Utilregnelighed

Jeg tænkte på, om dette indlæg måske skulle hedde "back on a budget"... Men nej. Jeg har ikke skrevet et godt stykke tid, så det må være utilregneligheden, der vinder.

Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.

Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.

Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.

Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.

Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.

Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.

Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.

Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...

Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.

Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...

Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.

Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...

Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.

Argh. Get  a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.

Godnat.