Det er også bare en dårlig undskyldning at sige, at når foråret kommet, så går det automatisk galt... What a load of crap.
Men ja. Another day, another binge.
Snakkede med kæresten her til aften. Han var ked af, at jeg havde en dårlig dag. Jeg snakkede lidt med ham og spurgte, om han ville tage med op til en rådgivningssamtale hos LMS. Det vil han gerne. Så jeg lovede at ringe i morgen. Jeg har skrevet det i min kalender... Ingen dårlige undskyldninger for at glemme det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det med ambivalente følelser, jeg gør det. Hvis bare jeg ikke kaster op nær så meget dette forår som jeg har gjort mange andre forår, så tager jeg i det mindste ikke på. Målet må være at holde sig under 60 kg indtil sommerferien. Måske det kan gøres ved at komme i noget behandling samtidig. Så længe jeg ikke kaster op... Det gør ikke noget, at jeg taber mig. Jeg har heller ikke så meget imod at være svag og afkræftet. Jeg kan virkelig mærke, at min krop fucker for tiden.. Begyndte også at bløde her til aften, og det bør jeg slet ikke gøre før om en uge. Men sådan noget har der været mere af på det sidste. Kroppens protest, måske? Den prøver nok at fortælle mig, at jeg ikke er helt på toppen fysisk. No shit, Sherlock.
Anyway.. Ville bare lige poste og sige, at jeg har tilføjet en lille feature ude i siden af bloggen, som giver dig mulighed for at modtage nye indlæg som emails. Jeg vil ikke love, at jeg opdaterer denne blog regelmæssigt, men jeg ved, at der alligevel er nogle folk, der er kommet tilbage til den fra tid til anden, og jeg tænkte, at email-featuren var en nemmere måde end at huske at gå ind på bloggen hver anden måned for nu at se, om jeg lige har skrevet et eller andet. Ville gerne sige, at jeg fra nu af opdaterer blogge mere regelmæssigt, men jeg lover intet. Det kommer an på mit humør og min trang til at få nogle af alle mine tanker ud af hovedet og ned på skrift.
søndag den 10. marts 2013
lørdag den 9. marts 2013
Utilregnelighed
Jeg tænkte på, om dette indlæg måske skulle hedde "back on a budget"... Men nej. Jeg har ikke skrevet et godt stykke tid, så det må være utilregneligheden, der vinder.
Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.
Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.
Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.
Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.
Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.
Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.
Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.
Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...
Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.
Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...
Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.
Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...
Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.
Argh. Get a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.
Godnat.
Tabte mig en del, mens jeg var på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov for anden gang, så BMI'et er nede på 19,7 for tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at det var lavere.
Er flyttet nu. Blev færdig med endnu et 10 ugers forløb, og de ville gerne tilbyde mig et 9 måneders forløb, hvor jeg kunne "gå mere i dybden med tingene", men eftersom jeg flyttede fra byen, blev jeg i stedet afsluttet.
Jeg var til den afsluttende samtale for over en måned siden, og der er ikke rigtig sket det store siden da. Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi de var bekymrede for mig. Hun lovede, at hun ville ringe inden for en uges tid, men det gjorde hun ikke. Det var vist noget med noget sygdom, en aflyst konference og andre dårlige undskyldninger... Hun ringede omkring 3 uger efter. Hun snakkede om løst og fast og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Sagde det, som det er. Det hele er ret kaotisk. Det er svært pludselig at bo alene igen, og madvaner er totalt gået fløjten. Kiloene raslede af før og omkring jul, men nu er det berygtede forår startet igen, og jeg har det som om, jeg allerede kan mærke, at det bliver svært igen. Hvorfor er det så svært om forået?
Jeg måtte minde hende om, at jeg fik taget blodprøver... Hun havde vist glemt det. Men ja, hun sagde, at der da godt nok lå en note fra laboratoriet i min journal. Intet voldsomt alarmerende eller kritisk, men der var en række tal, som ikke var helt gode. Hun lovede at sende en mail med detaljer hurtigst muligt. Og hun lovede at sende et brev til min læge i løbet af denne uge, så jeg kunne få en ny henvisning, nu jeg bor i en anden region og derfor hører under et andet system.
Hun ringede i går for lige at spørge - igen - om mængden af fluoxetin jeg tager... Har sagt det mange gange efterhånden. 60 mg. om dagen. Fat det dog... Det var åbenbart vigtigt at få det verificeret. Hun sagde igen, at brevet til lægen ville blive sendt "i løbet af denne uge". Da hun ringede for halvanden uge siden sagde hun, at det ville være sendt senest onsdag i denne uge...? Måske hun har været syg igen.
Hun har også glemt at sende den mail, hvori hun ville skrive om mine blodprøver. Da hun sagde, at der var tal, der ikke var helt gode, bekræftede det bare min mistanke... Mine svimmelhedsanfald er blevet værre. Jeg tror måske, at jeg mangler jern. Og sikkert også andre ting. Men tja... Jeg ved stadig ikke hvilke tal, der ikke var så gode. Den mail kom jo aldrig... Jeg føler lidt, at det er op ad bakke. Måske er det bare mig, der piver for meget.
Det er bare svært at være den proaktive her, når min motivation for behandling skifter fra dag til dag.
Jeg ved bare, at jeg ikke vil ind i samme binge/purge-mønster igen, som jeg har været de sidste mange forår... Så hellere behandling. Langt hellere behandling. Også selvom det bliver svært.
Nu har det snart også kostet mig meget... Vi er nu oppe på omkring halvdelen af mit liv, som er blevet gået med en spiseforstyrrelse, som har haft skiftende symptomer undervejs. Anorektisk, bulimisk, whatever. It's off-key. That's the point. Hvorfor er det så svært? Det er jo bare mad...
Min kæreste virker bange nogle gange... Han vil så gerne hjælpe, men han ved ikke, hvad han skal gøre, og jeg føler, at jeg bare trækker elendighed ned over hovedet på ham hver gang jeg taler om det. Det fylder bare så meget i mit hoved.
Sagde jobbet op i efteråret... Stress, opkastninger, vægtsvingninger, humørsvingninger... For meget. Flyttede. Hjem til Sjælland igen. Mit eget sted. Overvejer lidt, hvad fremtiden skal bringe... Hvad kan den bringe? Når jeg snakker med kæresten om fremtiden, bliver det meget tydeligt, at det for ham er en spiseforstyrrelsesfri fremtid. Jeg kan bare slet ikke se lyst for enden af tunnellen...
Til afslutningssamtalen spurgte hun ind til, om jeg var deprimeret. Jeg føler mig ikke deprimeret, men jeg føler mig mere trist end ved samme tid sidste år. Men jeg føler, at jeg taler om det. Det er bare hårdt. Jeg orker det næsten ikke... Jeg vil gerne bare... Well... Jeg ved ikke en gang, hvad jeg vil. Jeg vil gerne bare forsvinde og grave mig ned og få hele verden til at glemme, at jeg eksisterer.
Jeg vil gerne tabe mig. Og så længe jeg har det ønske, så vil behandling ikke virke... Det siger de i hvert fald. Men jeg vil bare gerne være lettere, tyndere, mindre, mere petite. 55 kg måske. Jeg nåede de 58, men så fuckede jeg det hele op med denne lorteuge... Jeg har ikke en gang råd til det, og jeg gør det alligevel. Næsten 400 kr i dag. Væk, pist borte, gone for good. Jeg kunne lige så godt komme mine pengesedler i en skål og sætte ild til dem. Det ville i det mindste ikke være så destruktivt...
Bah. Skal spare jer for mere elendighed fra min fucked up forskruede hjerne. I dag var en dårlig dag. Vil prøve at holde mig selv op på at få bestilt den tid hos LMS snart... Få nogle nye idéer til behandling. Snakkede med en pige, der havde været i behandling for anoreksi det samme sted 5 gange, og først 5. gang tænkte på, at hun måske skulle søge en alternativ form for behandling. Got me (well, us - me, boyfriend, dad, etc.) thinking. Måske jeg skulle prøve noget andet, end det jeg allerede har prøvet. LMS-folkene sagde, at de kunne forklare mig om de forskellige former for behandling, der tilbydes. De kan endda nok forklare det bedre end lægen... Og eftersom jeg først skal til lægen, når CFS i Risskov får sendt det brev, så kan det godt være, at jeg bare skal gå i gang selv. Det ser ikke ud til, at de er så gode til at få fingeren ud der. På den anden side er det jo også bare mit helbred... Why should they care? Det er mit ansvarsområde.
Argh. Get a fucking grip. Nu tager jeg mig lige sammen og gå i seng. Skal tidligt op i morgen. Har allerede aflyst et socialt arrangement denne weekend pga. min latterlige bulimi tog mine kræfter. Må lige mande mig op i morgen.
Godnat.
fredag den 12. oktober 2012
Koncentrationsbesvær
Det hele fylder rigtig meget i hovedet lige for tiden... Jeg forsøger at eliminere kulhydrater, men tænker samtidig, at det ikke er smart og får så dårlig samvittighed over at gøre det. Så spiser jeg noget med kulhydrater i og får så dårlig samvittighed over det... Det er skruen uden ende.
Jeg sidder lige nu og burde lytte til en præsentation, som en af mine medstuderende giver. Men jeg kan ikke koncentrere mig. Tænker på mad. Slik, kage, mad, vægt, motion, mere mad... Tænker på, at jeg gerne bare vil isolere mig fra verden.
Jeg sidder lige nu og burde lytte til en præsentation, som en af mine medstuderende giver. Men jeg kan ikke koncentrere mig. Tænker på mad. Slik, kage, mad, vægt, motion, mere mad... Tænker på, at jeg gerne bare vil isolere mig fra verden.
torsdag den 4. oktober 2012
10 uger mere
Er startet op i endnu et forløb på 10 uger på ungdomspsykiatrisk hospital i Aarhus... Jeg har så mange tanker i hovedet lige nu, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte og slutte. Har det meget ambivalent med at gøre noget ved min bulimi overhovedet lige nu. Jeg vil gerne bare være tyndere. Og vil gerne være alene... Skriver nok et længere afsnit en anden gang.
tirsdag den 28. august 2012
It's been a bad day....
Jeg kan godt lide REM. Det minder mig om min første seriøse kæreste, men samtidig er det bare også virkelig herlig musik. Det minder mig om en afslappethed, færre kilo, rolighed...
Men ja. De siger det meget godt. It's been a bad day. Føler mig ikke rigtig ovenpå. Skal starte på CFS igen på fredag. Ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig. A har skrevet til mig. Han er vældig sød, men jeg har mest af alt bare lyst til at grave mig ned under dynen og glemme, at verden eksisterer. Jeg forstår det ikke helt. For en uge siden var jeg vildt glad? Hvad gik der galt? Jeg har heller ikke lyst til (igen) at hælde galde ud over ham... Tingene bliver ikke bedre af, at man piver. Og jeg ved godt, at han vil sige, at jeg skal holde op med at slå mig selv i hovedet. Jeg skal holde op med at ville gøre alting perfekt hele tiden. Og jeg skal holde op med at lade det gå mig så meget på, når tingene ikke lige går efter mit hoved.
Jeg føler mig virkelig træt. Og alligevel tænker jeg, at jeg ikke laver andet end at slappe af. I dag har jeg været på arbejde hele dagen (sidder stadig på kontoret), og jeg har spist alt for meget. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg skal hjem og kaste op. Før det er for sent. Har spist proteinbarer. Dumt, dumt. De er svære at få op igen. :/
Jeg vil bare sove. Holde mig helt væk fra verden og ikke overskue noget. Sætte verden på pause.
Jeg er virkelig sur på mig selv over at være så ynkelig... Og så bliver jeg mere sur på mig selv over at jeg bebrejder mig selv min ynkelighed. Fuck hvor er det fucking dumt. Jeg tænkte på, om det måske var en idé at fortælle A om denne blog. Måske det ville give ham lidt indsigt? På den anden side har jeg virkelig ikke lyst til at han skal ynke mig. Og jeg vil ikke sætte mere fokus på min latterlige bulimi end der allerede er. Men det er svært at snakke om noget andet, når det er det eneste, jeg tænker på... Jeg vil så gerne tænke på ting, der gør mig glad. Ting, jeg finder ro og glæde ved at tænke over. Men jeg tænker bare på åndssvage kilo og mad og motion, og hvor meget jeg burde gøre og ikke gør, og hvor træt jeg er, og hvor dum og grim og fed jeg er.
Fuck. Det her melankoli er til at brække sig over. Ha ha... Pun not intented. Eller... Tragikomisk.
Der er mange tanker. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det. Jeg skal udfylde min dumme spisedagbog og notere endnu en day of failure. Har ikke kastet op endnu, men det skal ud. Det skal væk. Det skal forsvinde og ud af mig hurtigst muligt. Jeg er bange. Jeg er bange og nervøs og ked af det. Jeg har lyst til at svare på hans sms for at sige tak for den venlige tanke, for det var virkelig sødt af ham lige at skrive. Smilte da jeg fik den. Men overskuddet er der bare ikke. Jeg kunne skrive tilbage...? "kram :)" Det virker bare forstilt. Det virker forkert.
It's been a bad day. Fuck it.
tirsdag den 10. juli 2012
Kære mig 15 år...
Hvis Kræftens Bekæmpelse kan være melodramatisk, så kan jeg også...
(Havde her oprindeligt et link til en viedo fra Kræftens Bekæmpelse, som omhandlede kræft. En masse mennesker der henvendte sig til deres "yngre jeg" for at gøre opmærksom på, at de skulle passe på sig selv og blive tjekket hos lægen jævnligt.)
Kære mig 15 år,
Du er 1,71 cm høj og vejer omkring 54-56 kg. Jeg ved godt, at du har meget om ørerne, og du vil gerne være god til alting. Og det er også helt okay. Jeg vil ikke give dig denne besked for at belære dig om, hvad du bør gøre, for det er fuldstændig op til dig. Og jeg kender dig trods alt ret godt: Du ville alligevel ikke lytte til mig. Du vil gøre præcis, som du finder bedst. Men tag det som information... Ekstra information, som kan bidrage til den viden, du allerede besidder. Så du kan træffe en "informed decision".
Du er 1,71 cm høj. Du regner med, at du bliver mindst 3-5 cm højere, men det gør du ikke. Du bliver 1 cm højere, og det vil tage omkring 4 år før det sker. Du regner med, at du snart kommer til at veje 45 kg, men det sker aldrig. I løbet af det næste år taber du dig, så du vejer 49 kg, og du vil stadig synes, at du er fed. Du vil vælte op ad trappen, fordi du pga. svimmelhed ikke kan stå oprejst efter du har stået under en varm bruser. Du vil på en uge indtage mindre end hvad de fleste normale mennesker vil indtage på en dag. Og du vil være stolt af det.
Du står ved en skillevej lige nu. Jeg ved, at du ved, at du er ude i noget, der kan blive et værre rod... Du tror, at det bare er en fase. At det selvfølgelig går over. At du ikke har en spiseforstyrrelse. Der kommer også til at gå mange år, før du bliver diagnostiseret. Der kommer faktisk til at gå så længe, at diagnosen bliver en anden, end den du burde få nu som 15-årig. Men du HAR en spiseforstyrrelse. Dit forhold til mad er forstyrret, og det går IKKE væk af sig selv.
Kære mig 15 år. Du har smukke tænder. Hvis du gerne vil beholde dine smukke tænder, så skal du passe på dem. Du har kun fremprovokeret opkast nogle få gange, og det har ikke haft nogen alvorlig effekt på din krop eller dine tænder. Det ændrer sig. Det ændrer sig ikke fra dag til dag, men det ændrer sig gradvist, og du vil slet ikke lægge mærke til det, før du en dag kigger dig selv i spejlet. Du bliver så chokeret, at du næsten helt holder op med at vise dine tænder, når der bliver taget billeder.
Der kommer til at ske så meget smukt i dit liv de næste mange år, og du kommer til at gå glip af virkelig meget af det. Du vil huske ferier ud fra hvilke restauranter, I besøgte. Du vil huske fester ud fra, hvilken drink du fik flest af. Du vil huske 4 år af dit liv ud fra tal og kalorietabeller. Du vil huske skoleophold ud fra forladte toiletter. Du vil huske din fødeby ud fra løbe- og cykelturer i aftenmørket. Du vil huske dine forældre ud fra den mad, de laver. Og du vil huske dine søskende ud fra det slik, de spiser. Gør mig en tjeneste og fokuser på de positive ting, som ikke har noget med mad at gøre. Prøv at nyd det, når du får din studenterhue. Du ved det ikke endnu, men jeg ved det: Du kommer til at tage voldsomt meget på, når du er 18. Du kommer op over 67 kg. Du panikker. Du genvinder din selvkontrol, da du fylder 19, og du isolerer dig fra omverdenen. I sidste halvdel af 3.g ser du ingen mennesker, og du spiser meget lidt. Du løber meget. I ugerne op til din gymnasieafslutning spiser du næsten ingenting, og den dag I skal ud og køre vogn vejer du 60 kg. Du ser smuk ud i dit skinny tøj. Men du er træt. Meget træt. Du spiser intet ved de første 10 stop I gør. Du drikker danskvand og rosévin. Du bliver meget fuld. Du har ikke drukket i flere måneder, fordi du ved, at der er kalorier i alkohol, men du nyder vognturen. Du græder. Og du flytter. For du kan ikke overskue at være det samme sted mere, og du er sikker på, at dine forstyrrede madvaner vil bliver efterladt med mange andre ting, du forsøger at skille dig af med.
Men du kan ikke flytte fra dine madvaner. De flytter med.
Kære mig 15 år. Tag dine madvaner seriøst. Sig til folk, når du er ked af det. Hold op med at sige til dig selv, at det vil gå i sig selv. Du vil kæmpe med din spiseforstyrrelse i mange år ud i fremtiden, hvis ikke du gør noget ved den nu. Fortæl det til din far. Han vil forstå dig. Også selvom du ikke tror det. Når du endelig ender med at fortælle ham det, så er det slet ikke så slemt. Han vil kun hjælpe. Accepter hjælp.
Du kommer til at bruge tusindvis af kroner på idrætstøj, -udstyr, slankeprodukter, piller og junk. Du vil i en alder af 22 starte med at tage antidepressiv medicin. Men de 500-750 kr. om måneden til antidepressiv medicin er intet sammenlignet med de mere end 4000 kr. du hælder ud i toilettet månedligt det første halve år af 2010, og de mere end 2000 kr. det kommer til at være pr. måned i gennemsnit de 2 følgende år. Du kan bruge dine penge på meget bedre ting...
Kære mig 15 år. Du er smuk. Jeg ved godt, at der er mange, der siger det til dig. De siger det, fordi de mener det. De siger det flere gange, fordi de ikke tror, at du lytter. Og det gør du heller ikke. Lyt til dem.
Jeg vil fortælle dig en hemmelighed: Om 8 år er du ikke kommet længere end du er nu. Din vægt vil være højere, og du vil være 1,72 cm høj. Du vil have daglige hovedpiner, og du vil stadig blive svimmel af at gå i bad. Du vil være meget succesful. Du vil stadig få gode karakterer, men nu vil det være på universitet og ikke i længere i 9. klasse (og du behøver faktisk slet ikke de høje karakterer i 9. klasse), og du vil tjene rigeligt med penge sammenlignet med andre studerende. Du vil arbejde mere end 60 timer om ugen. Men du vil stadig føle dig tyk.
Du vil vide, at du bør slappe af og fokusere på at blive rask. Men af en eller anden grund, vil du alligevel gå ud og kaste op igen efter du har skrevet dette brev til dit 15-årige jeg... Og du vil ikke en gang forstå det selv.
(Havde her oprindeligt et link til en viedo fra Kræftens Bekæmpelse, som omhandlede kræft. En masse mennesker der henvendte sig til deres "yngre jeg" for at gøre opmærksom på, at de skulle passe på sig selv og blive tjekket hos lægen jævnligt.)
Kære mig 15 år,
Du er 1,71 cm høj og vejer omkring 54-56 kg. Jeg ved godt, at du har meget om ørerne, og du vil gerne være god til alting. Og det er også helt okay. Jeg vil ikke give dig denne besked for at belære dig om, hvad du bør gøre, for det er fuldstændig op til dig. Og jeg kender dig trods alt ret godt: Du ville alligevel ikke lytte til mig. Du vil gøre præcis, som du finder bedst. Men tag det som information... Ekstra information, som kan bidrage til den viden, du allerede besidder. Så du kan træffe en "informed decision".
Du er 1,71 cm høj. Du regner med, at du bliver mindst 3-5 cm højere, men det gør du ikke. Du bliver 1 cm højere, og det vil tage omkring 4 år før det sker. Du regner med, at du snart kommer til at veje 45 kg, men det sker aldrig. I løbet af det næste år taber du dig, så du vejer 49 kg, og du vil stadig synes, at du er fed. Du vil vælte op ad trappen, fordi du pga. svimmelhed ikke kan stå oprejst efter du har stået under en varm bruser. Du vil på en uge indtage mindre end hvad de fleste normale mennesker vil indtage på en dag. Og du vil være stolt af det.
Du står ved en skillevej lige nu. Jeg ved, at du ved, at du er ude i noget, der kan blive et værre rod... Du tror, at det bare er en fase. At det selvfølgelig går over. At du ikke har en spiseforstyrrelse. Der kommer også til at gå mange år, før du bliver diagnostiseret. Der kommer faktisk til at gå så længe, at diagnosen bliver en anden, end den du burde få nu som 15-årig. Men du HAR en spiseforstyrrelse. Dit forhold til mad er forstyrret, og det går IKKE væk af sig selv.
Kære mig 15 år. Du har smukke tænder. Hvis du gerne vil beholde dine smukke tænder, så skal du passe på dem. Du har kun fremprovokeret opkast nogle få gange, og det har ikke haft nogen alvorlig effekt på din krop eller dine tænder. Det ændrer sig. Det ændrer sig ikke fra dag til dag, men det ændrer sig gradvist, og du vil slet ikke lægge mærke til det, før du en dag kigger dig selv i spejlet. Du bliver så chokeret, at du næsten helt holder op med at vise dine tænder, når der bliver taget billeder.
Der kommer til at ske så meget smukt i dit liv de næste mange år, og du kommer til at gå glip af virkelig meget af det. Du vil huske ferier ud fra hvilke restauranter, I besøgte. Du vil huske fester ud fra, hvilken drink du fik flest af. Du vil huske 4 år af dit liv ud fra tal og kalorietabeller. Du vil huske skoleophold ud fra forladte toiletter. Du vil huske din fødeby ud fra løbe- og cykelturer i aftenmørket. Du vil huske dine forældre ud fra den mad, de laver. Og du vil huske dine søskende ud fra det slik, de spiser. Gør mig en tjeneste og fokuser på de positive ting, som ikke har noget med mad at gøre. Prøv at nyd det, når du får din studenterhue. Du ved det ikke endnu, men jeg ved det: Du kommer til at tage voldsomt meget på, når du er 18. Du kommer op over 67 kg. Du panikker. Du genvinder din selvkontrol, da du fylder 19, og du isolerer dig fra omverdenen. I sidste halvdel af 3.g ser du ingen mennesker, og du spiser meget lidt. Du løber meget. I ugerne op til din gymnasieafslutning spiser du næsten ingenting, og den dag I skal ud og køre vogn vejer du 60 kg. Du ser smuk ud i dit skinny tøj. Men du er træt. Meget træt. Du spiser intet ved de første 10 stop I gør. Du drikker danskvand og rosévin. Du bliver meget fuld. Du har ikke drukket i flere måneder, fordi du ved, at der er kalorier i alkohol, men du nyder vognturen. Du græder. Og du flytter. For du kan ikke overskue at være det samme sted mere, og du er sikker på, at dine forstyrrede madvaner vil bliver efterladt med mange andre ting, du forsøger at skille dig af med.
Men du kan ikke flytte fra dine madvaner. De flytter med.
Kære mig 15 år. Tag dine madvaner seriøst. Sig til folk, når du er ked af det. Hold op med at sige til dig selv, at det vil gå i sig selv. Du vil kæmpe med din spiseforstyrrelse i mange år ud i fremtiden, hvis ikke du gør noget ved den nu. Fortæl det til din far. Han vil forstå dig. Også selvom du ikke tror det. Når du endelig ender med at fortælle ham det, så er det slet ikke så slemt. Han vil kun hjælpe. Accepter hjælp.
Du kommer til at bruge tusindvis af kroner på idrætstøj, -udstyr, slankeprodukter, piller og junk. Du vil i en alder af 22 starte med at tage antidepressiv medicin. Men de 500-750 kr. om måneden til antidepressiv medicin er intet sammenlignet med de mere end 4000 kr. du hælder ud i toilettet månedligt det første halve år af 2010, og de mere end 2000 kr. det kommer til at være pr. måned i gennemsnit de 2 følgende år. Du kan bruge dine penge på meget bedre ting...
Kære mig 15 år. Du er smuk. Jeg ved godt, at der er mange, der siger det til dig. De siger det, fordi de mener det. De siger det flere gange, fordi de ikke tror, at du lytter. Og det gør du heller ikke. Lyt til dem.
Jeg vil fortælle dig en hemmelighed: Om 8 år er du ikke kommet længere end du er nu. Din vægt vil være højere, og du vil være 1,72 cm høj. Du vil have daglige hovedpiner, og du vil stadig blive svimmel af at gå i bad. Du vil være meget succesful. Du vil stadig få gode karakterer, men nu vil det være på universitet og ikke i længere i 9. klasse (og du behøver faktisk slet ikke de høje karakterer i 9. klasse), og du vil tjene rigeligt med penge sammenlignet med andre studerende. Du vil arbejde mere end 60 timer om ugen. Men du vil stadig føle dig tyk.
Du vil vide, at du bør slappe af og fokusere på at blive rask. Men af en eller anden grund, vil du alligevel gå ud og kaste op igen efter du har skrevet dette brev til dit 15-årige jeg... Og du vil ikke en gang forstå det selv.
lørdag den 7. juli 2012
Sengetider
Hvorfor kan jeg ikke bare finde ud af at gå i seng til normal tid? Nu er det igen efter midnat. Jeg skal sove. Jeg skal sove, hvis jeg skal kunne være klar i hovedet, og jeg skal kunne kontrollere mine madvaner... Træthed gør det så meget sværere.
Godnat.
Godnat.
Abonner på:
Opslag (Atom)