Viser opslag med etiketten blærebetændelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blærebetændelse. Vis alle opslag

torsdag den 20. juni 2013

Logik er stærkere end følelser

Hvis du har læst kommentarerne på det tidligere indlæg, så giver mit fysiske ubehag mening: Jeg har åbenbart blærebetændelse.
Jeg har haft feber, og smerterne i ryggen er nyrerne. Den generelle tunge fornemmelse i kroppen var feber og bare generel sygdom. Min krop som prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk var syg. Ikke sådan bulimisk-psykisk-spiseforstyrret-syg, men sådan normalt fysisk syg. Jeg fattede det bare slet ikke.
Aflyste med min veninde og sms'ede min kæreste, som sagde, at jeg skulle ringe til lægevagten. Jeg sagde, at jeg ville tage til læge på mandag, men han sagde, at nu måtte jeg altså lige tage det lidt alvorligt. Jeg skulle sådan tisse i går aftes, da jeg skulle sove, og weekendens aktiviteter taget i betragtning gav det perfekt mening, at jeg havde blærebetændelse. Ring så til den lægevagt. Googlede symptomerne, og kom frem til, at han nok havde ret. Min krop prøvede at fortælle mig et eller andet.

Synes bare ikke om at ringe til lægevagten. Føler mig til besvær. Men jeg ringede altså alligevel og var nr. 18 i køen (ja, så følte jeg mig jo slet ikke til besvær, når så mange ringer til lægevagten - de er jo selvfølgelig langt mere syge end mig, der bare sidder der og piver over ondt i lænden og generelt ubehag!)... Da jeg kom igennem sagde han, at jeg skulle tage ind til Amager Hospitals lægevagt og aflevere en urinprøve. Så ja... 233 kr. fattigere, men en hel del antibiotika rigere sidder jeg nu i min kærestes seng. Han bor lige ved siden af Amager Hospital, og jeg kan ikke rigtig overskue at tage hjem.
Min veninde, som jeg aflyste med, gav mig skældud for ikke bare at ringe til hende. Hvorfor var jeg cyklet til Amager Hospital, når hun har bil og bare kunne have kørt mig? Jeg tænkte bare slet ikke over det...

Det undrer mig lidt, at jeg er så fjernet fra mig selv, at jeg ikke en gang kan vurdere, at jeg er helt almindeligt syg. Det faldt mig slet ikke ind. Jeg måtte virkelig søge på alle symptomer og snakke med min kæreste for at komme frem til, at det måske var noget, man kunne snakke med en læge om. Og som kunne fikses sådan forholdsvist nemt. Først da jeg fandt et sted på nettet, hvor der stod, at rygsmerter kunne betyde nyrebækkenbetændelse, og alle andre symptomer kunne forbindes med blærebetændelse, gav jeg min kæreste ret og ringede.

Hvorfor kan jeg ikke bare mærke efter?