Deprimeret

Jeg bryder mig ikke om at være trist. Men jeg er trist. Jeg vågnede her til morgen og var bare trist. Trist fordi jeg vidste, at vægten ville være højere i dag end den har været i mange dage. Trist fordi jeg bekymrer mig over, hvad min vægt fortæller mig. Trist fordi jeg med min tristhed gør andre mennesker triste.
Jeg synes ikke rigtig, at mine antidepressiver virker så godt... Eller måske er det bare en virkelig dårlig periode?
Jeg føler, at det hele er ret håbløst. Og jeg har ikke lyst til at se andre mennesker, for jeg har ikke lyst til, at mit dårlige humør skal gå ud over dem. Så jeg isolerer mig. Jeg aflyste en aftale med kæresten i går aftes. Det gjorde ham jo også trist... Han er ikke idiot. Han ved godt, at jeg havde en dårlig dag. En virkelig dårlig dag. Men han ved også godt, at jeg vil have, at han skal blande sig udenom. Det må være en virkelig svær position at stå i. Og jeg hader mig selv lidt for at placere ham i en så umulig situation.
Jeg vil så gerne være glad i nærheden af ham. Men jeg kan bare ikke overskue det. Jeg kan ikke overskue samtale, sex, aftensmad, arrangementer eller noget som helst. Jeg vil gerne bare ligge under dynen og være ked af det. Men det hjælper jo heller ikke noget!

Dumt. Det er så dumt.