Så har jeg været til første samtale på Stolpegården. Det var meget ligesom første samtale på Center for Spiseforstyrrelser i Aarhus... Jeg fortalte en masse, og hun skrev en masse ned. Hun spurgte, hvor mange objektivt bulimiske episoder jeg typisk har på en måned, og jeg sagde, at det svingede.
"Men hvis nu du skal sætte et tal på det.."
"Definer én episode. Hvis nu jeg køber ind for 300 kr, men jeg kun spiser omkring halvdelen, kaster det op, venter en halv times tid, kaster op igen, venter 20 minutter mere, spiser resten, kaster op igen, venter en halv time og kaster op igen. Er det så en eller to episoder? Og hvor mange opkastninger er det jf. den officielt accepterede måde at tælle objektivt bulimiske episoder og opkastninger på?"
Det er så én episode, kan jeg fortælle. Men hvis jeg køber ind to gange, så er det to episoder. Jeg spurgte ikke, om det var to episoder, hvis jeg købte ind først, gik hjem og spiste det, og når jeg var færdig så besluttede mig for, at jeg ikke var færdig alligevel og bestilte en pizza før jeg løb helt tør for mad.
Så. Nu skal jeg være positiv. Det er jo egentlig heller ikke hendes skyld, at hun skal spørge mig om de her standardting. Det er for, at de kan sammenligne data på tværs af regionerne og for at de kan se, om der sker en udvikling. Det føles bare altid lidt underligt at svare på spørgsmål, som man mener er stillet på en forkert måde... Jeg føler ikke rigtig, at jeg giver et sandfærdigt svar, for mit svar dækker ikke over, hvordan det egentlig er. Der mangler ligesom noget.
Anyway. Det var faktisk en fin samtale. Ikke rigtig noget nyt. De skal bare danne sig et indtryk af, hvem jeg er. Og så fik jeg taget blodtryk og blev målt og vejet. Jeg fik (igen-igen-igen-igen-igen-igen-igen) at vide, at jeg har et lidt lavt blodtryk, og at jeg skulle være opmærksom på, om jeg gik og blev svimmel og/eller besvimede. Jeg fortalte (igen-igen-igen-igen-igen-igen-igen), at jeg ikke besvimer, men har en del svimmelhedsanfald.
Jeg blev vejet til 61,3 kg. Dog efter morgenmad, vandindtag og med tøj på, så den er ikke helt rigtig. Sidst jeg vejede mig hjemme om morgenen (tirsdag) var den 59,8 kg. Synes altid det svinger. Den ligger dog omkring 60-61 lige for tiden, hvilket giver mig et BMI ca. mellem 20,3 og 20,7. Så hvis jeg kommer i en gruppe, så kommer jeg i gruppen for de normalvægtige. Dvs dem der har et BMI mellem 20 og 27 (ja - 27!!).
Jeg skal til lægesamtale om 14 dage, og så skal de have min sag op på konference. Derefter kan de højst sandsynligt give mig et behandlingstilbud, og det bliver højst sandsynligt noget adfærdsregulerende gruppeterapi, så vidt jeg kunne forstå på hende. Meget á la det jeg prøvede i Aarhus, men dog med en lidt anden struktur og sådan. De tilbyder uhyre sjældent individuelle forløb, for de har erfaring med, at man får de bedste resultater i gruppeforløb. Jeg sagde til hende, at det var helt fint, men at de bare skulle være opmærksom på, at det var det samme de sagde i Aarhus, og efter gruppeforløbene konkluderede de begge gange, at jeg burde tilbydes et individuelt forløb - jeg kunne bare ikke tage imod det pga. først udenlandsrejse og senere flytning.
Jeg vil så gerne være positiv, og jeg vil virkelig gerne kæmpe for det her. Det føles bare ikke som om der er noget groundbreaking i deres indgangsvinkel...
Jeg vil drikke min monster, og så vil jeg komme i gang med noget eksamenslæsning. Har udskudt det længe nok nu. Og så vil jeg være positiv. Stolpegården kan ikke fikse noget for mig - det ved jeg godt. De kan tilbyde mig en hjælpende hånd og nogle redskaber, og jeg skal være villig til at tage imod dem, for at det virker.
Jeg vil gerne tage imod dem. Jeg vil i hvert fald gerne prøve. (Siger jeg og overvejer samtidig at skippe frokost i dag... Argh! Skal spise frokost. Skal, skal, skal. Måske kl. 14?)
torsdag den 30. maj 2013
lørdag den 18. maj 2013
Mit køleskab
Min kæreste var på besøg i onsdags og lavede mad til mig. Så nu har jeg faktisk mere mad i køleskabet end normalt... :o Æg, broccoli og blomkål. Det må man kunne lave en ordentlig aftensmad af.
Ellers er mit køleskab måske ikke rigtig det ideelle køleskab. 15 dåser monster, 1 dåse sukkerfri cult cola (det skal jo prøves), danskvand, kaloriefri saft, rismælk (det skulle jo også prøves, nu andre snakkede så godt om det)... Melonen i grøntsagsskuffen var et impulskøb, da jeg var ude og købe monster. Den kostede kun 10 kr, og jeg tænkte, at den kunne være et fint mellemmåltid. Eller måske frokost. Kan ikke rigtig finde ud af, hvornår jeg skal spise den. Danskvand, cult og saft er nyt. Normalt er der bare monster, leverpostej og en agurk eller sådan noget.
Jeg har prøvet nogle gange at købe ind, så jeg havde et mere normalt indhold i mit køleskab. Men det duer ikke. Det holder nærmest ingen tid, og ofte ender det også bare med, at jeg får et ædeflip, og så er det hurtigt væk. Der er mindre sandsynlighed for et ædeflip, hvis der ingen mad er.
Bare det at have leverpostej er til tider lidt af en udfordring... Men nu har jeg øvet mig på det siden slutningen af 2010. Det er efterhånden blevet mere og mere ok. Sukkerfri syltede rødbeder og agurker var mit alternativ til frisk agurk, som jeg ellers plejer at komme på min leverpostej. Jeg var træt af, at agurken altid slap op så hurtigt, og at jeg så skulle ud og køber mere. Syltede rødbeder og agurker holder længere. Har dog kun åbnet rødbederne. Ingen grund til at åbne dem begge på én gang. Når rødbederne er væk går jeg over til at putte syltede agurker på leverpostejen.
Og ja - det er neglelak på øverste hylde i lågen. Fik en gang at vide, at det holdt sig bedre, hvis det var i køleskabet.
Ellers er mit køleskab måske ikke rigtig det ideelle køleskab. 15 dåser monster, 1 dåse sukkerfri cult cola (det skal jo prøves), danskvand, kaloriefri saft, rismælk (det skulle jo også prøves, nu andre snakkede så godt om det)... Melonen i grøntsagsskuffen var et impulskøb, da jeg var ude og købe monster. Den kostede kun 10 kr, og jeg tænkte, at den kunne være et fint mellemmåltid. Eller måske frokost. Kan ikke rigtig finde ud af, hvornår jeg skal spise den. Danskvand, cult og saft er nyt. Normalt er der bare monster, leverpostej og en agurk eller sådan noget.
Jeg har prøvet nogle gange at købe ind, så jeg havde et mere normalt indhold i mit køleskab. Men det duer ikke. Det holder nærmest ingen tid, og ofte ender det også bare med, at jeg får et ædeflip, og så er det hurtigt væk. Der er mindre sandsynlighed for et ædeflip, hvis der ingen mad er.
Bare det at have leverpostej er til tider lidt af en udfordring... Men nu har jeg øvet mig på det siden slutningen af 2010. Det er efterhånden blevet mere og mere ok. Sukkerfri syltede rødbeder og agurker var mit alternativ til frisk agurk, som jeg ellers plejer at komme på min leverpostej. Jeg var træt af, at agurken altid slap op så hurtigt, og at jeg så skulle ud og køber mere. Syltede rødbeder og agurker holder længere. Har dog kun åbnet rødbederne. Ingen grund til at åbne dem begge på én gang. Når rødbederne er væk går jeg over til at putte syltede agurker på leverpostejen.
Og ja - det er neglelak på øverste hylde i lågen. Fik en gang at vide, at det holdt sig bedre, hvis det var i køleskabet.
mandag den 13. maj 2013
Det svinger...
Det er så dobbeltmoralsk. Jeg vil gerne være rask. Men jeg vil ikke gøre en indsats.
Går ud og kaster op igen lige om lidt.
lørdag den 11. maj 2013
Eksamen
Sidder og skal skrive opgave. Men jeg laver ret mange overspringshandlinger... Til gengæld er det lidt nemmere med maden, når jeg skal skrive opgave. Det giver mig et fokus. Men ja.. Ved ikke, om det er det rigtige fokus. Spiser mindre. Men kaster ikke så meget op...
Skal til middag med kæresten og nogle af hans venner i aften. De har været rigtig søde og forstående, så vi bestiller noget udefra og spiser hjemme. Alternativet var at tage ud og spise, og det kunne i så fald først blive efter kl. 20. På den måde er der lidt mindre stress, og vi kan spise til normal tid. Har bare ikke lyst til at være til besvær... Men de var helt ok med det. Det sagde de i hvert fald. Håber ikke, at jeg kommer til at føle, at jeg er til besvær.
Skal til middag med kæresten og nogle af hans venner i aften. De har været rigtig søde og forstående, så vi bestiller noget udefra og spiser hjemme. Alternativet var at tage ud og spise, og det kunne i så fald først blive efter kl. 20. På den måde er der lidt mindre stress, og vi kan spise til normal tid. Har bare ikke lyst til at være til besvær... Men de var helt ok med det. Det sagde de i hvert fald. Håber ikke, at jeg kommer til at føle, at jeg er til besvær.
søndag den 28. april 2013
Stolpegården og reb
Det er lidt svært lige nu. Jeg tror, det er fordi jeg er træt, og det har generelt bare været en intensiv weekend. Super spændende og lærerig, og jeg har hygget mig rigtig meget med min kæreste, men vi havde lige en enkelt episode, som resulterede i, at jeg brød grædende sammen og lå og hulkede en halv times tid... Han blev rigtig ked af det, for han følte, at det var hans skyld. Det var ham, der trickede det, men det var ikke hans skyld, at jeg reagerede så irrationelt. Kort fortalt, så tog han et billede af mig bagfra og viste det til mig for at pointere, at nogle reb han havde lagt om mig så helt forkert ud (vi dyrker en del japansk bondage)... Han var irriteret over, at jeg ikke ville acceptere hans påstand om, at "det ligner pis", og hans kamera lå lige ved siden af. Det hele gik lidt op i en spids, og han snuppede lynhurtigt et billede af mig og viste mig det. Jeg kunne bare slet ikke overskue det.
På det billede så han en dårlig binding, som ødelagde et ellers smukt kunstværk. Han så sine egne fejl.
Jeg så en klump fedt, som hang i nogle snore. Og jeg kunne slet ikke overskue det. Det var så ulækkert og ubehageligt, og jeg kunne bare intet gøre ved det. Jeg var enormt sårbar i situationen og efter to intensive dage, hvor vi har arbejdet med connection imellem os og jeg virkelig har fjernet mange af mine parader, så var jeg bare helt åben og modtagelig for alt, som kom min vej. Det kunne bare slet ikke overskue at se mig selv. Jeg havde virkelig overvundet mig selv mange gange og fået virkelig meget positivt ud af det, men det hele var foregået i mit tempo. Indtil jeg fik smækket det billede op i ansigtet...
Men heldigvis var det kun lige en enkelt lille episode i løbet af 2 ellers helt fantastiske dage med masser af reb, nærhed med ham og generelt bare herlighed.
Jeg er til gengæld træt nu. Det har været to lange dage, og jeg er lidt ør i hovedet og har bare brug for at slappe af. Heldigvis kan jeg også bare slappe af. Jeg sidder i kærestens seng under dynen og skal ingenting. :) Han havde en aftale her kl. 11, men han kommer tilbage igen senere. Måske skal vi ud med nogle venner i aften, men jeg skal lige mærke efter, hvordan jeg har det i løbet af dagen. Skal lige være lidt alene og fornemme, om det er smart af mig eller ej at tage ud i aften.
Da vi kom hjem til mig i går aftes lå der et brev fra Stolpegården. Jeg har fået en konsultation i slutningen af maj... Jeg mangler stadig lige at få kigget de vedlagte pjecer igennem, men jeg kan jo næsten regne ud, at det betyder, at jeg ikke skal ud og finde et andet behandlingssted selv, eftersom det offentlige har kunnet overholde ventetiden på max 2 måneder.
Det var bare sådan et "hej - du har fået en tid"-brev... Ikke så meget andet. De skriver, at de vil sende noget mere ca. 3 uger før samtalen. Et spørgeskema og sådan noget...
Jeg har ikke vejet mig i over en uge nu. Jeg er lidt bange for, hvad vægten vil vise, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg tør stille mig op på den. Jeg er bange for at det vil få mig i slemt dårligt humør, hvis den er for høj. Det er bare også virkelig foruroligende ikke at vide, hvad jeg vejer.
Jeg har fokuseret meget på, at jeg vil være rask de sidste par dage.. Når det har været lidt svært, så har jeg tænkt på min kæreste og min fremtid. Den fremtid, som kræver, at jeg ikke er bulimisk i en sådan grad, som jeg er i dag.
Lige nu er det også svært. Måske jeg skulle prøve at sove lidt?
På det billede så han en dårlig binding, som ødelagde et ellers smukt kunstværk. Han så sine egne fejl.
Jeg så en klump fedt, som hang i nogle snore. Og jeg kunne slet ikke overskue det. Det var så ulækkert og ubehageligt, og jeg kunne bare intet gøre ved det. Jeg var enormt sårbar i situationen og efter to intensive dage, hvor vi har arbejdet med connection imellem os og jeg virkelig har fjernet mange af mine parader, så var jeg bare helt åben og modtagelig for alt, som kom min vej. Det kunne bare slet ikke overskue at se mig selv. Jeg havde virkelig overvundet mig selv mange gange og fået virkelig meget positivt ud af det, men det hele var foregået i mit tempo. Indtil jeg fik smækket det billede op i ansigtet...
Men heldigvis var det kun lige en enkelt lille episode i løbet af 2 ellers helt fantastiske dage med masser af reb, nærhed med ham og generelt bare herlighed.
Jeg er til gengæld træt nu. Det har været to lange dage, og jeg er lidt ør i hovedet og har bare brug for at slappe af. Heldigvis kan jeg også bare slappe af. Jeg sidder i kærestens seng under dynen og skal ingenting. :) Han havde en aftale her kl. 11, men han kommer tilbage igen senere. Måske skal vi ud med nogle venner i aften, men jeg skal lige mærke efter, hvordan jeg har det i løbet af dagen. Skal lige være lidt alene og fornemme, om det er smart af mig eller ej at tage ud i aften.
Da vi kom hjem til mig i går aftes lå der et brev fra Stolpegården. Jeg har fået en konsultation i slutningen af maj... Jeg mangler stadig lige at få kigget de vedlagte pjecer igennem, men jeg kan jo næsten regne ud, at det betyder, at jeg ikke skal ud og finde et andet behandlingssted selv, eftersom det offentlige har kunnet overholde ventetiden på max 2 måneder.
Det var bare sådan et "hej - du har fået en tid"-brev... Ikke så meget andet. De skriver, at de vil sende noget mere ca. 3 uger før samtalen. Et spørgeskema og sådan noget...
Jeg har ikke vejet mig i over en uge nu. Jeg er lidt bange for, hvad vægten vil vise, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg tør stille mig op på den. Jeg er bange for at det vil få mig i slemt dårligt humør, hvis den er for høj. Det er bare også virkelig foruroligende ikke at vide, hvad jeg vejer.
Jeg har fokuseret meget på, at jeg vil være rask de sidste par dage.. Når det har været lidt svært, så har jeg tænkt på min kæreste og min fremtid. Den fremtid, som kræver, at jeg ikke er bulimisk i en sådan grad, som jeg er i dag.
Lige nu er det også svært. Måske jeg skulle prøve at sove lidt?
torsdag den 25. april 2013
Jeg vil være rask
Jeg vil gerne være rask.
Jeg har virkelig tænkt meget over det på det sidste... Og jeg ved godt, at det bliver virkelig hårdt. Men jeg vil gerne være rask. Jeg vil gerne have et normalt liv sammen med min kæreste... Flytte sammen, blive gift og få børn. Altså ikke alt sammen lige nu. Men jeg vil gerne være i stand til at se en fremtid sammen med ham. En fremtid for mig selv.
Det er virkelig svært at forestille sig, at jeg en dag måske lever helt uden nogen spiseforstyrrelse... Måske er det også okay, hvis alle tankerne ikke helt forsvinder. Hvis bare jeg kan cope med dem på en bedre måde. Hvis jeg kan være glad... :)
Jeg vil gerne være rask, og jeg vil gerne prøve hårdere. Jeg vil gerne øge min egen indsats, og jeg vil gerne gøre et helhjertet forsøg. Hvis det betyder, at jeg en dag kan komme til at leve i et rækkehus eller en villa med min kæreste, stå op om morgenen og spise morgenmad sammen med ham og måske endda smøre madpakker til et par unger, for så at tage på arbejde og komme hjem om aftenen og smile til hele familien, så er det det hele værd. Om det så bliver 3 år i helvede - eller 10 år i helvede. Hvis jeg kan komme ud på den anden side, så er det det værd.
Jeg tror ikke, at jeg kan gøre det alene... Men jeg er afklaret med, at han gerne vil støtte mig. Og jeg ved, at min far også gerne vil, selvom han har svært ved det. Følelser er ikke lige hans stærke side... Men han prøver, og det er rart.
Det her forår skal ikke være et dårligt forår. Det skal være et godt forår. Jeg har stadig intet arbejde, og jeg er meget bevidst om ikke at få noget arbejde før om et godt stykke tid. Der skal ikke være noget pres. Jeg skal bruge tid, energi og ressourcer på at bekæmpe denne her spiseforstyrrelse. Og så må jeg undvære penge, en fed lejlighed og andre ting i mellemtiden. Det er det værd.
That being said, så venter jeg stadig på brev fra "regionen"... (hver gang jeg skriver "regionen", så skal I forestille jer sådan en dramatisk baggrundsmusik, som ligesom kan understrege, hvor stor, bureaukratisk og anonym en institution det er). Men ja - nu er det jo også kun slutningen af april, og det er jo "kun" 3-4 måneder siden jeg blev afsluttet på CFS i Aarhus. .oO(jesus mother of christ, et lortesystem...)
Jeg har virkelig tænkt meget over det på det sidste... Og jeg ved godt, at det bliver virkelig hårdt. Men jeg vil gerne være rask. Jeg vil gerne have et normalt liv sammen med min kæreste... Flytte sammen, blive gift og få børn. Altså ikke alt sammen lige nu. Men jeg vil gerne være i stand til at se en fremtid sammen med ham. En fremtid for mig selv.
Det er virkelig svært at forestille sig, at jeg en dag måske lever helt uden nogen spiseforstyrrelse... Måske er det også okay, hvis alle tankerne ikke helt forsvinder. Hvis bare jeg kan cope med dem på en bedre måde. Hvis jeg kan være glad... :)
Jeg vil gerne være rask, og jeg vil gerne prøve hårdere. Jeg vil gerne øge min egen indsats, og jeg vil gerne gøre et helhjertet forsøg. Hvis det betyder, at jeg en dag kan komme til at leve i et rækkehus eller en villa med min kæreste, stå op om morgenen og spise morgenmad sammen med ham og måske endda smøre madpakker til et par unger, for så at tage på arbejde og komme hjem om aftenen og smile til hele familien, så er det det hele værd. Om det så bliver 3 år i helvede - eller 10 år i helvede. Hvis jeg kan komme ud på den anden side, så er det det værd.
Jeg tror ikke, at jeg kan gøre det alene... Men jeg er afklaret med, at han gerne vil støtte mig. Og jeg ved, at min far også gerne vil, selvom han har svært ved det. Følelser er ikke lige hans stærke side... Men han prøver, og det er rart.
Det her forår skal ikke være et dårligt forår. Det skal være et godt forår. Jeg har stadig intet arbejde, og jeg er meget bevidst om ikke at få noget arbejde før om et godt stykke tid. Der skal ikke være noget pres. Jeg skal bruge tid, energi og ressourcer på at bekæmpe denne her spiseforstyrrelse. Og så må jeg undvære penge, en fed lejlighed og andre ting i mellemtiden. Det er det værd.
That being said, så venter jeg stadig på brev fra "regionen"... (hver gang jeg skriver "regionen", så skal I forestille jer sådan en dramatisk baggrundsmusik, som ligesom kan understrege, hvor stor, bureaukratisk og anonym en institution det er). Men ja - nu er det jo også kun slutningen af april, og det er jo "kun" 3-4 måneder siden jeg blev afsluttet på CFS i Aarhus. .oO(jesus mother of christ, et lortesystem...)
søndag den 14. april 2013
Fantastisk vidunderlig weekend
Jeg er mega træt, men jeg er glad. Jeg har spist mere normalt denne weekend, og jeg har brugt en masse tid sammen med min kæreste og nogle herlige fællesvenner. Jeg er generelt bare rigtig glad lige nu. :) Dejlig weekend! Flere af dem, tak.
Abonner på:
Opslag (Atom)