onsdag den 27. juni 2012

No more budget

Jeg har penge. Jeg har styrtende med penge, og jeg har sat penge væk på en opsparing. Jeg har tjent så mange penge i løbet af de det sidste halve år... Men jeg har også arbejdet hvad der svarer til omkring 50 døgn i alt. På papiret. Har nok arbejdet væsentligt mere... Måske 2-300 timer mere end hvad jeg har skrevet på.

Jeg har brugt en formue. Her til aften har jeg brugt omkring 300 kr på mad, som ender i toilettet. Det er så fucking naivt...

Behandlingen gik fint. Jeg lærte noget om mig selv. Og jeg lærte noget om, hvor lidt jeg bryder mig om behandlingspersonale... Hvor selvstændig jeg er, og hvor meget jeg gerne vil klare tingene selv og ikke tror på hjælp udefra. De vil så gerne hjælpe. Det siger de. Men de vil kun hjælpe på deres betingelser... Og det forstår jeg godt. Men jeg kan ikke rigtig på deres betingelser. Jeg smuttede. Da forløbet var færdigt i slutningen af december, blev jeg tilbudt en ugentlig samtale i et år med en efterfølgende evaluering. Jeg havde andre planer.... Jeg har slet ikke været hjemme det sidste halve år, så jeg kunne ikke tage imod tilbudet. Jeg spurgte, om jeg kunne acceptere det, når jeg kom hjem. Nej. De kan ikke have en "patient" i behandling, som de ikke ser i et halvt år. Så jeg blev en afsluttet sag. Jeg lovede at kontakte min læge igen, hvis det ikke var blevet bedre, når jeg var kommet hjem igen.

Det er ikke blevet bedre. Til gengæld har jeg taget 3-4 kg på. Say hello to BMI 23. Fuck.....

Jeg hader min krop, og jeg skammer mig så meget over den, at det er helt ekstremt. Jeg føler, at alting hænger og fylder og blævrer og ser grimt ud....

Alligevel sidder jeg nu her igen med chokolade og is. De penge jeg har tjent får nok hurtigt ben at løbe på. Men jeg har smidt nok penge ud allerede... Jeg lavede en gang regnestykket, og jeg har smidt mindst 40.000 kr ud i toilettet i løbet af mit liv. Det er virkelig mange penge.... Virkelig, virkelig mange penge. Og jeg bliver bare ved. Hvorfor?

Mine tænder er også begyndt at vise tydelige tegn nu. Jeg skal se at komme til tandlægen og høre, om de ikke kan gøre noget ved det. Jeg ved bare, at det vil gøre så sindssygt ondt... Mine tænder er møg følsomme efterhånden. :(

Uh, ja, og i alt det melodramatiske får I lige lidt mere: Jeg er begyndt at have voldsom hovedpine konstant. Dunno why. Troede først at det var pga. dehydrering, men jeg har drukket vand nok. Måske saltbalancen er off? Men i flere uger i træk..? Måske jeg er stresset. Har trods alt arbejdet en del. Det er også en af grundene til, at jeg er blevet sådan en fed lille prop... Sidder stille konstant. Det skal stoppe... Det bliver det nødt til. Skal bare lige kaste de her marzipanbrød og 500 ml. ben&jerry's op. Og så skal det nok gå....

Sarkasme er nu engang herligt, ikke sandt?

Jeg vil gerne have lov til at undskylde fraværet... Jeg er her endnu, men jeg har ikke haft tid til at opdatere det sidste halve år. Og jeg har det med kun at opdatere denne blog, når jeg er inde i en dårlig periode. Det er trods alt mit outlet.... :)

Jeg forstår bare ikke, hvorfor det er så svært. Man burde jo bare kunne tage sig sammen... Men nej, det kan jeg åbenbart ikke. :(

torsdag den 13. oktober 2011

Staying positive...

Jeg føler et eller andet sted, at det er lidt latterligt, at jeg kun skriver sørgelige blogs herinde. Men det er vist bare det der fylder... Når det går godt, så har jeg ikke rigtig behov for at komme ud med en masse tanker. Derfor håber jeg også, at I forstår, at jeg altså ikke er et sørgeligt menneske til daglig... Plejer faktisk at være ganske normal. I hvert fald sådan udadtil.

Anyway, lad os fortsætte til dagens selvbebrejdende blogindlæg:

Var til lægen i morges. Han mener ikke, at jeg har det så godt. Jeg mener faktisk, at jeg har det bedre end i maj, men på hans fine "depressions-test" var jeg altså mere deprimeret nu end i maj. Dum test. Han virkede ikke helt som om han troede på, at jeg havde det fint. Han blev ved med at kigge på mig og spørge, om der ikke var mere jeg ville fortælle.. "Du ligner én, der skal til at sige noget."

Det skulle jeg nu ikke. Jeg havde sagt, hvad jeg ville sige. "Jeg har det fint." Det har jeg faktisk. Det synes jeg. Efter jeg havde været til læge tog jeg hjem igen. Havde egentlig planlagt at tage til undervisning i dag, men tog hjem og sov i stedet. Drømte at jeg spiste rugbrødsmadder, french toast og andet ulækkert. Vågnede op og var helt panisk. Blev sur på mig selv over, at jeg drømte om mad. Det betyder, at jeg har spist for lidt. Men det vidste jeg jo også godt. Spiste intet i går ud over en portion A38 med crüsli og 2 kiks. Dagen før var det ikke meget bedre. Andet end selvfølgelig mit ædeflip. Som jeg forresten er ved at gentage lige nu. Jeg overvejer nogle gange lidt, om det måske ville hjælpe at klippe mit dankort over...? Så kan jeg jo ikke købe noget mad. Jeg har gjort det én gang før. Men der endte jeg bare med at hæve en masse kontanter hele tiden, og jeg mistede totalt overblikket over, hvad jeg brugte mine penge på.

Jeg fryser. Og jeg er overmæt. Og jeg hader mig selv og min krop så sindssygt meget, at jeg slet ikke har ord for det. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan være fyldt med en sådan afsky over for mig selv... Der er jo intet galt med mig. Det siger folk hele tiden. Jeg er faktisk super dygtig. Jeg er ikke for tyk. Men jeg har stadig et BMI der er højere end 22... Jesus, hvor er jeg blevet fed. :( Jeg savner mit BMI på 17. Jeg savner det så meget.

Min læge spurgte, om jeg var ensom. Om det ikke var længe siden jeg havde haft en kæreste... Jo, men hvad skal jeg gøre ved det? Man skal jo ikke bare gå ud og blive kæreste med en eller anden tilfældig fyr. Det skal føles helt rigtigt.

Diætist-aftalen i morgen tidlig er aflyst. Hun er syg. Det er rykket til mandag om halvanden uge...

Er det derfor jeg sidder og er i gang med et flip nu? Hmm. Næh, det tror jeg ikke. Er det efter familie-tam-tam i weekenden? Næh... Tror jeg heller ikke. Er det fordi jeg er tyk og fed og ikke orker noget så simpelt som tilværelsen? Ja, det tror jeg. Pisse irriterende. Føler mig dog bare lidt magtesløs. Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg kan holde op med at sidde og tude og bare begynde at gøre noget ved det. Ved bare ikke lige hvad. Det slår fejl ret ofte, synes jeg.

Jeg kunne starte med at gå ud og kaste op. Men af en eller anden grund tror jeg ikke, at det tæller som at "gøre noget ved det". På den anden side er det udelukket ikke at gøre det. Min hjerne ville gå amok. Argh. Min hjerne går allerede amok. Fuck it.

Jeg er lidt for sårbar lige nu. Kan ikke holde det ud.

mandag den 10. oktober 2011

Dehydration

Jeg har drukket omkring omkring 3 liter vand i dag. 2 liter inden for de sidste 2-3 timer, men jeg føler mig voldsomt dehydreret. Sådan er det, når det hele ryger op igen.

Er i gang med forundersøgelse til et 10 ugers forløb på Center For Spiseforstyrrelser i Risskov. Har indtil videre været til to psykologsamtaler af omkring 2-3 timers varighed hver. Torsdag morgen skal jeg til diætist for at få lagt min personlige spiseplan. Torsdag eftermiddag skal jeg til indledende samtale for at starte op i en gruppe efter efterårsferien. Og onsdag i denne uge skal jeg til min egen læge for at følge op på hvordan det går med den antidepressive medicin, og fredag skal jeg til min gamle diætist. Det bliver nok sidste samtale hos hende.

Jeg har også afsluttet forløbet med min gamle psykiater. Det bliver noget rod at gå både hos hende og ude på Center for Spiseforstyrrelser.... Og så passede det jo perfekt, eftersom hun alligevel skulle flyttes til en anden afdeling og derfor SKULLE afslutte alle sine patienter. Spørgsmålet er bare, om hun mente, at jeg var klar til at blive afsluttet, hvis hun ikke skulle skifte afdeling. I guess we'll never know. Ser hende aldrig igen.

Jeg har besluttet at tage på skiferie lige efter jul og så hen over nytår. Skal bare lige have hevet nogle flere med på idéen... Og have sparet penge sammen til det. Så ville det nok hjælpe, hvis jeg ikke - som i dag - brugte 170 kr. på mad, som jeg bare kaster op.

Jeg er faktisk for første gang i et år startet måneden med et plus på kontoen. Det var lidt vildt. Før jeg fik løn og alting.... Plus! Men det ændrer sig nok hurtigt, eftersom jeg har tjent for mange penge i forhold til min SU dette år, så jeg er flad i december. Jeg må spare. Bruge færre penge. Kaste mindre op. Være mere fornuftig.

Jeg har sat mig på frokostordningen på arbejde hele ugen... Alt for overmodigt..... Hvorfor gjorde jeg også det? Kan jo slet ikke overskue det. Dammit. Jeg må lige tage mig sammen.

Jeg vil spise min latterlige sandwich færdig, og så vil jeg gå ud og kaste op. Igen. Argh. Melodramatisk crap. Jeg har brug for mere vand.... Og salt. Min krop er ved at blive skør.

onsdag den 17. august 2011

Endnu en dag...

Klokken er over tre om eftermiddagen... Jeg ligger i min seng.

Egentlig havde jeg planlagt at stå op kl. 8, men da uret ringede satte jeg det til kl. 9. Og da klokken blev 9 besluttede jeg, at jeg alligevel ikke ville op. Jeg har rejst mig for at gå på toilettet, men det er også det eneste. Jeg har ikke spist noget endnu, men jeg har jo sådan set heller ikke lavet noget, så jeg har heller ikke rigtig brugt nogen energi. Jeg har set film på min computer.

Det underligste er, at jeg egentlig slet ikke har lyst til at stå op. Jeg vil gerne bare blive liggende. Men jeg bliver nødt til at komme i gang i morgen. Det duer ikke at være sygemeldt så længe. Jeg skal op på studiet i morgen, og så skal jeg til psyk bagefter. Og så skal jeg arbejde. Jeg skal virkelig arbejde. Hele torsdag aften og hele fredagen. For at indhente bare noget af den tid, jeg har været syg...

Argh. Det er unfair, at når man sætter verden på pause, så kører den stadig videre uden for hjemmets 4 vægge. Jeg vil bare gerne have ro. Ro i en uges tid eller to. Helt ro.

tirsdag den 16. august 2011

Bulimic Bitch on a Roll....

Så. Sygemeldt. Bare i dag. Har brugt 370 kr. på mad, som jeg indtil videre har spist en tredjedel af. Har været ude og sige goddag til toilettet to gange... Regner med omkring 10-12 ture endnu før dagen er omme.

Min hjerne er overbelastet. Det værste er, at jeg godt ved, hvad jeg skal gøre, for at blive rask. Jeg skal fokusere mere på mig selv. Jeg ved, at jeg ikke kan klare at arbejde så meget samtidig med at jeg læser.... Det er for meget for mig. Det gør mig stresset, træt, ugidelig, ulykkelig.

Men jeg elsker mit arbejde. Jeg vil ikke gå på kompromis med noget... Hvorfor er det så svært at indrømme over for mig selv, at jeg ikke kan klare det? Jeg vil gerne bare være lykkelig. Og jeg har opskriften....

En rolig hverdag. Træning 2-3 gange om ugen. Socialt samvær med andre mennesker. Spis morgenmad, frokost og aftensmad. Lav dine lektier. Gå i seng i ordentlig tid.

Det er sådan nogle helt almindelige ting, og jeg kan bare ikke finde ud af det. Hvorfor er det så svært? :(

Jeg freaker helt ud over det med behandling... Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Deres standardmadplan siger 2100 kcal om dagen. det er jo åndssvagt meget. Mere end EU anbefaler. Det forstår jeg ikke. Jeg forstår det til anorektikere, men jeg har ikke anoreksi. Jeg har bulimi. Jeg har endda nu fået en helt officiel diagnose i stedet for bare "spiseforstyrrelse uden anden specifikation". Jeg er diagnostiseret bulimisk nu. Vildt alligevel. Der står "F 50.2 bulimia nervosa" i min journal. Jeg har fået en label og er blevet sat i en kasse, og jeg skal nu modtage deres standard 10-ugers behandlingstilbud. Det lyder lidt for godt til at være sandt, ikke rigtig...? 8-9 års problemer med mad, manifisteret gennem restriktivt spisemønster der fik mig til at tabe mig, til jeg havde et BMI under 17, ædeflip som fucker med mine salte så jeg bliver svimmel og træt og oplever voldsom hjertebanken og pulsændringer uden grund (længe leve fucked up kalium-balance, der tilsyneladende kan give mig hjertestop når som helst.....!), impulsive og selvdestruktive handlingsmønstre (heldigvis aldrig så slemt, at jeg ikke stadig kan gå i korte ærmer og shorts uden at skulle komme med alt for mange løgnehistorier om hvor mine ar kommer fra), til tider promiskuøs opførsel (men hvorvidt dette hænger sammen med bulimien er selvfølgelig uvidst... måske var jeg bare en slut, da jeg var yngre. Måske er jeg det stadig?).... Frygt ikke! Det hele kan fixes med et 10-ugers forløb på Risskov's Center for Spiseforstyrrelser.

Kan I fornemme ironien?

På den anden side... Hvis jeg går ind til behandlingen med en negativ holdning, så hjælper det selvfølgelig heller ikke.

Hmm. Jeg tror bare, at jeg lige har en dårlig dag i dag. Jeg har svært ved at acceptere, at denne her lorte spiseforstyrrelse, som jeg klamrer mig sådan til, skal ødelægge ting for mig i mit liv. Skal tage mig liv. Måske ikke slå mig ihjel direkte (det håber jeg i hvert fald ikke), men frarøve mig tid, energi og livsglæde. Frarøve mig gode minder. Frarøve mig mit liv.

Årh. Melodramatisk. Jeg går ud og kaster op igen. Nu tror jeg, at min mave alligevel har lavet den der frysepizza om til nemt opkast-venlig grød.

tirsdag den 9. august 2011

Binge binge binge

Always. Bah.

Går ud og kaster op om lidt. Det føles bare så super dumt. Man (jeg!) ved, hvad jeg laver. Og alligevel gør jeg det. Har ikke købt noget ekstra i dag. Tømte bare skabet. Pasta, nudler og tørret frugt. Så nu har jeg heller ingen tørret frugt til i morgen.

Egentlig er det ikke fordi det er så mange kalorier... Det er nok omkring 1500 kcal. Mange, men slet ikke mange i forhold til hvor proppet jeg føler mig og i forhold til normalt. Går ud og kaster op. Lorte-kalorier. Lorte-mæthedsfølelse.

Den der madplan... Ha. Fucking joke. Jeg vil sove.

Behandling

Fik i dag et behandlingstilbud ved Center for Spiseforstyrrelser i Risskov. Vi snakkede lidt, og jeg fik en madplan, som jeg kan kigge lidt på og forberede mig mentalt til at starte på.... Der er godt nok mange kalorier i sådan en madplan.

Men ja.... Hun sagde, at jeg skulle regne med at blive indkaldt til undersøgelse i midten af september. Blodprøver, sundhedsundersøgelser, samtale om baggrund, samtale om mad, etc., etc.....

Så kører møllen.

Blev lidt skræmt af hendes ord om behandlingen, men ja.. Jeg vil gerne være rask. Jeg vil have det bedre. Men så alligevel... Hun snakkede om, at hvis ikke man kunne følge planen og ikke viste fremskridt, så blev man sat på næste trin, som er 3 dages indlæggelse om ugen med mere intensiv behandling i stedet for den ambulante behandling. Damn.... Man bliver lidt sådan.... Altså... Vil det sige, at hvis jeg ikke kan holde mig oppe på 2100 kcal om dagen, så...? Skræmmende.

Men jeg vil have det bedre.

I dag har jeg kun spist morgenmad (A38 ftw!), en proteinbar og en portion tomatnudler. Går snart i seng... Er ret træt.

Lang dag igen i morgen.

Tror jeg vil smutte ind i seng og stene lidt med min computer. Og også læse den der idiotsikre kostplan.