Jeg bliver fjern...

Har et anti-socialt flip i dag. Vil gerne bare lade være med at have noget med mennesker at gøre overhovedet. Vil gerne sidde og læse... Men kan ikke koncentrere mig, så jeg er endt med at sidde og se tv. Selvfølgelig efter at have brugt 250 kr. på tomme kalorier. Havde egentlig en aftale i aften, men jeg aflyser. Orker ikke mennesker.

Har hovedpine, er svimmel og min tunge føles ru og klam. Det føles lidt som om mine blodkar ikke er store nok... Blodet i mine hænder føles som bliver det presset igennem årerne med meget besvær. Det er som om min krop er helt forkert i forhold til, hvordan den burde være. Ikke kun fysisk. Den er bare... forkert. Det hele føles så uvirkeligt. Jeg kigger rundt i min lille lejlighed, og det hele virker fremmed og uvirkeligt.

Har haft nogle snakke med min kæreste i denne uge... Han er bange. Bange for min bulimi. Det er jeg også til tider... Det virker som om han opfatter den helt særskilt fra mig. Han siger, at han savner mig. At min spiseforstyrrelse har fyldt virkelig meget det sidste stykke tid... Jeg har svært ved at se så adskilt på det. Når jeg får at vide, at jeg er skøn, men at min spiseforstyrrelse er utilregnelig, så kan jeg kun give ham ret i det sidste, men jeg ser ikke rigtig, at det kun er min spiseforstyrrelse. Den er vel en del af mig. Jeg er utilregnelig. Jeg er bange for at lave aftaler, for jeg ved aldrig, hvornår bulimien stikker sit grimme, fede hoved frem og kræver en dag.