Jeg føler et eller andet sted, at det er lidt latterligt, at jeg kun skriver sørgelige blogs herinde. Men det er vist bare det der fylder... Når det går godt, så har jeg ikke rigtig behov for at komme ud med en masse tanker. Derfor håber jeg også, at I forstår, at jeg altså ikke er et sørgeligt menneske til daglig... Plejer faktisk at være ganske normal. I hvert fald sådan udadtil.
Anyway, lad os fortsætte til dagens selvbebrejdende blogindlæg:
Var til lægen i morges. Han mener ikke, at jeg har det så godt. Jeg mener faktisk, at jeg har det bedre end i maj, men på hans fine "depressions-test" var jeg altså mere deprimeret nu end i maj. Dum test. Han virkede ikke helt som om han troede på, at jeg havde det fint. Han blev ved med at kigge på mig og spørge, om der ikke var mere jeg ville fortælle.. "Du ligner én, der skal til at sige noget."
Det skulle jeg nu ikke. Jeg havde sagt, hvad jeg ville sige. "Jeg har det fint." Det har jeg faktisk. Det synes jeg. Efter jeg havde været til læge tog jeg hjem igen. Havde egentlig planlagt at tage til undervisning i dag, men tog hjem og sov i stedet. Drømte at jeg spiste rugbrødsmadder, french toast og andet ulækkert. Vågnede op og var helt panisk. Blev sur på mig selv over, at jeg drømte om mad. Det betyder, at jeg har spist for lidt. Men det vidste jeg jo også godt. Spiste intet i går ud over en portion A38 med crüsli og 2 kiks. Dagen før var det ikke meget bedre. Andet end selvfølgelig mit ædeflip. Som jeg forresten er ved at gentage lige nu. Jeg overvejer nogle gange lidt, om det måske ville hjælpe at klippe mit dankort over...? Så kan jeg jo ikke købe noget mad. Jeg har gjort det én gang før. Men der endte jeg bare med at hæve en masse kontanter hele tiden, og jeg mistede totalt overblikket over, hvad jeg brugte mine penge på.
Jeg fryser. Og jeg er overmæt. Og jeg hader mig selv og min krop så sindssygt meget, at jeg slet ikke har ord for det. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan være fyldt med en sådan afsky over for mig selv... Der er jo intet galt med mig. Det siger folk hele tiden. Jeg er faktisk super dygtig. Jeg er ikke for tyk. Men jeg har stadig et BMI der er højere end 22... Jesus, hvor er jeg blevet fed. :( Jeg savner mit BMI på 17. Jeg savner det så meget.
Min læge spurgte, om jeg var ensom. Om det ikke var længe siden jeg havde haft en kæreste... Jo, men hvad skal jeg gøre ved det? Man skal jo ikke bare gå ud og blive kæreste med en eller anden tilfældig fyr. Det skal føles helt rigtigt.
Diætist-aftalen i morgen tidlig er aflyst. Hun er syg. Det er rykket til mandag om halvanden uge...
Er det derfor jeg sidder og er i gang med et flip nu? Hmm. Næh, det tror jeg ikke. Er det efter familie-tam-tam i weekenden? Næh... Tror jeg heller ikke. Er det fordi jeg er tyk og fed og ikke orker noget så simpelt som tilværelsen? Ja, det tror jeg. Pisse irriterende. Føler mig dog bare lidt magtesløs. Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg kan holde op med at sidde og tude og bare begynde at gøre noget ved det. Ved bare ikke lige hvad. Det slår fejl ret ofte, synes jeg.
Jeg kunne starte med at gå ud og kaste op. Men af en eller anden grund tror jeg ikke, at det tæller som at "gøre noget ved det". På den anden side er det udelukket ikke at gøre det. Min hjerne ville gå amok. Argh. Min hjerne går allerede amok. Fuck it.
Jeg er lidt for sårbar lige nu. Kan ikke holde det ud.
1 kommentar: