torsdag den 6. februar 2014

Afstand

Det er sjovt som jeg har det med at lade være med at skrive, når der virkelig arbejdes... Jeg har slet ikke skrevet al den tid jeg har været i gruppebehandling på Stolpegården. Måske er det fordi, jeg føler, at jeg får dækket mit behov for at "komme ud med tingene". Selvom det måske ikke bliver til så mange minutter om ugen, hvor jeg får givet udtryk for mine frustrationer, så skal jeg skrive kostdagbog hver dag, og der har jeg også mulighed for at skrive nogle af mine tanker ned. Ikke at jeg rigtig har benyttet mig af det... Men whatever.

Jeg afsluttede gruppebehandlingen for næsten 2 uger siden nu. Vi lavede evaluering på mine målsætninger, og vi konstaterede, at jeg havde rykket mig, men at der stadig er meget at arbejde med.

Målsætningerne:
  • Ingen opkastninger
  • Finde glæden i en sport
  • Overskue pludselige ændringer
  • Eksternalisere spiseforstyrrelsen
  • Socialiserer mere med min familie - især med min far og hans kone
Jeg synes det er gået okay med at arbejde med dem. I hvert fald nogle af dem. Jeg har måske kun kastet op ca. 10 gange siden jeg startede i behandling i september 2013, så det er jo fremskridt. Mekanisk spisning fik overtaget i et godt stykke tid, men lige nu kæmper jeg stadig en del med det... Og nu, hvor der ikke længere er så mange objektive overspisninger, så er der flere subjektive. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg spiser for meget, og at jeg burde spise sundere og mindre. Men det ender sjældent i voldsomme overspisninger og opkastninger. Mit forbrug af penge til mad, jeg kaster op, er også faldet voldsomt. I marts og april sidste år var det over 2000 kr. hver måned, og i maj, juni, juli og august var gennemsnittet omkring 750 kr. I september-januar er gennemsnittet under 400 kr, og der er måske tale om kun én eller to opkastninger om måneden.

Det er rart at kunne se en udvikling, men det er samtidig lidt svært at holde fast i.

Nu er den intensive del af behandlingen så overstået, så i løbet af det næste halve år gælder det den såkaldte "efterbehandling", som består af to individuelle samtaler og fire temaeftermiddage. Jeg havde sidste diætistsamtale i onsdags, og hun kommenterede, at jeg virkede restriktiv i min kost. Jeg har lyst til at være restriktiv, og så alligevel ikke. Men jeg synes, at jeg har spist vildt meget på det sidste... Måske bare for mange søde sager og for lidt rigtig mad.

Jeg prøver at skære lidt ned på mit forbrug af alt for søde sager. Sukker er ikke godt for én. Skal spise rigtig mad i stedet... Det roder også mindre i mit hoved, og jeg føler mig mere mæt af det.

Apropos overskud og at arbejde med spiseforstyrrelsen, så bør jeg lægge mig til at sove nu. Jeg har et alt for tæt pakket program i morgen med mange forskellige aftaler, hvilket betyder alt for mange forskellige indtryk, hvilket er noget jeg har svært ved at kapere...

fredag den 30. august 2013

At ligge vandret

Jeg har virkelig haft for meget at se til i løbet af den sidste tid... Sommeruniversitet var hårdt. Sidste eksamen var i går, og intro på CLM på CBS startede i mandags. Kom dog kun mandag og ikke tirsdag og onsdag, for den info de delte virkede ikke som noget, jeg ikke selv kunne finde.

Jeg starter desuden i en gruppe på Stolpegården om lidt over en uge. Så det går da fremad. August var helt fucked med virkelig mange dårlige dage, men det skal nok gå. Lige nu er jeg positiv. Har bare ikke lige tid og overskud til at skrive så meget herinde.... Sorry.

mandag den 5. august 2013

SU og tillæg (rant)

Jeg er ved at få spat. Jeg er på sommeruniversitet for at færdiggøre min bachelor, så jeg kan starte på CBS til september, men det hele er vildt fucked.

Man skal åbenbart være tilknyttet sit bachelorstudie i SU-systemet, selvom man starter på sin kandidat, og den info havde jeg på en eller anden måde misset. Så på mystisk vis er jeg blevet smidt af SU-systemet på AU og kommet ind på CBS' system, og det betyder, at jeg ikke kan få et uddannelseskort, så jeg kommer til at smide omkring 1000 kr mere i transportudgifter i august end planlagt. Jeg bad dem så om at slette mig fra CBS' SU-system, så AU kunne rette min status til "aktiv" i stedet for "afbrudt", så jeg kunne få styr på det igen, men det magter de ikke. De fjernede mig fra CBS, og jeg kunne endda se det i selvbetjeningen på min.su.dk. Og så har de så oprettet mig igen?! Så nu står jeg til at starte der i september og gå der de næste 3 år (selvom jeg kun er optaget på en 2-årig kandidat?!) og systemet blokerer igen for AU, hvis SU-kontor kun har åbent 4 timer om dagen, og det tager ca. en times tid at komme igennem telefonkøen. Hvilket jo er fedt, når man er på sommeruniversitet hele august i tidsrummet 9-13 hver dag.

Fucking fucktards af nogle fucking lorteadministrative medarbejdere der fucking ikke forstår en fucking fuck af hvad man siger til dem.

...må ringe igen i morgen.

Det distraherer mig bare helt vildt, og jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om at læse.

Oven i det, så er den handicaptillægsansøgning jeg sendte af sted i november/december 2012 stadig ikke gået igennem. Først fordi jeg flyttede behandlingssted, og så fordi de holder sommerferie eller hvad fuck de ellers laver. Da jeg ringede forige gang fik jeg at vide, at de bare manglede lægeerklæringen fra Stolpegården. Den fik de for 4 uger siden, og så sagde de, at der ville gå ca. 2 uger. Ringede så til dem igen efter 3 uger, og så siger SU-damen, at hun kan se, at de har opdateret min ansøgning inden for den sidste uge, men hun kan ikke se, hvad de har gjort, men - bare rolig - "der sker snart noget." Jeg spurgte hende så hvornår "snart" er, for mit budget er for længst væltet efter jeg ikke har kunnet arbejde siden jeg sagde op pga. mega stress og bulimi i oktober/november sidste år. "Snart" betyder inden for en måned. Fuck dem.

Jeg HADER, at jeg skal bede om dette latterlige tillæg, og det var virkelig en overvindelse at ansøge om det. Jeg vil gerne arbejde. Men jeg vil også gerne være rask. Og det koster ca. 5.000 kr. om dagen for staten at have en person i behandling for spiseforstyrrelser. Hvis jeg kan være kortere tid i behandling og så få det skide tillæg, så jeg faktisk kan koncentrere mig om behandlingen, så er det bedre, end hvis jeg bare ender med at komme i behandling igen - og igen, og igen, og igen... Det er allerede 3. behandlingsforløb jeg skal ind i nu. Jeg har så dårlig samvittighed over at være en så stor byrde for samfundet og alle omkring mig... :(

Anyway.. Summa summarum: De har fucket det sådan nu, at de har annulleret min kandidat-SU-ansøgning, så jeg alligevel ikke får SU for september måned, og så har de oprettet en ny, der så skal behandles (hvilket tager 2-3 uger). Så jeg ved ikke, om jeg har nogen penge - overhovedet - i næste måned. Time will tell. De små 7.000 der står tilbage på min opsparing holder ikke langt, hvis der ingen penge går ind på kontoen overhovedet i september. Jeg stresser lidt over det. Bare lidt. Meget.

fredag den 19. juli 2013

Mere ferie

Skal en uge på ferie med min kæreste og en masse gode venner... :) Det bliver godt. :) Efter lortefamiliebesøg er de gode vaner forsøgt genoptaget, og indtil videre går det ok. En hel uge uden alenetid og i godt selskab plejer også at være godt, så jeg vil forsøge at gøre mit bedste for at holde det hele næste uge. :)

søndag den 14. juli 2013

Familiebesøg

Jeg er på besøg hos min mor. Og jeg kan slet ikke overskue det. Det gik allerede galt i morges, før jeg overhovedet var kommet ud af døren... Det er bare alt for meget.
Jeg er så frustreret og irriteret hele tiden. Jeg ved godt, at hun ikke kan gøre for det, og så bliver jeg bare endnu mere sur på mig selv over at være irriteret på hende. Det er jo ikke hendes skyld, at hun har motorik- og taleproblemer. Eller måske er det... Måske er det bare hendes livsstil, der har gjort det. De vilde ungdomsår.
Hvordan mon jeg selv bliver, når jeg bliver 50+? Giver min krop også op på samme måde?

Jeg føler mig som en sur og utilfreds teenager, og jeg føler, at jeg opfører mig tåbeligt. Men jeg kan bare slet ikke overskue at tage stilling til det.... Min mor har det ikke godt. Ikke spor godt. Det kan godt være, at hun er glad, men fysisk går det ned ad bakke. Og det går alt for hurtigt...

Jeg vil gå ud og kaste op igen, før jeg går i seng. Hvis jeg skal klare de næste par dage, så er det måske ikke lige nu, jeg skal forsøge at holde allermest fast i de gode vaner. Jeg skal bare cope. Ville ellers gerne. Men nej. Havregrød i morgen. Og så kaffe og energidrik. Sund, minimal frokost. Tyggegummi. Masser af tyggegummi.

Jeg orker det slet ikke.

tirsdag den 9. juli 2013

It's alive!

Ja ja, jeg lever endnu. Jeg overlevede Roskilde, og det var faktisk en af de rigtige gode af dem... :) Super selskab, og jeg forsøgte virkelig at have mig selv med i det hele. Det er mange af de samme mennesker, som jeg var på Copenhell med, men jeg tog den beslutning bare at være 100% åben om min spiseforstyrrelse. Ikke sådan, at jeg gik rundt og fortalte alle det, men hvis vi skulle spise eller sådan noget, og jeg opførte mig underligt, så fortalte jeg bare den rigtige grund i stedet for at lyve. Og jeg fortalte, at jeg meget gerne vil være social med dem oftere, men at det bare ikke altid er super nemt, når der altid er mad og øl involveret. Men det var faktisk bare virkelig, virkelig hyggeligt. :)

Og jeg har drukket som et svin (endda også øl!) og spist nogenlunde normalt - og jeg har kun taget 500 gram på. Det er faktisk okay i forhold til, hvad jeg havde frygtet. Nu er jeg bare hjemme og er blevet syg. Kroppen var vist alligevel ikke helt gearet til så meget druk, aktivitet og fest. Men sjovt var det, og om et par dage er feberen og snottet nok væk igen. :)

mandag den 1. juli 2013

Roskilde Festival

Smutter af sted lige om lidt. Har lovet mig selv ikke at drikke for meget... Skal huske at mærke efter og have mig selv med i, hvad jeg foretager mig. Ikke bare blive båret væk af de andres humør.

Jeg har en alt for pakket sommerferie... Men det er gode ting. Så det går nok.

Fik desuden 12 til sidste eksamen... Så nu er snittet oppe på 11,2. Har det lidt ambivalent med det, men jeg skal minde mig selv om, at det faktisk er rigtig godt, og det er noget, jeg godt kan være stolt af. Og at det ikke gør noget, når jeg en gang imellem får 10 i stedet for 12. Det er de færreste, der har så højt et snit på universitetet, og med det kaotiske studieforløb jeg har haft, så er det faktisk noget, jeg kan tillade mig at være rigtig stolt over. Skal bare lige finde ud af at være det.