tirsdag den 10. juli 2012

Kære mig 15 år...

Hvis Kræftens Bekæmpelse kan være melodramatisk, så kan jeg også...

(Havde her oprindeligt et link til en viedo fra Kræftens Bekæmpelse, som omhandlede kræft. En masse mennesker der henvendte sig til deres "yngre jeg" for at gøre opmærksom på, at de skulle passe på sig selv og blive tjekket hos lægen jævnligt.)

Kære mig 15 år,

Du er 1,71 cm høj og vejer omkring 54-56 kg. Jeg ved godt, at du har meget om ørerne, og du vil gerne være god til alting. Og det er også helt okay. Jeg vil ikke give dig denne besked for at belære dig om, hvad du bør gøre, for det er fuldstændig op til dig. Og jeg kender dig trods alt ret godt: Du ville alligevel ikke lytte til mig. Du vil gøre præcis, som du finder bedst. Men tag det som information... Ekstra information, som kan bidrage til den viden, du allerede besidder. Så du kan træffe en "informed decision".

Du er 1,71 cm høj. Du regner med, at du bliver mindst 3-5 cm højere, men det gør du ikke. Du bliver 1 cm højere, og det vil tage omkring 4 år før det sker. Du regner med, at du snart kommer til at veje 45 kg, men det sker aldrig. I løbet af det næste år taber du dig, så du vejer 49 kg, og du vil stadig synes, at du er fed. Du vil vælte op ad trappen, fordi du pga. svimmelhed ikke kan stå oprejst efter du har stået under en varm bruser. Du vil på en uge indtage mindre end hvad de fleste normale mennesker vil indtage på en dag. Og du vil være stolt af det.

Du står ved en skillevej lige nu. Jeg ved, at du ved, at du er ude i noget, der kan blive et værre rod... Du tror, at det bare er en fase. At det selvfølgelig går over. At du ikke har en spiseforstyrrelse. Der kommer også til at gå mange år, før du bliver diagnostiseret. Der kommer faktisk til at gå så længe, at diagnosen bliver en anden, end den du burde få nu som 15-årig. Men du HAR en spiseforstyrrelse. Dit forhold til mad er forstyrret, og det går IKKE væk af sig selv.

Kære mig 15 år. Du har smukke tænder. Hvis du gerne vil beholde dine smukke tænder, så skal du passe på dem. Du har kun fremprovokeret opkast nogle få gange, og det har ikke haft nogen alvorlig effekt på din krop eller dine tænder. Det ændrer sig. Det ændrer sig ikke fra dag til dag, men det ændrer sig gradvist, og du vil slet ikke lægge mærke til det, før du en dag kigger dig selv i spejlet. Du bliver så chokeret, at du næsten helt holder op med at vise dine tænder, når der bliver taget billeder.

Der kommer til at ske så meget smukt i dit liv de næste mange år, og du kommer til at gå glip af virkelig meget af det. Du vil huske ferier ud fra hvilke restauranter, I besøgte. Du vil huske fester ud fra, hvilken drink du fik flest af. Du vil huske 4 år af dit liv ud fra tal og kalorietabeller. Du vil huske skoleophold ud fra forladte toiletter. Du vil huske din fødeby ud fra løbe- og cykelturer i aftenmørket. Du vil huske dine forældre ud fra den mad, de laver. Og du vil huske dine søskende ud fra det slik, de spiser. Gør mig en tjeneste og fokuser på de positive ting, som ikke har noget med mad at gøre. Prøv at nyd det, når du får din studenterhue. Du ved det ikke endnu, men jeg ved det: Du kommer til at tage voldsomt meget på, når du er 18. Du kommer op over 67 kg. Du panikker. Du genvinder din selvkontrol, da du fylder 19, og du isolerer dig fra omverdenen. I sidste halvdel af 3.g ser du ingen mennesker, og du spiser meget lidt. Du løber meget. I ugerne op til din gymnasieafslutning spiser du næsten ingenting, og den dag I skal ud og køre vogn vejer du 60 kg. Du ser smuk ud i dit skinny tøj. Men du er træt. Meget træt. Du spiser intet ved de første 10 stop I gør. Du drikker danskvand og rosévin. Du bliver meget fuld. Du har ikke drukket i flere måneder, fordi du ved, at der er kalorier i alkohol, men du nyder vognturen. Du græder. Og du flytter. For du kan ikke overskue at være det samme sted mere, og du er sikker på, at dine forstyrrede madvaner vil bliver efterladt med mange andre ting, du forsøger at skille dig af med.

Men du kan ikke flytte fra dine madvaner. De flytter med.

Kære mig 15 år. Tag dine madvaner seriøst. Sig til folk, når du er ked af det. Hold op med at sige til dig selv, at det vil gå i sig selv. Du vil kæmpe med din spiseforstyrrelse i mange år ud i fremtiden, hvis ikke du gør noget ved den nu. Fortæl det til din far. Han vil forstå dig. Også selvom du ikke tror det. Når du endelig ender med at fortælle ham det, så er det slet ikke så slemt. Han vil kun hjælpe. Accepter hjælp.

Du kommer til at bruge tusindvis af kroner på idrætstøj, -udstyr, slankeprodukter, piller og junk. Du vil i en alder af 22 starte med at tage antidepressiv medicin. Men de 500-750 kr. om måneden til antidepressiv medicin er intet sammenlignet med de mere end 4000 kr. du hælder ud i toilettet månedligt det første halve år af 2010, og de mere end 2000 kr. det kommer til at være pr. måned i gennemsnit de 2 følgende år. Du kan bruge dine penge på meget bedre ting...

Kære mig 15 år. Du er smuk. Jeg ved godt, at der er mange, der siger det til dig. De siger det, fordi de mener det. De siger det flere gange, fordi de ikke tror, at du lytter. Og det gør du heller ikke. Lyt til dem.

Jeg vil fortælle dig en hemmelighed: Om 8 år er du ikke kommet længere end du er nu. Din vægt vil være højere, og du vil være 1,72 cm høj. Du vil have daglige hovedpiner, og du vil stadig blive svimmel af at gå i bad. Du vil være meget succesful. Du vil stadig få gode karakterer, men nu vil det være på universitet og ikke i længere i 9. klasse (og du behøver faktisk slet ikke de høje karakterer i 9. klasse), og du vil tjene rigeligt med penge sammenlignet med andre studerende. Du vil arbejde mere end 60 timer om ugen. Men du vil stadig føle dig tyk.

Du vil vide, at du bør slappe af og fokusere på at blive rask. Men af en eller anden grund, vil du alligevel gå ud og kaste op igen efter du har skrevet dette brev til dit 15-årige jeg... Og du vil ikke en gang forstå det selv.

lørdag den 7. juli 2012

Sengetider

Hvorfor kan jeg ikke bare finde ud af at gå i seng til normal tid? Nu er det igen efter midnat. Jeg skal sove. Jeg skal sove, hvis jeg skal kunne være klar i hovedet, og jeg skal kunne kontrollere mine madvaner... Træthed gør det så meget sværere.

Godnat.