Så. Sygemeldt. Bare i dag. Har brugt 370 kr. på mad, som jeg indtil videre har spist en tredjedel af. Har været ude og sige goddag til toilettet to gange... Regner med omkring 10-12 ture endnu før dagen er omme.
Min hjerne er overbelastet. Det værste er, at jeg godt ved, hvad jeg skal gøre, for at blive rask. Jeg skal fokusere mere på mig selv. Jeg ved, at jeg ikke kan klare at arbejde så meget samtidig med at jeg læser.... Det er for meget for mig. Det gør mig stresset, træt, ugidelig, ulykkelig.
Men jeg elsker mit arbejde. Jeg vil ikke gå på kompromis med noget... Hvorfor er det så svært at indrømme over for mig selv, at jeg ikke kan klare det? Jeg vil gerne bare være lykkelig. Og jeg har opskriften....
En rolig hverdag. Træning 2-3 gange om ugen. Socialt samvær med andre mennesker. Spis morgenmad, frokost og aftensmad. Lav dine lektier. Gå i seng i ordentlig tid.
Det er sådan nogle helt almindelige ting, og jeg kan bare ikke finde ud af det. Hvorfor er det så svært? :(
Jeg freaker helt ud over det med behandling... Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Deres standardmadplan siger 2100 kcal om dagen. det er jo åndssvagt meget. Mere end EU anbefaler. Det forstår jeg ikke. Jeg forstår det til anorektikere, men jeg har ikke anoreksi. Jeg har bulimi. Jeg har endda nu fået en helt officiel diagnose i stedet for bare "spiseforstyrrelse uden anden specifikation". Jeg er diagnostiseret bulimisk nu. Vildt alligevel. Der står "F 50.2 bulimia nervosa" i min journal. Jeg har fået en label og er blevet sat i en kasse, og jeg skal nu modtage deres standard 10-ugers behandlingstilbud. Det lyder lidt for godt til at være sandt, ikke rigtig...? 8-9 års problemer med mad, manifisteret gennem restriktivt spisemønster der fik mig til at tabe mig, til jeg havde et BMI under 17, ædeflip som fucker med mine salte så jeg bliver svimmel og træt og oplever voldsom hjertebanken og pulsændringer uden grund (længe leve fucked up kalium-balance, der tilsyneladende kan give mig hjertestop når som helst.....!), impulsive og selvdestruktive handlingsmønstre (heldigvis aldrig så slemt, at jeg ikke stadig kan gå i korte ærmer og shorts uden at skulle komme med alt for mange løgnehistorier om hvor mine ar kommer fra), til tider promiskuøs opførsel (men hvorvidt dette hænger sammen med bulimien er selvfølgelig uvidst... måske var jeg bare en slut, da jeg var yngre. Måske er jeg det stadig?).... Frygt ikke! Det hele kan fixes med et 10-ugers forløb på Risskov's Center for Spiseforstyrrelser.
Kan I fornemme ironien?
På den anden side... Hvis jeg går ind til behandlingen med en negativ holdning, så hjælper det selvfølgelig heller ikke.
Hmm. Jeg tror bare, at jeg lige har en dårlig dag i dag. Jeg har svært ved at acceptere, at denne her lorte spiseforstyrrelse, som jeg klamrer mig sådan til, skal ødelægge ting for mig i mit liv. Skal tage mig liv. Måske ikke slå mig ihjel direkte (det håber jeg i hvert fald ikke), men frarøve mig tid, energi og livsglæde. Frarøve mig gode minder. Frarøve mig mit liv.
Årh. Melodramatisk. Jeg går ud og kaster op igen. Nu tror jeg, at min mave alligevel har lavet den der frysepizza om til nemt opkast-venlig grød.
1 kommentar: