Ja, dette er så første blogindlæg. Som du nok kan regne ud vha. titlen på bloggen, så er jeg bulimisk. Jeg har haft "problemer med mad" siden jeg var omkring 12-13 år, og jeg vil skyde på, at det har været alvorligt siden jeg var 13-14. I starten var jeg mere anorektisk, men min vægt kom dog aldrig længere ned end 49 kg (som 1,71 m høj), men sidenhen er det gået over til at være mere bulimiske tendenser. Min officielle diagnose er "Spiseforstyrrelser uden anden specifikation". Jeg er i behandling og har været det gennem længere tid. Jeg er netop også startet på antidepressiv medicin. Hvis du har lyst til at fortælle mig en masse formanende ord om, hvor slem bulimi er, så skal du da være velkommen, men jeg tvivler på, at du kan sige noget, jeg ikke allerede har hørt.
Lad mig først og fremmest sige, at jeg på ingen måde har tænkt mig at glorificere spiseforstyrrelser. Det er noget af det mest forfærdelige nogensinde. Det har taget næsten 10 år af mit liv nu, og jeg er bange for, at det kommer til at tage endnu flere år. Jeg har misset SÅ mange oplevelser, og jeg er socialt forkrøblet fordi alle mine tanker konstant handler om min krop og mit kalorieindtag og om hvornår jeg næste gang kan kaste op.... Der er INTET skønt ved at lide ved en spiseforstyrrelse. Når det så er sagt, så fungerer en spiseforstyrrelse sådan, at den ændrer ens hjerne fuldstændig. Jeg kan ærligt sige, at jeg hader min egen krop. Og jeg kan ærligt sige, at jeg synes, at jeg er alt for fed. Jeg har taget voldsomt meget på. Især det sidste halve års tid, hvor mine bulimiske tendenser er gået helt amok. For nogle giver det ikke helt mening... "Hvis du kaster op, så burde du vel tabe dig?" Ja. Hvis man indtager omkring 2000 kcal om dagen og kaster op, så taber man sig. Hvis du indtager omkring 6-7000 kcal (ofte endda meget mere) om dagen og kaster op, så har du nok stadig omkring 2000 kcal i dig. Om ikke andet, så har kroppen altid nået at optage en del af kalorierne, før du når ud på toilettet... Men mere om denne del, hvis du beslutter dig for at læse videre på bloggen en anden gang.
Pointen med denne blog er, at jeg virkelig gerne vil forsøge at komme ud af det her helvede. Og at jeg mangler en hobby. Jeg har altid super travlt, så egentlig har jeg slet ikke tid til en hobby, men af en eller anden grund kan jeg altid få presset omkring 5-6 gange 3-7 timer ind i løbet af en uge, hvor jeg kan sidde på mit værelse i min seng og æde en masse crap og så kaste op bagefter. Jeg forstår det egentlig ikke helt, for jeg er altid stresset. Men måske ligger forklaringen i, at jeg ofrer min nattesøvn på det? Fx burde jeg nok også sove lige nu. Men jeg tror, at jeg har for meget sukker i blodet til at kunne sove. Aftenens binge var en helvedes masse cookies og noget is. Meget sukker. Hvilket er ironisk, for jeg har været træt hele dagen og har ikke kunnet koncentrere mig om noget som helst, men nu er jeg pludselig lysvågen pga. alt det crap.
Jeg vil bruge denne blog til at skrive om alt muligt tilfældigt crap... Jeg er så naiv at tro, at jeg kan forblive anonym (så anonym som man nu kan være på nettet), så hvis du en eller anden dag sidder og tænker "Hov, hende der ved jeg sgu da godt, hvem er", så ville jeg sætte pris på, at du holdt det for dig selv. Send mig gerne lige en mail, men ellers hold det for dig selv. :) Jeg har brug for dette frirum.
Jeg har brug for det til at kunne skrive om de dårlige dage, de gode dage, om kærlighed, syge bulimiske jokes (oh yeah, der er mange), skrive noveller og andet, som pludselig skulle falde mig ind. Jeg håber inderligt, at det kan blive et redskab, jeg kan ty til i stedet for at sætte mig under dynen og græde snot, mens jeg propper kager i munden. Men det må tiden vise... Du skal i hvert fald være hjertelig velkommen til at følge med i mine skriblerier, og hvis du har en kommentar eller to, så hører jeg dem også gerne.... :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar