Absurde bulimiske tanker

Det har været en dårlig dag. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor... Det startede allerede i går aftes. Sad i sengen og var bare så bange. Uden grund. Vidste, at jeg ville kaste op. Men jeg var hjemme hos kæresten... Han kiggede på et tidspunkt over på mig, og da han så mig, blev han først helt stille og spurgte så, om jeg var okay. Ikke rigtig, svarede jeg. Han droppede hvad han var i gang med på computeren og kom over i sengen til mig for at ligge tæt og holde om mig. Angsten forsvandt, og det hele blev meget bedre. Jeg havde svært ved at sove, men jeg var ikke længere så bange.
Da jeg vågnede i morges var den ubehagelige følelse tilbage igen. Jeg forsøgte at udskyde det. Jeg forsøgte at spise ordentlig morgenmad, så jeg ikke ville være sulten, og jeg spiste endda en banan om formiddagen. Men jeg følte mig hurtigt overmæt. Da jeg kom hjem spiste jeg sund frokost. Igen følte jeg mig overmæt. Ubehageligt mæt. Jeg tror, at jeg gik rundt om mig selv en times tid eller halvanden, før jeg gik over og købte ind. Det er kun d. 3. i dag, og jeg har allerede brugt 235 kr på crap, som bare skal kastes op. Det ironiske er, at jeg faktisk ikke havde behøvet at bruge så mange penge. Der ligger nok for omkring 100 kr. ude i skabene. Jeg er splittet... På den ene side vil jeg gerne bare smide det ud, for det kommer ikke til at gøre noget godt for mig. På den anden side ved jeg, at jeg alligevel vil købe noget nyt, hvis jeg får lyst til et ædeflip, og jeg har ingen penge, så det er økonomisk set fornuftigt at beholde det i skabene. Men sandsynligheden for, at jeg får et ædeflip er større, når det er så let tilgængeligt.
Splittet.
Jeg mangler en liste over ting, jeg kan lave, når jeg får lyst til et ædeflip... Små ting. Men problemet er jo, at hvis jeg virkelig vil spise, så er alle lister fuldstændig ligegyldige.
Jeg kunne lave noget håndarbejde... Har nok projekter liggende. Eller jeg kunne læse. Eller måske bare sove. Rode med html. Meditere. Massere mine ødelagte skuldre. Nusse min kat. Løbe en tur. Cykle en tur. Drikke the. Lakere negle. Anything. Men der er ikke noget af det, som kan fjerne det ubehag og den rastløshed, som sidder i kroppen, når jeg tænker på mad. Det er uhyggeligt så voldsomt det føles...

Det er hårdt. Og det gør så ondt at tænke på, hvor meget smerte jeg forvolder min kæreste. Og min far og hans kone. Jeg kan se, at det er hårdt for dem. Jeg føler bare ikke, at jeg kan gøre noget... Jeg føler mig til besvær, og det gør så ondt. Det gør så ondt, at motivationen svinger så meget. At jeg ikke bare kan lade være med at kaste op.

Og så gør det ondt samtidig at indse, at jeg slet ikke er klar til at blive rask. Jeg føler, at jeg er klar til at tage skridtet for at stoppe opkastningerne. Men jeg er ikke klar til at holde op med at tabe mig. Jeg ved godt, at det "bare" er et tal, men for mig er det tal for højt. Det skal længere ned. Det skal gerne ned og være omkring 58 kg i første omgang. Gerne lavere. Jeg vil gerne være mindre. Men sund samtidig. Kan man det? Kan jeg det...?

Sådan siger simulatoren, at jeg ser ud lige nu.... Jeg synes, det er helt forkert. For det første synes jeg, at min "virtual model" er småbuttet. Jeg synes dog også, at jeg selv er endnu større. Mine arme især. Forfærdeligt.

 

Hele min krop er spændt. Jeg kan slet ikke slappe af. Hver gang jeg tænker på en muskelgruppe isoleret, så går det op for mig, at den er helt spændt, og jeg skal aktivt forsøge at slappe af i den. Mine skuldre er konstant spændte. Det samme med mine kæbemuskler, mine muskler i hoften og fødderne... Det er underligt. Der er slet ikke ro i kroppen.