Stolpegården del 1

Så har jeg været til første samtale på Stolpegården. Det var meget ligesom første samtale på Center for Spiseforstyrrelser i Aarhus... Jeg fortalte en masse, og hun skrev en masse ned. Hun spurgte, hvor mange objektivt bulimiske episoder jeg typisk har på en måned, og jeg sagde, at det svingede.
"Men hvis nu du skal sætte et tal på det.."
"Definer én episode. Hvis nu jeg køber ind for 300 kr, men jeg kun spiser omkring halvdelen, kaster det op, venter en halv times tid, kaster op igen, venter 20 minutter mere, spiser resten, kaster op igen, venter en halv time og kaster op igen. Er det så en eller to episoder? Og hvor mange opkastninger er det jf. den officielt accepterede måde at tælle objektivt bulimiske episoder og opkastninger på?"

Det er så én episode, kan jeg fortælle. Men hvis jeg køber ind to gange, så er det to episoder. Jeg spurgte ikke, om det var to episoder, hvis jeg købte ind først, gik hjem og spiste det, og når jeg var færdig så besluttede mig for, at jeg ikke var færdig alligevel og bestilte en pizza før jeg løb helt tør for mad.

Så. Nu skal jeg være positiv. Det er jo egentlig heller ikke hendes skyld, at hun skal spørge mig om de her standardting. Det er for, at de kan sammenligne data på tværs af regionerne og for at de kan se, om der sker en udvikling. Det føles bare altid lidt underligt at svare på spørgsmål, som man mener er stillet på en forkert måde... Jeg føler ikke rigtig, at jeg giver et sandfærdigt svar, for mit svar dækker ikke over, hvordan det egentlig er. Der mangler ligesom noget.

Anyway. Det var faktisk en fin samtale. Ikke rigtig noget nyt. De skal bare danne sig et indtryk af, hvem jeg er. Og så fik jeg taget blodtryk og blev målt og vejet. Jeg fik (igen-igen-igen-igen-igen-igen-igen) at vide, at jeg har et lidt lavt blodtryk, og at jeg skulle være opmærksom på, om jeg gik og blev svimmel og/eller besvimede. Jeg fortalte (igen-igen-igen-igen-igen-igen-igen), at jeg ikke besvimer, men har en del svimmelhedsanfald.
Jeg blev vejet til 61,3 kg. Dog efter morgenmad, vandindtag og med tøj på, så den er ikke helt rigtig. Sidst jeg vejede mig hjemme om morgenen (tirsdag) var den 59,8 kg. Synes altid det svinger. Den ligger dog omkring 60-61 lige for tiden, hvilket giver mig et BMI ca. mellem 20,3 og 20,7. Så hvis jeg kommer i en gruppe, så kommer jeg i gruppen for de normalvægtige. Dvs dem der har et BMI mellem 20 og 27 (ja - 27!!).

Jeg skal til lægesamtale om 14 dage, og så skal de have min sag op på konference. Derefter kan de højst sandsynligt give mig et behandlingstilbud, og det bliver højst sandsynligt noget adfærdsregulerende gruppeterapi, så vidt jeg kunne forstå på hende. Meget á la det jeg prøvede i Aarhus, men dog med en lidt anden struktur og sådan. De tilbyder uhyre sjældent individuelle forløb, for de har erfaring med, at man får de bedste resultater i gruppeforløb. Jeg sagde til hende, at det var helt fint, men at de bare skulle være opmærksom på, at det var det samme de sagde i Aarhus, og efter gruppeforløbene konkluderede de begge gange, at jeg burde tilbydes et individuelt forløb - jeg kunne bare ikke tage imod det pga. først udenlandsrejse og senere flytning.
Jeg vil så gerne være positiv, og jeg vil virkelig gerne kæmpe for det her. Det føles bare ikke som om der er noget groundbreaking i deres indgangsvinkel...

Jeg vil drikke min monster, og så vil jeg komme i gang med noget eksamenslæsning. Har udskudt det længe nok nu. Og så vil jeg være positiv. Stolpegården kan ikke fikse noget for mig - det ved jeg godt. De kan tilbyde mig en hjælpende hånd og nogle redskaber, og jeg skal være villig til at tage imod dem, for at det virker.
Jeg vil gerne tage imod dem. Jeg vil i hvert fald gerne prøve. (Siger jeg og overvejer samtidig at skippe frokost i dag... Argh! Skal spise frokost. Skal, skal, skal. Måske kl. 14?)