tirsdag den 11. juni 2013

Lægesamtale på Stolpegården

Jeg cyklede til Stolpegården i formiddags og var til lægesamtale forud for begyndende behandling. Hun spurgte ind til en masse ting for at få afdækket, om der kunne være andre psykologiske problemer - hvis nu jeg har OCD eller depression eller sådan noget.
Hun sagde, at det umiddelbart så ud til, at jeg havde noget ængestelighed, men så vidt jeg forstod på hende, så vil hun ikke give mig diagnosen "ængstelig personlighedsforstyrrelse", fordi det kan være svært at skelne mellem en spiseforstyrrelse og en personlighedsforstyrrelse. Mit forhold til mad bør være i orden før man begynder at smide om sig med andre diagnoser. Sådan forstod jeg hende i hvert fald.

Det var en samtale præcis som de foregående. Jeg har svaret på de spørgsmål mange gange før. Både i tidligere behandlingsforløb, men også i andre sammenhænge. Det er lidt som om spørgsmålene skal være semi-camouflerede, men det er jo ikke svært at regne ud, hvad man skal svare til hvilke spørgsmål, hvis man nu ikke vil have en bestemt diagnose, eller hvis man går efter at blive kategoriseret som et eller andet særligt. "Har du det fra tid til anden som om du hører stemmer?" Skizofreni. "Har du faste mønstre og bestemte måder at gøre ting på?" forbundet med "Oplever du et voldsomt ubehag, hvis du ikke kan følge dine rutiner og fastsatte regler?" OCD. Etc, etc...
Man skal bare svare ærligt. Forsøger jeg også. Men ligesom med de andre spørgeskemaer, så er der altid spørgsmål, som virker dumme og ikke giver et fyldestgørende billede, hvis man bare svare "ja" eller "nej", som man skal.

Anyway... Det var fint nok.

Har haft voldsom hovedpine hele eftermiddagen. Det er de fucking Stackers. Jeg bør virkelig ikke tage dem. Jeg har helt kvalme, fordi det gør så ondt, og hver gang jeg rejser mig, bliver jeg nødt til at gøre en ekstra indsats for ikke at vælte. Mit hoved er ved at eksplodere, og jeg har det som om jeg skal kaste op. Men jeg har ikke spist særlig meget i dag. Dumme hovedpine.

2 kommentarer:

  1. Nu har jeg valgt at blive fast læser af din blog. Jeg fandt den engang, men den er åbenbart forsvundet igen. Jeg har kun fået læst dette indlæg, men vil læse videre en af de nærmeste dage. Jeg kan genkende meget af det, du skriver om i dette indlæg - jeg har det på samme måde med de spørgeskemaer. Synes, det er svært at sætte tal på følelserne, og det er også svært bare at skulle svare ja eller nej. For hvad nu, hvis det er "ja - MEN"?

    Ååh nej, Stackers, er det ikke de der Thermo Power slankepiller? Jeg har selv taget dem fra nogle år siden, og jeg blev så dårlig. Det er virkelig farligt, men det ved du nok godt..

    Knus og tanker og god bedring med den hovedpine :-)

    SvarSlet
  2. Den var en gang på urbanblog, men det hele er flyttet herover... :)
    Men ja, det er sådan nogle underlige spørgsmål.
    Stackers er også virkelig ikke særlig smart... Jeg har mange gange tænkt, at jeg bare skal smide dem ud. Kan bare ikke helt få mig selv til det... :/

    SvarSlet