søndag den 25. oktober 2015
mandag den 21. september 2015
It's difficult to breathe
Det gør ondt, når jeg trækker vejret. Jeg græder en del disse dage...
Single igen.
Det gør så ondt. Det gør fysisk ondt.
Jeg tog bussen på arbejde i morges og græd i bussen. Ledte efter en cykel om eftermiddagen og græd, mens jeg gik fra Nørrebro til Østerbro. Tog på Hovedbiblioteket. Græd, mens jeg sad og arbejdede ved min computer. Tog videre ud på arbejde om aftenen igen. Græd, mens jeg sad i køkkenet og forberedte mig. Græd, da undervisningen var færdig. Cyklede hjem. Græd på vejen hjem. Græd mest, da jeg cyklede forbi den gade, han bor på.
Græder, når jeg hører motorcykler.
Kan slet ikke fungere.
Det gør så ondt. Jeg har lyst til at det skal holde op med at gøre ondt, men samtidig vil jeg hellere have, at det gør ondt, end at jeg glemmer det hele. Jeg er ikke klar til at give slip på ham endnu... Men det er ikke mit valg.
Det gjorde ondt, da han gik ud af døren og jeg vidste, at han aldrig mere kommer tilbage. Det gjorde ondt, da jeg gav ham et kram, og han kyssede mig på panden, og jeg vidste, at mere får jeg aldrig fra ham.
Det var det.
Jeg har svært ved at trække vejret...
tirsdag den 25. august 2015
Hvor er min krykke?
Jeg skylder vist at sige, at flytningen gik godt. Alle dukkede op. Alle hjalp. Og jeg var så taknemmelig og kunne slet ikke forstå, at alle folk hjalp mig sådan...
Det er nu længe siden.
Jeg skriver altid herinde, når jeg når et eller andet punkt, hvor jeg føler, at nu må det hele være nok. Nu kan jeg ikke længere. I dag er vist ingen undtagelse.
Jeg er ude at rejse. Det har jeg været længe. Jeg har faktisk aldrig rejst så længe før, som jeg gør i øjeblikket. Langt væk hjemmefra. De første 3 uger gik fint nok... Så knækkede jeg. Eller. Så knækkede jeg mig. Høhø. Dårligt pun. I know.
3 uger med nye indtryk og mennesker omkring mig konstant. Så kunne jeg ikke mere. Så gik der nogle dage, hvor det ikke var sådan helt super, men jeg holdt mig nogenlunde oven vande. Og så væltede det helt. En uge med overspisninger og opkastninger 6 ud af 7 dage. Og den 7. dag var forskruet. 1-2 dage, som var okay. Og så forlod jeg de den smule "ramme" jeg havde haft i 5 uger og begav mig ud alene. Helt alene. Fremmed land, nye oplevelser - konstant nye input. Og jeg havde da sådan lidt en plan, men intet sikkert, og jeg kunne slet ikke finde ud af det.
I løbet af de sidste 10 dage har jeg haft overspisninger og kastet op mindst 8 dage. Og ikke bare en lille overspisning - jeg har købt stort ind hver gang, og jeg har festet på de hotelværelser, jeg har været på. Min egen lille private fest.
I dag var ingen undtagelse. Jeg stod op i morges og var sikker på, at det ville blive en undtagelse, men det er virkelig svært. Jeg har været her i landet i over 6 uger, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal spise til morgenmad. Og så vælter det hele bare så nemt. Jeg forsøgte at holde ud ret længe i dag. Jeg holdt til aftensmaden, men jeg havde selvfølgelig ikke spist "normalt" i løbet af dagen. Jeg besluttede mig for, at nu måtte jeg altså prøve det der med at tage på en fancy restaurant. Det kan ikke passe, at jeg kommer hjem efter 7 uger, og når folk spørger mig, om jeg spiste noget lækkert lokalt mad, så kan jeg kun stå der og glo åndssvagt på dem. Så jeg prøvede en restaurant i byen - en der har fået gode anmeldelser online. Det var lækkert. Men det slog klik. Jeg kan slet ikke have følelsen af at have mad i maven. Det føles så elendigt. Så jeg bestilte også en dessert, for nu når jeg næsten færdig med min hovedret havde besluttet mig for, at det alligevel skulle op igen, hvorfor så ikke også lige bruge nogle ekstra penge på en overpriced dessert? Selvfølgelig. Efterfølgende smuttede jeg ned i et supermarked tæt på hotellet og købte stort ind. Mad er billigt her i forhold til i Danmark, men jeg købte alligevel for omkring 200 kr. Tror samme mængde ville have kostet 350-400 kr. i Danmark.
Og så tog jeg op på mit hotelværelse og havde min lille fest. Jeg hoppede rundt på gulvet, mens jeg proppede kage og KitKat og vingummi og klamme kiks i munden. Mærkede sukkerrusen i mit allerede øre hoved.
Jeg måtte gemme en af poserne med de syrlige vingummier. Min tunge føles som om den er ved at gå i opløsning, og det gør ondt at spise vingummierne. Det må blive en anden dag. For meget syre, måske.
Ironisk nok fik jeg en mail fra min tandlæge for et par dage siden - det er åbenbart tid til det årlige tjek. :/ Men det er nok meget smart. Selvom jeg frygter for dommen. Jeg har ikke været god ved mine tænder de sidste mange uger. Alt den syre ...
Jeg ved, at jeg bare lige skal have 2-4 dage med "normal" mad, og så skal jeg nok komme ovenpå igen. Jeg kan bare ikke få kickstartet den gode cirkel. Jeg vågner om morgenen og er svimmel og ør - min mave føles tom, men jeg har kvalme og kan ikke spise noget. Når jeg spiser noget, føler jeg mig oppustet og forfærdelig. Hver gang jeg går forbi et gadevindue eller ser mit spejlbillede, får jeg lyst til at pakke mig ind i en flyverdragt og gemme mig for hele verden. Jeg ser forfærdelig ud.
Alt det junk har også fået min hud til at fucke up... Så små røde knopper popper frem forskellige steder i ansigtet, hvilket ikke ligefrem pynter.
Det sejlede også en del, før jeg tog af sted hjemmefra. Det der med at bo alene er virkelig svært... Jeg skal selv sørge for mad hele tiden, og jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg bliver nødt til at finde en løsning snart. Ellers går det helt galt. Tænk, at det er så svært. Andre mennesker klarer det jo bare - de spiser, når de er sultne, og de holder op, når de er mætte. Min kæreste springer morgenmaden over, fordi han nogle gange har travlt, og det klarer han bare helt okay. Sådan bare lige. Vupti. No problem. Jeg kan slet ikke finde ud af det. Hvis jeg springer morgenmaden over, så er det fordi jeg gerne vil drikke en is-café-latte i løbet af formiddagen. Noget for noget. Hvis jeg spiser morgenmad og også vil drikke en is-café-latte, så må jeg skærer ned på frokosten. Noget for noget. Man kan jo ikke bare sådan lige få det hele! Men hvis jeg hverken får morgenmad eller is-café-latte, så fungerer jeg ikke. Min krop er sløv. Mine muskler er tunge og ømme, og det føles som om mine arme ikke vil løftes.
Jeg deler ikke med min kæreste... Jeg har prøvet lidt, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig, og han ved ikke, hvordan han skal tackle det alligevel. Jeg tror ikke, at han kan håndtere det. Min ekskæreste var det stærkeste menneske jeg kendte - psykisk, mener jeg - og han fik alligevel nok. Hvorfor prøve igen? Når jeg kommer ind på emnet, så siger han mest bare, at han ikke rigtig ved, hvad han skal sige. Det forstår jeg nu også godt. Men det betyder også bare, at vi ikke rigtig kommer videre i snakken... Jeg siger, at noget er svært. Han siger "okay", og så taler jeg lidt videre om det. Så bliver jeg ofte lidt trist til mode, og så siger han noget om, at han gerne vil hjælpe, men han ved ikke lige, hvad han skal sige eller gøre. Og så siger jeg, at det er helt okay. Og så var det det. Ikke mere trist snak.
Nå. I morgen er min sidste hele dag i landet - i overmorgen skal jeg bruge det meste af dagen i et tog. Og på fredag går turen hjem med fly. Jeg vil forsøge at få lavet nogle flere positive minder - selvom jeg har brugt mange timer på overspisninger og opkastninger, så har jeg forsøgt samtidig at skabe mig nogle minder for livet. Det er trods alt en rejse, jeg nok ikke får mulighed for at gøre igen lige foreløbig... :) Og jeg har oplevet meget positivt - ind imellem mine madanfald.
Det er nu længe siden.
Jeg skriver altid herinde, når jeg når et eller andet punkt, hvor jeg føler, at nu må det hele være nok. Nu kan jeg ikke længere. I dag er vist ingen undtagelse.
Jeg er ude at rejse. Det har jeg været længe. Jeg har faktisk aldrig rejst så længe før, som jeg gør i øjeblikket. Langt væk hjemmefra. De første 3 uger gik fint nok... Så knækkede jeg. Eller. Så knækkede jeg mig. Høhø. Dårligt pun. I know.
3 uger med nye indtryk og mennesker omkring mig konstant. Så kunne jeg ikke mere. Så gik der nogle dage, hvor det ikke var sådan helt super, men jeg holdt mig nogenlunde oven vande. Og så væltede det helt. En uge med overspisninger og opkastninger 6 ud af 7 dage. Og den 7. dag var forskruet. 1-2 dage, som var okay. Og så forlod jeg de den smule "ramme" jeg havde haft i 5 uger og begav mig ud alene. Helt alene. Fremmed land, nye oplevelser - konstant nye input. Og jeg havde da sådan lidt en plan, men intet sikkert, og jeg kunne slet ikke finde ud af det.
I løbet af de sidste 10 dage har jeg haft overspisninger og kastet op mindst 8 dage. Og ikke bare en lille overspisning - jeg har købt stort ind hver gang, og jeg har festet på de hotelværelser, jeg har været på. Min egen lille private fest.
I dag var ingen undtagelse. Jeg stod op i morges og var sikker på, at det ville blive en undtagelse, men det er virkelig svært. Jeg har været her i landet i over 6 uger, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg skal spise til morgenmad. Og så vælter det hele bare så nemt. Jeg forsøgte at holde ud ret længe i dag. Jeg holdt til aftensmaden, men jeg havde selvfølgelig ikke spist "normalt" i løbet af dagen. Jeg besluttede mig for, at nu måtte jeg altså prøve det der med at tage på en fancy restaurant. Det kan ikke passe, at jeg kommer hjem efter 7 uger, og når folk spørger mig, om jeg spiste noget lækkert lokalt mad, så kan jeg kun stå der og glo åndssvagt på dem. Så jeg prøvede en restaurant i byen - en der har fået gode anmeldelser online. Det var lækkert. Men det slog klik. Jeg kan slet ikke have følelsen af at have mad i maven. Det føles så elendigt. Så jeg bestilte også en dessert, for nu når jeg næsten færdig med min hovedret havde besluttet mig for, at det alligevel skulle op igen, hvorfor så ikke også lige bruge nogle ekstra penge på en overpriced dessert? Selvfølgelig. Efterfølgende smuttede jeg ned i et supermarked tæt på hotellet og købte stort ind. Mad er billigt her i forhold til i Danmark, men jeg købte alligevel for omkring 200 kr. Tror samme mængde ville have kostet 350-400 kr. i Danmark.
Og så tog jeg op på mit hotelværelse og havde min lille fest. Jeg hoppede rundt på gulvet, mens jeg proppede kage og KitKat og vingummi og klamme kiks i munden. Mærkede sukkerrusen i mit allerede øre hoved.
Jeg måtte gemme en af poserne med de syrlige vingummier. Min tunge føles som om den er ved at gå i opløsning, og det gør ondt at spise vingummierne. Det må blive en anden dag. For meget syre, måske.
Ironisk nok fik jeg en mail fra min tandlæge for et par dage siden - det er åbenbart tid til det årlige tjek. :/ Men det er nok meget smart. Selvom jeg frygter for dommen. Jeg har ikke været god ved mine tænder de sidste mange uger. Alt den syre ...
Jeg ved, at jeg bare lige skal have 2-4 dage med "normal" mad, og så skal jeg nok komme ovenpå igen. Jeg kan bare ikke få kickstartet den gode cirkel. Jeg vågner om morgenen og er svimmel og ør - min mave føles tom, men jeg har kvalme og kan ikke spise noget. Når jeg spiser noget, føler jeg mig oppustet og forfærdelig. Hver gang jeg går forbi et gadevindue eller ser mit spejlbillede, får jeg lyst til at pakke mig ind i en flyverdragt og gemme mig for hele verden. Jeg ser forfærdelig ud.
Alt det junk har også fået min hud til at fucke up... Så små røde knopper popper frem forskellige steder i ansigtet, hvilket ikke ligefrem pynter.
Det sejlede også en del, før jeg tog af sted hjemmefra. Det der med at bo alene er virkelig svært... Jeg skal selv sørge for mad hele tiden, og jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg bliver nødt til at finde en løsning snart. Ellers går det helt galt. Tænk, at det er så svært. Andre mennesker klarer det jo bare - de spiser, når de er sultne, og de holder op, når de er mætte. Min kæreste springer morgenmaden over, fordi han nogle gange har travlt, og det klarer han bare helt okay. Sådan bare lige. Vupti. No problem. Jeg kan slet ikke finde ud af det. Hvis jeg springer morgenmaden over, så er det fordi jeg gerne vil drikke en is-café-latte i løbet af formiddagen. Noget for noget. Hvis jeg spiser morgenmad og også vil drikke en is-café-latte, så må jeg skærer ned på frokosten. Noget for noget. Man kan jo ikke bare sådan lige få det hele! Men hvis jeg hverken får morgenmad eller is-café-latte, så fungerer jeg ikke. Min krop er sløv. Mine muskler er tunge og ømme, og det føles som om mine arme ikke vil løftes.
Jeg deler ikke med min kæreste... Jeg har prøvet lidt, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have, at han skal bekymre sig, og han ved ikke, hvordan han skal tackle det alligevel. Jeg tror ikke, at han kan håndtere det. Min ekskæreste var det stærkeste menneske jeg kendte - psykisk, mener jeg - og han fik alligevel nok. Hvorfor prøve igen? Når jeg kommer ind på emnet, så siger han mest bare, at han ikke rigtig ved, hvad han skal sige. Det forstår jeg nu også godt. Men det betyder også bare, at vi ikke rigtig kommer videre i snakken... Jeg siger, at noget er svært. Han siger "okay", og så taler jeg lidt videre om det. Så bliver jeg ofte lidt trist til mode, og så siger han noget om, at han gerne vil hjælpe, men han ved ikke lige, hvad han skal sige eller gøre. Og så siger jeg, at det er helt okay. Og så var det det. Ikke mere trist snak.
Nå. I morgen er min sidste hele dag i landet - i overmorgen skal jeg bruge det meste af dagen i et tog. Og på fredag går turen hjem med fly. Jeg vil forsøge at få lavet nogle flere positive minder - selvom jeg har brugt mange timer på overspisninger og opkastninger, så har jeg forsøgt samtidig at skabe mig nogle minder for livet. Det er trods alt en rejse, jeg nok ikke får mulighed for at gøre igen lige foreløbig... :) Og jeg har oplevet meget positivt - ind imellem mine madanfald.
onsdag den 29. april 2015
Almost done
Stemningsmusik (jeg ved godt, at den er lidt underlig, but it'll grow on you)
"Yes, I'm al- almost done" "Yes, I'm al- almost done" "Yes, I'm al- almost done"
Praktik er næsten færdig. Jeg glæder mig. Glæder mig til at få lidt tid til mig selv igen. Glæder mig til at få tid til at træne igen. Mere ro. Glæder mig.
Flytter ind i min nye lejlighed lige om lidt. Glæder mig.
"She waits another week to fall apart."
Jeg tør ikke rigtig stole på det. Jeg begynder selv at flytte så mange ting som muligt, før de kommer og hjælper. Jeg starter to dage før.
Jeg er så bange for at de ikke møder op. Hvorfor er jeg så bange for det? Jeg har ingen grund til at tro, at de ikke skulle møde op. Dumme hjerne. Stol på dine venner. 12 mennesker! Det er virkelig mange. Det er virkelig sødt af dem, at de siger, at de vil hjælpe.
Hvorfor tror jeg først på det, når det er overstået?
Jeg er så bange for at stå alene med det hele.
mandag den 13. april 2015
Stilhed
Jeg ligger i min seng og tænker.
Jeg har altid virkelig svært ved at sove om natten. Ligger bare og kigger ud i luften og tænker.
Jeg savner A. Sov hos ham i nat, og selvom jeg ikke sover så tungt, når vi sover sammen, så er det virkelig rart. Der er ro i mit hoved, når jeg ligger der og mærker hans krop tæt på min. Det er dejligt, og jeg kan bare ligge og være glad og træt og falde i søvn.
I stedet for at ligge her alene i min egen seng og kigge ud i luften.
søndag den 29. marts 2015
Ambivalens
Jeg får ikke noget ordentlig mad i dag. Det er sjovt (ikke ha ha-sjovt, men underligt-sjovt), at jeg ved det, og klokken kun er 15.
Sidder her med to frysepizzaer (330 g stykket), to plader chokolade, en rulle prince-kiks, en pakke jødekager og to poser slik. Et mellem-binge? 220 kr. Andet binge i dag. Første binge startede omkring kl. 12. To frysepizzaer (300 g stykket), to scones med chokolade, to krydderboller med rejeost og 900 ml is - rester efter mit binge i går eftermiddags/aftes. Er ikke en gang sikker på, at jeg kan huske, hvad jeg spiste i går. 1 3/4 frysepizza (330+3/4 af 300 g), ca. 750 g blandet slik, en pakke studenterstriber, 4 træstammer, 6 krydderboller med rejeost og 4 scones med chokolade (tror jeg).
Jeg ved, at når jeg er færdig i aften, så vil jeg ikke kunne overskue rigtig aftensmad.
Det stresser mig, at jeg stadig ikke har mit eget sted, men nu har jeg i det mindste fundet noget, så nu skal jeg bare holde ud indtil 1. maj.
Jeg er så vildt træt. Ekstremt, overdrevet træt. Og jeg ved, at det her på ingen måde hjælper mig til at blive mindre træt. Der er ingen rigtig næring i alt det ovenstående - det er bare crap-mad. Ikke en gang mad. Bare crap. Og jeg har det kun i mig i kort tid, før det hele ryger ud igen, men jeg når selvfølgelig at fordøje noget af det alligevel. Bl.a. fordi jeg er så træt, at jeg har svært ved at tage mig sammen til at gå ud på toilettet og presse min krop yderligere for at få det op igen.
Sidste weekend havde jeg et binge om søndagen, hvor jeg faldt i søvn i løbet af eftermiddagen, vågnede 50 minutter senere og gik direkte ud og kastede op. Det føltes som en dårlig kliché. Tror oven i købet også, at det var en af mine jokes i mine første indlæg her på bloggen om "syg humor"... "Du ved du er bulimisk når ... du kan falde i søvn midt under en binge, vågne op 2 timer efter, gå direkte ud på toilettet for at kaste op og så gå direkte i seng igen." 50 minutter, 2 timer. Potato, potato. Har gjort det før, men det er lang tid siden sidst.
Måske jeg snart skulle lave et nyt "du ved, du er bulimisk når ..."-indlæg.
Måske jeg burde tage mig sammen, passe min søvn, komme ned at træne og spise normalt.
I morgen. (Det lyder så hult).
Det virker underligt at sige, at jeg er okay, for når jeg kigger på mit liv og hvad jeg har gang i, så kan jeg umuligt være okay. Men jeg føler ikke rigtig, at der er noget, der gør, at jeg ikke burde have det okay.
Jeg har intet sted at bo lige nu. Den fremtid, jeg havde forestillet mig, blev revet væk som et tæppe under mine ben en gang i oktober. Jeg er ikke sikker på, at jeg er ovenpå endnu. Men jeg har mødt en ny sød fyr, som jeg godt kan lide at bruge tid sammen med. Jeg føler bare ikke, at jeg helt er værd at bruge tid på. Jeg er for selvdestruktiv. Tanker om selvskade er kommet tilbage, men jeg gør intet ved det. Men det er ubehageligt at have dem. Det var jo bare sådan noget teenage-noget for mig. Det forsvandt. Og det skulle gerne forblive forsvundet.
Jeg har fundet et sted, jeg kan flytte hen til maj. Men jeg skal skille mig af med min kat, for man må ikke have kat det nye sted. Jeg bliver helt ked af det, hver gang jeg tænker på det, og jeg får helt ondt i maven. Jeg tror, det er en af de få gange, hvor jeg virkelig kan mærke mine følelser. Jeg er virkelig, virkelig ked af ikke at kunne tage hende med.
Jeg kunne også mærke mine følelser, da min eks slog op. Det var ikke sjovt.
Jeg synes generelt ikke, det er sjovt at mærke mine følelser. Det er som om de ødelægger alting indefra. De larmer, gør fysisk ondt, tager kontrollen over min krop, og jeg kan intet med dem i nærheden. Det gør så ondt. Jeg har bare lyst til at lægge mig på gulvet og forsvinde. Falde sammen, hvor jeg er.
Jeg tror bare, jeg stopper her. De frysepizzaer spiser jo ikke sig selv.
Hvis jeg nogensinde får børn (jeg er stadig ikke sikker på, om det er en god idé, men den historie må komme i et andet blogindlæg), så får de ALDRIG lov til at spise frysepizzaer. Det er godt nok noget af det klammeste og mest processed food nogensinde.
Sidder her med to frysepizzaer (330 g stykket), to plader chokolade, en rulle prince-kiks, en pakke jødekager og to poser slik. Et mellem-binge? 220 kr. Andet binge i dag. Første binge startede omkring kl. 12. To frysepizzaer (300 g stykket), to scones med chokolade, to krydderboller med rejeost og 900 ml is - rester efter mit binge i går eftermiddags/aftes. Er ikke en gang sikker på, at jeg kan huske, hvad jeg spiste i går. 1 3/4 frysepizza (330+3/4 af 300 g), ca. 750 g blandet slik, en pakke studenterstriber, 4 træstammer, 6 krydderboller med rejeost og 4 scones med chokolade (tror jeg).
Jeg ved, at når jeg er færdig i aften, så vil jeg ikke kunne overskue rigtig aftensmad.
Det stresser mig, at jeg stadig ikke har mit eget sted, men nu har jeg i det mindste fundet noget, så nu skal jeg bare holde ud indtil 1. maj.
Jeg er så vildt træt. Ekstremt, overdrevet træt. Og jeg ved, at det her på ingen måde hjælper mig til at blive mindre træt. Der er ingen rigtig næring i alt det ovenstående - det er bare crap-mad. Ikke en gang mad. Bare crap. Og jeg har det kun i mig i kort tid, før det hele ryger ud igen, men jeg når selvfølgelig at fordøje noget af det alligevel. Bl.a. fordi jeg er så træt, at jeg har svært ved at tage mig sammen til at gå ud på toilettet og presse min krop yderligere for at få det op igen.
Sidste weekend havde jeg et binge om søndagen, hvor jeg faldt i søvn i løbet af eftermiddagen, vågnede 50 minutter senere og gik direkte ud og kastede op. Det føltes som en dårlig kliché. Tror oven i købet også, at det var en af mine jokes i mine første indlæg her på bloggen om "syg humor"... "Du ved du er bulimisk når ... du kan falde i søvn midt under en binge, vågne op 2 timer efter, gå direkte ud på toilettet for at kaste op og så gå direkte i seng igen." 50 minutter, 2 timer. Potato, potato. Har gjort det før, men det er lang tid siden sidst.
Måske jeg snart skulle lave et nyt "du ved, du er bulimisk når ..."-indlæg.
Måske jeg burde tage mig sammen, passe min søvn, komme ned at træne og spise normalt.
I morgen. (Det lyder så hult).
Det virker underligt at sige, at jeg er okay, for når jeg kigger på mit liv og hvad jeg har gang i, så kan jeg umuligt være okay. Men jeg føler ikke rigtig, at der er noget, der gør, at jeg ikke burde have det okay.
Jeg har intet sted at bo lige nu. Den fremtid, jeg havde forestillet mig, blev revet væk som et tæppe under mine ben en gang i oktober. Jeg er ikke sikker på, at jeg er ovenpå endnu. Men jeg har mødt en ny sød fyr, som jeg godt kan lide at bruge tid sammen med. Jeg føler bare ikke, at jeg helt er værd at bruge tid på. Jeg er for selvdestruktiv. Tanker om selvskade er kommet tilbage, men jeg gør intet ved det. Men det er ubehageligt at have dem. Det var jo bare sådan noget teenage-noget for mig. Det forsvandt. Og det skulle gerne forblive forsvundet.
Jeg har fundet et sted, jeg kan flytte hen til maj. Men jeg skal skille mig af med min kat, for man må ikke have kat det nye sted. Jeg bliver helt ked af det, hver gang jeg tænker på det, og jeg får helt ondt i maven. Jeg tror, det er en af de få gange, hvor jeg virkelig kan mærke mine følelser. Jeg er virkelig, virkelig ked af ikke at kunne tage hende med.
Jeg kunne også mærke mine følelser, da min eks slog op. Det var ikke sjovt.
Jeg synes generelt ikke, det er sjovt at mærke mine følelser. Det er som om de ødelægger alting indefra. De larmer, gør fysisk ondt, tager kontrollen over min krop, og jeg kan intet med dem i nærheden. Det gør så ondt. Jeg har bare lyst til at lægge mig på gulvet og forsvinde. Falde sammen, hvor jeg er.
Jeg tror bare, jeg stopper her. De frysepizzaer spiser jo ikke sig selv.
Hvis jeg nogensinde får børn (jeg er stadig ikke sikker på, om det er en god idé, men den historie må komme i et andet blogindlæg), så får de ALDRIG lov til at spise frysepizzaer. Det er godt nok noget af det klammeste og mest processed food nogensinde.
søndag den 1. marts 2015
Fosterstilling
Jeg ligger i min seng. Burde gå ud og gøre mig klar til at sove. Fjerne makeup ... Jeg børster først tænder i morgen, da jeg stadig kan mærke syren og hvordan den blødgør mine tænder. Jeg ventede for længe med at kaste op, og jeg havde fordøjet for meget af middagen.
Jeg vil gå i seng. Glemme lidt af verden. Bare lidt.
Abonner på:
Opslag (Atom)