minder mig om en afslappethed, færre kilo, rolighed...

Men ja. De siger det meget godt. It's been a bad day. Føler mig ikke rigtig ovenpå. Skal starte på CFS igen på fredag. Ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig. A har skrevet til mig. Han er vældig sød, men jeg har mest af alt bare lyst til at grave mig ned under dynen og glemme, at verden eksisterer. Jeg forstår det ikke helt. For en uge siden var jeg vildt glad? Hvad gik der galt? Jeg har heller ikke lyst til (igen) at hælde galde ud over ham... Tingene bliver ikke bedre af, at man piver. Og jeg ved godt, at han vil sige, at jeg skal holde op med at slå mig selv i hovedet. Jeg skal holde op med at ville gøre alting perfekt hele tiden. Og jeg skal holde op med at lade det gå mig så meget på, når tingene ikke lige går efter mit hoved.

Jeg føler mig virkelig træt. Og alligevel tænker jeg, at jeg ikke laver andet end at slappe af. I dag har jeg været på arbejde hele dagen (sidder stadig på kontoret), og jeg har spist alt for meget. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg skal hjem og kaste op. Før det er for sent. Har spist proteinbarer. Dumt, dumt. De er svære at få op igen. :/

Jeg vil bare sove. Holde mig helt væk fra verden og ikke overskue noget. Sætte verden på pause.

Jeg er virkelig sur på mig selv over at være så ynkelig... Og så bliver jeg mere sur på mig selv over at jeg bebrejder mig selv min ynkelighed. Fuck hvor er det fucking dumt. Jeg tænkte på, om det måske var en idé at fortælle A om denne blog. Måske det ville give ham lidt indsigt? På den anden side har jeg virkelig ikke lyst til at han skal ynke mig. Og jeg vil ikke sætte mere fokus på min latterlige bulimi end der allerede er. Men det er svært at snakke om noget andet, når det er det eneste, jeg tænker på... Jeg vil så gerne tænke på ting, der gør mig glad. Ting, jeg finder ro og glæde ved at tænke over. Men jeg tænker bare på åndssvage kilo og mad og motion, og hvor meget jeg burde gøre og ikke gør, og hvor træt jeg er, og hvor dum og grim og fed jeg er.

Fuck. Det her melankoli er til at brække sig over. Ha ha... Pun not intented. Eller... Tragikomisk.

Der er mange tanker. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det. Jeg skal udfylde min dumme spisedagbog og notere endnu en day of failure. Har ikke kastet op endnu, men det skal ud. Det skal væk. Det skal forsvinde og ud af mig hurtigst muligt. Jeg er bange. Jeg er bange og nervøs og ked af det. Jeg har lyst til at svare på hans sms for at sige tak for den venlige tanke, for det var virkelig sødt af ham lige at skrive. Smilte da jeg fik den. Men overskuddet er der bare ikke. Jeg kunne skrive tilbage...? "kram :)" Det virker bare forstilt. Det virker forkert.

It's been a bad day. Fuck it.